Dato for udgivelse
06 mar 2007 14:09
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
17 jan 2007 13:09
SKM-nummer
SKM2007.174.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-1-1826-1484
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger
Emneord
Fradrag, befordring, bopæl
Resumé
Der kunne ikke indrømmes fradrag for befordringsudgifter mellem Danmark og Finland i et tilfælde, hvor en person, der arbejdede i og var fuldt skattepligtig til Danmark, i en periode boede hos sin samlever i Finland og flere gange om ugen foretog befordring mellem Finland og Danmark. Han opretholdt samtidig sin bolig i Danmark, hvor han havde folkeregisteradresse.
Reference(r)
Ligningsloven § 9C, stk. 1 - 3

Klagen vedrører fradrag for befordring mellem bopæl i Finland og arbejdssted i Danmark. Spørgsmål om sædvanlig bopæl.

Landsskatterettens afgørelse

Ligningsmæssige fradrag

Befordring

Skattemyndigheden har ikke godkendt fradrag for befordring, jf. ligningslovens § 9C, selvangivet med 80.417 kr.

Landsskatteretten stadfæster skattemyndighedens afgørelse.

Sagens oplysninger

Den 18. juni 2004 flyttede klageren fra X i Danmark til Y i Finland, hvor hans kæreste boede. Klageren bibeholdt sin lejelejlighed i X, som blev ved med at være hans folkeregisteradresse, og han fortsatte med at arbejde for B A/S, Z, i X, hvori han er advokat og medejer. I Finland boede han i kærestens lejlighed. Den 1. juni 2005 flyttede klageren tilbage til Danmark, og kæresten flyttede til Danmark i august 2005.

Klageren har ønsket fradrag for befordring mellem bopælen i Finland og arbejdsstedet i X. Der er fremlagt en række bilag i form af kopier af flybilletter m.v.

Den 25. juni 2004 har skattemyndigheden truffet afgørelse vedrørende bindende ligningssvar, som er stadfæstet af skatteankenævnet den 4. oktober 2004. Af nævnets sagsfremstilling fremgår blandt andet:

(...) 2. Det påklagede ligningssvar

(...) I brev af 2. juni 2004 har De anmodet om bindende ligningssvar på følgende: (...)

1. Vil spørgeren fra og med 1. juli 2004 være hjemmehørende i Finland i relation til den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 4?

2. Vil sædvanlig bopæl - uanset besvarelsen på bilag 1 - i relation til Ligningslovens § 9C være i Y, Finland fra og med 1. juli 2004 uanset besvarelsen af spørgsmål 1? (...) Svar

1. Nej

2. Nej (...)

4. Sagens faktiske forhold

(...) Klager vil bibeholde bolig og arbejde i Danmark. Klager forventer at arbejde i Danmark 3 - 4 dage om ugen. I den forbindelse vil der ske overnatning i boligen i X.

Klager har endvidere oplyst, at der ikke vil ske ændring af folkeregisteradresse, konsekvensen er, at klager skal have et sted at overnatte i Danmark, hvorfor klagers nuværende bolig alene vil kunne erstattes af en anden bolig, og at klager på grund af den lejekontrakt der forefindes, er nødsaget til at opretholde en folkeregisteradresse for at bevare lejligheden.

Klager er aktionær (partner) i B A/S, Klager ejer nom. kr. 40.000 af aktiekapitalen i B A/S ud af en samlet aktiekapital på i alt kr. 700.000. Ifølge aktionæroverenskomsten mellem aktionærerne i B A/S er klager bestyrelsesmedlem i selskabet.

Klager er ansat som advokat i B A/S under Erhvervsafdelingen.

Klager har endvidere oplyst, at klager sammen med familien påtænker at flytte tilbage til Danmark senest til september 2005.

At det påtænkes at klager og familie flytter tilbage til Danmark senest den 1. september 2005 hænger sammen med, at klagers indkomst som partner i B A/S er væsentligt højere end kærestens indkomst, samt at medpartnere alene har kunnet acceptere, at klager er bosiddende i Finland længst frem til 1. september 2005.

Af personlige forhold har klager oplyst til skatteadministrationen, at klager er fraskilt, og har et barn fra det tidligere ægteskab. Klager har ikke forældremyndigheden over barnet.

6. Klagers bemærkninger til sagsfremstillingen

(...) Ad 1: skattemæssigt domicil:

Uenigheden går ikke på, om klager er fuld skattepligtig til Danmark. Dette erkender klager at være, som følge af at klager har beholdt bopæl i Danmark. Men klager har også bopæl til rådighed i Finland.

