Dato for udgivelse
03 Oct 2002 13:12
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
7. februar 2002
SKM-nummer
SKM2002.476.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
1. afdeling, B-2246-98, B-2382-98
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat + Inddrivelse
Overemner-emner
Inddrivelse + Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Selskabstømning, selvfinansiering, ansvarsfordeling, objektiv, hæftelse, bestyrelsesmedlem, årsagsforbindelse, berigelse, likviditetsfordel, aktieafgift. aktieavancebeskatning
Resumé

Sag om ansvar og indbyrdes ansvarsfordeling for sælgers rådgivere, køberbank, købers repræsentant (sagsøgte 9) og for direktør (sagsøgte 6) og bestyrelse i et selskab, der kort tid efter overdragelsen af overskudsselskabet erhvervede køberselskabet. Sagen vedrørte endvidere spørgsmålet om opgørelse af sælgers berigelse. Landsretten fandt, at de sagsøgte 6 og 9 begge havde medvirket til, at selskabet blev købt for egne midler, på en sådan måde, at de hæftede i medfør af aktieselskabslovens § 115, stk. 5. Køberbankens og sælgers rådgiveres ansvar var baseret på de almindelige erstatningsregler. De 2 bestyrelsesmedlemmer - sagsøgte 6.s hustru og 19-årige datter - i selskabet, blev begge frifundet, idet retten ikke fandt, at der var den fornødne årsagsforbindelse mellem deres uagtsomhed og konkursboets tab. Rettens flertal (dissens) fandt, at aktieafgiften skulle fratrækkes ved opgørelsen af sælgers berigelse og likviditetsfordel. Ved den indbyrdes fordeling af ansvaret pålagde retten sagsøgte 6 og 9 at friholde de øvrige parter.

Reference(r)

Aktieselskabsloven § 115 stk. 2 og stk. 5

Parter

A
(advokat Birgitte Horn)

mod

1.

F1 Bank A/S
(advokat Jens Ahrendt)

2.

Statsautautoriseret revisor KF
(advokat Morten Erritzøe Christensen)

3.

Revisionsfirmaet R1
(advokat Morten Erritzøe Christensen)

4.

Advokat BJ
(advokat Hans Peder Jespersen)

5.

Advokatfirmaet R2
(advokat Hans Peder Jespersen)

6.

RP
(selv)

7.

HP
(advokat Birthe Valentin)

8.

CP
(advokat Birthe Valentin)

9.

RO
(selv)

F1 Bank A/S(advokat Jens Ahrendt)

mod

1.

A
(advokat Birgitte Horn)

2.

Statsautoriseret revisor KF
(advokat Morten Erritzøe Christensen)

3.

Revisionsfirmaet R1
(advokat Morten Erritzøe Christensen)

4.

Advokat BJ
(advokat Hans Peder Jespersen)

5.

Advokatfirmaet R2
(advokat Hans Peder Jespersen)

6.

RP
(selv)

9.

RO
(selv)

 

Afsagt af landsdommerne

C. Haubek, Torben Geneser og Lindqvist (kst.)

Indledning

Den 12. august 1998 anlagde Konkursboet ApS HX ved kurator, advokat Erik Malmberg, København, sag mod A og F1 Bank A/S. Sagen drejede sig om, hvorvidt de sagsøgte i forbindelse med salg af overskudsselskabet H1 A/S (senere ApS HX) havde pådraget sig erstatningsansvar for det tab, selskabet havde lidt, idet selskabet i forbindelse med salget blev tømt for midler, uden at et skattekrav mod selskabet blev betalt. A var sælger af selskabet, og F1 Bank A/S var det pengeinstitut, hvorfra købesummen for selskabet blev betalt, og hvortil selskabets midler blev overført.

Den 14. september 1998 anlagde A adcitationssag mod sagsøgte 1 - 9, og den 29. september 1998 anlagde F1 Bank A/S adcitationssag mod sagsøgte 1 - 6 og 9.

Statsautoriseret revisor KF, der er medindehaver af Revisionsfirmaet R1, og advokat BJ, der er medindehaver af Advokatfirmaet R2, rådgav A i forbindelse med salget. RO repræsenterede køberen af selskabet. RP repræsenterede en efterfølgende køber af selskabet, ligesom han sammen med sin ægtefælle HP og sin datter CP blev medlem af bestyrelsen for det købte selskab.

Domsforhandling af sagerne var berammet til den 7. - 9. maj 2001. Forinden dækkede A, F1 Bank A/S og de sagsøgte 2 - 5 konkursboets krav, hvorefter sagen anlagt af boet blev hævet. Sagerne iøvrigt blev ikke hævet, idet der ikke er enighed om, hvorledes As berigelse skal opgøres efter principperne i Højesterets dom af 24. november 1999 (Ugeskrift for Retsvæsen 2000, side 365).

Konkursboets krav i hovedsagen var på 1.747.810 kr. svarende til skattekravet. Dette krav er blevet dækket således:

F1 Bank A/S

303.481 kr.

Statsautoriseret revisor KF
og Revisionsfirmaet R1

92.761 kr.

Advokat BJ
og Advokatfirmaet R2

92.761 kr.

A

1.258.807 kr.

 

1.747.810 kr.

RP, HP, CP og RO har bestridt at have handlet ansvarspådragende i forbindelse med den skete selskabstømning. Landsretten skal som følge heraf tillige tage stilling til et eventuelt ansvar for disse parter. Landsretten skal endelig tage stilling til den indbyrdes fordeling af ansvaret mellem parterne.

Påstandene

A har nedlagt følgende påstande:

1. F1 Bank A/S, statsautoriseret revisor KF, Revisionsfirmaet R1, advokat BJ og Advokatfirmaet R2 tilpligtes solidarisk at betale 46.150 kr. med procesrente fra den 14. september 1998.

2. Statsautoriseret revisor KF, Revisionsfirmaet R1, advokat BJ og Advokatfirmaet R2 tilpligtes solidarisk at betale yderligere 164.109 kr. med procesrente fra den 14. september 1998.

3. RP, HP, CP og RO tilpligtes solidarisk at friholde ham for ethvert beløb, som han har betalt til konkursboet, eller som han under denne sag måtte blive dømt til at betale, med procesrente fra den 14. september 1998.

De anførte parter har påstået frifindelse.

