Parter:
A
(advokat Uffe Skalborg Hansen)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Jakob Krogsøe).

Afsagt af landsdommerne:
Inger Nørgaard, Henrik Estrup og Helle Fløystrup (kst.).

Den 20. juli 1999 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende sagsøgeren As skattepligtige indkomst for indkomstårene 1994 og 1995:

".....

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsterne på følgende punkt:

Sagen har været forhandlet med klagerens ægtefælle på rettens kontor.

Det er oplyst, at, klageren er født på Filippinerne, og at hun indgik ægteskab med direktør B den 16. september 1991. Klageren indvandrede til Danmark den 9. december 1991.

Det er oplyst, at klageren i de påklagede år bl.a. har arbejdet for H1 A/S, H2 ApS, H3 APS, H4 A/S samt for H5 A/S. I 1994 og 1995 har klageren oppebåret en lønindtægt på henholdsvis 247.300 kr. og 180.000 kr. Ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1994 har klageren opgjort fradrag i forbindelse med arbejde i Tyskland svarende til 44 uger a 5 dage a 650 kr. og for indkomståret 1995 fradrag svarende til 20 uger a 5 dage a 650 kr.

Told- og Skatteregionen er af den opfattelse, at klageren ikke har deltaget i arbejde på de tyske arbejdspladser, der berettiger til fradrag for arbejde i Tyskland, hvorfor fradrag er ansat til 0 kr. Som begrundelse for ansættelserne har told- og skatteregionen anført følgende:

1. Den ... juli 1993 blev datteren, ....., født, og den ... november 1994 blev sønnen, ......., født.
2. I 1994 har klageren ifølge det selvangivne arbejdet og overnattet i Tyskland i 217 hele døgn med et lille barn, hvilket efter regionens opfattelse er usandsynligt.
3. Så vidt vides har børnene på det tidspunkt ikke været i vuggestue, børnehave eller i dagpleje.
4. Klagerens ægtefælle har anført, at hans hustru udførte forskelligt arbejde for selskaberne, herunder momsarbejde. Der er ikke fundet bilag, hvoraf det fremgår, at dette arbejde er udført af klageren.
5. Rent sprogligt er det usandsynligt, at klageren kan udføre sekretærarbejde og passe telefon på dansk og tysk.
6. Klageren har ikke førerbevis, så transportmæssigt er hun afhængig af andre.
7. På den for 1994 fremlagte kalender er klagerens navn påført med maskinskrift. Der er ikke påført afgangstidspunkt eller hjemkomst. Ifølge omhandlede kalender har hun været i Tyskland op til 2 uger ad gangen og arbejdet i såvel påsken og pinsen m.v.
8. Kalenderen for 1995 er af samme beskaffenhed bortset fra, at den er udfyldt med håndskrift.

Klagerens ægtefælle har oplyst, at han i efteråret 1991 havde tilmeldt klageren voksenundervisning hos AOF, og efter 4 måneders skolegang sluttede hun med den bedste karakter. I marts 1992 skrev og talte klageren godt dansk. I klagerens hjemland er engelsk obligatorisk i skolen. Herudover taler hun lidt tysk, men hun forstår en hel del af dette sprog.

Klagerens ægtefælle har videre oplyst, at der havde været et omfattende byggearbejde i Tyskland, og at der i årene 1993 til og med 1995 var blevet bygget ca. 45 huse. Det havde han ikke kunnet klare alene, og derfor havde klageren været til stor hjælp for ham. Klageren havde deltaget i arbejdet med afsætning af byggerierne på byggegrundene, byggeledelse, oprydning og jord- og betonarbejde. Herudover havde hun gået til hånde, ligesom hun havde passet mobiltelefonen. Endvidere havde hun haft en bilagsmappe med, hvori hun manuelt havde skrevet momsrapporter. Hun havde også udarbejdet de daglige notater, eksempelvis hvem der skulle ringes til, når man kom hjem, m.v. Klageren havde ikke kørekort, men det havde været unødvendigt, da hun og han havde arbejdet som et team.