Uenigheden går derimod på midtpunktet for klagers livsinteresser, medmindre skatteankenævnet vil lægge til grund, at klager sædvanligvis opholder sig i Finland. I denne vurdering har skatteankenævnet valgt at bortse fra, at klagers kæreste og klager skal være forældre den 5. oktober 2004 - og dermed den væsentligste begrundelse for at klager er flyttet til Finland - og herefter lagt til grund, at den stærkeste personlige tilknytning er til Danmark på baggrund af samkvemsretten med klagers søn fra et tidligere ægteskab. Herudover har skatteankenævnet fundet, at klagers økonomiske forbindelser til Danmark er så stærke, at de sammen med den nævnte samkvemsret medfører, at centrum for klagers livsinteresser er i Danmark.

I den af skatteankenævnet foretagne vurdering er de personlige interessers styrke overset. De personlige interesser går på at grunde en husstand med klagers kæreste og fælles barnet. Dette er baggrunden for, at klager er flyttet til Finland. Det har yderligere været vurderingen, at der for klager og klagers kæreste ville være fordele forbundet med at starte samlivet i Finland.

Det gøres gældende, at styrken af klagers personlige interesser i Finland er så stærke, at de overskygger klagers økonomiske interesser i Danmark ved afgørelsen af hvor midtpunktet for livsinteresser er. (...)

Ad 2: (...)

Af de tidligere anførte grunde, skrivelse af 2. juni 2004 og skrivelse af 5. juli 2004, er det klagers opfattelse, at klager i relation til ligningslovens § 9C har sædvanlig bopæl i Y.

Når hertil kommer, at skatteankenævnets begrundelse, for at Danmark er domicilland i relation til den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst art. 4, udelukkende er knyttet til andre fysiske lokaliteter end (klagers lejlighed) i X, bliver det evident, at klagers sædvanlige bopæl er i Y. Der erindres herved om, at B A/S, hvorfra klager har lønindkomst, klager er partner, har sæde i bestyrelsen, har adresse Z og ikke Ø. Klager kan ligeledes oplyse, at klager har samkvem med søn fra tidligere ægteskab i klagers ekskones lejlighed i Æ på hverdage, da klager er i Finland i weekends, og da det giver klager mere tid til sønnen at have samkvem i Æ end at bringe sønnen frem og tilbage mellem Æ og X.

7. Skatteankenævnets afgørelse

Ud fra det oplyste i sagen finder skatteankenævnet, at klager er fuld skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1 (...), idet klager har bopæl her i landet. (...)

Skatteankenævnet henviser herefter til den Nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 4 stk. 2, som har følgende ordlyd:

"Såfremt en fysisk person efter bestemmelserne i stk. 1 er hjemmehørende i flere kontraherende stater, bestemmes hans status efter følgende regler:"

a) han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i flere stater, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);

Ud fra punkt a) kan klager anses for hjemmehørende i både Danmark og Finland.

b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold;

Ud fra punkt b) kan klager anses for hjemmehørende i både Danmark og Finland, da klager ud fra det oplyste opholder sig i begge stater.

c) hvis han sædvanligvis har ophold i flere stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger.

Ud fra punkt c) anses klager for hjemmehørende i Danmark, idet klager er dansk statsborger.

Skatteankenævnet anser herefter ud fra ovenstående vedrørende spørgsmål 1, at klager er hjemmehørende i Danmark.

Angående klagers spørgsmål 2 "vil sædvanlig bopæl - uanset besvarelsen af spørgsmål 1 - i relation til Ligningslovens § 9C være i Y, Finland fra og med 1. juli 2004 uanset besvarelsen af spørgsmål 1?"

Skatteankenævnet henviser til ovenstående, at klager anses for hjemmehørende i Danmark, og at befordring mellem hjem og arbejde opgøres efter ligningslovens § 9C mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, herudover henviser skatteankenævnet til Landsskatterettens kendelse af 15. november 2002. Herefter anses klagers sædvanlige bopæl at være i X i relation til ligningslovens § 9C. (...)

Herefter er det skatteankenævnets afgørelse, at klager anses for fuld skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, samt den Nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 4, stk. 2, litra c og at klagers bopæl i X anses for sædvanlig bopæl i forbindelse med beregning af evt. befordringsfradrag. (...)

