Dato for udgivelse
28 maj 2002 07:41
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
10. april 2002
SKM-nummer
SKM2002.281.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
18. afdeling, B-1259-99
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Genoptagelsesanmodning - primoregulering varelager
Resumé

Et selskabs genoptagelsesanmodning vedrørende regulering af varelageret for ambi i henhold til TSS-genoptagelsescirkulære nr. 1995-21 af 31. december 1995 med rette ikke imødekommet, da selskabet ikke havde foretaget primoregulering for indkomståret 1989 som krævet i TSS-afgørelse af 20. december 1996. (TfS 1997.61)

Ikke godtgjort, at primoreguleringskravet stred imod en forpligtende administrativ praksis. Ikke modstrid med varelagerlovens § 2, stk. 2, og fællesskabsretten.

Reference(r)

Varelagerloven § 2, stk. 2
TSS cirkulære 1995-21

Parter

A/S H1
(Advokat Christian Schow Madsen)

mod

Skatteministeriet, Departementet
(Kammeradvokaten v/advokat, David Auken).

Afsagt af landsdommerne

Linde Jensen, Kallehauge og Helle Degnbol (kst.)

Denne sag, der er anlagt den 3. maj 1999, angår spørgsmålet, om det er med rette, at skattemyndighederne har nægtet at imødekomme en begæring, som sagsøger, A/S H1, har fremsat om genoptagelse af skatteansættelserne for så vidt angår varelageropgørelsen for skatteårene 1990/1991 og 1991/1992 i henhold til TSS-cirkulære 1995-21 af 31. december 1995 om den skattemæssige behandling af ambi (genoptagelsescirkulæret). Sagsøger gør navnlig gældende, at skattemyndighederne ikke efter cirkulæret eller Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 20. december 1996 (TfS 1997/61) berettiget kan stille krav om, at sagsøger som forudsætning for genoptagelsen skal foretage en primoregulering for ambi af varelageret i 1989.

Sagsøger har nedlagt endelige påstand om, at ansættelsen af sagsøgers skattepligtige indkomst for skatteårene 1990/1991 og 1991/1992 for så vidt angår opgørelsen af varelagre hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne, idet sagsøgte anerkender, at TfS 1997/61 tilsidesættes som grundlag herfor.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært for skatteårene 1990/1991 og 1991/92 at opgørelsen af sagsøgers varelager hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne, og for skatteåret 1992/1993 at sagsøger skal anerkende, at spørgsmålet om tilladelse til forøgelse af varelagernedskrivningerne afgøres af ligningsrådet.

Sagens omstændigheder

Ved skrivelser af 14. januar 1997 og 19. marts 1998 anmodede sagsøger Københavns Skatteforvaltning om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 1989, 1990 og 1991 bl.a. "for så vidt angår anskaffelser af driftsmidler, indretning af lejede lokaler, særlige stormagasininstallationer, tilgang til ejendomme, ikke fradragsberettigede omkostninger samt varelager".

Ved afgørelser af 20. oktober 1998 imødekom Københavns Skatteforvaltning sagsøgers anmodning med undtagelse af skatteansættelserne for varelagre. I afgørelsen for skatteåret 1990/1991, hvortil der henvistes i afgørelserne for de følgende skatteår, anførtes herom:

"Ifølge selskabets skrivelse af 19. marts 1998 er der tillige anmodet om ændring vedrørende AMBI på varelageret pr. 28. februar 1990.

Forvaltningen har ikke foretaget den nævnte ændring, idet der ikke samtidigt er foretaget regulering af AMBI på varelageret primo skatteåret, hvilket der ifølge en afgørelse, truffet af Told- og Skattestyrelsen, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter, nr. 61 fra 1997, er en forudsætning for, at den nævnte ændring kan foretages."

Det er oplyst, at Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 20. december 1996 (TfS 1997/61) blandt andet gav anledning til, at der blev stillet spørgsmål til Ministeren for Skat og Afgifter, og at ministeren den 10. april 1997 bl.a. svarede følgende til Folketingets Skatteudvalg:

Spørgsmål 192:

"...

"Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel fra Jyllandsposten den 4. marts 1997: "Ny uro om tilbagebetaling af ambi", herunder den urimelige forskelsbehandling ved tilbagebetaling af ambi på varelagre som følge af kommunernes sagsbehandling."