F1 Bank A/S har nedlagt følgende påstande:

1. A, statsautoriseret revisor KF, Revisionsfirmaet R1, advokat BJ og Advokatfirmaet R2 tilpligtes solidarisk at friholde banken for ethvert beløb udover 303.481 kr., som banken har betalt til konkursboet, eller som banken under denne sag måtte blive dømt til at betale.

2. RP og RO tilpligtes solidarisk at friholde banken for ethvert beløb, som banken har betalt til konkursboet, eller som banken under denne sag måtte blive dømt til at betale.

De anførte parter har påstået frifindelse.

Statsautoriseret revisor KF og Revisionsfirmaet R1 har nedlagt påstand om, at RP, HP, CP og RO tilpligtes principalt solidarisk, subsidiært alternativt, at friholde dem for ethvert beløb, som de har betalt til konkursboet, eller som de under denne sag måtte blive dømt til at betale.

De anførte parter har påstået frifindelse.

Advokat BJ og Advokatfirmaet R2 har nedlagt påstand om, at RP, HP, CP og RO tilpligtes principalt solidarisk, subsidiært alternativt, at friholde dem for ethvert beløb, som de har betalt til konkursboet, eller som de under denne sag måtte blive dømt til at betale.

De anførte parter har påstået frifindelse.

HP har nedlagt påstand om, at A, F1 Bank A/S, statsautoriseret revisor KF, Revisionsfirmaet R1, advokat BJ, Advokatfirmaet R2, RP og RO tilpligtes principalt solidarisk, subsidiært alternativt, at friholde hende for ethvert beløb, som hun under den sag måtte blive dømt til at betale.

De anførte parter har påstået frifindelse.

CP har nedlagt påstand om, at A, F1 Bank A/S, statsautoriseret revisor KF, Revisionsfirmaet R1, advokat BJ, Advokatfirmaet R2, RP og RO tilpligtes principalt solidarisk, subsidiært alternativt, at friholde hende for ethvert beløb, som hun under denne sag måtte blive dømt til at betale.

De anførte parter har påstået frifindelse.

Sagsfremstilling

I efteråret 1991 overvejede A at likvidere sit selskab, H1 A/S (selskabet). Selskabets revisor, statsautoriseret revisor KF, udarbejdede i den forbindelse et likvidationsbudget, men revisor KF blev samtidig opmærksom på, at man eventuelt kunne sælge selskabet frem for at likvidere det. Han rettede derfor henvendelse til mulige købere, og den 17. september 1991 modtog han følgende købstilbud fra G1 ApS underskrevet af direktør RO:

"Att. statsaut. revisor KF
Vedr: H1 A/S

Tak for Deres telefax af d d samt det medsendte regnskab.

Under henvisning hertil skal vi fremkomme med bud på selskabet således:

Selskabet egenkapital (indre værdi) pr overtagelsesdagen med tillæg af kr. 900.000.

Tilbuddet er afgivet under forudsætning af, at selskabet kan overtages renset, således at det alene indeholder kontante midler.

Må vi høre nærmere."

På et efterfølgende møde mellem A, revisor KF og advokat BJ blev det besluttet at sælge selskabet frem for at likvidere det. Kontraktsvilkårene og købesummens størrelse blev forhandlet mellem parterne, hvorefter A den 23. september 1991 underskrev aftalen om at overdrage aktierne i selskabet til "G2 ApS eller ordre" (køberselskabet). Af aftalen fremgår det blandt andet:

"2. 

Overtagelsesdag

 
 2.1    

Overtagelsesdagen er aftalt til den 30. september 1991.

 
 3.

Regnskabsmæssigt grundlag

 
 3.1

Overdragelsen sker på baggrund af en af Selskabets revisor udarbejdet revideret balance pr 30 september 1991, hvilken balance udviser en egenkapital på ca kr 6 700 000.

...

 
 3.3

Beregnede skatter af det løbende års overskud forventes at blive afsat med kr 1 750 000 . ...

   
 ...

 

 
 
 4.

Købesummens størrelse

 
 4.1

Købesummen er fastsat til selskabets indre værdi med tillæg af et fast beløb stort kr 950.000,.... der er fastsat under hensyn til de i pkt. 3.3 skønnede/afsatte skattebeløb, jf. nærmere nedenfor i pkt. 6.

   
 ...

 

 
 8.

Købers legitimation

 
 8.1

Såsnart købesummen, jf pkt 5, er erlagt, afholder Køber ekstraordinær generalforsamling. Køber har den fulde rådighed over Selskabet, og kan herunder træffe bestemmelse om udbytteprocent og ændring af vedtægter mv.

 
 8.2

Sælger giver samtidig med købesummens erlæggelse Køber fuldmagt til at disponere over Selskabets konti mv i enhver henseende.

 
 

..."

Overdragelsesaftalen blev fremsendt til køberselskabet den 27. september 1991. Af advokat JBs fremsendelsesskrivelse fremgår blandt andet:

"Jeg skal samtidig oplyse, at jeg har anmodet statsaut. revisor KF om at udarbejde regnskab pr. 30/9 1991.

Såsnart jeg modtager bekræftelse på, at den aftalte købesum er indbetalt til F2 Bank, vil jeg fremsende de originale aktiebreve samt den underskrevne fuldmagt til Dem."

Advokat. BJ fremsendte selskabets reviderede regnskab til køberselskabet den 4. oktober 1991. Den 7. oktober 1991 fremsendte advokat BJ til køberselskabet en kopi af den fuldmagt, som er nævnt i overdragelsesaftalens punkt 8.2. Fuldmagten var efter sin ordlyd betinget af købesummens erlæggelse.

Ved skrivelse af 8. oktober 1991 til Sparekassen "F1" (nu F1 Bank A/S) anmodede RO på vegne køberselskabet om, at købesummen for selskabet blev overført. I skrivelsen hedder det:

"Vedr. Vort køb af H1 A/S

Vi anmoder om, at der fra konto
G2 ApS i likvidation
......
snarest og senest den 15 oktober 1991 via Nationalbanken foretages følgende overførsel:

kr 7 685 913 - til

F2 Bank A/S

.....

Beløbet tjener til dækning af købesummen for ovennævnte selskab.

Overførslen er betinget af, at selskabets kontante midler kr 8 495 951 overføres fra

F2 Bank A/S

til Sparekassen "F1" til indsættelse på en nyoprettet konto for

SE nr. ........
H1 A/S

Når denne overførsel er modtaget bedes kr 7 685 913 + gebyr overført

fra konto
H1 A/S

til konto
G2 ApS i likvidation.

....."