Skattemyndighedens afgørelse

Skattemyndigheden har ikke godkendt fradrag for befordring, jf. ligningslovens § 9C, selvangivet med 80.417 kr. Klagerens sædvanlige bopæl er beliggende i X, og da den normale transportvej mellem bopælen og arbejdsstedet ikke overstiger 24 km dagligt, kan der ikke foretages fradrag for befordring. Der er lagt vægt på, at klageren ikke har været frameldt adressen i X og at bopælen er bevaret, samt at han har været fuld skattepligtig til Danmark.

Af Skattemyndighedens udtalelse til Landsskatteretten fremgår blandt andet:

(...) Klager anfører, at det er muligt at have flere bopæle og henviser i den forbindelse til TfS.1999.803.ØLD.

Skattecenteret bemærker hertil, at den nævnte dom (stadfæstet af Højesteret ved SKM.2004.257.HR) og Ligningsvejledningen afsnit A.F.3.l.3.1 skelner mellem den sædvanlige bopæl og andre opholdssteder. Hvis en skatteyder har flere samtidige bopæle, skal det afgøres, hvilken af dem der er den sædvanlige bopæl. Der kan kun godkendes befordringsfradrag fra den sædvanlige bopæl.

SKAT er fortsat af den opfattelse, at klagers sædvanlige bopæl er i X.

Subsidiært bemærkes, at klager har taget befordringsfradrag ved transportvej ad landevejen gennem Nordsverige og Nordfinland. SKAT bemærker hertil, at den normale transportvej ikke i alle tilfælde kan beregnes udelukkende ad landevejen, men under visse omstændigheder anses for at omfatte færgetransport.

I SKM2001.580.TSS udtalte Told- og Skattestyrelsen således, at den normale transportvej fra Æ til Å efter en konkret vurdering måtte anses for at inkludere færgetransport mellem XX og Å. Transportvejen blev således ikke beregnet ad landevejen over Storebæltsbroen.

Det er ikke i denne sag oplyst, hvor meget færgeudgifterne Y - Stockholm ville udgøre.

Skattecenter X bemærker derfor, at hvis der kan godkendes befordringsfradrag, bør fradraget nedsættes i overensstemmelse med SKM2001.580.TSS.

Endelig bemærkes, at skatteyder i 2004 bad om bindende ligningssvar om bl.a. spørgsmålet om befordringsfradrag for strækningen Y - X. Skatteadministrationen besvarede spørgsmålet benægtende. Skatteyder påklagede svaret til Skatteankenævnet, som stadfæstede svaret. (...)

Klagerens påstand og argumenter

Der er nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for befordring mellem Finland og Danmark, opgjort til i alt 80.417 kr. Opgørelsen er foretaget således:

Hver rejse er i alt 4.912 km tur/retur og der er foretaget 20 returrejser.

0 - 24 km

 0 kr.

76 km x 1,62 kr. pr. km

 123,12 kr.

4812 km x 0,81 kr. pr. km

 3.897,72 kr.

I alt pr. returrejse

 4.020,84 kr.

20 rejser x 4.020,84 kr.

 80.417 kr.

Klageren og dennes samlever har været kærester siden årsskiftet 2000/2001, og primo 2004 blev kæresten gravid. På daværende tidspunkt boede de i henholdsvis X og Y. Kæresten forsøgte at få ansættelse i Danmark, men dette lykkedes ikke forinden graviditeten var synlig, hvorfor parret besluttede, at hun skulle føde i Finland, og at klageren skulle flytte til Y inden fødslen. Fra sine medpartnere i B A/S opnåede klageren tilslutning til, at han kunne tage bopæl i Finland i maksimalt et år, dog således at han skulle bestride en del af sine arbejdsopgaver i og fra Y, idet flytningen det ikke måtte gå ud over bestridelsen af stillingen som advokat og partner hos B A/S. I X boede klageren i en lejlighed, der dengang var en lejelejlighed som ikke måtte fremlejes. Herudover havde han behov for et sted at overnatte i forbindelse med udførelse af arbejde for B A/S.

Klageren flyttede til Finland den 18. juni 2004, og hans søn blev født den 22. oktober 2004. Sønnen blev døbt den 19. december 2004. Klageren boede i Y frem til 1. juni 2005, og kæresten flyttede til Danmark primo august 2005.

