Dato for udgivelse
17 Jan 2007 10:30
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
21 Dec 2006 14:45
SKM-nummer
SKM2007.38.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
6. afdeling, B-168-05
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Om kommunikation og information samt kampagner + Kontrolbestemmelser
Emneord
Vidneførsel, vidneafhøring, skriftlig, erklæring, embedsmænd
Resumé

Med det formål at føre bevis for en påstand om praksisændring med tilbagevirkende kraft eller et grundlag for en berettiget forventning ønskede H1 tilladelse til vidneafhøring af nogle embedsmænd i SKAT. Da de omhandlede forhold bedre eller lige så godt kunne belyses med skriftlige erklæringer, fik H1 ikke tilladelse til vidneafhøringerne.

Reference(r)

Retsplejeloven § 169

Retsplejeloven § 341

Retsplejeloven § 297

Lov nr. 538 af 8. juni 2006, § 1, nr. 82

Henvisning
Processuelle regler 2007-1 I.1.1

Parter

H1 A/S
(advokat Jens Rostock-Jensen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Lars Apostoli).

Afsagt af landsdommerne

Lyngesen, Arne Brandt og Henning Larsen (kst.)

Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren som fastslået ved ToldSkats afgørelse af 29. januar 2002, stadfæstet af Landsskatteretten ved kendelse af 16. september 2004, var forpligtet til at beregne afgift i henhold til lov om afgift af visse flyrejser, jf. lovbekendtgørelse nr. 566 af 3. august 1998 med senere ændringer, af passagerer, der ankom med flyvebåd fra Malmø til Københavns Lufthavn og herfra er rejst videre med fly. Der er for perioden 1. januar 1997 - 31. august 2000 foretaget efteropkrævning af flyrejseafgift på 48.352.000 kr.

Under sagens forberedelse er der opstået uenighed mellem parterne om vidneafhøring om nogle nuværende eller tidligere ansatte i ToldSkat.

Sagsøgeren, H1 A/S, har nedlagt påstand om, at pensionist BK, specialkonsulent JL og fuldmægtig TC kan afhøres som vidner under domsforhandlingen.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået, at den begærede vidneførsel ikke tillades.

Sagsfremstilling

Sagsøgeren har i stævningen til støtte for sit krav om tilbagebetaling af den efteropkrævede flyrejseafgift bl.a. anført:

"...

7

ToldSkat har helt fra lovens indførelse i 1991 haft indsigt i samtlige sagsøgers afgifts- og passageropgørelser og herudover haft adgang til at få enhver yderligere oplysning, regionen har fundet relevant for at afdække beregningsgrundlaget for passagerantallet og afgiftsbetalingerne, eksempelvis under regionens kontrolbesøg hos sagsøger. Det har ud fra det materiale, regionen har haft til sin rådighed stedse været muligt at konstatere, hvorledes sagsøger har forestået afgiftsberegningen. Uanset dette har ToldSkat ikke på noget tidspunkt forud for september 2000 rejst den nu opståede problemstilling.

 

8

ToldSkats accept af indsendte opgørelser og kontrolbesøg har givet sagsøger føje til at indrette sin virksomhed i tillid til, at sagsøgers praksis var i overensstemmelse med tilsynsmyndighedens opfattelse. Sagsøger har således haft en berettiget forventning om, at selskabets afgiftsmæssige behandling af flyvebådsruten er blevet godkendt i sin helhed. Uanset om der måtte have været pligt for sagsøger til at svare afgift af de omhandlede passagerer, er sagsøgte af denne grund afskåret fra at efteropkræve passagerafgifter for perioden 1997 - 2000. Det er i den forbindelse væsentligt, at sagsøger har været i god tro om den retlige kvalifikation af flyvebådsruten i forhold til lov om afgift af vise flyrejser, hvilket tydeligt illustreres af, at sagsøger siden lovens ikrafttræden konsekvent har opkrævet og betalt afgift af flyvebådspassagerer, der påbegyndte rejse til Malmø fra Københavns Lufthavn. Disse afgifter er uden indsigelse oppebåret af sagsøgte, og først i forbindelse med sagsøgtes efteropkrævning af afgift for passagererne på ruten Malmø-København har sagsøgte tilbagebetalt afgiften vedrørende København-Malmø.

 

9

Skattemyndighedernes adfærd og manglende påtale af sagsøgers afgiftsmæssige behandling af flyvebådsruten i cirka 9 år (fra 1991 - 2000) har konstitueret en administrativ praksis, der afskærer regionen fra efterfølgende at opkræve et betydeligt afgiftsbeløb med tilbagevirkende kraft. En sådan praksisændring kan alene ske med virkning for fremtiden.

..."

Sagsøgte har i svarskiftet til støtte for sin påstand om frifindelse anført bl.a.:

"...

[Der har på] intet tidspunkt været nogen administrativ praksis, der går ud på, at passagererne med katamaranfærgen fra Malmø anses som transferpassagerer i flyafgiftslovens forstand. Faktisk har der slet ikke været nogen praksis vedr. dette spørgsmål, for afgiftsmyndighederne har aldrig tidligere taget stilling til det. H1 har ikke forelagt spørgsmålet for afgiftsmyndighederne, og myndighederne har heller ikke selv været opmærksomme på problemet.

Sagsøger kan heller ikke støtte et synspunkt om berettigede forventninger på det forhold, at afgiftsmyndighederne ikke tidligere har opdaget fejlen i H1' afgiftsregnskab og reageret på den fejlagtige administration i relation til passagererne med færgen fra Malmø. Som nævnt har man ikke været opmærksom på fejlen tidligere og har derfor slet ikke haft anledning til at forholde sig til problemstillingen."

I ToldSkats sagsfremstilling af 29. januar 2002 hedder det om den foretagne kontrol af sagsøgerens regnskab vedrørende afgift af visse flyrejser bl.a.:

"...

  1. I januar 1993 blev kontrol af afgiftsregnskabet for perioden 1. september 199131. juli 1992 afsluttet. I forbindelse med regnskabsgennemgangen blev det konstateret, at selskabet fejlagtigt ikke havde afregnet afgift af afrejsende passagerer på ruten ... til .... Efterbetalingsbeløbet blev opgjort til 1.307.865 kr.
  2.  Der blev henholdsvis den 20. marts og den 25. marts 1997 foretaget regnskabskontrol i virksomheden, hvor afgiftsregnskabet for perioden fra 1. januar 1994 til 31. december 1996 blev gennemgået. Denne regnskabsgennemgang gav ikke anledning til bemærkninger.

Den 15. juni 2000 påbegyndte regionen kontrol af afgiftsregnskabet for årene 1997, 1998, 1999 og 2000.

Ved kontrolbesøget i virksomheden den 22. juni 2000 blev det klarlagt, at selskabet i afgiftsmæssig henseende - altid har betragtet dets catamaranrute mellem Københavns Lufthavn og Malmø som en flyrute. Selskabet har således anset passagerer ankommet til Københavns Lufthavn med catamaranruten fra Malmø og vidererejst med fly som afgiftsfri transferpassagerer. Der er derfor ikke opkrævet og angivet afgift af visse flyrejser for disse passagerer, hvorved afgiftstilsvaret er blevet angivet for lavt.

MN fra H1 gjorde opmærksom på, at H1 - overfor told- og skattemyndighederne - aldrig har lagt skjul på at selskabet har drevet catamaranruten mellem Malmø og Københavns Lufthavn og henviste til, at der ved de tidligere kontrolbesøg ikke er gjort bemærkninger til, at selskabet - i afgiftsmæssig henseende betragtede catamaranruten som en flyrute. MN erkendte dog, at det "set i bakspejlet" havde været det rigtigste, hvis H1 i forbindelse med indførelsen af afgift af visse flyrejser i 1991 havde rejst en officiel forespørgsel omkring den afgiftsmæssige behandling af ruten.

Herefter redegjorde PP for regionens synspunkter.

Han beklagede, at man ved de tidligere kontrolbesøg ikke havde været opmærksom på, at H1 medtog passagerer, der ankom med catamaranruten fra Malmø og rejste videre med fly ud af København, som afgiftsfri transferpassagerer og selskabet derved kom til at betale for lidt i afgift . . ..

Han oplyste, at der ikke er fundet notater, akter eller lignende, der beskriver problemstillingen, og at det derfor må konkluderes, at spørgsmålet aldrig har været rejst over for told- og skattemyndighederne.

På mødet oplyste JL, at han i begyndelsen af 1990'erne gennemgik selskabets afgiftsregnskab, men påpegede, at afgiftsforholdene omkring catamaranruten ikke blev gennemgået.

Regionen må afvise de af selskabet fremførte argumenter for, at myndighederne ikke kan forlange efteropkrævning af afgift for forhold som tidligere er blevet gennemgået. Det er således først i forbindelse med den gennemførte kontrol i 2000, at regionen bliver bekendt med, at H1 driver catamaranruten Malmø-Københavns Lufthavn og derfor først på dette tidspunkt får mulighed for at tage stilling til afgiftsproblematikken omkring ruten.

