Dato for udgivelse
08 Mar 2007 10:26
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22 Jan 2007 14:01
SKM-nummer
SKM2007.178.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-4-1847-1453
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber + Indberetning, regulering og efterangivelse + Ejendomsavancebeskatning
Emneord
Genanbringelse, selvangivelse
Resumé
Dispensationsadgangen i ejendomsavancebeskatningsloven § 6A, stk. 2, nr. 2, 2. pkt. fandt ikke anvendelse i et tilfælde, hvor der ikke var indsendt rettidig selvangivelse.
Reference(r)

Ejendomsavancebeskatningsloven § 1, stk. 1 § 6 A, stk. 1-2, nr. 2 og § 8

Klagen vedrører genanbringelse efter reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 6A, herunder om rettidig indgivelse af selvangivelse er en betingelse for anvendelsen af § 6A, stk. 2, nr. 2, 2. pkt.

Landsskatterettens afgørelse

Kapitalindkomst

Fortjeneste ved salg af en andel på 20 % af ejendommen 1, i X, er ikke godkendt genanbragt i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 6A i anskaffelsessummen ved købet af 29 % af ejendommen 2.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Sagens oplysninger

Ved købsaftale af 1. august 2002 solgte klageren sammen med sin søn ejendommen 1, i X, for kontant 25.200.000 kr. til overtagelse den 1. september 2002. Klageren havde en ejerandel på 20 %, og klagerens søn ejede den resterende del af ejendommen.

Den 1. januar 2002 blev ejendommen vurderet som et bebygget landbrug med 3 lejligheder og et samlet jordtilliggende på 1.728.762 m2 til 13.700.000 kr., hvoraf 4.296.400 kr. blev henført til grundværdien og 1.383.800 kr. til ejerboligen.

Ved købsaftale af 12. september 2002 købte klageren sammen med sin søn ejendommen 2, i Y, for kontant 22.000.000 kr. til overtagelse den 20. oktober 2002. Klageren ejer 29 % af ejendommen, og klagerens søn ejer den resterende del af ejendommen.

Den 1. januar 2002 blev ejendommen vurderet som et bebygget landbrug med 2 lejligheder og et samlet jordtilliggende på 1.808.645 m2 til 13.300.000 kr., hvoraf 3.858.000 kr. blev henført til grundværdien og 1.249.900 kr. til ejerboligen.

Den 7. juli 2003 bad klagerens revisor skatteadministrationen om udsættelse med henblik på indsendelse af klagerens selvangivelse for 2002.

Skatteadministrationen afviste revisors begæring.

Den 22. juli 2003 modtog skatteadministrationen klagerens selvangivelse for indkomståret 2002. Selvangivelsen var ikke vedlagt beregning af en ejendomsavance ved salget af klagerens ejerandel af ejendommen 1. På bilag til beregning af ejendomsværdiskat for ejendommen 2 var det anført, at ejendomsavance genplaceredes i denne ejendom.

Skatteadministrationen foreslog ved agterskrivelse af 19. april 2004 vedrørende indkomståret 2002, at den skattepligtig fortjeneste ved salget af klagerens ejerandel af ejendommen 1 blev ansat til 2.999.980 kr.

Ved brev af 1. maj 2004 anmodede klagerens revisor om genanbringelse af fortjenesten i anskaffelsessummen ved købet af en del af ejendommen 2, idet skatteadministrationens talmæssige opgørelse af fortjenesten blev taget til efterretning.

Skatteadministrationen afsagde kendelse den 12. maj 2004, hvorved begæringen om genanbringelse blev afvist.

Skatteankenævnets afgørelse

Fortjeneste ved salg af en andel på 20 % af ejendommen 1, er ikke godkendt genanbragt i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 6A i anskaffelsessummen ved købet af 29 % af ejendommen 2.

Det fremgår ikke klart af ordlyden af bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 6A, stk. 2, nr. 2, at betingelsen efter 1. pkt. om rettidig indgivelse af selvangivelse også skal gælde ved genanbringelse efter 2. pkt. i forbindelse med skattemyndighedernes efterfølgende ændring af ansættelse vedrørende afståelse af fast ejendom.

