Parter:

A
(Advokat Lars Henriksen)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Martin Simonsen).

Afsagt af landsdommerne:
Knud Knudsen, Østerborg og Gerd Sinding (kst.).

Ved skrivelse af 15. juni 1999 meddelte Skatteankenævnet i Sydfalster Kommune sagsøgeren, A, at nævnet på et møde den 10. juni 1999 havde besluttet ikke at behandle sagsøgerens klage over skatteansættelserne for indkomstårene 1995 og 1996, fordi klagen ikke opfyldte det krav om begrundelse af en klage, der er fastsat ved skattestyrelseslovens § 21.

Under denne sag, der er anlagt den 25. oktober 1999, har sagsøgeren, A, nedlagt endelig påstand om, at sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 1995 hjemvises til fornyet klagebehandling ved Skatteankenævnet i ... Kommune.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt endelig påstand om frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder

Den 27. juni 1996 fremsendte sagsøgeren sin selvangivelse for 1995 til ... Kommune. I en vedlagt følgeskrivelse fra sagsøgeren hedder det blandt andet:

"Konsekvensen af skatteadministrationens indstilling til undertegnet er, at jeg er nødsaget til at fortage mig lidt som overhoved muligt i skatteretligt sammenhæng, herunder absolut minimere de oplysninger jeg afgiver. Jeg er, til andet er bevist, af den opfattelse, at vores retssystem sikre en retfærdig behandling for statsborgerne i Danmark til trods for skatteadministrationens fremfærd.

Jeg har til selvangivelsen vedlagt en kopi af salgsaftalen for H1-Holding ApS samt regnskabsskema for H2 vindmølle. I konsekvens af Ole West indstilling til undertegnet, har jeg valgt ikke at spørge op hjælp med udfyldelsen af selvangivelsen. Jeg tager forbehold for underskrift af selvangivelsen, idet der mangler en korrekt indføring af ovennævnte salg. Jeg føler ikke, at jeg kan komme længere på dette punkt".

Ved to skrivelser af 1. marts 1999 meddelte skatteforvaltningen i ... Kommune herefter sagsøgeren, at man agtede at foretage en nærmere angiven ændring af sagsøgerens skatteansættelse for henholdsvis 1995 og 1996. Skrivelsen vedrørende indkomståret 1995 indeholdt en nøje gennemgang af skatteansættelsen, og det fremgår af skrivelsen, at udskrift af de lovbestemmelser oq punkter i cirkulære om virksomhedsoverdragelse, der var henvist til, var vedlagt. Det hedder afslutningsvis i begge skrivelser:

"Kan De godkende ændringen, behøver De intet af foretage Dem. Ansættelsen vil da fremgå af den årsopgørelse, som senere vil blive fremsendt.

Kan De derimod ikke godkende ændringen, anmodes De om at henvende Dem til skatteforvaltningen inden 14 dage.

Ønsker De et møde med skatteforvaltningen, bedes De gøre opmærksom herpå."

Sagsøgeren reagerede ikke på skrivelserne, og den 19. april 1999 udskrev skatteforvaltningen herefter årsopgørelse vedrørende sagsøgeren for såvel 1995 som for 1996 i overensstemmelse med skrivelserne af 1. marts 1999. Det fremgår af årsopgørelserne, at eventuel klage skal være skriftligt begrundet og indgivet inden 1 måned.

Den 27. april 1999 skrev sagsøgeren herefter således til Skatteankenævnet i ... Kommune:

"Vedr. skatteansættelsen for 1995 & 1996, cpr.nr. ......

Undertegnede skal hermed påklage de fremsendte ændrede opgørelser for ovenstående periode.

Opgørelserne er ikke i overensstemmelse med skattelovgivningen og aktuel domspraksis.

Der ønskes personligt foretræde for skatteankenævnet.

Med venlig hilsen

A"

Som svar på herpå tilskrev Skatteankenævnet den 6. maj 1999 sagsøgeren således:

"De har ved skrivelse, af den 27. april 1999 påklaget Deres skatteansættelser for 1995 og 1996.

Ifølge Skattestyrelseslovens § 21, stk. 1 skal klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelser være skriftlig og begrundet. Efter skatteankenævnets opfattelse anses den fremsendte klage ikke at opfylde dette begrundelseskrav.

Skatteankenævnet skal herefter anmode Dem om at fremsende en begrundet klage inden 14 dage fra dato. I modsat fald ser ankenævnet sig ikke i stand til at behandle klagen."