Klageren har passet dette arbejde samtidig med, at hun havde passet børnene. Det er korrekt som anført af myndighederne, at børnene ikke har været i vuggestue, idet klageren havde ønsket at passe dem selv.

I de påklagede år havde klageren og hendes ægtefælle næsten arbejdet i døgndrift. I løbet af ugen havde man boet på små pensionater og i weekenderne på hotel. Familien havde en stor bil, en 9 personers Folkevogn Caravelle bus, hvor der var rigelig plads til barnevogn, lift m.v.

For så vidt angår de fremlagte kalendere har klagerens ægtefælle oplyst, at i 1994 blev de dage, hvor klageren havde været med på arbejde, skrevet ind i en lille firmakalender og derefter overført til hans store kalender. I 1995 blev der i lighed med 1994 også ført en stor kalender, men den indeholdt andre ting, der ikke havde relation til arbejdet som sådan.

Landsskatteretten skal udtale:

Efter det foreliggende finder Landsskatteretten, at klageren ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at hun har udført arbejde i Tyskland i det påståede omfang. Det er herefter med rette, at klageren ikke er anset for berettiget til fradrag for arbejde i Tyskland, og de påklagede ansættelser stadfæstes derfor.
..."

Sagsøgeren har herefter under denne sag, der er anlagt den 18. oktober 1999, efter sin endelige påstand påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgeren er berettiget til i sin skattepligtige indkomst for indkomstårene 1994 og 1995 at foretage fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter med henholdsvis 137.250 kr. og 61.200 kr., subsidiært med mindre beløb fastsat efter rettens skøn.

Sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært ansættelsen af sagsøgerens skattepligtiges indkomst for indkomstårene 1994 og 1995 hjemvist til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Sagsøgeren har mest subsidiært taget bekræftende til genmæle over for sagsøgtes subsidiære påstand om hjemvisning.

Om sagens nærmere omstændigheder er der for landsretten oplyst bl.a. følgende:

Den 2. februar 1994 blev der mellem H2 ApS og sagsøgeren og dennes ægtefælle B indgået følgende ansættelseskontrakt:

"Det bekræftes hermed at overtegnede er ansat fra D 1/1-94-31/12-94.
Som sælger/Byggeleder/Arkitekter.
I Berlin/Postdam Området"

Kontrakten er underskrevet af sagsøgeren og B og af sidstnævnte tillige for H2 ApS. Kontrakten er forsynet med stempel, hvorpå bl.a. står: Y1-by Kommune, Serviceafdelingen.

Den 6. november 1994 blev der mellem H5 A/S, H1 A/S og sagsøgeren og B indgået en ansættelseskontrakt, hvori det hedder:

"Det bekræftes hermed at overtegnede er ansat Fra D 6/11-1994. Som Medhjælpende Byggeleder/Medhjælpende for udførelse af del entrepriser, Medhjælpende Sælger/Arkitekter.
Samt øvrige Forfaldende Jobs I BRD I forbindelse Byggerierne.

Nærværende Kontrakt er Gældende For Rest Perioden 94 & For - Indkomståret 1995".

Også denne ansættelseskontrakt er underskrevet af sagsøgeren og B og af sidstnævnte for H1 A/S og H5 A/S.

Der er fremlagt oversigt over byggearbejder, som selskaberne har udført i Tyskland. Sagsøgte har ikke bestridt, at arbejderne er udført, men alene, at sagsøgeren har deltaget heri.

Der er endvidere fremlagt kopi af kalendere for 1994 og 1995. Kalenderne er efter det oplyste ført af B, og den pågældende har på kalenderen for 1994 med maskinskrift anført "A" ud for en række datoer i tiden fra 4. januar til 24. oktober og på kalenderen for 1995 ud for en række datoer i tiden fra 12. juni til 22. december med håndskrift anført "A".

Der er tillige fremlagt en række kvitteringer, herunder i form af bon'er fra cafeterier og lignende i Tyskland.

Endelig er der fremlagt et større antal bilag i form af A4-sider forsynet med håndskrevne notater.

I Told - og Skatteregion Sønderborgs "Sagsfremstilling og begrundelse" vedrørende ændringerne i skatteansættelserne hedder det.