Ifølge lovbemærkningerne er der ved indsættelsen af undtagelsesbestemmelsen tænkt på situationer, hvor der ved indsendelsen af selvangivelsen ikke er opgjort en fortjeneste eller opgjort en forkert fortjeneste, men hvor skattemyndighederne senere påviser en fortjeneste eller en korrekt fortjeneste. Det fremgår ikke af bemærkningerne, at bestemmelsen også skal finde anvendelse i situationer, hvor en skatteyder ikke nåede at anmode om genanbringelse inden for fristen for indsendelse af selvangivelsen.

Det er helt klart hensigten med indsættelsen af 2. pkt. at udskyde fristen i tilfælde, hvor opgørelsen af fortjenesten udløser en anden beskatning end forudset. Der er derimod ikke noget i bemærkninger til loven, som tyder på, at lovgiver har haft til hensigt at indsætte yderligere en frist, når fristen efter 1. pkt. er overskredet som følge af for sen indsendelse af selvangivelse.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at ejendomsavancen kan genanbringes i køb af anden ejendom, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6A, stk. 2.

Til støtte for påstanden har klagerens repræsentant bl.a. gjort gældende, at anvendelsen af ejendomsavancebeskatningslovens § 6A, stk. 2, nr. 2, 2. pkt., ikke er afhængig af reglen om rettidig indsendelse af selvangivelsen. Ejendomsavancebeskatningslovens § 6A, kan anvendes i alle situationer, hvor der sker en efterfølgende ændring af beskatningen af ejendomsavance.

Reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 6A, stk. 2, nr. 2, 2. pkt., finder derfor anvendelse. Ordlyden "rettidig selvangivelse i ejendomsavancebeskatningslovens § 6A, stk. 2, nr. 2, 1. pkt., er ikke til hinder for dette.

SKATs indstilling

Det indstilles, at skatteankenævnets afgørelse stadfæstes af de grunde, der er nævnt i Landsskatterettens bemærkninger og begrundelser.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Såfremt den skattepligtige erhverver en ejendom, der er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens regler, med undtagelse af ejendomme, der er omfattet af lovens § 8, kan den skattepligtige i stedet for at medregne fortjeneste ved afståelse af fast ejendom til den skattepligtige indkomst, vælge at nedsætte anskaffelsessummen for den erhvervede ejendom med fortjenesten, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6A, stk. 1.

Nedsættelse af anskaffelsessummen er dog efter § 6A, stk. 2, nr. 2, bl.a. betinget af, at den skattepligtige senest for det indkomstår, hvori erhvervelsen finder sted, begærer reglen i stk. 1 anvendt ved indsendelse af rettidig selvangivelse eller, såfremt erhvervelsen af fast ejendom finder sted i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret, begærer reglen i stk. 1 anvendt senest ved indsendelse af rettidig selvangivelse for afståelsesåret. Hvis skattemyndighederne ændrer ansættelse vedrørende afståelse af fast ejendom, kan den skattepligtige begære reglen i stk. 1 anvendt, dog senest 3 måneder efter, at meddelelsen om ansættelsesændringen er modtaget.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at det er en betingelse for anvendelsen af bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 6A, stk. 2, nr. 2, 2. pkt., at der er indsendt rettidig selvangivelse. Retten finder, at reglen i 2. pkt. skal fortolkes i sammenhæng med 1. pkt., hvorefter det betinges, at selvangivelsen skal indsendes rettidigt.

Fristen for at indsende selvangivelsen for det påklagede år var 1. juli 2003, og skatteadministrationen modtog klagerens selvangivelse den 22. juli 2003.

Landsskatteretten finder herefter, at klageren ikke er berettiget til at begære fortjenesten ved salget af en del af ejendommen 1, i X, genanbragt i anskaffelsessummen ved købet af en del af ejendommen 2, i Y, i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 6A, stk. 2, nr. 2, 2. pkt.

Avancen ved salget af 1, i X, er herefter skattepligtig efter ejendomsavancebeskatningslovens § 1, stk. 1.