Dato for udgivelse
05 feb 2002 10:45
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
15. november 2001
SKM-nummer
SKM2002.62.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-4-1210-0109
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Rente, udgift, beregning, EU
Resumé

Der blev ikke godkendt fradrag for renteudgifter vedrørende en ejendom i Portugal som følge af manglende dokumentation. Endvidere skulle der ved skatteberegningen ikke ske omregning til helårsindkomst i et tilfælde, hvor klageren for en del af året havde indkomst som fuld skattepligtig i Danmark og efter udrejse ikke havde indkomster. Der blev herved bl.a. lagt vægt på EU's regler om arbejdskraftens frie bevægelighed.

Reference(r)

Personskatteloven § 14
Kildeskatteloven § 1, nr. 1
Kildeskatteloven § 24 A

A klager for indkomståret 1998 over, at skatteankenævnet ikke har godkendt fradrag for renteudgifter vedrørende ejendom i Portugal. Endvidere vedrører klagen skatteberegningen, herunder behandlingen af personfradraget.

Det fremgår af sagen, at klageren i perioden fra den 1. januar 1998 til den 22. april 1998 har været beskæftiget i Danmark, samt at hun har haft bolig i Danmark. Umiddelbart forud for denne periode har klageren ikke haft indtægter fra Danmark, ligesom hun efter fraflytning til Portugal den 22. april 1998 ikke har haft indtægter fra Danmark. Skatteforvaltningen har den 13. maj 1998 meddelt, at den fulde skattepligt i medfør af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, er ophørt den 22. april 1998.

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for renteudgifter på 49.720 kr. vedrørende ejendommen i Portugal. Som begrundelse har skatteankenævnet bl.a. anført, at der er fremsendt et ikke oversat dokument på portugisisk, som er oplyst at være skøde på ejendommen i Portugal. Begge ægtefællers navne figurerer på dokumentet. Der er imidlertid ikke fremsendt dokumentation for, at klageren er debitor i skyldforholdet, og nævnet må derfor lægge debitorforholdet, jf. de fremsendte papirer fra Banco B, til grund, hvoraf det fremgår at klagerens ægtefælle alene hæfter for gælden. Der er således ikke fradragsret for renteudgifter, idet det ikke er godtgjort, at klageren hæfter for gælden. Det fremsendte skøde er ikke dokumentation for, at klageren er debitor i skyldforholdet.

Endvidere er det bl.a. anført, at fordelingsreglen i kildeskattelovens § 24 A, 2. pkt., ikke kan anvendes mellem klageren og dennes ægtefælle, idet det forudsætter, at begge ægtefæller er fuldt skattepligtige her til landet, at skatteberegningen herunder behandlingen af skatteværdien af personfradraget er sket korrekt i medfør af reglerne i personskatteloven §§ 14, 10, stk. 1 og 12, samt at de relevante lovbestemmelser på alle områder lever op til de gældende regler om ensartet behandling af alle EU-borgere i samme situation, hvorfor der ikke er grundlag for at høre EU-retten i nærværende sag.

Skatteankenævnet har derudover bl.a. anført, at der er sket beskatning efter reglerne for fuldt skattepligtige personer i medfør af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, idet klageren har etableret bopæl i Danmark. At der ikke skal ske omregning til helårsindkomst i medfør af personskattelovens § 14, såfremt personen har valgt beskatning efter kildeskatteloven §§ 5A - 5D, er således ikke relevant.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der skal indrømmes fradrag for alle renteudgifterne på 49.720 kr. vedrørende ejendommen i Portugal. Hertil har repræsentanten bl.a. anført, at skatteankenævnet ikke bestrider, at klager er medejer af ejendommen i Portugal, ligesom nævnet ikke bestrider, at renteudgifterne er vedrørende ejendommen. Der hersker således ingen tvivl om, at klager er debitor i skyldforholdet. I relation til at henføre renteudgifterne til en eller begge ægtefæller, har Landsskatteretten i sine tidligere afgørelser alene lagt vægt på, hvem der er ejer af en fast ejendom. I den sammenhæng kan henvises til TfS 1992.138 LSR, hvor Landsskatte­retten lagde afgørende vægt på, hvem der var ejer af de pågældende faste ejendomme. Klager er således berettiget til at fratrække renteudgift vedrørende ejendommen beliggende i Portugal.