"...
A er født på Philiphinerne og indgik ægteskab den 16. september 1991 i ...., Philiphinerne med direktør B og indvandrede til Danmark den 9. december 1991.

Der været afholdt forhandling i sagen, den 25. marts 1998.

Til forhandlingen medbragte direktør B (som mødte på ægtefællens vegne) en skriftlig redegørelse fra sin hustru vedrørende udefradrag for arbejdet i Tyskland. I redegørelsen anføres:

"OVERTEGNEDE SKAL HERMED BESVARRE DERRES BREV AF 23/2-1998.

JEG A har været særdeles aktiv BLA i H1 A/S & H2 ApS & H3 ApS & H4 A/S Samt H5 A/S Hvor jeg BLA - har været ansat som telefon Dame & Og som Direktionssekretær Herudover har jeg deltaget aktivt i min Ægtemands arbejde på diverse Byggepladser med forefaldent arbejde.

(Indkomståret 1995)

(1)

Udearbejde for arbejde i Tyskland. Udefradrag KR 61.200 - Svarer til 20 Uger A 5 Dags uger A 650 kr Minus Bundfradrag På kr. 3.800,00-Da jeg har værret udearbejdende angivet omrang."

Ved forhandlingen oplyste direktør B, at hans ægtefælle havde været på byggepladser i Tyskland i de oplyste antal dage, hvor hun i en campingvogn havde passet telefon og udført sekretær arbejde for ham og de nævnte selskaber.

Det er regionens opfattelse, A ikke har deltaget i arbejde på de tyske arbejdspladser, der berettiger til fradrag for arbejde i Tyskland, hvorfor fradrag for arbejde i Tyskland ansættes til 0 kr.

Begrundelsen for nedsættelsen af udefradrag til 0 kr. for arbejde i Tyskland er følgende:
...

Under henvisning til ovenstående punkter er det regionens opfattelse, at det ikke er sandsynliggjort, at A har udført arbejde i Tyskland, der berettiger til udefradrag.

På dette grundlag nedsættes de foretagne fradrag for indkomstårene 1994 og 1995 til 0 kr.

Der henvises til ligningslovens § 5, stk. 2 og TS cirkulære nr. 1993-23 og 1994-21."

AOF Sprogcenter, Y1-by, har i en skrivelse af 8. maj 2000 bekræftet, at sagsøgeren har deltaget i danskundervisning i perioden 16. januar 1992 til 19. juni 1992, samt at sagsøgeren fik tilbudt 303 lektioner danskundervisning på basis I-niveau. AOF har i en skrivelse af 15. august 2000 til sagsøgeren oplyst, at AOF ikke har kopi af prøvebevis for sagsøgeren, og at der ikke i 1992 blev taget kopi af prøvebeviser. AOF kunne derfor ikke bekræfte, at sagsøgeren havde bestået en prøve.

