Dato for udgivelse
24 May 2002 10:05
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
8. maj 2002
SKM-nummer
SKM2002.280.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
II 508/2000
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Told + Afgift
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Hæftelsespligt, speditionsfirma, godsregistrerede varer, manglende T-dokument
Resumé

Højesteret stadfæstede landsrettens dom, som fastslog, at varemodtageren her i landet hæftede for den toldskyld, der var opstået i anledning af, at en række varer ikke var blevet angivet til den tilladte toldmæssige bestemmelse eller anvendelse.

Mangler ved administrativ behandling gjorde ikke opkrævning af told- og afgiftsbeløb uberettiget

Reference(r)

Toldloven § 39
Toldbehandlingsbekendtgørelsen § 30, stk. 2 (dagældende)
EF-toldkodeks artikel 203, stk. 3
EF-toldkodeks artikel 204, stk. 3

Parter

J&B International I/S ved Kurt Jahns og Michael Lynge Bendtsen
(advokat Per Ekelund)

mod

Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen
(kammeradvokaten ved advokat Finn Mejnertsen)

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 11. afdeling den 31. oktober 2000.

Afsagt af højesteretsdommerne

Hornslet, Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Jørgen Nørgaard og Jytte Scharling.

Appellanten, J&B International I/S ved Kurt Jahns og Michael Lynge Bendtsen, har gentaget sine påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, har påstået stadfæstelse og har subsidiært gentaget sin påstand om hjemvisning.

Det er for Højesteret ubestridt, at J&B International som godsregistreret varemodtager hæftede for betaling af told- og afgiftsbeløb.

Sidste afsnit i J&B Internationals skrivelse af 4. august 1995 til H.S. Spedition lyder i sin helhed således:

"Venligst send kopi af afstemplet T-doc. til os ved afgang - på fax. no.: 75-942933."

Til brug for Højesteret er der tilvejebragt yderligere oplysninger og afgivet en ny forklaring.

I et internt arbejdspapir udfærdiget den 11. august 1995 af H.S. Spedition vedrørende opgaven for J&B International er under bemærkninger anført: "chauffør fik T-dokument med, men det er ikke åbnet". Arbejdspapiret bærer endvidere følgende påtegning: "Kurt vil finde ud af, hvad der er sket med T-dok. Jeg har ringet til ham d. 31.08.1995. Jan."

Jan Holst har forklaret, at han i 1995 var ansat som speditørassistent hos H.S. Spedition. H.S. Spedition havde et fast samarbejde med J&B International, idet H.S. Spedition udfærdigede tolddokumenter for virksomheden.

H.S. Spedition har modtaget skrivelsen af 4. august 1995, hvor J&B International anmodede om udfærdigelse af T-dokumentet. De omhandlede varer var godsregistreret og skulle genudføres, og i den forbindelse skulle der udfærdiges T-dokument efter opsplitning af varen. Om sidste afsnit i skrivelsen af 4. august 1995, hvori J&B International anmoder om at få tilsendt kopi af afstemplet T-dokument ved afgang, forklarer han, at chaufføren efter at have fået udleveret T-dokumentet skal henvende sig til toldvæsenet for at få dokumentet afstemplet, hvorefter chaufføren skal komme tilbage til H.S. Spedition med dokumentet, der efter anmodning sendes til J&B International.

Han kan af arbejdspapiret af 11. august 1995 se, at han har kontaktet Kurt Jahns den 31. august 1995 for at høre, hvad der var sket med T-dokumentet. Han erindrer ikke telefonsamtalen. Han har med sikkerhed overfor Kurt Jahns oplyst, at T-dokumentet ikke har været åbnet og dermed forbi toldmyndighederne. Dette antager han på baggrund af notatet på arbejdspapiret, men han kan ikke huske indholdet af samtalen.

Højesterets bemærkninger

Højesteret finder, at Told- og Skattestyrelsen ikke på grund af mangler ved den administrative behandling har været uberettiget til at opkræve told- og afgiftsbeløb. Med denne bemærkning og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, J&B International I/S ved Kurt Jahns og Michael Lynge Bendtsen, betale 35.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.