Generelt om myndighedernes kontrol af virksomhedernes regnskab, kan det i øvrigt oplyses, at denne i vidt omfang bygger på spotkontroller af udvalgte områder. Den enkelte virksomhed har til enhver tid initiativforpligtelsen til at sikre, at der afregnes skatter og afgifter på korrekt grundlag - særligt i forbindelse med komplekse skatte- og afgiftsforhold. H1 burde derfor i den konkrete situation - af egen drift - have taget kontakt til told- og skattemyndighederne for at få belyst de afgiftsmæssige forhold omkring driften af catamaranruten."

Kammeradvokaten har under forberedelsen indhentet følgende skriftlige erklæringer:

JL har i en erklæring af 28. februar 2006 oplyst bl.a.

"Erklæring om kontrol af afgiftsangivelser i medfør af flyrejseafgiftsloven

Undertegnede, specialkonsulent JL, var bl.a. beskæftiget med punktafgiftskontrol, herunder kontrollen af H1' passagerafgiftsangivelser i henhold til flyrejseafgiftsloven.

...

I januar 1993 har jeg udtaget H1 til kontrol vedr. afregning af passagerafgift for perioden 1. september 1991- 31. juli 1992 i henhold til de nye regler i flyrejseafgiftsloven. Det blev i den forbindelse konstateret, at H1 - foruden egne passagerer - afregner afgift for 11 udenlandske flyselskaber . ... Luftpudebåden mellem Malmø og Kastrup Lufthavn blev ikke omtalt eller berørt i forbindelse med kontrollen.

...

I forbindelse med kontrollen var jeg ikke opmærksom på, at H1 i relation til flyafgiftslovens regler om passagerafgift anså båden mellem Malmø og København for et fly og derfor anså passagerer, der rejste med båden fra Malmø til København for derfra at rejse videre med fly, for transferpassagerer i lovens forstand (med afgiftsfrihed til følge). Jeg har heller ikke på noget tidspunkt afgivet nogen tilkendegivelse herom, endsige godkendt det."

Fuldmægtig TC har afgivet følgende erklæring af 1. marts 2006

"Erklæring om kontrol af afgiftsangivelser i medfør af flyrejseafgiftsloven

Undertegnede, fuldmægtig TC, har siden 1999 bl.a. været beskæftiget med punktafgifter, herunder passagerafgifter i henhold til flyrejseafgiftsloven.

Jeg var ansat ved ToldSkat (Nu: Skattecenter ...).

Kontrollen med afgiftsangivelserne fra H1 blev varetaget af BK indtil 1999, hvor jeg overtog denne opgave efter ham. Han gik på pension i 1999.

I 2000 udtog jeg H1 til kontrol vedr. afregningen af passagerafgift. Kontrollen, der kom til at omfatte perioden 1. januar 1997 - 31. januar 2002, berørte følgende forhold:

  1. kontrol af spørgsmålet om overensstemmelse mellem afgiftsangivelserne og selskabets månedsopgørelser af afgiftstilsvar på grundlag af selskabets interne edbsystemer,
  2. kontrol af, at H1 opgør afgiften korrekt på grundlag af boarding-kort,
  3. kontrol af spørgsmålet om overensstemmelse mellem afgiftsangivelserne og lufthavnsmyndighedernes oplysninger om antallet af afgiftspligtige passagerer med H1,
  4. kontrol af spørgsmålet om, hvorvidt H1 behandlede passagererne, der blev transporteret mellem Malmø og København, afgiftsmæssigt korrekt.

H1 anvendte oplysningerne fra Københavns Lufthavn om den afgift, der skal betales til lufthavnen, som grundlag for opgørelsen af passagerafgift i henhold til flyrejseafgiftsloven.

Som resultat af kontrollen blev følgende konstateret

 a    

for lidt angivet vedr. catamaranruten 

48.352.000 kr.  

(H1 ikke enig)

 b

for meget angivet vedr.
catamaranruten

  6.100.520 kr.  

(H1 er enig og beløbet
er tilbagebetalt)

 c

for lidt angivet vedr.
togrejsende  fra Sverige

12.658.200 kr.  

(Beløbet er betalt)

Om resultatet af mit kontrolarbejde henviser jeg i øvrigt til sagsfremstillingen, der er fremlagt som bilag 4 i retssagen."

BK har afgivet følgende erklæring af 28. februar 2006

"Erklæring om kontrol af afgiftsangivelser i medfør af flyrejseafgiftsloven

Undertegnede pensionist, BK, arbejdede som leder af bobehandlingen i ToldSkat, indtil jeg den 1. marts 1994 blev beskæftiget med punktafgifter samme sted. I min daværende stilling som inspektør har jeg bl.a. foretaget kontrol af H1' passagerafgiftsangivelser i henhold til flyrejseafgiftsloven.