I perioden fra den 18. juni til den 31. december 2004 har klageren haft sædvanlig bopæl i Y, da hans personlige, sociale og familiemæssige tilknytning i alt overvejende grad har været i Finland. Den boligmæssige tilknytning har været til såvel Y som X, og som anført ovenfor har den boligmæssige tilknytning til X dels været begrundet i, at det ikke var muligt at leje lejligheden ud, og dels at klageren på grund af afstanden mellem X og Y måtte have et sted at overnatte, når han udførte arbejde i X. Den boligmæssige tilknytning til Y har bestået af samleverens lejlighed i Y, som var af samme størrelse som lejligheden i X. At det i relation til befordringsfradrag er muligt at have flere bopæle, fremgår af TfS.2004.411.H (SKM2004.257.HR).

Med hensyn til opholdenes hyppighed fremgår det af de vedlagte bilag, at klageren har opholdt sig i Finland i meget videre omfang end han har opholdt sig i Danmark. Han har været i Finland i 120 dage i perioden, som har i alt 197 dage, og har stort set været i Finland hver eneste weekend i perioden fra den 18. juni til den 31. december 2004. Om de enkelte weekends, hvor han ikke har været i Finland, har han oplyst, at han i weekenden den 3. og 4. juli har haft private gøremål i Danmark. Klageren og samleveren har i weekenden den 10. og 11. juli, og frem til den 16. juli holdt ferie i Danmark. Lørdag den 21. august 2004 blev klagerens søns (fra tidligere ægteskab) fødselsdag fejret. Klagerens samlever var i Danmark i weekenden den 28. og 29. august, da det var den sidste mulighed for at flyve til Danmark før hun var sat til at nedkomme i oktober. Parret var i Danmark den 4. og 5. december 2004 i forbindelse med planlægning af dåb, idet de blandt andet havde et møde med præsten den 5. december. At klagerens folkeregisteradresse har været i X hænger sammen med, at det i henhold til lejekontrakten ikke var muligt at fremleje lejligheden. I øvrigt spiller folkeregisteradressen ingen selvstændig rolle, idet der ikke er taget hensyn til dette i den retspraksis, der findes om skatteyderes fradrag for befordring over lange afstande.

Repræsentanten har desuden henvist til SKM2001.580.TSS (www.skat.dk) og til Ligningsrådets bindende forhåndsbesked af 29. september 1986, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og afgifter TfS.1986.477.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Efter ligningslovens § 9C, stk. 1 til stk. 3, kan der foretages fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen. Fradraget beregnes på baggrund af den normale transportvej ved bilkørsel, og ud fra satser der fastsættes af Skatterådet (tidligere Ligningsrådet). Det er uden betydning for fradraget, hvordan befordringen foretages. Efter praksis gives der dog kun fradrag i det omfang befordringen rent faktisk er foretaget. Der kan således ikke beregnes fradrag for fridage, feriedage, sygedage og helligdage.

Er afstanden mellem den sædvanlige bopæl og arbejdspladsen usædvanligt lang, stilles der skærpede krav til skatteyderens dokumentation eller sandsynliggørelse af, at befordringen rent faktisk er foretaget, herunder at godtgøre omfanget af befordringen, jf. Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 2004.308. Dette kan ske ved fremlæggelse af for eksempel arbejdssedler, lønsedler, brændstofkvitteringer, bus- og togbilletter og lignende.

Tvivlsspørgsmål om, hvad der må anses for den skattepligtiges sædvanlige bopæl, afgøres efter praksis ud fra en samlet vurdering af, hvor den pågældende har centrum for sine livs- interesser. I vurderingen indgår blandt andet forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til Folkeregisteret. Spørgsmålet kan således ikke afgøres ud fra et enkelt kriterium.

Efter en konkret vurdering anses klageren ikke for at have flyttet sin sædvanlige bopæl fra X i Danmark til Y i Finland i den pågældende periode. Der er herved lagt vægt på, at klageren er anset for hjemmehørende i og fuld skattepligtig til Danmark, samt at han har haft folkeregisteradresse i X. Der er desuden lagt vægt på, at han i hele perioden har opretholdt sin lejlighed i X, såvel som sit arbejde, samt at han selv har oplyst, at han har opholdt sig cirka 40% af tiden i Danmark i perioden i 2004. Derudover er der lagt vægt på, at klageren og dennes kæreste har været sammen siden årsskiftet 2000/2001, og at parret forud for den 18. juni 2004 i flere år har haft bopæl hver for sig i henholdsvis X og Y. Klagerens personlige, sociale, familie- og arbejdsmæssige tilknytning m.v. til Danmark kan dermed ikke siges at være blevet ændret i en sådan grad, at hans centrum for livsinteresser efter den 18. juni 2004 er flyttet fra Danmark til Finland.

På denne baggrund stadfæster Landsskatteretten afgørelse fra skattemyndigheden.