Den 15. oktober 1991 blev købesummen og det solgte selskabs midler overført i overensstemmelse med ROs skrivelse af 8. oktober 1991, hvorefter advokat BJ den 25. oktober 1991 fremsendte de originale aktiebreve og den originale fuldmagt til køberselskabet. Ligeledes den 25. oktober 1991 sendte advokat BJ anmeldelse om overdragelse af aktier m.v. tillige med aktieafgift 76.859 kr. til Told- og Skatteregion København 3.

Ved aftale af 25. oktober 1991 solgte G1 ApS køberselskabet, G2 ApS i likvidation, til G3 A/S. Ved salget af G2 ApS i likvidation medfulgte 4 datterselskaber, herunder H1 A/S. Af overdragelsesaftalen fremgår bl.a.:

"A F T A L E

om overdragelse til Køber af samtlige anparter på nom kr 80 000 i G2 ApS i likvidation

...

 2.    

Overtagelsesdag

 
 2.1

Overtagelsesdagen er aftalt til den 25. oktober 1991.

 
 3.

REGNSKABSMÆSSIGT GRUNDLAG

 
 3.1

Overdragelsen sker på baggrund af en af Selskabets revisor udarbejdet revideret balance pr 30 juni 1991, hvilken balance udviser en egenkapital på kr - 7 871.

 
 3.2

Forinden overtagelsesdagen er tidligere aktiviteter, jf. balance pr 30.6.1991, overdraget. Dette indebærer, at aktiverne i selskabet i den af revisor udfærdigede balance alene består af momstilgodehavende og anpartshavertilgodehavende. På passivsiden afsættes alene egenkapitalen.

 
 3.3

...

   
 

Efter 30 juni 1991 har selskabet erhvervet 4 stk datterselskaber:

 
 

1 - H1 A/S

 
  ...
   
 4.

KØBESUMMENS STØRRELSE

 
 4.1

Købesummen er fastsat til kr 190 000, ...

 
 5.

KØBESUMMENS BERIGTIGELSE

 
 5.1

Den aftalte købesum betales til Sælger senest 25 oktober 1991."

Aftalen er underskrevet af RO på vegne sælgeren, G1 ApS, og underskrevet af RP på vegne køberen, G3 A/S.

Ligeledes den 25. oktober 1991 blev der afholdt en ekstraordinær generalforsamling i H1 A/S, hvor RP og RO var til stede, og hvor det blev besluttet at omdanne selskabet til et anpartsselskab (ApS HX). Der blev endvidere valgt ny bestyrelse i selskabet bestående af RP, HP og CP. Med datering samme dag underskrev RP, HP og CP anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om ændringerne i selskabets bestyrelse. Af anmeldelsen fremgår også, at RP indtrådte som direktør i selskabet.

Af et forhandlingsprotokollat vedrørende ApS HX (tidligere H1 A/S) underskrevet af RP fremgår det:

"År 1991 den 18. december afholdtes ekstraordinær generalforsamling med henblik på a conto udlodning til selskabets anpartshavere.

Der fremlagdes balance af 1. oktober 1991, hvoraf det fremgik at selskabets egenkapital er kr. 6.735.913.

I det samtlige selskabets aktiver og passiver er overdraget til trediemand og idet der af ledelse og revisor forelå en erklæring om at der ikke er ukendte kreditorer i selskabet besluttedes det enstemmigt at foretage a conto udlodning med kr. 5.400.000.

A conto udlodning foretages straks ved overførsel af kontanter/mellemregning.

Således vedtaget

RP dirigent"

ApS HX, er efter det oplyste senere blevet videresolgt. Den 6. februar 1992 har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen registreret, at CP, HP og RP var udtrådt af bestyrelsen, og at RP var udtrådt af direktionen.

Ved skrivelse af 18. juni 1992 anmodede Erhvervs- og Selskabsstyrelsen Sø- og Handelsretten om i henhold til anpartsselskabslovens § 86 at opløse selskabet. Selskabet blev erklæret konkurs den 8. august 1994.

Forklaringer

A har forklaret, at han er uddannet elektriker og er autoriseret elinstallatør, og at han i 1968 blev ansat i H2 A/S. I 1971 blev han aktionær i selskabet, og han overtog den faktiske ledelse af selskabet i 1982. På det tidspunkt var der ca. 45-50 ansatte. I februar 1985 blev han eneejer af og direktør i selskabet. Der var da ca. 80-100 ansatte. Han har ikke nogen regnskabsmæssige forudsætninger, hvorfor han har overladt den økonomiske ledelse af selskabet til en separat ledergruppe. Revisor KF fungerede som økonomisk sparringspartner for denne ledergruppe. Advokat BJ var medlem af bestyrelsen for H2 A/S for at sikre lovligheden af selskabets dispositioner. I 1987 etablerede han et helt nyt selskab for at skabe afstand til det tidligere H2 A/S. Da der efterhånden ikke var flere aktiver tilbage i det gamle selskab, H1 A/S, overvejede han at likvidere det for at få frigjort midler bl.a. til indfrielse af det lån, som han i sin tid optog for at købe selskabet. Han skulle ikke bruge pengene til køb af et hus i Frankrig. Revisor KF lavede en likvidationsmodel, som de diskuterede på et møde i august 1991. I mødet deltog selskabets bestyrelse og revisor KF. Hans økonomichef i selskabet, AB, deltog ikke i mødet. Revisor KF foreslog på mødet, at man i stedet for at likvidere selskabet skulle sælge det. Det havde hverken han eller advokat BJ hørt om før. Revisor KF redegjorde for, hvorledes køberen kunne udnytte selskabets skatter. Han spurgte til, om det var lovligt, hvilket både BJ og KF bekræftede. Han undrede sig dog over, at nogen ville betale mere for selskabet, end det var værd. Mest interesserede han sig dog for det højere provenu. De diskuterede ikke omkostninger henholdsvis ved et eventuelt salg af selskabet og ved en likvidation. Under mødet ringede BJ til RO, og det blev nævnt, at køberen var et selskab, G1 ApS. Han talte ikke selv med RO. De blev på mødet enige om at sælge selskabet i stedet for at likvidere det. Han kan ikke huske, om der blev afholdt flere møder i forbindelse med salget. De videre salgsforhandlinger blev varetaget hovedsagelig af revisor KF. Da han senere underskrev købsaftalen, undrede han sig over, at køberen nu var "G2 ApS eller ordre". BJ beroligede ham med, at de originale aktiebreve først ville blive udleveret, når den endelige køber var fundet og købesummen betalt. BJ oplyste senere, at købesummen nu var betalt, og at den endelige køber var RP, som tidligere havde været direktør i ..... Han havde fuld tillid til advokat BJs og revisor KFs rådgivning, hvorfor han ikke gennemlæste overdragelsespapirerne linie for linie. Først i begyndelsen af 1993 læste han om selskabstømning i avisen.

RP har forklaret, at han tidligere havde købt et andet selskab gennem RO. I sommeren 1991 oplyste RO, at han nu havde et selskab, G2 ApS, til salg. G2 ApS havde 4 datterselskaber, herunder H1 A/S, der alle var overskudsselskaber. RO har nok straks givet ham nøgletallene for selskaberne, og på et tidspunkt modtog han kontoudtog vedrørende G2 ApS og selskabernes regnskaber. Det var hans selskab, G3 A/S, der stod som køber af G2 ApS. Formålet med købet var enten at søge skattegodtgørelse ved udlodning eller eventuelt at videresælge selskabet. Da der var en betydelig egenkapital i H1 A/S, valgte han at udlodde selskabets midler til et nyt moderselskab, som han også ejede. Dette moderselskab søgte om skattegodtgørelse, hvilket skattevæsenet dog senere afslog. Han solgte H1 A/S videre til EK, hvorfor det må være denne, der hæfter for skattekravet. Han indsatte udelukkende af praktiske årsager sin ægtefælle HP og sin datter CP i det købte selskabs bestyrelse. De var ikke til stede på generalforsamlingen eller i øvrigt involveret i selskabets forhold. Anmeldelsen til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen blev vistnok underskrevet på forhånd inden generalforsamlingen. Der blev ikke holdt bestyrelsesmøder, inden selskabet blev videresolgt til EK. HP og CP havde ikke kendskab til den ekstraordinære generalforsamling den 18. december 1991 eller til udlodningen. HP og CP vidste, at han handlede med selskaber, men det var først i forbindelse med politiets efterforskning i 1993/94, at de fandt ud af, hvad selskabshandlerne nærmere var gået ud på. Han kan bekræfte, at han er dømt som selskabstømmer under en tilståelsessag. Han mener dog stadig, at han ikke har foretaget sig noget ulovligt - heller ikke i forbindelse med nærværende handel.

Statsautoriseret revisor KF har forklaret, at han har været revisor for A personligt og for H2 A/S siden omkring 1987. I 1991 blev de sidste aktiver i H1 A/S bortsolgt, hvorefter det var meningen, at selskabet skulle likvideres. A skulle vistnok bruge provenuet til at købe en ejendom i Frankrig for. På et møde i september 1991 diskuterede de likvidationen. I mødet deltog A, dennes ægtefælle og advokat BJ. Økonomichef AB var ikke til stede. Umiddelbart forinden mødet blev han opmærksom på, at man muligvis kunne sælge selskabet frem for at likvidere det. Han havde haft kontakt med advokat FP og RO, som muligvis var interesserede i at købe selskabet. Et salg ville være hurtigere end en likvidation, hvilket var en fordel for A. På mødet fremlagde han et likvidationsbudget og nogen salgsberegninger. A og dennes ægtefælle var tvivlende overfor, om et sådant salg nu også var lovligt. Han har da nok forklaret dem, hvorledes køberen kunne udnytte selskabets skatter, og fortalt dem, at han mente, at det var lovligt. Han vil mene, at A godt kendte forskellen mellem en likvidation og et salg. Han mener, at omkostningerne ved et salg frem for en likvidation blev drøftet. På mødet besluttede de at sælge selskabet frem for at likvidere det. Han forestod herefter selv de videre forhandlinger med køberen, RO. Han kan ikke huske, i hvilket omfang A blev orienteret om forhandlingerne, men advokat BJ blev løbende orienteret. Vistnok på endnu et møde gennemgik de den endelige overdragelsesaftale. Køberen havde forinden da oplyst, at han enten ville udnytte selskabets skatter ved hjælp af den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst eller eventuelt sælge selskabet videre. Han havde ikke bedt køberen om at redegøre nærmere herfor. Hans ansvar under denne sag er dækket af en ansvarsforsikring.

Advokat BJ har forklaret, at han indtrådte i bestyrelsen for H2 A/S i midten af 1980'erne. Det tidligere driftsselskab, H1 A/S, skulle omkring 1991 likvideres af skattemæssige årsager. Desuden havde A brug for midler til køb af en ejendom i Frankrig. Den 17. september 1991 blev der holdt et møde på hans kontor, hvor de drøftede likvidationen. I mødet deltog han selv, A, dennes ægtefælle og revisor KF. KF nævnte, at han netop havde hørt, at man kunne sælge selskaber i stedet for at likvidere dem. De var alle usikre på, hvad dette nærmere gik ud på. Den 19. september 1991 holdt de endnu et møde denne gang på KFs kontor. På dette møde var As økonomichef, AB, tillige til stede. KF redegjorde nærmere for, hvorfor køberen ville give en overpris for selskabets skatter. A spurgte, om et sådant salg var lovligt. Ingen af dem forstod vist helt konstruktionen. Under mødet noterede han, at der muligvis skulle betales aktieafgift ved et salg. De diskuterede ikke i øvrigt omkostningerne ved et salg frem for ved en likvidation, men de besluttede på mødet at sælge selskabet. Han og KF stod efterfølgende for det praktiske i forbindelse med salget. Han modtog et standard kontraktsudkast fra køberen, som han så rettede til. Han diskuterede kontraktsudkastet med A. Den endelige kontrakt og fuldmagten til køberen blev vistnok underskrevet af A under et senere møde på hans kontor. På et tidspunkt faxede han en kopi af fuldmagten til køberen, men den originale fuldmagt og aktiebrevene blev først udleveret, da handlen var endeligt gennemført og købesummen betalt. På den måde skulle det ikke kunne lade sig gøre for køberen umiddelbart at overføre selskabets midler til en ny konto. Han interesserede sig i øvrigt ikke for, hvem køberen ville indsætte i selskabets nye bestyrelse, og han har ikke oplyst A nærmere herom. Inden handlen fik han tilsendt en udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vedrørende køberselskabet. Han undrede sig ikke over, at køberselskabet var i likvidation, eller at det kun havde en anpartskapital på 80.000 kr. Det var en kontanthandel, og derfor bekymrede han sig ikke så meget om, hvem der var køber. Hans ansvar under denne sag er dækket af en ansvarsforsikring.

HP har forklaret, at hun er uddannet fysioterapeut. Hun har ikke noget kendskab til selskabsforhold og har hverken før eller siden siddet i bestyrelsen for et selskab Hun skrev under på anmeldelsen til Erhvervs- og selskabsstyrelsen, fordi hendes mand, RP, bad hende om det, og hun stolede på ham. Forinden læste hun ikke anmeldelsen igennem, og hun kendte ikke noget nærmere til det pågældende selskabs forhold. Underskrivelsen skete på hendes mands kontor hjemme på deres bopæl. Hun vidste ikke, hvad det indebar at være bestyrelsesmedlem, og spurgte ikke sin mand nærmere herom. Hun fik ikke noget honorar for at være bestyrelsesmedlem. Der blev ikke afholdt bestyrelsesmøder, og hun havde ikke kendskab til nogen ekstraordinær generalforsamling eller til, at selskabets midler senere blev udloddet. Hun vidste, at hendes mand handlede med selskaber, og at han tjente en masse penge. Hun havde tidligere spurgt ham, om det var lovligt, hvilket han havde bekræftet.

CP har forklaret, at hun var 19 år, da hun kom i bestyrelsen for selskabet. Hun var lige blevet færdig i gymnasiet og arbejdede på en rideskole. Hun kendte ingenting til selskabsforhold, men vidste, at hendes far, RP, købte og solgte selskaber. Hun spurgte ikke sin far om, hvorfor hun skulle skrive under på anmeldelsen til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, eller hvad dette indebar. Hun læste ikke anmeldelsen igennem. Der var ingen bestyrelsesmøder, og hun havde ikke kendskab til den ekstraordinære generalforsamling eller udlodningen. Hun fik ikke noget honorar for at være bestyrelsesmedlem.

Beregninger

Parterne har udarbejdet en række modeller for beregningen af As berigelse. Ved beregningerne er der taget hensyn til følgende alternative muligheder:

  1. Ved beregningen af berigelsen foretages der i overkursen på 950.000 kr. fradrag af den aktieafgift på 76.859 kr., som A har betalt i forbindelse med salget af selskabet, jf. den dagældende lov nr. 228 af 22. april 1987 om afgift ved overdragelse af aktier m.v. (aktieafgiftsloven), således at berigelsen derved bliver mindre, henholdsvis der foretages ikke ved beregningen af berigelsen fradrag for den betalte aktieafgift.
  2. Ved beregningen af likviditetsfordelen tages der hensyn til den aktieavanceskat, som A har betalt, således at likviditetsfordelen derved bliver mindre, henholdsvis der tages ikke ved beregningen af likviditetsfordelen hensyn til den betalte aktieavanceskat,
  3. Ved beregningen af likviditetsfordelen tages der hensyn til, at A har betalt aktieafgiften på 76.859 kr., henholdsvis der tages ikke ved beregningen af likviditetsfordelen hensyn til, at aktieafgiften er betalt.

Parterne har endvidere på grundlag af disse alternative beregninger af berigelsen beregnet, hvor stort en del af forskelsbeløbet mellem skattebeløbet på 1.747.810 kr. og berigelsen hver enkelt part skal bære henholdsvis under forudsætning af, at A skal sidestilles med sælgeren i den anførte Højesteretsdom, og under forudsætning af, at A ikke skal sidestilles med sælgeren i denne dom.

Den model, der bygger på As anbringender, og som svarer til hans påstand, er således:

1. Skattekravet

1.747.810 kr.

 

2. Sælgerens berigelse:

 

Overkursen modtaget den 15. oktober 1991

950.000 kr.

med fradrag af aktieafgiften på

  76.859 kr.

 

873.141 kr.


Likviditetsfordelen:

 

Rente 4,125 % p.a. af overkursen fratrukket aktieafgiften eller 873.141 kr.:

 
   

Af 873.141 kr. i perioden

 

15. oktober 1991 - 20. september 1992

33.515 kr.

 
     

Af 800.380 kr. i perioden

   

20. september 1992 - 20. oktober 1992

2.751 kr.

 
     

Af 727.619 kr. i perioden

   

20. oktober 1992 - 20. november 1992

2.501 kr.

 
     

Af 654.858 kr. i perioden

   

20. november 1992 - 11. december 1997

136.640 kr.

175.407 kr.

                                                                

Sælgerens berigelse, der forlods skal afholdes af sælgeren

 

1.048.548 kr.

 

               
 

3. Forskelsbeløbet:

               

Skattekravet

 

1.747.810 kr.

Sælgerens berigelse

 

-1.048.548 kr.

   

699.262 kr.

 

 

   

der fordeles lige mellem sælgersiden og købers bank:

   

F1 Bank A/S's andel

 

349.631 kr.

Rådgivernes andel

 

349.631 kr.

 

A har dækket

 

1.258.807 kr.

Berigelsen

 

1.048.548 kr.

Forskelsbeløbet på

 

210.259 kr.

indkræves således:

   

Påstand 1

 

46.150 kr.

Påstand 2

 

 164.109 kr.

   

210.259 kr.

Den model, der bygger på F1 Bank A/S's anbringender, og som svarer til F1 Bank A/S's påstand, er således:

1.

 Skattekravet

 

1.747.810 kr.

   
2.

Sælgerens berigelse:

 
 

Overkursen

950.000 kr.

 

Likviditetsfordelen

   190.848 kr.

   

1.140.848 kr.

   
3.

Forskelsbeløbet:

 

Skattekravet

1.747.810 kr.

 

Sælgerens berigelse

1.140.848 kr.

   

606.962 kr.

   

der fordeles således:

 

A

101.160 kr.

Advokaten

101.160 kr.

Revisoren

101.160 kr.

F1 Bank A/S

303.481 kr.

 

606.962 kr.

F1 Bank A/S har betalt beløbet på 303.481 kr.

Den model, der bygger på statsautoriseret revisor KFs, Revionsfirmaet R1s, advokat BJs og Advokatfirmaet R2s anbringender, og som svarer til disse parters påstande, er således:

1.

Skattekravet

1.747.810 kr.

   
2. 

2. Sælgerens berigelse:

 
 

Overkursen

950.000 kr.

 

Likviditetsfordelen

241.244 kr.

   

1.191.244 kr.

   
3.

Forskelsbeløbet:

 
 

Skattekravet

1.747.810 kr.

 

Sælgerens berigelse

1.191.244 kr.

   

556.566 kr.