Sagsøgeren tilskrev herefter, den 9. maj 1999, skatteankenævnet således:

"Undertegnede skal hermed i henhold til Deres brev 6. maj 1999 understrege, at sagen efter omstændighederne ikke på nuværende tidspunkt er velegnet til en større skriftlig redegørelse.

Undertegnede ønsker venligst på ovennævnte baggrund vejledning og dokumentation på følgende områder:

1. Etiske regler for skatteligning.
2. Forældelsesregler i skattesager.
3. Muligheder for klageadgang.
4. Beskrivelse af forløbet vedrørende ligning af selvangivelsen for 1995 for undertegnede.

Undertegnede står venligst til rådighed med yderligere oplysninger."

"Skatteankenævnets svar herpå af 18. maj 1999 er sålydende:

"Skatteankenævnet har modtaget Deres skrivelse af 9. maj 1999 og skal som svar herpå meddele, at de stillede spørgsmål ikke henhører under nævnets område, der alene er at behandle klager over skatteansættelser foretaget af den kommunale skatteforvaltning.

Skatteankenævnet skal derfor henvise til nævnets skrivelse af 6. maj 1999, der fortsat vil blive lagt til grund for Deres klage over skatteansættelserne for indkomstårene 1995 og 1996."

I en skrivelse fra sagsøgeren til Skatteankenævnet dateret den 9. maj 1999, men som efter det oplyste er afsendt den 19. maj 1999, hedder det herefter:

"I Deres skrivelse af 18. maj 1999 henvises der til nogle spørgsmål. Undertegnede kan ikke i brevet af 9. maj 1999 genfinde de omtalte spørgsmål. Men for at få lidt gang i sagen, kan undertegnede hermed ordret gentage anmodningen fra brevet af 9. maj:

/Undertegnede ønsker venligst på ovennævnte baggrund vejledning og dokumentation på følgende områder.

5. Etiske regler for skatteligning.
6. Forældelsesregler i skattesager.
7. Muligheder for klageadgang.
8. Beskrivelse af forløbet vedrørende ligning af selvangivelsen 1995 for undertegnede.

Undertegnede står venligst til rådighed med yderligere oplysninger.

Under forudsætning af, at skatteankenævnet ikke ser sig i stand til, at imødekomme ovennævnte anmodning forudsætter undertegnede, at der fremsendes dokumentation for lovgrundlaget".

I Skatteankenævnets svar på denne skrivelse af 20. maj 1999 hedder det:

"Skatteankenævnet har d.d. modtaget Deres anden skrivelse dateret den 9. maj 1999. Heri anfører De, at De ikke kan genfinde de omtalte spørgsmål.

I Deres skrivelse af den 9. maj 1999 hedder det blandt andet: "undertegnede ønsker venligst på ovennævnte baggrund vejledning og dokumentation på følgende områder:

1. Etiske regler for skatteligning.
2. Forældelsesregler i skattesager.
3. Muligheder for klageadgang.
4. Beskrivelse af forløbet vedrørende ligning af selvangivelsen 1995 for undertegnede."

Det herover med kursiv skrevne benævner ankenævnet som spørgsmål i sin skrivelse af den 18. maj 1999.

Skatteankenævnet skal henvise til sin skrivelse af den 6. maj 1999 og atter opfordre Dem til at fremsende en skriftlig og begrundet klage. Der vil ikke foregå yderligere brevveksling herfra før klage er modtaget."

Der var herefter ikke yderligere korrespondance mellem parterne, før Skatteankenævnet den 15. juni 1999 fremsendte følgende afgørelse til sagsøgeren:

"VEDRØRENDE SKATTEANSÆTTELSERNE FOR INDKOMSTÅRENE 1995 og 1996

Deres klage har været behandlet i skatteankenævnet, der har truffet følgende afgørelse:

Skatteankenævnet har på sit møde den 10. juni 1999 besluttet ikke at behandle Deres klage over skatteansættelserne for indkomstårene 1995 og 1996.

Begrundelsen herfor er den, at De efter skatteankenævnets opfattelse, og på trods af gentagende opfordringer fra ankenævnet, fortsat ikke opfylder begrundelseskravet i Skattestyrelseslovens § 21, stk. 1.

Skatteankenævnet har ikke taget stilling til sagens materielle indhold.

Ønsker De at klage over skatteankenævnets afgørelse, skal De gøre det inden 3 måneder.
Klagen skal være skriftlig og angive på hvilke punkter afgørelsen og begrundelsen herfor anses for urigtig."