I marts 1997 har jeg udtaget H1 til kontrol vedr. afregning af passagerafgift for perioden 1. januar 1994 - 31. december 1996. Der blev ikke forefundet fejl i forbindelse med denne kontrol, og afgiftsregnskabet for hele kontrolperioden blev godkendt af mig.

H1 anvendte oplysningerne fra Københavns Lufthavn om den afgift, der skal betales til lufthavnen, som grundlag for opgørelsen af passagerafgift i henholdt til flyrejseafgiftsloven. Det skete i henhold til en godkendelse i 1991 og gav derfor ikke anledning til bemærkninger.

Katamaranbåden mellem Malmø og Københavns Lufthavn blev ikke omtalt eller berørt i forbindelse med kontrollen. Jeg var ikke opmærksom på, at H1 i relation til flyrejseafgifslovens regler om passagerafgift anså båden mellem Malmø og København for et fly og derfor anså passagerer, der rejste med båden fra Malmø til København for derfra at rejse videre med fly, for transferpassagerer i lovens forstand (med afgiftsfrihed til følge). Jeg har heller ikke på noget tidspunkt afgivet nogen tilkendegivelse herom, endsige godkendt det."

Anbringender

Sagsøgeren har navnlig gjort gældende, at nægtelse af den begærede vidneførsel med henvisning til de fremlagte skriftlige erklæringer fra ToldSkat og fra de personer, som begæres ført som vidner, vil være i strid med principperne om mundtlighed og bevisumiddelbarhed. Erklæringerne, som er generelt affattet, er tilvejebragt i strid med det kontradiktoriske princip, og supplerende skriftlige erklæringer fra de pågældende vil ikke kunne erstatte vidneforklaringer om de pågældendes konkrete iagttagelser under kontrolbesøgene, herunder hvornår de fandt sted, hvad der nærmere skete under disse, hvilket materiale, der blev gennemgået, hvilke afgiftsmæssige overvejelser der blev gjort, hvad der blev drøftet, om kontrollen var stikprøvevis eller systematisk og hvilke omstændigheder, der gjorde myndighederne opmærksomme på den foreliggende problemstilling. Sagsøgeren ønsker tillige at afhøre egne ansatte om forløbet af kontrolbesøgene. Det er af afgørende betydning for sagsøgerens bevismæssige stilling, at der skabes klarhed over, i hvilket omfang afgiftsmyndighederne tidligere har været eller tidligere burde være blevet bekendt med, at sagsøgeren i afgiftsmæssige henseende har sidestillet flyvebådene mellem Malmø og Københavns Lufthavn med fly. De pågældende er ikke underlagt tavshedspligt i henhold til retsplejelovens § 169 vedrørende deres iagttagelser under kontrolbesøgene.

Sagsøgte har navnlig gjort gældende, at den begærede vidneførsel er uden betydning for sagen og derfor ikke kan finde sted, jf. retsplejelovens § 341. Det, som ønskes belyst ved vidneførslen, er besvaret ved de fremlagte skriftlige erklæringer. Sagsøgerens eventuelle yderligere spørgsmål kan besvares ved supplerende skriftlige erklæringer. Den omstændighed, at sagsøgeren ikke er enig i de afgivne erklæringer, som er afgivet under straffeansvar, kan ikke begrunde vidneførsel. Oplysninger om en myndigheds viden, praksis, arbejdsrutiner og interne overvejelser besvares mest betryggende ved skriftlige erklæringer, medens vidneførsel herom har karakter af chikane over for de pågældende embedsmænd. Bestemmelsen i lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform), § 1, nr. 82 (retsplejelovens § 297), tilsigter øget anvendelse af skriftlige erklæringer. Oplysninger om afgiftsmyndighedernes viden er undergivet tavshedspligt, og myndighederne har ikke givet samtykke til afgivelse af vidneforklaring.

Landsrettens begrundelse og resultat

De forhold, som sagsøgeren under den begærede bevisførelse ønsker belyst, kan bedre eller lige så godt søges tilvejebragt gennem skriftlig erklæring fra de pågældende. Da de har afgivet skriftlige erklæringer, og myndigheden i øvrigt har beskrevet det faktiske forløb i sagsfremstillingen af 29. januar 2002, er der ikke grundlag for at fastslå, at den begærede vidneførsel yderligere vil kunne belyse omstændigheder af betydning for sagen. Vidneførslen kan derfor ikke finde sted, jf. retsplejelovens § 341, hvorfor

b e s t e m m e s

Begæringen om vidneførsel af pensionist BK, specialkonsulent JL og fuldmægtig TC tages ikke til følge.