Klageren er enig i, at såfremt kildeskattelovens § 24 A, 2. punktum, alene betragtes isoleret og uaf­hængigt af EU-retten, er det ikke muligt at anvende reglen imellem klageren og klagerens ægtefælle. Dertil skal dog fremhæves, at EF-domstolen i flere domme har fremhævet:

"... at alle traktatens bestemmelser vedrørende den frie bevægelighed for personer skal gøre det lettere for fællesskabsborgerne at udøve erhvervsmæssig beskæftigelse af enhver art på hele fællesskabsområdet, og at disse bestemmelser indeholder et forbud mod foranstaltninger, som kan skade disse borgere, såfremt de ønsker at udøve erhvervsmæssig beskæftigelse på en anden medlemsstats område." (Præmis 37 - Sag C-18/95, (Terhoeve) dom afsagt den 26. ja­nuar 1999).

Kildeskattelovens § 24 A, 2. punktum er isoleret set i strid med EU-retten, idet den alene kan be­nyttes af her i landet boende personer med fuld skattepligt her til landet. Anvendelsen af reglen medfører således, at personer med bopæl i et andet EU-land, og med mere end 75% af deres ind­komst her i landet som fuldt skattepligtig i en periode, beskattes hårdere end personer, som ikke be­nytter sig af arbejdskraftens frie bevægelighed. En sådan retsanvendelse er ikke i overensstemmelse med EU-retten, (jfr. hertil også Rådets forordning. nr. 1612/68/EØF, art. 7, stk. 2.) I den forbindelse henvises som eksempel til præmis 16 i sag C-224/97 (CIOLA), hvori det fastslås, at nationale be­stemmelser, som ikke gælder uden forskel for tjenesteydelser, uanset modtagerens bopæl, og som således er diskriminerende, kun er forenelige med fællesskabsretten, hvis de kan henføres under en udtrykkelig undtagelsesbestemmelse, fx EF-traktatens artikel 56.

I skrivelsen af 21. december 1999 fra Skatteministeriets Departement anføres, at de særli­ge regler i kildeskattelovens §§ 5 A - 5 D, der netop omfatter lønmodtagere med bopæl i udlandet, som modtager mindst 75% af deres samlede indkomst, medfører, at de pågældende personer kan vælge at få skatten af deres danske indkomst beregnet på samme måde, som gælder for personer, der er bosat i Danmark. Da klagerens indkomst alene har været modtaget i Danmark, er der ingen saglig begrundelse for, at hun ikke skulle kunne vælge at få skatten af sin danske indkomst beregnet på samme måde, som de i skrivelsen anførte personer. Såfremt Landsskatteretten skulle være uenig i denne betragtning imødeses udførlig begrundelse herfor.

Klageren er endvidere uenig i, at de i sagsfremstillingen anførte lovbestemmelser på alle områder lever fuldt ud op til gældende EU-regler om ensartet behandling af alle EU-borgere i samme situation. Hun er som skattepligtig med bopæl i udlandet og med mere end 75% af sin indtægt stammende fra Danmark objektivt set omfattet af de særlige regler i kildeskattelovens §§ 5 A - 5 D. Disse reg­ler medfører, at de pågældende personer kan vælge af få skatten af deres danske indkomst beregnet på samme måde, som gælder for personer, der er bosat i Danmark.

Præmisserne for Skattedepartementets besvarelse af 21. december 1999 svarer i sin fulde ordlyd netop til nærværende sag, idet klager netop er lønmodtager med bopæl i udlandet og modtager mindst 75% af sin samlede indkomst fra Danmark. Såfremt Landsskatteretten anser klageren for at være omfattet af reglerne for fuld skattepligtige personer i medfør af kildeskattelovens § 1, stk. 1, må klager som andre fuldt skattepligtige borgere bosiddende i Danmark have mulighed for at træk­ke renteudgifterne vedrørende den faste ejendom i Portugal fra, ligesom hun som skattepligtig må være omfattet af reglerne i personskattelovens § 14, § 10, stk. 1, og § 12.

Skatteankenævnet anfører i sin afgørelse, at idet der sket beskatning efter reglerne for fuld skatte­pligtige personer i kildeskattelovens § 1, stk. 1, svarer præmisserne for Skattedepartementets skri­velse af 21. december 1999 ikke til nærværende sag. I denne forbindelse skal klager henvise til cirkulære nr. 12 af 20. januar 2000 om grænsegængere ->>ændret praksis vedrørende omregning til helårsindkomst. I cirkulærets § 1, stk. 4, anføres, at det hidtil har været antaget, at selvom en begrænset skattepligtig person vælger at få skatten beregnet som for en fuld skattepligtig person, skal der alligevel foretages helårsomregning, hvis indkomstansættelsen for den pågældende omfatter en kortere periode end 1 år. I § 2 bestemmes, at departementet nu har meddelt, at man efter fornyet overvejelse finder, at der ik­ke skal foretages omregning til helårsindkomst for en person, der har valgt at anvende reglerne i kildeskattelovens afsnit I A.