Ved skrivelse af 19. juni 1999 påklagede sagsøgeren Skatteankenævnets afgørelse til Landsskatteretten. Landsskatteretten afviste imidlertid klagen ved kendelse af 28. juli 1999. Om begrundelsen herfor er det i Landsskatterettens kendelse anført:

"Landsskatteretten skal udtale:

Efter bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 23, stk. 2, afvises en klage til Landsskatteretten, hvis lovgivningens bestemmelser om klageadgang ikke er udnyttet. Landsskatteretten kan dog beslutte at behandle klagen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Landsskatteretten finder, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der kan bortses fra den manglende udnyttelse af lovgivningens bestemmelser om klageadgang. Klagen afvises derfor efter bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 23, stk. 2.

H e r e f t e r   b e s t e m m e s :

Klagen afvises."

Sagsøgeren anlagde herefter nærværende sag, der alene vedrører indkomståret 1995.

Sagsøgeren har forklaret, at han i 1999 var og til stadighed er beskæftiget som entreprenør, med opførelse og udlejning af boliger som hovedområde. Omkring 1980 tog han eksamen som cand. merc. aud. Han blev uddannet som revisor hos R i ...... Han var blevet undervist i behandlingen af skattesager under sin uddannelse, men var ikke beskæftiget med skattesager under sin ansættelse hos R. Senere blev han ansat som revisor i ...... Han beskæftigede sig ikke med skattesager under denne ansættelse. I august 1991 deponerede han sin beskikkelse som revisor. Han indgav sin selvangivelse for 1995 rettidigt, det vil sige inden den 1. juli 1996. Han havde ikke det materiale, han skulle bruge for at opgøre anskaffelsessummen for nogle anparter, han havde erhvervet ved en virksomhedsomdannelse i 1992, og han bad derfor skatteforvaltningen om hjælp til opgørelse af anskaffelsessummen. Han hørte ikke noget fra skatteforvaltningen, før han modtog skrivelserne af 1. marts 1999. Han tog sig ikke af skrivelserne, dels fordi han ikke havde tid, dels fordi han havde et anspændt forhold til souschef i skatteforvaltningen, Ole West. Desuden vidste han, at han altid senere kunne klage over den endelige ansættelse. Hans klage af 27. april 1999 vedrører de forhold, der er omfattet af skrivelserne fra skatteforvaltningen af 1. marts 1999. Han mente, at skatteforvaltningen måtte ligge inde med de nødvendige oplysninger for at behandle klagen. Han bad om foretræde for Skatteankenævnet, fordi han ønskede en samtale med en anden medarbejder end Ole West. Det var ikke muligt for ham at udarbejde en begrundet klage, da han ikke var i besiddelse af de nødvendige tal for 1992. Han var ked af at indrømme dette over for skattemyndighederne. Han udbad sig vejledning om de etiske regler for sagsbehandlingen, fordi han var utilfreds med sagsbehandlingstiden. Vejledning om forældelse bad han om, fordi han var af den opfattelse, at hans skatteansættelse for 1992 havde betydning for skatteansættelsen for 1995. Han regnede med, at sagen skulle gå videre og bad derfor også om klagevejledning. Når han bad om en beskrivelse af forløbet vedrørende ligningen af hans selvangivelse for 1995, var det, fordi han gerne ville vide, hvordan sagen var behandlet. Han havde fundet det naturligt, hvis han i den forbindelse havde fået indsigt i det materiale, der lå til grund for ligningen.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført, at sagsøgerens klage til Skatteankenævnet af 27. april 1999 er behørig og indeholder de oplysninger, der er nødvendige for at kunne realitetsbehandles. Skattestyrelseslovens forarbejder angiver intet om, hvilke krav der kan stilles til begrundelsen for en klage, og dette spørgsmål må derfor afgøres efter almindelige forvaltningsretlige principper. Det må herefter anses som en betingelse, dels at den forvaltningsakt, der klages over, dels at de punkter, der klages over, skal kunne identificeres. Disse betingelser er opfyldt i nærværende sag eller kunne i hvert fald være blevet det, hvis skatteforvaltningen havde opfyldt sin vejledningspligt og i den anledning havde præciseret over for sagsøgeren, hvori begrundelsen for sagsøgerens klage skulle bestå. Forvaltningens vejledningspligt er bred og intensiv. Forvaltningen kunne blot ved en telefonsamtale med sagsøgeren have fået afklaret eventuelle tvivlsspørgsmål. Subsidiært har sagsøgeren anført, at Skatteankenævnets sagsbehandling har været behæftet med så væsentlige formelle mangler, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling. På trods af sagsøgerens udtrykkelige anmodning om vejledning, har Skatteankenævnet ikke ydet vejledning, og Skatteankenævnet har dermed tilsidesat sin vejledningspligt i henhold til forvaltningslovens § 7, stk. 1. Hvis Skatteankenævnet ikke mente sig kompetent til at yde den fornødne vejledning, burde sagsøgerens spørgsmål være henvist til rette myndighed, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 2. Sagsøgeren har ved sin skrivelse af 9. maj 1999, pkt. 4, anmodet om aktindsigt, men dette er ikke imødekommet. De anførte mangler har været konkret væsentlige og bør medføre, at sagen hjemvises i overensstemmelse med sagsøgerens påstand.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand anført, at kravet til en begrundelse for en klage i henhold til skattestyrelseslovens § 21 er uomtalt i forarbejderne til loven, men at det næppe er stort. Kravet til begrundelsen må afhænge af den konkrete sag. I nærværende sag er sagsøgerens begrundelse helt generel. Den er intetsigende og konkretiserer ikke sagsøgerens indsigelser. Skatteankenævnet har ikke mulighed for selv at udfinde begrundelsen for sagsøgerens klage, særligt når henses til, at sagsøgeren ikke har reageret på skatteforvaltningens skrivelser om den ændrede skatteansættelse af 1. marts 1999. Den dag i dag har sagsøgeren ikke angivet, hvilken begrundelse han har for sin klage. Sagsøgeren er uddannet revisor og er således bedre kvalificeret end gennemsnitsborgeren til at udarbejde en begrundelse. At sagsøgeren ikke har haft personligt foretræde for Skatteankenævnet kan ikke føre til andet resultat, idet der forud for behandlingen af en sag i Skatteankenævnet skal udarbejdes en sagsfremstilling, og en sådan kan ikke udarbejdes, når Skatteankenævnets sekretariat ikke kender begrundelsen for klagen. Over for sagsøgerens subsidiære anbringender har sagsøgte anført, at der ikke er formelle mangler ved Skatteankenævnets behandling af sagen. Skatteankenævnet kunne ikke have vejledt sagsøgeren yderligere, og har ikke haft nogen at videresende sagsøgerens henvendelser til. Sagsøgeren har endvidere ikke bedt om aktindsigt. Selv hvis der skulle foreligge fejl ved sagsbehandlingen, kan dette ikke føre til sagens hjemvisning, idet de påståede fejl ikke har ført til en forkert afgørelse og således ikke har været konkret væsentlige.

