Kan A A/S anses for ejer i skattemæssig henseende af ejendomme i Tyrkiet?

Nej, se indstilling og begrundelse.

A A/S ønsker at erhverve en gruppe af lejligheder i Tyrkiet med henblik på videresalg.

Repræsentanten oplyser, at det imidlertid forholder sig sådan, at et udenlandsk selskab ikke kan erhverve fast ejendom i Tyrkiet.

For at løse dette praktiske problem i Tyrkiet, har A A/S påtænkt følgende konstruktion:

Der etableres et datterselskab i Tyrkiet. Dette datterselskab er en art personligt selskab med begrænset ansvar, da udlændinge ikke umiddelbart kan etablere andre selskabstyper. Da der er tale om et personligt selskab, er dette stiftet af tre af A A/S bestyrelsesmedlemmer, nemlig B, C og D.

Det fremgår af bilag om udkast til aftalen mellem A A/S og de tre medlemmer af bestyrelsen, at den tyrkiske selskabsform i det store og hele er sammenlignelig med et dansk anpartsselskab.

Stiftelsesomkostningerne afholdes af A A/S, der ligeledes ejer den fulde selskabskapital. A A/S besidder den fulde, reelle beslutningskompetence i datterselskabet.

De tre bestyrelsesmedlemmer har således hverken noget reelt eller materielt ejerskab til nogen del af datterselskabet eller nogen reel, selvstændig materiel beslutningskompetence over for datterselskabet.

Den i Tyrkiet anvendte konstruktion er alene betinget af de tyrkiske selskabsretlige forhold, og er udelukkende af formel karakter. Reelt er det A A/S, der ejer ejendommene i Tyrkiet.

SKATs indstilling og begrundelse

Indledningsvis bemærkes, at Tyrkiet ikke er et EU-medlemsland.

Efter SKATs opfattelse kan A A/S ikke betragtes som den retmæssige ejer af de tyrkiske ejendomme.

Ejendomsoverdragelsen sker efter det oplyste mellem to uafhængige parter, og har et forretningsmæssigt sigte. Overdragelsen findes således at være sket på markedsmæssige vilkår og kan ikke tilsidesættes som proforma eller at være gennemført på skrømt.

Efter SKATs opfattelse følger den skattemæssige vurdering af ejendomsretten i denne sag de civilretlige regler. Det vil med andre ord sige, at det formelle ejerforhold også i skattemæssig henseende er afgørende, således at det er det tyrkiske selskab, som skattemæssigt betragtes som den egentlige ejer af ejendommene.

Dette selskab et såkaldt "Limited Sirkit" betragtes som en selvstændig juridisk enhed med en selvstændig skatteretsevne.

Selvstændigheden ændres ikke af, at A A/S har den bestemmende indflydelse eller har stillet kapital/sikkerhed til rådighed for det tyrkiske selskab.

Vi anser på dette grundlag A A/S, som ejer af det tyrkiske selskab.

SKAT kan i den forbindelse henvise til SKM2002.659.LR, hvor det daværende Ligningsråd blev spurgt, om det konkret skatteretligt kunne tillægges betydning, at nogle dispositioner skulle foregå efter udenlandske selskabsretlige regler, der afveg fra de tilsvarende danske regler.

Sagen vedrørte et dansk selskab, der ville foretage kapitalforhøjelser i to sambeskattede datterselskaber beliggende i henholdsvis Tyskland og USA. Kapitalforhøjelserne agtedes - i overensstemmelse med selskabsretten og regnskabsreglerne i henholdsvis Tyskland og USA - foretaget uden emission af aktier i datterselskaberne. Ligningsrådet fandt, at der ikke bestod et krav om, at der skulle sluttes modsætningsvis fra selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1, hvorefter overkurs, som et selskab opnår ved udstedelse af aktier eller udvidelse af sin egenkapital, er skattefri. Ligningsrådet fandt endvidere efter en samlet konkret vurdering, at der ikke bestod det fornødne grundlag for at anse indbetalingerne til datterselskaberne for skattepligtige for disse.

På baggrund af denne afgørelse er det SKATs opfattelse, at udenlandske civilretlige regler har betydning for bedømmelsen af realiteten i en udenlandsk disposition.

De udenlandske regler indgår således i fastlæggelsen af faktum. Om muligt identificeres et udenlandsk civilretligt begreb med et kendt dansk civilretligt begreb.

Herefter foretages der en skatteretlig kvalifikation af det fastlagte faktum. Denne foretages på baggrund af danske skatteregler.

Hertil kan også nævnes Østre Landsrets afgørelse offentliggjort i TfS1997.277.ØLR, hvor landsretten fastslog, at en hæftelse for gælden i et italiensk selskab, hvor den pågældende skatteyder var eneaktionær, måtte bedømmes efter dansk ret, og derfor måtte anses som en lovbestemt kautionsforpligtelse, og den skattemæssige kvalifikation af selskabet forblev uændret.

SKAT lægger i sin vurdering afgørende vægt på, at der er tale om et selskab med begrænset hæftelse. Der er alene tale om et personligt ansvar for betaling af skatter, hvortil der kan henvises til den ovenfor nævnte Østre Landsretsdom.

Herudover lægger SKAT vægt på, at selskabet skal registreres i et lokalt handelsregister, og at det i Tyrkiet betragtes som en selvstændig juridisk person. Endelig fremgår det, at selskabsformen kan have mellem 2 til 50 anpartshavere.

Der henvises ligeledes til det i sagen vedlagte bilag, side 100 - 102 fra "Introduction to Turkish Business Law" af T. Ansay og E. Schneider, 2002.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte indstillingen.