Svar:

Indledningsvis skal jeg understrege, at der ikke er tale om tilbagebetaling af ambi, men derimod om en regulering, der skal neutralisere ambiens indvirkning på skatteansættelserne.

.....

Med hensyn til den forskelsbehandling, som Jyllandsposten omtaler i artiklen den 4. marts 1997, kan jeg oplyse, at Told- og Skattestyrelsen har foretaget en stikprøvekontrol hos nogle af landets kommuner.

Denne kontrol har vist, at der i enkelte kommuner er afgjort nogle få sager på et forkert grundlag, hvilket har været til de pågældende virksomheders fordel.

Kontrollen har imidlertid også vist, at landets største kommuner endnu ikke har ekspederet sagerne, fordi der har været usikkerhed om forståelsen af cirkulæret.

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer har efterfølgende over for Told- og Skattestyrelsen oplyst, at der efter foreningens skøn er tale om ikke under 5-600 sager på landsplan, som er behandlet forkert, og at antallet af sager muligvis kan være væsentligt større.

Told- og Skattestyrelsen kan ikke afvise, at dette skøn er korrekt, selv om styrelsens stikprøvekontrol har vist, at antallet af sager, som ikke er behandlet korrekt, er betydeligt lavere.

Det er naturligvis beklageligt, at de virksomheder, der har fået deres anmodning om genoptagelse behandlet på et tidspunkt, hvor der i kommunerne var uklarhed om reglerne, har fået en bedre retsstilling end de virksomheder, hvis anmodning endnu ikke er behandlet.

Kommunerne har imidlertid ikke mulighed for at ændre de allerede gennemførte reguleringer, idet en genoptagelse, der medfører forhøjelse af skatteansættelsen, er begrænset af 3 års fristen i skattestyrelsesloven".

Skatteforvaltningens afgørelser vedrørende regulering af ambi på varelagre blev ved skrivelse af 30. oktober 1998 påklaget til Told og Skattestyrelsen. I skrivelsen anførtes bl.a., at kravet om, at der skulle foretages en regulering af primovarelageret pr. 1. marts 1989 med ambi var i strid med varelagerlovens § 2, stk. 2 og gældende praksis.

Ved skrivelse af 4. februar 1999 meddelte Told- og Skattestyrelsen, at man ikke kunne imødekomme sagsøgers anmodning om genoptagelse. Styrelsen henviste i begrundelsen bl.a. til afgørelsen TfS 1997/61 "som efterfølgende uddybet i TfS 1997/117. Heraf fremgår, at der ved forskellen mellem primo- og ultimovarelagre skal forstås forskellen mellem primovarelager uden ambi og ultimovarelager uden ambi." Styrelsen fandt videre ikke, at kravet om en regulering af primovarelageret 1989 var i strid med varemærkelovens [varelagerlovens.red] § 2, stk. 2.

Som anført blev nærværende sag herefter anlagt den 3. maj 1999, og der er under sagens forberedelse for landsretten til brug for sagen udarbejdet notater af 27. september 1999 fra sagsøgers revisorer, statsaut. revisor Carsten Kjær og skattekonsulent Peter Rose Bjare, KPMG C. Jespersen, samt notat af 4. oktober 2000 fra Told- og Skattestyrelsen. Af sidstnævnte notat fremgår bl.a.

".....

Skatteberegninger ved forskellige metoder til korrektion af varelager.

.....

Kun metoden, hvorefter varelageret primo indkomståret 1989 reguleres, uden at der foretages tilsvarende regulering af varelageret ultimo 1988, resulterer en ændring af indkomsten set for hele perioden under et. Den samlede forhøjelse skyldes, at den ambi, der er aktiveret på varelageret ultimo 1988 grundet reguleringen primo 1989 ikke fradrages i 1989 eller de følgende år.

De øvrige metoder (den A/S H1 har anmodet om, og en metode, hvor også varelageret ultimo 1988 renses for ambi) medfører for perioden under et ingen ændring af den samlede indkomst.

Forskellene på de to sidstnævnte metoder og den metode, hvor ambien er indregnet i varelagrene, er alene en indkomstmæssig forskydning mellem de enkelte år. De to metoder til korrektion medfører begge en forholdsvis stor nedsættelse i det første år, der reguleres, mindre korrektioner i de efterfølgende år, og en forholdsvis stor forhøjelse i det sidste år, der reguleres. Metoderne medfører således i forhold til Københavns Kommunes ansættelser, hvor ambien indgår i varelagrene, alene en fremskyndelse et fradrag (for vareforbrug).

Fordelen for selskabet ved de varelagerkorrektioner, der anmodet om, kan herefter dels ligge i renteberegningerne og dels i den nedsættelse af selskabsskatterne, der er sket i løbet af den omhandlede periode. Særligt for det konkrete selskab, fremgår det af selskabets indkomstopgørelser, at der var positiv sambeskatningsindkomst i indkomstårene 1988 og 1989, mens den var negativ for indkomstårene 1991 og 1992. Nedsættelsen af indkomsterne for indkomstårene 1989 og 1990 får dermed umiddelbar effekt i de pågældende år. Derimod får forhøjelsen af indkomsterne for indkomstårene 1991 og 1992 ikke betydning for de pågældende indkomstår, men kun for underskudsfremførslen til senere år. Disse forhøjelser vil kun få betydning for skatteberegningen, hvis de underskud, de reducerer, udnyttes, og i så fald først i det eller de år, hvor underskuddene udnyttes.

.....

Ved den metode til regulering af varelagrene, selskabet har anmodet om (regulering fra og med ultimo 1989) og ved den metode til regulering, hvor der reguleres fra og med ultimo 1988, vil der for indkomstårene 1988-1990 kun være tale om uændrede skatteansættelser eller om nedsættelser. Der vil ikke være nogen forhøjelser i de pågældende år. På trods af, at det af bilag 1 fremgår, at skatteansættelserne samlet for perioden 1988 - 1992 under et ikke vil blive ændret, vil forskydningen af fradragene for vareforbrug inden for perioden dermed medføre en skattebesparelse i forhold til skatteforvaltningens ansættelser på mindst 1.414.628 kr. efter selskabets anmodning og på mindst 1.802.952 kr. ved korrektion af varelagrene fra og med ultimo 1988.

....."

Det bemærkes, at der under nærværende sag har været enighed mellem parterne om, at retten ikke skal tage stilling til de beløbsmæssige opgørelser. Det er videre ubestridt, at skattemyndighederne ikke, i modsætning til kravet om regulering for ambi af primovarelagre, har fremsat et tilsvarende krav i forhold til de andre aktiviteter, som var omfattet af sagsøgers anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne.

Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af økonomidirektør NF.

NF har forklaret, at han gennem en årrække har haft indseende med sagsøgers økonomiske forhold, både fra sin tidligere stilling som statsautoriseret revisor i revisionsfirmaet KPMG C. Jespersen, fra 1991 som koncernøkonomichef hos sagsøger og de sidste 3 år som økonomidirektør samme sted. Sagsøger har siden 1990 ud over driften af H1 haft finansielle aktiviteter på bl.a. ejendomsmarkedet, herunder erhvervelse af H2s ejendom. Størrelsen af de økonomiske aktiviteter medførte væsentlige ændringer i sagsøgers skattepligtige indkomst. Der var tale om en langsigtet strategi primært med henblik på aktiviteter på ejendomsmarkedet. Sagsøgers regnskabsår er fra 1. marts til den 28. februar i det følgende år. Baggrunden herfor er bl.a. hensynet til varelageroptælling, der normalt mest hensigtsmæssigt kan afvikles efter julesalget og det efterfølgende udsalg. Varelageret er en periodiseringpostering, hvor omkostningerne fratrækkes, når de indkøbte varer sælges. Den samlede gennemsnitlige omsætningshastighed for varelageret er 4 måneder, men selvsagt varierende efter de enkelte varegruppers art. Som det er illustreret i et støttebilag i sagen, indebærer en reduktion af varelagerets primoværdi, at fradraget for solgte varer bliver mindre i året efter varekøbet. Bortset fra skatteansættelsen af varelagre blev sagsøgers anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne imødekommet fuldt ud, og sagsøger opnåede de ønskede reguleringer. Den regulering, som sagsøger ønsker i denne sag, er på linie hermed. Regnskabsmæssigt og ved opgørelse af indkomst er der ikke forskel på f.eks. udgifter til leje af lokaler eller indretning heraf og udgifter til varekøb.

Procedure

Sagsøger har til støtte for sin påstand navnlig anført, at sagsøger er berettiget til at få sin anmodning om genoptagelse af skatteansættelser behandlet i henhold til cirkulære nr. 21 af 31. december 1995 om den skattemæssige behandling af ambi og den på dette tidspunkt gældende administrative praksis, efter hvilken skattemyndighederne ikke stillede krav om foretagelse af såkaldt primoregulering for skatteåret 1990/91. Skattemyndighedernes skærpede praksis med for sagsøger tilbagevirkende kraft ved afgørelsen i TfS 1997/61 og efterfølgende kommentar i TfS 1997/117. Denne skærpelse er uhjemlet, uden saglig grund, i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning og påfører sagsøger et nettotab på 1,4 mio. kr. Endvidere strider skattemyndighedernes skærpede praksis mod både EU-retten og varelagerloven. Til støtte herfor gøres det gældende, at kravet om primoregulering er i strid med det af EF-Domstolens dom af 31. marts 1992 (Dansk Denkavit m.fl.) følgende krav om ambiens skattemæssige neutralitet. Endvidere gøres det gældende, at sagsøgtes krav om primoregulering er i strid med § 2, stk. 2, i lov om skattemæssig opgørelse af varelagre m.v., hvorefter den værdiansættelse af varelageret, der er anvendt ved slutningen af regnskabsåret, skal benyttes ved værdiansættelsen af det samme varelager ved begyndelsen af det efterfølgende regnskabsår. Det gøres gældende, at genoptagelsescirkulærets tekst ikke giver sproglig mulighed for at udlede et krav om primoregulering for ambi af varelager i 1989, hvorfor Told- og Skattestyrelsens afgørelse trykt i TfS 1997/61 også af denne grund er uhjemlet. Sagsøgers argumentation er ikke imødegået ved Vestre Landsrets dom af 19. februar 2002 (B-2659-99). Sagsøgte har ikke stillet krav om en tilsvarende primoregulering for så vidt angår driftsmidler og ejendomme. Denne manglende konsekvens fra sagsøgtes side taler afgørende mod den materielle berettigelse af sagsøgtes standpunkt for så vidt angår varelager. Over for anden del af sagsøgtes subsidiære påstand gøres gældende, at Ligningsrådets tilladelse til at foretage de i sagsøgers anmodning forøgede varelagernedskrivninger ikke er nødvendig. Hvis Ligningsrådets tilladelse måtte være nødvendig, gør sagsøger særskilt gældende, at der er tale om en situation omfattet af skattestyrelseslovens § 31, stk. 1. Således gør sagsøger gældende, at Landsretten kan give tilladelse til, at spørgsmålet om forøgede varelagernedskrivninger inddrages under sagen. Sagsøgers anvendelse af afskrivningsreglerne til at neutralisere et skattemæssigt overskud er i øvrigt en helt normal og sædvanlig anvendelse af disse regler.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden navnlig anført, at det er med rette, at skattemyndighederne har nægtet at imødekomme sagsøgers anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for så vidt angår varelageropgørelsen for skatteårene 1990/91 og 1991/92 i henhold til TSS-cirkulære 1995-21 af 31. december 1995 om den skattemæssige behandling af ambi (genoptagelsescirkulæret), idet sagsøger ikke i sin anmodning foretager primoregulering for ambi af varelageret i 1989, hvilket er en betingelse for genoptagelse i henhold til cirkulæret.

Primoregulering af varelageret for ambi i 1989, dvs. "rensning" af primovarelageret for ambi, er ifølge de af skattemyndighederne fastsatte retningslinier en ufravigelig betingelse for genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 1989-1992 inklusive i henhold til genoptagelsescirkulæret i forbindelse med regulering af ambi på varelagre, jf. Told og Skattestyrelsens præciserende afgørelse herom af 20. december 1996 offentliggjort i TfS 1997/61, og styrelsens kommentar hertil i TfS 1997/117. Baggrunden for kravet om primoregulering er hensynet til at "rense" varelageret for ambien primo fra det første af de af genoptagelsescirkulæret omfattede genoptagelsesår, dvs. 1989, hvorved ambien for de indkomstår, der kan genoptages i henhold til cirkulæret (1989-1992), bliver skattemæssigt neutral.

Det bestrides, at styrelsens afgørelse på grundlag af hvilken sagsøger har fået afslag på sin genoptagelsesanmodning, skulle savne hjemmel, herunder i genoptagelsescirkulæret, eller på anden måde være retsstridig eller udgøre et retsbrud i forhold til sagsøger, ligesom det bestrides, at afgørelsen skulle være udtryk for en uberettiget ændring eller uhjemlet skærpelse af en praksis for regulering af varelagre eller bevirke nogen forskelsbehandling af ambipligtige i samme situation. Dette må anses for fastslået ved Vestre Landsrets dom af 19. februar 2002. Der er intet generelt myndighedskrav om, at sagsøger overhovedet skal regulere sit varelager for ambi. Der består ingen pligt for sagsøger eller andre ambipligtige til at foretage eller søge skattemyndighederne om nogen ambiregulering af varelageret overhovedet i medfør af hverken ambigenoptagelsescirkulæret eller afgørelsen i TfS 1997/61. En sådan pligt følger heller ikke af den konkret trufne afgørelse.

Sagsøger har ikke som konsekvens af skatteforvaltningens afgørelse mistet og er ej heller med urette blevet frataget et fradrag for den ambi, der var aktiveret på varelageret ultimo 1988. Sagsøger er ikke blevet udsat for nogen uberettiget eller uhjemlet skærpelse af beskatningen. Afgørelsen indebærer blot, at sagsøger ikke får adgang til at fremrykke stort set hele fradraget til indkomståret 1989 i stedet for at afvente vareforbrugstidspunkterne. Den skattebesparelse på ca. kr. 1,4 mio., som sagsøger har ønsket at opnå med sin reguleringsanmodning i forhold til sine og koncernens skattemæssige samlede resultater, opstår i kraft af et for sagsøger gunstigt samspil mellem den anmodede ambiregulering og sambeskatningsindkomstens udvisende i de enkelte år. Sagsøger har ikke noget krav på, at skattemyndighederne skal medvirke til opnåelsen af en sådan skattebesparelse ved at imødekomme ambireguleringsanmodningen. Når sagsøger ikke vil acceptere betingelsen om primoregulering af varelageret i 1989, som afgørelsen gengivet i TfS 1997/61 opstiller, beholder sagsøger sit ambifradrag, der som normalt kan foretages i de følgende indkomstår i takt med forbruget af det ambibelagte varelager. Det er hverken retsstridigt eller uhjemlet i forhold til sagsøger, at sagsøger ikke opnår den skattebesparende effekt, ligesom det selvsagt ikke er noget retsbrud i forhold til sagsøger, at værdien af sagsøgers ambifradrag blev nedsat i indkomstårene efter 1989 i kraft af lovgivers generelle nedsættelse af selskabsskatteprocenten.

Det bestrides videre, at afgørelsen i TfS 1997/61 skulle være i strid med bestemmelsen i varelagerlovens § 2, stk. 2, idet kravet om primoreguleringen for 1989 som sådan ikke er til hinder for ultimoregulering af lageret for 1988. Dette må ligeledes anses for fastslået ved Vestre Landsrets dom af 19. februar 2002. Som anført af Told- og Skattestyrelsen i TfS 1997/117 bevirker kravet om primoregulering i 1989 som udgangspunkt, at ultimovarelageret i 1988 skal korrigeres tilsvarende for ambi. En ændring af sagsøgers indkomstansættelse for 1988 får imidlertid ingen virkning for sagsøger, da sagsøgers tilbagebetalingskrav vedrørende 1988 er formueretligt forældet, jf. U.2000.2444 H. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke kan foretages en skatteansættelse i 1988 (regulering af ultimovarelageret), som blot først får virkning for indkomstopgørelsen i de efterfølgende år.

Det bestrides endelig, at afslaget på sagsøgers genoptagelsesanmodning skulle stride imod fællesskabsretten. Det gøres herved gældende, at EF-Domstolens dom om ambien fra marts 1992 ikke tager stilling til den skattemæssige behandling og selve ligningen af ambien, og herunder de danske skatteretlige regler, der fastslår under hvilke materielle betingelser skatteansættelsen for tidligere indkomstår kan genoptages.