Landsrettens bemærkninger

Det fremgår af skattestyrelseslovens § 21, stk. 1, 2. pkt., at en klage over de kommunale skattemyndigheders afgørelse skal være skriftlig og begrundet. Kravet til denne begrundelse er ikke nærmere specificeret i loven eller i lovens forarbejder, men af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger må følge, at klagen skal angive, hvilken afgørelse der påklages, og, hvis afgørelsen indeholder flere punkter, også hvilket punkt i afgørelsen der påklages.

Sagsøgerens klage af 27. april 1999 opfylder ikke disse betingelser, idet klagen alene angiver at vedrøre skatteansættelserne for 1995 og 1996, men ikke angiver på hvilke punkter, skatteansættelserne påklages.

Landsretten har herved tillige lagt vægt på, at der i tiden mellem skatteforvaltningens agterskrivelser og fremsendelsen af årsopgørelserne ikke havde været korrespondance mellem sagsøgeren og skatteforvaltningen om særlige punkter i årsopgørelsen, således at skatteforvaltningen, uanset den manglende begrundelse i selve klageskrivelsen, burde have forstået, hvilke punkter i årsopgørelsen for 1995 klagen vedrørte.

Sagsøgeren har ikke, på trods af opfordring hertil, efterfølgende begrundet sin klage, og landsretten finder ikke, at Skatteankenævnet i ... Kommune ved sin behandling af klagen har tilsidesat sin vejledningspligt i henhold til forvaltningslovens § 7, stk. 1. Herefter, og da der heller ikke i øvrigt foreligger konkret væsentlige sagsbehandlingsfejl, der kan medføre at sagsøgerens klage skal hjemvises til fornyet behandling ved skatteankenævnet, tager landsretten sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøgeren, A, betale 20.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet.