Dato for udgivelse | 19 Dec 2006 14:07 |
Resumé | Satserne for værdi af fri helårsbolig for 2007 stiger med 10 procent. |
- Der er sket en stigning i boligpriserne, der betyder, at satserne for værdi af fri helårsbolig ikke længere er tidssvarende. Derfor har vi valgt at forhøje satserne. Foreløbig forhøjes de med 10 procent, og denne forhøjelse får virkning allerede for 2007, siger Kim Lohse, der er kontorchef i SKAT.
Satserne reguleres herefter på følgende måde:
- Satserne for beskatning af fribolig forhøjes med 10 procent med virkning fra den 1. januar 2007.
- I 2007 bruges den tidligere kommunefordeling fortsat. De gamle tabeller anvendes altså fortsat, dog med en talmæssig forhøjelse på 10 procent.
Efterfølgende revidering af satserne
Satserne er i dag forskellige alt efter, hvilken kommune boligen er beliggende i. Derfor kræver kommunesammenlægningen en mere gennemgribende revision af satserne.
Den nødvendige kortlægning af de relevante tal vedrørende huslejeniveauet i de nye kommuner har ikke kunnet færdiggøres, før sammenlægningen har fundet sted. Når arbejdet med kortlægningen af det nye huslejeniveau er afsluttet, vil satserne blive reguleret med virkning pr. 1. januar 2008 til et mere realistisk niveau i forhold til markedslejen.
Gælder for ansatte med fri bolig
Forhøjelsen får virkning for ansatte, der har fri bolig stillet til rådighed af arbejdsgiveren, og udgangspunktet for beskatningen er markedslejen.
For direktører, hovedaktionærer og andre, der har bestemmende indflydelse på egen aflønningsform, udgør beskatningen en procentdel af boligens ejendomsværdi.
Kontakt: SKAT pressetelefon 72 37 09 00