   

der fordeles således:

 

A

92.761 kr.

Advokaten

92.761 kr.

Revisoren

92.761 kr.

F1 Bank A/S

278.283 kr.

 

556.566 kr.

Revisorerne og advokaterne har betalt de 2 beløb på 92.761 kr.

Parternes procedure

A har til støtte for påstand 1 overfor F1 Bank A/S, statsautoriseret revisor KF, Revisionsfirmaet R1, advokat BJ og Advokatfirmaet R2 gjort gældende, at disse parter skal friholde ham for enhver betaling, der overstiger den berigelse, som han modtog ved salget. Berigelsen skal i overensstemmelse med principperne i den nævnte Højesteretsdom opgøres ud fra forskellen mellem salgsprovenuet og likvidationsprovenuet. Aktieafgiften på 76.859 kr. skal fragå ved beregningen af berigelsen, idet han i forbindelse med salget af selskabet har betalt aktieafgiften. Der skal ved beregningen af likviditetsfordelen tages hensyn til den skete betaling af aktieavanceskatten, således som det er sket ved beregningen af likviditetsfordelen i den påberåbte Højesteretsdom. Der skal ved beregningen af likviditetsfordelen ikke tages hensyn til, at betalingen af aktieafgiften ikke skulle ske straks, men først på et senere tidspunkt. Berigelsen skal således fastsættes til 1.048.548 kr.

A har til støtte for påstand 2 overfor statsautoriseret revisor KF, Revisionsfirmaet R1, advokat BJ og Advokatfirmaet R2 gjort gældende, at han ikke besad særlige forudsætninger for at bedømme de selskabsretlige- og skattemæssige konsekvenser ved salget. Han stolede i det hele på sine rådgivere, hvorfor han ved den indbyrdes fordeling af erstatningsansvaret må sidestilles med sælgeren i nævnte Højesteretsdom.

A har til støtte for påstand 3 overfor RP, HP, CP og RO gjort gældende, at disse parter har handlet ansvarspådragende ved ikke at have varetaget skattevæsenets interesser i forbindelse med erhvervelsen og den senere videreoverdragelse af selskabet. RP, HP og CP havde som medlemmer af selskabets bestyrelse ansvaret for, at selskabets midler, der i forbindelse med erhvervelsen blev overført til G2 ApS i strid med aktieselskabslovens § 115, stk. 2, ikke blev tilbageført, således at selskabets skattegæld kunne betales. RP købte selskabet og foretog en udlodning af selskabets midler uden at drage omsorg for, at skatterne blev betalt. HP og CP undlod bevidst at sætte sig ind i selskabets forhold og drift, hvorfor de - uanset deres begrænsede viden om selskabsforhold - som bestyrelsesmedlemmer har handlet ansvarspådragende. Udlodningen af selskabets midler skete først efter den 25. oktober 1991 og kunne således være undgået, hvis HP og CP havde levet op til deres ansvar som bestyrelsesmedlemmer. RO medvirkede i det hele ved overdragelsen og afgav den instruks til F1 Bank A/S, som gennemførte selskabstømningen, hvorfor han er direkte erstatningsansvarlig.

F1 Bank A/S har til støtte for påstand 1 overfor A, statsautoriseret revisor KF, Revisionsfirmaet R1, advokat BJ og Advokatfirmaet R2 gjort gældende, at den interne ansvarsfordeling skal ske i overensstemmelse med den nævnte Højesteretsdom, således at F1 Bank A/S alene skal udrede halvdelen af det beløb, der overstiger As berigelse. Det følger af præmisserne i Højesteretsdommen, at der ikke ved opgørelsen af berigelsen skal tages hensyn til betalte skatter. Herunder må tillige henregnes aktieafgift. Der skal således ikke fratrækkes aktieafgift hverken ved beregningen af overkursen eller ved beregningen af likviditetsfordelen. Derimod skal der ved beregningen af likviditetsfordelen tages hensyn til den betalte aktieavanceskat, som det skete ved beregningen i Højesteretsdommen.

F1 Bank A/S har til støtte for påstand 2 overfor RP og RO principalt gjort gældende, at disse parter i medfør af aktieselskabslovens § 115 eller anpartsselskabslovens § 84 overfor konkursboet hæfter for tilbageførslen af selskabets midler og derved er erstatningsansvarlige for den del af skattekravet, som banken har måtte udrede på deres vegne. F1 Bank A/S har subsidiært gjort gældende, at RP og RO har handlet ansvarspådragende efter dansk rets almindelige erstatningsregler. RO medvirkede i det hele ved overdragelsen og afgav den instruks til F1 Bank A/S, som gennemførte selskabstømningen, hvorfor han er direkte erstatningsansvarlig. RP tiltrådte som direktør og bestyrelsesmedlem i det solgte selskab, hvorfor han har ansvaret for, at selskabets midler, der blev overført til køberen, G2 ApS, i strid med aktieselskabslovens § 115, stk. 2, ikke blev tilbageført, ligesom han er ansvarlig for, at selskabets skattegæld ikke senere blev betalt eller lovligt elimineret eller udskudt. RP og RO er efter karakteren af den udviste skyld nærmere end banken til endeligt at bære tabet, jf. erstatningsansvarslovens § 25.

Statsautoriseret revisor KF og Revisionsfirmaet R1 har til støtte for deres frifindelsespåstand overfor A og F1 Bank A/S gjort gældende, at de har opfyldt deres betalingsforpligtelse i henhold til de retningslinier, som er fastsat i den nævnte Højesteretsdom. Det følger af præmisserne i Højesteretsdommen, at der ikke ved opgørelsen af berigelsen skal tages hensyn til betalte skatter. Herunder må tillige henregnes aktieafgift. Der skal således hverken ved beregningen af overkursen eller ved beregningen af likviditetsfordelen fratrækkes aktieafgift, ligesom der ved beregningen af likviditetsfordelen ikke skal tages hensyn til den betalte aktieavanceskat. A kan ikke sidestilles med sælgeren i den pågældende dom, idet han ikke har været uden forudsætninger for at bedømme de med salget af selskabet forbundne konsekvenser.

Statsautoriseret revisor KF og Revisionsfirmaet R1 har til støtte for deres påstand overfor RP, HP, CP og RO henholdt sig til de anbringender, som A og F1 Bank A/S har gjort gældende overfor disse parter.