Sagsøgeren har forklaret, at hun blev gift med B på Filippinerne i september 1991 og kom til Danmark i december 1991. Hun passede på Filippinerne sin storesøsters forretning med salg af dagligvarer og havdeen2-årig uddannelse inden for branchen. Hun taler engelsk, men ikke tysk. Hun fik danskundervisning på et AOF-kursus og havde fået bevilget 303 lektioner. Hun deltog i undervisningen i 5 måneder, men havde brug for flere lektioner. Hun var ikke til nogen eksamen og har derfor ikke fået noget bevis på deltagelsen. Herudover har hun ingen undervisning modtaget i Danmark. Hendes mand startede i 1992 og 1993 firmaer inden for byggebranchen, og hun deltog i driften fra begyndelsen. Det var for at hjælpe ham, hun holdt op på sprogskolen. Hun har altid selv passet børnene, der er født i henholdsvis 1993 og 1994. Da hendes mand begyndte at udføre byggerier i Tyskland, hjalp hun til hermed. Hun havde dog også arbejdet lidt i Tyskland i 1992 og 1993. De ejede begge aktier og anparter i byggefirmaerne, og hun ejede H2 ApS. De andre selskaber - også dem hun ikke var ansat i - ejedes af hendes mand, der var direktør i alle selskaber. Det var hendes mand, der var sælger. Hun ved ikke, om hun var bygggeleder, for på byggepladserne var der kun hendes mand og hun. Hun har ikke foretaget "oprydning/jord/betonarbejde", dog hjalp hun på byggepladserne med at samle brædder. Det var hendes mand, der passede regnskaberne, herunder momsregnskabet. Når hun og hendes mand var i Tyskland, kørte de - med børnene - dertil i en campingbus med plads til 10 personer. Bussen var købt af et af hendes mands selskaber. De havde mange ting med i bussen, herunder babyudstyr, tøj og byggematerialer. De havde også en trailer med byggematerialer, der skulle bruges i Tyskland. De kørte fra Danmark om mandagen og kørte hjem lørdag aften. Traileren lod de stå på byggepladsen. Som regel sov de i bilen, men de har også overnattet på hoteller og nogle gange i en campingvogn. Når de overnattede i bussen, sad de op, mens de sov. Det var hende, der betalte udgifterne til overnatning og mad. Hun fik intet refunderet af firmaet og betalte således alle familiens husholdningsudgifter. Hun og hendes mand arbejdede dagligt i tiden fra kl. 7 til kl. 17, når de var i Tyskland. Børnene sov meget af tiden og var altid i nærheden af dem. Arbejdet bestod i afsætning af byggegrunde til beboelseshuse. Hun hjalp med afsætningen på den måde, at hun holdt den stang, hendes mand anvendte til nivelleringen, ligesom hun trak snorene. Hun hjalp til med afsætning af hjørner, men selve arbejdet hermed udførte hendes mand. Når hun og hendes mand havde afsluttet deres arbejde på en byggegrund, kom der andre med gravemaskine og foretog udgravningen og støbte. Hun har ikke deltaget i arbejde med opsætning af forskallingsbrædder. Det typiske forløb var afsætning af et hus om ugen. Hun og hendes mand hjalp hinanden med indkøb, men det var hende, der lavede maden. De havde medbragt en mobiltelefon, som hun passede. Hun kunne forstå og tale med danskere. Hun ringede aldrig selv op, men nedskrev navn og telefonnummer på den, der ringede, hvorpå hendes mand ringede op til den pågældende. Når der blev ringet fra tyske kunder og lignende, talte hun engelsk med dem. Der var på selskabernes brevpapir intet mobiltelefonnummer, men hendes mand havde visitkort, hvorpå nummeret var anført. Det skete også, at hendes mands søster, der var bogholder på kontoret i Y1-by, ringede. Hun har ikke udført arbejde med korrespondance. Hun havde en A4 - blok, hvorpå hun noterede, hvad de manglede f.eks. af snore. Det var hendes mand, der sagde, hvad de manglede, og hun noterede ned efter hans diktat. Hun anvendte blokken dagligt, når de var i Tyskland, og hun anvendte den også til at notere ned, hvem der ringede. Kalenderen for 1994 førtes af hendes mand, og hun har ikke selv set den og er uden kendskab til, hvordan han førte den. Han førte også kalenderen for 1995. Hun arbejdede i Tyskland fra januar til oktober 1994 og igen fra juni 1995. Hun fødte i november 1994 og blev derfor hjemme i Danmark, når hendes mand rejste til Tyskland. Det er hendes mand, der har skrevet replikken i sagen, og det er ikke rigtigt, som det er anført på side 4, at hun genoptog sit arbejde ganske få dage efter fødselen af deres andet barn. Hendes månedlige løn var 12.000 kr. Som filippinsk statsborger skulle hun have visum, når hun skulle til Tyskland. Hun fik derved så mange stempler i passet, at hun måtte have et nyt.

