1. Sagens faktiske omstændigheder og forløb
Nedenfor refereres sagen kort, idet der i øvrigt henvises til den udførlige sagsfremstilling i landsrettens dom.
Samtlige anparter i det tomme selskab A blev i 1992 solgt til en samlet værdi af 9.132.638 kr. I henhold til salgsaftalen blev samtlige A’s aktiver for sælgers regning konverteret til kontanter og herefter overført til køber (sagsøger).
Afregningen for salget af A skete efter nettoafregningsmetoden, således at køber fik tilsendt en check på 1.206.928 kr. (differencen) mellem aktivernes værdi på 10,3 mio. kr. og den aftalte salgssum på ca. 9,1 mio. kr.
Vestre Landsret stadfæstede ved dom af 12. april 2000 Landsskatterettens kendelse, hvorefter sagsøger beskattes af et beløb som maskeret udlodning efter LL § 16 A svarende til værdien af A’s aktiver på ca. 10,3 mio. kr. Således anfører landsretten, at der ikke er grundlag, hverken i lovbestemmelser eller almindelige retsgrundsætninger, for at antage, at dette resultat skulle være uforeneligt med den omstændighed, at sagsøgeren har erkendt at være erstatningsansvarlig for den skete overtrædelse af den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2, og herfor betalt erstatning på 1.283.012 kr.
Dommen blev af sagsøger indbragt for Højesteret. For Højesteret tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle overfor sagsøgers påstand. Højesteret afsagde den 22. maj 2001 dom i overensstemmelse hermed, jf. SKM 2001, 538 HR.
2. Begrundelsen for indgåelsen af forliget
I en tilsvarende sag, SKM 2001, 88 HR, afsagde Højesteret den 14. december 2000 dom. Også her var der tale om, at et selskab var solgt efter nettoafregningsmetoden, hvorefter sælgerne blev beskattet af maskeret udlodning efter LL § 16 A af det beløb, der som betaling for anparterne blev overflyttet fra det solgte selskabs konto til dem.
Højesteret nåede her frem til, at en aftale om salg med anvendelse af nettoafregningsmetoden hverken civilretligt eller skatteretligt kan anses som en udlodning til sælgeren. Højesteret henviser i præmisserne til Højesterets dom af 22. juni 2000 (TfS 2000, 585 H). Højesteret anfører videre, at overførslen af selskabets midler til sagsøgerne må anses som udtryk for sælgerens modtagelse af købesummen fra køberen.
Henset til Højesterets dom i denne sag og præmisserne her er det Skatteministeriets opfattelse, at ministeriet ikke ville få medhold ved Højesteret i nærværende sag. På denne baggrund tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle overfor skatteyderens påstand.