Advokat BJ og Advokatfirmaet R2 har til støtte for deres frifindelsespåstand overfor A og F1 Bank A/S gjort gældende, at denne sag skal afgøres i fuld overensstemmelse med den nævnte Højesteretsdom, dog at A ikke kan sidestilles med sælgeren i denne dom. A har været eneaktionær og leder af selskabet siden 1985, hvorfor han fuldt ud har kunnet bedømme konsekvenserne ved salget. Det følger af præmisserne i Højesteretsdommen, at der ikke ved opgørelsen af berigelsen skal tages hensyn til betalte skatter. Herunder må tillige henregnes aktieafgift. Der skal således hverken ved beregningen af overkursen eller ved beregningen af likviditetsfordelen fratrækkes aktieafgift, ligesom der ved beregningen af likviditetsfordelen ikke skal tages hensyn til den betalte aktieavanceskat.

Advokat BJ og Advokatfirmaet R2 har til støtte for deres påstand overfor RP, HP, CP og RO henholdt sig til de anbringender, som A og F1 Bank A/S har gjort gældende overfor disse parter.

HP og CP har til støtte for deres frifindelsespåstande gjort gældende, at de ikke som medlemmer af bestyrelsen for det købte selskab har handlet ansvarspådragende. De har ikke truffet eller opretholdt dispositionerne, ligesom de ikke har tilsidesat deres tilsynsforpligtelse. Et eventuelt erstatningskrav skal nedsættes med den berigelse, som A har opnået, og bør i alle tilfælde bortfalde efter aktieselskabslovens § 140, jf. erstatningsansvarlovens § 24. Til støtte herfor har HP og CP nærmere anført, at det ubestridt var RP, som traf alle dispositionerne i selskabet. Selskabets midler blev allerede overført den 15. oktober 1991 - forinden de blev valgt som medlem af bestyrelsen - hvorfor de ikke har kunnet forhindre selskabstømningen. Deres kendskab til selskabsforhold var absolut begrænset, og de blev udelukkende indsat i bestyrelsen på Peter Refstrups foranledning. De har ikke på nogen måde været involveret i selskabets forhold og modtog ikke noget vederlag.

HP og CP har til støtte for påstandene overfor A, F1 Bank A/S, statsautoriseret revisor KF, Revisionsfirmaet R1, advokat BJ, Advokatfirmaet R2, RP og RO gjort gældende, at de under hensyntagen til skyldgraden og sagens omstændigheder i øvrigt bør have fuld regres overfor sagens øvrige parter. Subsidiært har de gjort gældende, at erstatningsbyrden skal fordeles ligeligt blandt alle erstatningsansvarlige. Erstatningen skal fordeles efter erstatningsansvarlovens § 25, således at statsautoriseret revisor KF, Revisionsfirmaet R1, advokat BJ og Advokatfirmaet R2, der alle er ansvarsforsikrede, endeligt skal bære tabet.

RP har ikke anført noget til støtte for sine frifindelsespåstande.

RO, der har afgivet svarskrift, har ikke givet møde under domsforhandlingen.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter oplysningerne om de pengeoverførsler, der fandt sted den 15. oktober 1991, lægger landsretten til grund, at G2 ApS i likvidation - over en konto i Sparekassen "F1" (nu F1 Bank A/S) - erhvervede aktierne i H1 A/S for selskabets egne midler i strid med aktieselskabslovens § 115, stk. 2.

Det lægges efter det oplyste til grund, at RO som befuldmægtiget for køberselskabet ved den udtrykkelige og detaljerede instruks af 8. oktober 1991 har truffet de dispositioner, der resulterede i, at selskabet blev erhvervet for dets egne midler. Det er ubestridt, at tilbageførsel fra køberselskabet ikke kan finde sted, og RO hæfter på denne baggrund i medfør af aktieselskabslovens § 115, stk. 5, for konkursboets tab.

Det lægges endvidere til grund, at RP få dage efter, at G2 ApS i likvidation havde erhvervet H1 A/S, forestod G3 A/S' køb af de to selskaber, hvis regnskabsmæssige forhold han havde indsigt i. Han blev derefter bestyrelsesmedlem og direktør i ApS HX. Under disse omstændigheder lægges det til grund, at RP må have indset, at selskabets midler var blevet stillet til rådighed for G2 ApS i likvidation i forbindelse med erhvervelsen af selskabet. Han har endvidere opretholdt den skete selvfinansiering af købet og hæfter derfor for konkursboets tab efter aktieselskabslovens § 115, stk. 5.

Det er ikke godtgjort, at HP eller CP må have indset, at selskabets midler blev stillet til rådighed for køber i forbindelse med dennes erhvervelse af aktierne i selskabet. Da de herefter ikke har truffet eller opretholdt en disposition efter § 115, stk. 2, hæfter de ikke efter § 115, stk. 5. HP og CP findes ved at være indtrådt som bestyrelsesmedlemmer i selskabet uden at undersøge selskabets forhold nærmere og ved efterfølgende fuldstændigt at have undladt at varetage deres opgaver som bestyrelsesmedlemmer at have udvist en så betydelig grad af uagtsomhed, at de har handlet ansvarspådragende. Da det imidlertid ikke er godtgjort, at HP og CPs manglende varetagelse af deres opgaver som bestyrelsesmedlemmer har været en medvirkende årsag til konkursboets tab, frifindes disse sagsøgte.

Ved fordelingen af det indbyrdes ansvar mellem A, F1 Bank A/S, statsautoriseret revisor KF, Revisionsfirmaet R1, advokat BJ og Advokatfirmaet R2 tages udgangspunkt i de principper, som fremgår af Højesterets dom af 24. november 1999 (Ugeskrift for Retsvæsen 2000, side 365).

Det bemærkes her indledningsvis, at A ikke kan sidestilles med sælgeren i den nævnte Højesteretsdom, idet han gennem sin erfaring som eneejer af og direktør i selskabet siden 1985 ikke kan antages at have været uden særlige forudsætninger for at bedømme forsvarligheden af den disposition, som hans advokat og revisor anbefalede ham.

Landsdommerne C. Haubek og Lindqvist udtaler herefter:

Efter den påberåbte Højesteretsdom skal sælgeren forlods fralægge sig den berigelse, der er opnået ved salget af selskabet i forhold til, hvad der ville være opnået ved en likvidation af selskabet. I den påberåbte Højesteretsdom, der vedrørte en anpartsoverdragelse i 1991, var der ikke spørgsmål om betaling af aktieafgift. En likvidation af selskabet ville ikke have udløst aktieafgiften på 76.859 kr., men aktieafgiften blev udløst ved salget af aktierne. Da det ved det aktuelle salg af aktier ubestridt er A, som har betalt denne aktieafgift, skal dette afgiftsbeløb fratrækkes ved opgørelsen af såvel den berigelse som den likviditetsfordel, som A har opnået.