B har som vidne forklaret, at han siden 1985/86 har udført byggearbejder i selskabsform. Fra 1992/93 udførte selskaberne kun arbejder i Tyskland. Selskaberne, i hvilke han var hovedaktionær og direktør, havde kontor i lejede lokaler i Y1-by. Straks efter at sagsøgeren var kommet til Danmark, tilmeldte han hende til danskundervisning, men hun opgav kurset, da hun i 1992 begyndte at hjælpe ham. Først i 1994 muliggjorde selskabernes økonomi, at der kunne udbetales løn til sagsøgeren og ham. Selskaberne opførte nøglefærdige parcelhuse i Tyskland. Der var ansat sælgere, mens vidnet selv stod for den fysiske afsætning af husene på byggegrundene, byggetilsyn samt jord- og betonarbejde. Han deltog også i møder med sælgerne og bygherrerne. I forbindelse med, at sagsøgeren blev ansat, spurgte han Y1-by Kommune, hvordan de skulle forholde sig. Han fik oplyst, at der skulle indgås en ansættelseskontrakt og udfyldes en blanket. Det var ham, der udfyldte materialet, hvorpå de fik nye skattekort. Han fik at vide, at de havde krav på udefradrag, og han havde fortalt, at de skulle bo i en campingbus. Damen på skattekontoret sagde, at de kunne få det lille fradrag på 650 kr. uden dokumentation. De fik begge udefradrag fra februar 1994, og han var herefter ikke i kontakt med kommunen, før han i slutningen af 1996 eller begyndelsen af 1997 modtog en henvendelse fra skattevæsenet. H2 ApS blev erklæret konkurs i 1995, fordi en ansat havde tilegnet sig 2,3 mio. kr. De 2 andre selskaber måtte træde i likvidation senere, da myndighederne foretog så mange overgreb mod ham. Han udleverede al materiale til skattevæsenet, og efter dets oplysninger har han en personlig skattegæld på 1,7 mio. kr. Skatteansættelserne for årene 1992-1996 er alle omgjort. På et tidspunkt tog politiet alle hans bilag, og det var svært for ham at få rådighed over dem igen. Han har nu fået 95 % tilbage, men bilagene kom i et større rod og anbragt i 20 flyttekasser. I forbindelse med spørgsmålet vedrørende udefradrag, lavede han alle papirer, som skattevæsenet forlangte. Når der i ansættelseskontrakten af 2. februar 1994 står "sælger/byggeleder/arkitekter", er det mest møntet på ham. Der burde måske også i kontrakten have stået "al forefaldende arbejde". Han husker ikke, hvorfor ansættelsesaftalen blev indgået for 1 år, men det kan have været noget, skattevæsenet har forlangt. Han husker ikke, om der blev indgået en ny for 1995, men sagsøgeren blev lønnet af de selskaber, hun var ansat i. Sagsøgeren foretog intet salgsarbejde, men hun var sammen med ham byggeleder på den enkelte byggeplads i Tyskland. De kørte dertil i en af et af selskaberne indkøbt campingbus, som selskabet stillede til rådighed for dem. De boede med børnene i bussen, men overnattede dog også nogle gange på pensionat, ligesom de få gange boede i en campingvogn, hvilket dog viste sig for besværligt, fordi de skulle have den spændt efter bilen. Når de var ankommet til en byggeplads, fandt han først skelpælene, hvorpå han begyndte at nivellere. Sagsøgeren hjalp med nivelleringen, idet hun holdt stokken og "satte stregen", når han havde fundet punktet. Hun holdt også vaterpasset og båndmålet. Der skulle opsættes kantbrædder, og det kunne han ikke gøre alene. Deres arbejde var som oftest afsluttet torsdag eller fredag, hvorefter de på hjemturen foretog byggetilsyn, hvorunder også hørte oprydning, på forskellige byggepladser. Arbejdet med afsætning på den enkelte byggegrund varede typisk 8-10 dage. Under opholdene i Tyskland var han nogle gange om aftenen på kundebesøg. Sagsøgeren passede telefonen og holdt styr på hans aftaler. Hun havde intet regnskabsarbejde - det blev forestået af hans søster på kontoret i Y1-by. Der var tale om et familieforetagende med 5-6 ansatte familiemedlemmer, og herudover var der 15-20 andre medarbejdere. Børnepasningen forløb gnidningsfrit under deres ophold i TyskIand. Børnene sov og spiste, og det skulle bare fungere. De havde mad med hjemmefra og købte også ind i Tyskland. Firmaet betalte ingen af udgifterne. Sagsøgeren fik 12.000 - 13.000 kr. i månedlig løn, og selv fik han 15.000 - 18.000 kr. De havde fælles økonomi, og de fremlagte regninger er blot et udpluk til sandsynliggørelse af, at de har været i Tyskland. Han kunne ikke have klaret arbejdet uden sagsøgerens hjælp. Han havde visitkort med mobiltelefonnummeret, og bygherrerne havde hans visitkort. Der var også telefonisk kontakt til kontoret i Y1-by. De fremlagte A4- ark er sagsøgerens dagbog. Det var hendes arbejde at notere ned. Hun arbejdede fuldtids og også tit i weekender. Kalenderen for 1994 er ført af ham og vedrører dem begge. Han skrev "A" for at tydeliggøre for sig selv, hvornår hun havde arbejdet i Tyskland. Han skrev det på maskine i weekender og tog i forbindelse hermed de enkelte sider i kalenderen ud og satte dem ind igen. Han har ikke ført kalenderen efterfølgende. Det er også ham, der har ført kalenderen for 1995. Han førte den næsten dagligt, og "A" viser, hvornår sagsøgeren var med i Tyskland. Han husker ikke, om hun arbejdede i første halvdel af 1995, men hun kan alligevel godt have været med i Tyskland. Det er dog hans opfattelse, at hun ikke arbejdede i første halvdel af 1995.

