Dato for udgivelse
24 Aug 2006 15:45
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22 Aug 2006 15:07
SKM-nummer
SKM2006.509.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
06-083827
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Idrætstdommere, sportskampe, omkostningsgodtgørelse, aflysning
Resumé

Skatterådet bekræfter, at der kan udbetales skattefri omkostningsgodtgørelse på op til 150 kr. pr kamp, dog højst 300 kr. pr. dag, til en idrætsdommer, som er mødt op til en kamp, men hvor kampen aflyses (af dommeren på kampstedet). Samtidig bekræfter Skatterådet, at der ikke kan udbetales skattefri omkostningsgodtgørelse, såfremt kampen aflyses i så god tid, at dommeren ikke kører forgæves til kampstedet.

Reference(r)

Ligningsloven § 7 M

Henvisning

Ligningsvejledningen 2006-3 A.B.2.7.1

Spørgsmål

  1. Kan der, jf. ligningsloven § 7 M, udbetales skattefri omkostningsgodtgørelse på op til 150 kr. pr. kamp til en idrætsdommer, som er mødt op til en kamp, men hvor kampen aflyses (af dommeren på kampstedet)?
  2. Kan der udbetales skattefri omkostningsgodtgørelse til en idrætsdommer på op til 150 kr. pr. kamp, når kampen aflyses i så god tid, at dommerne ikke kører forgæves til kampstedet?
  3. Kan en idrætsdommer modtage en skattefri omkostningsgodtgørelse på op indtil 150 kr. pr. kamp, såfremt en kamp må afbrydes før tid?
Svar

1: Ja.

2: Nej.

3: Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Efter ligningsloven § 7 M, stk. 1, kan der udbetales diverse skattefri godtgørelser til ulønnede medhjælpere, der yder bistand til en forenings skattefri virksomhed. Jf. bekendtgørelse nr. 1293 af 13. december 2005, § 4, stk. 1, nr. 3, kan der til idrætsdommere udbetales en skattefri omkostningsgodtgørelse på op til 150 kr. pr. kamp, dog højst 300 kr. pr. dag. Det hænder nu og da, at en kamp må aflyses. Det kan enten skyldes banens tilstand, meget dårligt vejr eller, at det ene, eller i sjældent tilfælde begge, hold ikke er mødt frem til kampens starttidspunkt. Idrætsdommeren er altså i sådanne tilfælde så at sige kørt forgæves fra sin bopæl hen til kampstedet.

Selvom det er sjældent, så hænder det også, at en kamp må afbrydes før tid. Dette kan f.eks. skyldes dommerens tilskadekomst (en fibersprængning eller anden skade), pludselig opstået uvejr, mørkets frembrud eller, at en idrætsdommer føler sig truet pga. en eller flere spilleres "tilsvining" af dommeren. Kampen har altså været i gang i en vis periode ud af den normale spilletid, og idrætsdommeren har således i denne periode udført dommergerningen, indtil kampen afbrydes.

Spørger har oplyst, at det er normal praksis, at hvis en fodbolddommer møder forgæves op til en kamp og først på kampstedet finder ud af, at kampen må aflyses, da udbetales der almindeligvis en skattefri omkostningsgodtgørelse til dommeren med det samme beløb, som hvis kampen var blevet gennemført. Hvis kampen aflyses i en så god tid, at dommeren ikke kører forgæves frem til kampstedet, udbetales der ikke nogen form for skattefri omkostningsgodtgørelse. 

Spørger har ikke oplysninger om, hvordan praksis er i andre idrætsgrene.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det er spørgers opfattelse, at det i medfør af ligningsloven § 7 M må være den ulønnede medhjælpers, her en idrætsdommers, udførelse af den pågældende aktivitet (f.eks. at virke som dommer), der giver ret/hjemmel til udbetaling af den skattefri godtgørelse.

SKATs indstilling og begrundelse

Foreninger kan efter ligningsloven § 7 M udbetale skattefri godtgørelser til ulønnede bestyrelsesmedlemmer eller til frivillige, ulønnede medhjælpere, som yder bistand som led i foreningens skattefri virksomhed. Skattefriheden er betinget af, at godtgørelsen udbetales til dækning af udgifter, som modtageren afholder på foreningens vegne, samt at godtgørelsen ikke overstiger satser, der fastsættes af Skatterådet.

Begrebet medhjælpere i ligningsloven § 7 M omfatter bl.a. trænere, instruktører og kampdommere jf. Ligningsvejledningen, Alm. Del, 2006-2 afsnit A.B.2.7.1, "Godtgørelse til ulønnede medhjælpere m.v. eller ulønnede bestyrelsesmedlemmer i foreninger".

Af bekendtgørelse nr. 1293 af 13. december 2005, om udbetaling af skattefri godtgørelse til ulønnede bestyrelsesmedlemmer eller til frivillige, ulønnede medhjælpere, der yder bistand som led i foreningens skattefri virksomhed, fremgår det i § 4 om andre udgifter:

Der kan udbetales godtgørelse til dækning af andre udokumenterede udgifter:

  1. Til administrative omkostninger fx kontorartikler, porto og møder kan der udbetales indtil 800 kr. pr. år.
  2. Til køb, vask og vedligeholdelse af særlig beklædning (fx sportstøj) o. lign. kan der udbetales indtil 1.500 kr. pr. år.
  3. Til idrætsdommere kan der i stedet udbetales en skattefri omkostningsgodtgørelse på op til 150 kr. pr. kamp, dog højst 300 kr. pr. dag.