Sagsøgte har til støtte for de subsidiære påstande navnlig anført, at påstand 1 er nedlagt for det tilfælde, at landsretten måtte finde, at sagsøger er berettiget til genoptagelse af skatteårene 1990/91 og 1991/92. Skatteansættelsen må i så fald hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne, da der ikke er foretaget nogen ligningsmæssig gennemgang af de af sagsøger selvangivne tal for varelager og de varelagerkorrektioner, der fremgår af sagsøgers genoptagelsesanmodning. Landsretten kan og skal ikke selv under sagen foretage en sådan ligningsmæssig bedømmelse.

Påstand 2 støttes på, at de stedlige skattemyndigheder ikke er kompetente til at træffe afgørelse om, hvorvidt sagsøger kan få tilladelse til forøgelse af varelagernedskrivningerne i skatteåret 1992/93 i forhold til de selvangivne nedskrivninger. Dette følger af, at pkt. 1 i TSS-cirkulære 1994-12, hvorved Ligningsrådet har delegeret sin afgørelseskompetence efter varelagerlovens § 7 til de stedlige skattemyndigheder, ikke finder anvendelse i denne sag, hvor forhøjelsen af indkomsten i 1991 ikke følger af skattemyndighedernes afgørelse, men derimod af sagsøgers egen ambireguleringsanmodning. Cirkulærets pkt. 2 er efter sit indhold ikke relevant.

Landsrettens begrundelse og resultat

Adgangen til genoptagelse af skatteansættelserne for årene 1989 - 1992 i henhold til Told- og Skattestyrelsens cirkulære af 31. december 1995 (TSS 1995-21) tilsigtede at stille erhvervsdrivende, der havde været ambipligtige efter momsmetoden, skattemæssigt neutralt ved den skattemæssige behandling af ambi. Ved styrelsens afgørelse af 20. december 1996 (TfS 1997/61) bestemtes, at "ambien kan reguleres i det omfang, der er stigning/fald i varelageret primo og varelageret ultimo samme år". Regulering forudsatte, at "ambien for de år, der efter cirkulærets pkt. 5" (1989-1992) "kan genoptages, bliver skattemæssig neutral i samme omfang som momsen".

Retten finder ikke, at cirkulæret efter sin udformning eller angivne formål udelukkede, at Told- og Skattestyrelsen traf afgørelse som sket den 20. december 1996, selvom der på dette tidspunkt ved nogle kommunale skattemyndigheder var truffet afgørelse om genoptagelse uden samtidig krav om primoregulering. Retten lægger vægt på, at der ifølge ministersvaret til Folketingets Skatteudvalg ikke var tale om en fast praksis, at landets største kommuner ifølge Told- og Skattestyrelsens stikprøvekontrol ikke havde ekspederet sagerne, fordi der var usikkerhed om forståelsen af cirkulæret, og at der ikke forelå afgørelse på området fra de overordnede skattemyndigheder.

Sagsøger har ikke tilvejebragt grundlag for, at retten ikke skulle lægge det oplyste til skatteudvalget til grund. Retten finder videre - i lighed med det anførte i Vestre Landsrets dom af 19. februar 2002 (B-2659-99) - ikke, at Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 20. december 1996 var udelukket ved varelagerlovens § 2, stk. 2.

Selvom krav om en tilsvarende primoregulering ikke blev stillet i forbindelse med sagsøgers anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne for så vidt angår driftsmidler og ejendomme m.v., finder retten ikke, at der heri er tilstrækkelig grundlag for at tilsidesætte krav om primoregulering på området for varelagre som usagligt. Retten lægger vægt på, at kravet var en følge af de generelle retningslinier som anført ovenfor.

Fællesskabsretten eller EF-domstolens dom af 31. marts 1992 (Dansk Denkavit m.fl., C-200/90) findes ikke at udelukke, at skattemyndighedernes krav om primoregulering kan fastholdes af sagsøgte. Retten lægger herved vægt på, at sagsøger har samme adgang som andre til at fradrage ambi i forbindelse med salg af varelageret. Det forhold, at sagsøger som følge af ændringer i selskabsskatteprocenten og koncernresultatet kunne opnå en lavere skattebetaling, findes herefter ikke at kunne forpligte sagsøgte som påstået. Sagsøgte frifindes derfor.

Sagsøger betaler sagsomkostninger som anført nedenfor.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes for den af sagsøger, A/S H1, nedlagte påstand.

I sagsomkostninger betaler sagsøger til sagsøgte 60.000 kr. inden 14 dage fra dato.