Det følger videre af den opgørelse af berigelsen, som Højesteret tog udgangspunkt i den nævnte dom, at der ved beregningen af den likviditetsfordel, som sælgeren har opnået ved at have modtaget merprovenuet kontant, skal foretages fradrag af den betalte aktieavanceskat, og at der herunder skal tages hensyn til, at aktieavanceskatten er betalt i rater.

Landsdommer Torben Geneser udtaler:

Det var en følge af den ansvarspådragende adfærd, at A ved salget af selskabet opnåede et merprovenu i forhold til, hvad en likvidation ville have indbragt. Efter den nævnte højesteretsdom skal sælgeren i det indbyrdes forhold forlods i hvert fald betale et beløb svarende til merprovenuet. I højesteretssagen omfattede merprovenuet et beløb på 1 mio. kr., som køber betalte for selskabets skattebyrde, og Højesteret foretog ikke ved opgørelsen fradrag for den betalte avanceskat af dette beløb. I det foreliggende tilfælde kan merprovenuet opgøres til det beløb på 950.000 kr., som køber betalte for selskabets skattebyrde, og der findes ikke at være grundlag for at foretage fradrag for den udgift til aktieafgift, som sælgeren har afholdt.

Efter højesteretsdommen skal der ved erstatningsbyrdens fordeling tages hensyn til den berigelse, som er forbundet med, at sælgeren ved salget modtog merprovenuet kontant. Sælgeren bør derfor - i tillæg til merprovenuet - forlods bære et beløb svarende til den økonomiske værdi, der generelt må antages at være knyttet til rådigheden over merprovenuet. I den opgørelse, som Højesteret tog udgangspunkt i ved dommen, var der ved beregningen af likviditetsfordelen taget hensyn til, at sælgeren havde betalt avanceskat. I det foreliggende tilfælde skal der ligeledes ved beregningen af likviditetsfordelen tages hensyn til, at sælgeren har betalt aktieavanceskat, ligesom der på tilsvarende måde skal tages hensyn til, at sælgeren har betalt aktieafgift.

Der træffes på dette punkt afgørelse efter stemmeflertallet.

As berigelse kan herefter bereqnes således:

Overkursen

950.000 kr.

fradrag af aktieafgiften

  76.859 kr.

 

873.141 kr.

 

                          

Likviditetsfordelen beregnes på grundlag af
beløbet på 873.141 kr., men med hensyntagen til,
at aktieavanceskatten blev betalt i rater

   175.407 kr.

Berigelsen

1.048.548 kr.

 

 

Det forskelsbeløb, der skal fordeles på de øvrige parter, fremkommer herefter således:

 

Skattekravet

1.747.810 kr.

As berigelse

1.048.548 kr.

Forskelsbeløbet

699.262 kr.

 

Forskelsbeløbet skal fordeles således (afrundede tal):

 

A 1/6

116.544 kr.

Revisoren 1/6

116.544 kr.

Advokaten 1/6

116.544 kr.

F1 Bank A/S 1/2

349.630 kr.

 

699.262 kr.

F1 Bank A/S, der forlods har betalt 303.481 kr. til konkursboet, men som endeligt skal bære 349.631 kr., skal således yderligere betale 46.150 kr. til A.

Statsautoriseret revisor KF, Revisionsfirmaet R1, advokat BJ og Advokatfirmaet R2, der forlods tilsammen har betalt ialt 185.522 kr. til konkursboet, idet hver har betalt 92.761 kr., men som endeligt skal bære 233.087 kr., skal således yderligere betale 47.565 kr. til A.

For så vidt angår det indbyrdes forhold mellem på den ene side A, F1 Bank A/S, statsautoriseret revisor KF, Revisionsfirmaet R1, advokat BJ og Advokatfirmaet R2 og på den anden side RP og RO, finder landsretten, at RP og RO, under hensyn til det ovenfor anførte om deres roller i forbindelse med erhvervelsen og de senere videresalg af selskabet, solidarisk skal friholde de øvrige parter i overensstemmelse med disse parters påstande.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

HP og CP frifindes.

F1 Bank A/S, statsautoriseret revisor KF, Revisionsfirmaet R1, advokat BJ og Advokatfirmaet R2 skal in solidum til A betale 46.150 kr. med procesrente fra den 14. september 1998, hvilket beløb endeligt skal udredes af F1 Bank A/S.

Statsautoriseret revisor KF, Revisionsfirmaet R1, advokat BJ og Advokatfirmaet R2 skal in solidum til A betale 47.565 kr. med procesrente fra den 14. september 1998, hvilket beløb endelig skal udredes dels af statsautoriseret revisor KF og Revisionsfirmaet R1, dels af advokat BJ og Advokatfirmaet R2 med halvdelen til hver side.

RP og RO skal in solidum friholde A for 1.258.807 kr. med procesrente fra den 14. september 1998 med fradrag af de beløb, som han modtager i henhold til denne dom.

RP og RO skal in solidum friholde F1 Bank A/S for 303.481 kr. samt for beløb, som F1 Bank A/S i henhold til denne dom betaler til A.

RP og RO skal in solidum friholde statsautoriseret revisor KF og Revisionsfirmaet R1 for 92.761 kr. samt for beløb, som disse parter i henhold til denne dom betaler til A.

RP og RO skal in solidum friholde advokat BJ og Advokatfirmaet R2 for 92.761 kr. samt for beløb, som disse parter i henhold til denne dom betaler til A.

F1 Bank A/S skal i sagsomkostninger til A betale 12.000 kr.

A skal i sagsomkostninger til HP betale 35.000 kr.

A skal i sagsomkostninger til CP betale 35.000 kr.

RP og RO skal in solidum i sagsomkostninger til A betale 70.000 kr.

RP og RO skal in solidum i sagsomkostninger til F1 Bank A/S betale 30.000 kr.

RP og RO skal in solidum i sagsomkostninger til statsautoriseret revisor KF og Revisionsfirmaet R1 betale 10.000 kr.

RP og RO skal in solidum i sagsomkostninger til advokat BJ og Advokatfirmaet R2 betale 10.000 kr.

I øvrigt betaler ingen af parterne sagsomkostninger til nogen anden part.

Det idømte skal betales inden 14 dage.