DA har som vidne forklaret, at hun kom til Danmark fra Filippinerne i 1987 og er veninde med sagsøgeren, som hun lærte at kende i 1992 på sprogskolen. Hun har aldrig haft megen kontakt med B. Sagsøgeren og hun er i kontakt med hinanden en gang ugentlig. I 1994 var de dog meget sjældent i forbindelse med hinanden, fordi sagsøgeren arbejdede i Tyskland sammen med sin mand. De talte derfor kun med hinanden i weekender. Hun mener, at sagsøgeren i 1994 arbejdede i Tyskland fra januar til oktober. Sagsøgeren fortalte, at hun skrev på noget papir, passede telefon og "lavede noget i starten af et hus". I 1995 var sagsøgeren hjemme til hen i juni, hvorefter hun igen begyndte at arbejde i Tyskland. Sagsøgeren fortalte, at hun havde fast arbejde i Tyskland, men vidnet har aldrig selv set noget af det arbejde, sagsøgeren udførte i Tyskland.

JJ har som vidne forklaret, at hun i december 1991 kom fra Filippinerne til Danmark. Hun bor i Y1-by og er sagsøgerens veninde. De var sammen i 1992 på sprogskolen, og de har siden den tid haft både telefonisk og personlig kontakt. Sagsøgeren fortalte, at hun i 1994 havde arbejdet fra januar til oktober og i 1995 fra juni til december. I de perioder så de ikke hinanden så ofte, men sagsøgeren ringede til hende fra Tyskland og Danmark. Sagsøgeren fortalte, at hun hjalp sin mand, før "et hus blev bygget". Hun har ikke set sagsøgeren arbejde i Tyskland. Hun ved, at børnene altid var med.

Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at det ved de forklaringer, der er afgivet under sagen, og de fremlagte dokumenter er godtgjort eller i hvert fald sandsynliggjort, at hun i 1994 og 1995 har været ansat som medhjælper for byggelederen - hendes ægtefælle - i selskaberne H5 A/S og H1 A/S og som sådan i Tyskland har udført arbejde som telefonpasser, sekretær og øvrigt forefaldende arbejde på byggepladserne. Hun deltog således i opmåling og markering af byggegrunde, og hendes bistand var nødvendig, for at ægtefællen kunne udføre sin del af arbejdet. Også de fremlagte udgiftsbilag støtter, at sagsøgeren rent faktisk har arbejdet i Tyskland, og det kan ikke komme sagsøgeren bevismæssigt til skade, at hun, fordi myndighederne havde beslaglagt adskillige dokumenter og tilbageleveret dem uden sortering, har vanskeligt ved at bevise omfanget af sit arbejde. Der er intet grundlag for at betvivle sagsøgerens egen opgørelse over antallet af udedage, og sagsøgeren har derfor krav på fradrag i overensstemmelse med sin påstand. Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgeren gjort gældende, at landsretten i givet fald må skønne over antallet af udedage og ligeledes må skønne, om udgifterne skal ansættes til 650 kr. pr. dag eller et eventuelt mindre beløb.