Ad spørgsmål 1.

 

Bekendtgørelsens § 4, nr. 3, henvender sig specifikt til idrætsdommere, der kan vælge at få udbetalt omkostningsgodtgørelse efter denne bestemmelse i stedet for § 4, nr. 1 og nr. 2.

 

Omkostningsgodtgørelsen til idrætsdommere efter § 4, nr. 3, tilsigter altså at dække udgifter til kontorartikler, porto mv. og til køb, vask og vedligeholdelse af særlig beklædning, men det er den enkelte idrætsdommer (og dennes klub), der vurderer, om der ønskes udbetaling af godtgørelse efter § 4, nr. 1 og nr. 2 eller § 4, nr. 3. 

 

Det bemærkes, at der til ulønnede idrætsmedhjælpere, herunder dommere, også kan udbetales godtgørelse til dækning af udgifter til befordring i egen bil med Skatterådets satser for erhvervsmæssig kørsel jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 1293 af 13. december 2005. Samtidig kan der til dækning af merudgifter til fortæring ved deltagelse i en-dags-arrangementer, udenbys kampe, stævner m.v. af mindst 5 timers varighed udbetales indtil 50 kr. pr. dag jf. § 2, nr. 2 i samme bekendtgørelse.

 

Når en dommer skal dømme en kamp, får han således dækket sine udgifter til befordring, såfremt han møder op til en kamp, som aflyses. Hvis kampen/stævnet har en varighed af mindst 5 timer, får han også dækket sine merudgifter til fortæring, men hvis kampen aflyses, kan han ikke få dækket udgifter til fortæring.

 

Hvis en dommer møder op til en kamp, men kampen må aflyses pga. manglende fremmøde eller lignende, vil det afhænge af de konkrete omstændigheder, om den pågældende dommer har haft andre udokumenterede udgifter forbundet med fremmødet jf. § 4, nr. 3 i bekendtgørelsen. Da omkostningsgodtgørelsen efter § 4, nr. 3, træder i stedet for udgifter til kontorartikler, porto mv. og til køb, vask og vedligeholdelse af særlig beklædning, må det vurderes, om dommeren har faktiske udgifter hertil.

 

Det må lægges til grund, at udgifter til administrative omkostninger er nogenlunde konstante, og at de er uafhængige, af dommerens fremmøde til en kamp, der efterfølgende aflyses. Udgifter til køb, vask og vedligeholdelse af særlig beklædning vil afhænge af den konkrete situation, herunder om dommeren har klædt om, og om der er behov for vask mv. Dommerens udgifter til befordring dækkes separat jf. ovennævnte.

 

Skattefriheden efter ligningsloven § 7 M er betinget af, at godtgørelsen udbetales til dækning af udgifter, som modtageren afholder på foreningens vegne. Det kan ikke lægges til grund, at alle dommere generelt vil have andre udokumenterede udgifter, der ikke dækkes, såfremt han møder op til en kamp, som aflyses. Ud fra en rimelighedsbetragtning må det imidlertid lægges til grund, at der kan udbetales skattefri omkostningsgodtgørelse, efter bekendtgørelsens § 4, nr. 3, til en idrætsdommer, som er mødt op til en kamp, men hvor kampen aflyses (af dommeren på kampstedet). 

 

Det indstilles, at der svares ja til spørgsmål 1.

 

Ad spørgsmål 2.

 

Hvis en kamp aflyses, inden en dommer når at tage af sted for at dømme kampen, er det SKAT's vurdering, at dommeren ikke har haft udgifter forbundet hermed. Ligningsloven § 7 M tilsigter alene at dække faktiske udgifter, som de ulønnede medhjælpere har afholdt på foreningens vegne. Dommeren oplever formentlig en ulempe ved, at have afsat dagen til at dømme en kamp, som så bliver aflyst, men da det alene er faktiske udgifter, der dækkes efter ligningsloven § 7 M, er der ikke hjemmel til at betale skattefri omkostningsgodtgørelse alene for ulempen. Det er derfor SKAT's opfattelse, at der ikke kan betales skattefri omkostningsgodtgørelse, såfremt en kamp aflyses i så god tid, at dommeren ikke kører forgæves til kampstedet.

 

Det indstilles, at der svares nej til spørgsmål 2.

 

Ad spørgsmål 3.

 

Hvis en dommer møder op til en kamp, og kampen må afbrydes før tid, er det SKAT's opfattelse, at der kan udbetales skattefri omkostningsgodtgørelse på op til 150 kr. pr. kamp, dog højst 300 kr. pr. dag, jf. bekendtgørelsens § 4, nr. 3. Der henvises til gennemgangen under spørgsmål 1.

 

Det indstilles, at der svares ja til spørgsmål 3.

 

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling med den af SKAT anførte begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Svaret er bindende i 5 år fra afgørelsens dato.