Det er klagerens opfattelse, at det faktum, at skatteankenævnet har valgt at behandle klager rent skat­temæssigt som værende fuld skattepligtig i Danmark i medfør af kildeskattelovens § 1, stk. 1, er sket uden hendes accept. Klageren er således fortsat omfattet af den personkreds, som grænsegænger­cirkulæret retter sig til. Klageren har en lønindkomst, som udgør mindst 75% af hendes samlede ind­tægt her fra landet.

I cirkulærets § 2 bestemmes, at departementet efter fornyet overvejelse finder, at der ikke skal foretages omregning til helårsindkomst for en person, der har valgt at anvende reglerne i kilde­skattelovens afsnit I A. Klageren har ikke selv valgt at blive beskattet efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, idet afgø­relsen blev truffet af skatteankenævnet alene uden klagers ønske derom. Da klageren således har været uden indflydelse på, at skatteankenævnet har anvendt kildeskattelo­vens § 1, stk. 1, er det klagerens opfattelse, at dette spørgsmål skal forelægges præjudicielt for EF-domstolen, i medfør af EU-traktatens artikel 234.

Det er ligeledes klagerens opfattelse, at spørgsmålet om retten til at fratrække renteudgifter af realkre­ditgæld skal forelægges præjudicielt for EF-domstolen, idet kravet om, at begge ægtefæller skal væ­ret fuldt skattepligtige her til landet, er i strid med ligestillingsprincippet i EU-retten, uanset at reg­len har hjemmel i en national lov. (Se også præmis 31 i C-224/97 CIOLA, dom afsagt den 29.04. 1999.)

Klagerens repræsentant har endvidere anført, at klageren og dennes ægtefælle er sambeskattede i Portugal, og at indtægterne i Portugal består af ægtefællens pension samt en mindre indtægt fra udlejning af et værelse.

Landsskatteretten skal udtale:

Indledningsvis bemærker retten, at det ikke findes godtgjort, at klageren p.g.a. en retlig forpligtelse hertil har afholdt renteudgifter, hvorfor der allerede af denne grund ikke findes grundlag for at indrømme fradrag for renteudgifter.

Endvidere finder retten, at klageren må anses for fuldt skattepligtig til Danmark i perioden fra den 1. januar 1998 til den 22. april 1998, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Af personskattelovens § 14 fremgår følgende:

"Omfatter indkomstansættelsen for en person en kortere periode end 1 år, omregnes såvel den skattepligtige indkomst som den personlige indkomst og kapitalindkomsten således, at beløbene kommer til at svare til et helt års indkomster. På grundlag af de opgjorte helårsindkomster beregnes helårsskat efter §§ 6-9. Den omregnede helårsskat nedsættes efter forholdet mellem delårsbeløbene og helårsbeløbene."

Retten finder, at det må lægges til grund, at klageren i det omhandlede indkomstår i overvejende grad alene har haft indtægter fra beskæftigelsen i Danmark. Uanset at klageren som fuldt skattepligtig alene i en del af indkomståret er omfattet af personkredsen i personskattelovens § 14, og uanset at EF-domstolen ikke principielt har afvist hensynet til progressionsbeskatningen hverken generelt eller i dommen af 8. maj 1990 i sagen C-175/88 (Biehl), finder retten herefter, at omregning til helårsindkomst i et tilfælde som det foreliggende må anses at stille klageren ringere end en person, der er fuldt skattepligtig til Danmark i hele indkomståret, og som har erhvervet tilsvarende indkomster. Da omregningen til helårsindkomst ikke findes at kunne retfærdiggøres af hensynet til progressionsbeskatningen, idet dette hensyn kan opnås ved mindre indgribende midler, finder retten, at klagerens indkomst ikke skal omregnes til helårsindkomst.

Retten finder herefter, at der ved skatteberegningen alene skal tages hensyn til de indtægter klageren konkret måtte have haft i udlandet i det omhandlede indkomstår, samt at der skal indrømmes fuldt personfradrag.