Sagsøgte har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort endsige sandsynliggjort, at hun skulle have udført arbejde i Tyskland som påstået. Det bestrides ikke, at der er udført byggerier i Tyskland, men det forekommer helt usandsynligt og er helt udokumenteret, at sagsøgeren, der havde 2 små børn, skulle have været i stand til at arbejde henholdsvis 217 og 100 dage i udlandet og skulle have udført arbejde, der berettiger til fradrag. Sagsøgeren har da heller ikke kunnet redegøre for, hvilke af de arbejder, der er omtalt i de af hendes ægtefælle udarbejdede ansættelseskontrakter, hun har udført. I øvrigt har sagsøgeren ingen uddannelse inden for byggeri, og hendes arbejde har efter hendes egen forklaring bestået i at holde stokke og trække snore i forbindelse med hendes ægtefælles afsætning af byggegrunde. Herudover har hun muligt taget mobiltelefonen, når den har ringet, men det er med sagsøgerens sprogkundskaber ikke sandsynligt, at hun har kunnet tale med kunder i telefonen og har kunnet foretage notater. Notaterne vedrører da heller ikke udførte arbejder, hvortil kommer, at det er højst usikkert, hvornår notaterne er foretaget. Der er vel fremlagt kvitteringer vedrørende udgifter afholdt i Tyskland, men ingen af kvitteringerne kan med sikkerhed henføres til sagsøgeren. Sagsøgeren er således i det hele med rette nægtet fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter på henholdsvis 137.250 kr. og 61.200 kr. for årene 1994 og 1995. Til støtte for den subsidiære påstand om hjemvisning har sagsøgte gjort gældende, at såfremt landsretten måtte finde det godtgjort, at sagsøgeren har udført arbejde i Tyskland, skal ansættelsen af hendes skattepligtige indkomst for 1994 og 1995 hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne med henblik på en egentlig ligningsmæssig gennemgang af, hvorvidt sagsøgeren herefter opfylder betingelserne for at foretage fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter som gjort, herunder om sagsøgeren har opholdt sig i udlandet i det af hende anførte antal dage, og om hun er berettiget til at foretage fradrag med den af hende anvendte sats på 650 kr. pr. dag.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Det kan efter de afgivne forklaringer ikke afvises, at sagsøgeren i både 1994 og 1995 har været med sin ægtefælle, når ægtefællen har udført byggearbejder i Tyskland. Det nærmere omfang af sagsøgerens deltagelse i rejserne må imidlertid efter bevisførelsen henstå som uvist, og antallet af dage kan ikke anses som dokumenteret ved de af ægtefællen foretagne notater i sine kalendere for 1994 og 1995. Hertil kommer, at det efter bevisførelsen må lægges til grund, at sagsøgerens aktiviteter i forbindelse med ægtefællens arbejde i alt væsentligt har bestået i at gå ægtefællen til hånde med at holde stangen og trække snore, når ægtefællen afsatte byggegrunde. Den arbejdsindsats, der har været forbundet hermed, må antages at have været beskeden, hvortil kommer, at landsretten finder det ubetænkeligt at lægge til grund, at sagsøgerens muligheder for at yde en egentlig arbejdsindsats har været minimal, eftersom også sagsøgerens små børn var med på rejserne. Efter en samlet bedømmelse findes sagsøgeren således hverken at have godtgjort eller blot sandsynliggjort, at hun har udført arbejde i Tyskland af en art og i et omfang, der kan berettige til fradrag.

Landsretten tager herefter sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal til sagsøgte betale sagens omkostninger med 16.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.