Dato for udgivelse
20 Oct 2006 14:02
Resumé

Selvom SKAT tager på flere kontroller, så falder andelen af kontrolbesøg, hvor SKAT kan konstatere svindel. Samtidig kender færre danskere til forretninger, som forhandler de illegale øl og sodavand. Det viser en rapport om SKATs indsats mod den illegale handel med øl og sodavand.


Tilbage i slutningen af 2005 beslaglagde SKAT ulovlige sodavand ved mere end otte ud af ti pantkontrolbesøg. I juli 2006 var der kun "gevinst" ved hvert fjerde besøg. Det svarer til en halvering af træfprocenten.

- Det er meget glædeligt, at SKATs kontrolindsats har mindsket svindelen med øl og sodavand. Det sender et meget vigtigt signal til de lovlydige aktører om, at SKAT effektivt bekæmper den konkurrenceforvridende svindel, vurderer told- og skattedirektør Ole Kjær.

SKAT har fra den 15. juli 2005, hvor de såkaldte pantkontroller blev iværksat, til den 31. juli 2006 foretaget 573 pantkontrolbesøg.

SKAT har i samme periode foretaget 522 afgiftskontroller. Her faldt andelen af kontrolbesøg, som resulterede i en regulering for øl- eller mineralvandsafgift, fra 58,5 pct. i sidste halvdel af 2005 til 52,6 pct. i første halvdel af 2006.

Færre danskere kender til svindelsteder
SKAT har fået foretaget en spørgeskemaundersøgelse af danskernes indkøb af øl og sodavand. Undersøgelsen viser, at andelen af danskere, som har kendskab til udsalgssteder, som sælger illegalt importerede øl og sodavand, er faldet fra 23 pct. til 14 pct. for sodavand og tilsvarende fra 15 pct. i 2005 til 11 pct. i 2006 for øl. Kendskabet til udsalgsstederne er størst blandt unge i hovedstadsområdet.

- Selvom der er blevet længere imellem de forretninger, som forhandler de illegalt importerede øl og sodavand, så er svindelen med øl og sodavand fortsat et område, som SKATs kontrolindsats har i fokus, understreger Ole Kjær.

Læs rapporten her.

Yderligere information:
Kontorchef Susanne Reinholdt Andersen tlf. 7237 6582 eller SKATs presseafdeling tlf. 7237 0900.