Dato for udgivelse
07 jun 2007 12:28
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13 apr 2007 11:21
SKM-nummer
SKM2007.354.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-7-1803-1282
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger + Selskabsbeskatning + Afskrivninger og fradrag
Emneord
Tab, salg, fast ejendom
Resumé
Afskrivningslovens § 21, stk. 5, omfattede ikke selskaber som sælgere af fast ejendom og fradrag for tab blev godkendt.
Reference(r)
Afskrivningsloven § 21, stk.4 og 5

Klagen vedrører nægtet fradrag for tab ved salg af fast ejendom, jf. afskrivningslovens § 21, stk.5.

 

Landsskatterettens afgørelse

 

Nægtet fradrag for tab godkendes som beregnet ved ansættelsen med 3.966.042 kr.

 

Sagens oplysninger

 

Selskabet har ved skøde af 31. december 2004 solgt ejendommen til et datterselskab og selvangivet et tab, der efterfølgende er ansat af SKAT til 3.966.042 kr.

 

Skattecentrets afgørelse

 

Centret har nægtet fradrag og som begrundelse anført, at afskrivningslovens § 21, stk. 5, omfatter selskaber som sælgere af fast ejendom.

 

Der er derved henvist til formuleringen i Ligningsvejledningen 2005 afsnit E.4.6.

 

Klagerens påstand og argumenter

 

Selskabets repræsentanter påstår godkendt fradrag for tab som beregnet af skattecentret og har til støtte herfor bl.a. anført, at afskrivningslovens § 21, stk. 5 ikke omfatter selskaber som sælgere af fast ejendom.

 

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

 

I afskrivningslovens § 21, stk. 5, som formuleret ved lovforslag 126 af 14. januar 2004 § 1 nr. 1, er bestemt følgende: "Sælges en bygning eller installation ejet af en eller flere personer til et selskab m.v. og har sælgerne bestemmende indflydelse på selskabets handlemåde på grund af aktiebesiddelse, anden form for ejerskab, vedtægtsbestemmelse, aftale eller fælles ledelse, kan tab efter stk. 3 eller 4 ikke fradrages."

 

Af den skriftlige fremsættelsestale fremgår, at formålet med lovforslaget er at forenkle skatte- og afgiftslovgivningen.

 

Af bemærkningerne til ændringslovens § 1, nr. 1 fremgår bl.a., at "bestemmende indflydelse på grund af aktiebesiddelse vil således foreligge ved salg mellem selskaber m.v., …" Samtidig siges det afsluttende i bemærkningerne til § 1, nr. 1, at den foreslåede ændring ikke bevirker en ændring af bestemmelsens indhold eller rækkevidde, men alene er en præcisering af gældende ret.

 

Hverken i betænkning eller tillægsbetænkning ses det foreliggende spørgsmål omtalt.

 

Lovens formulering af § 21, stk. 5 er identisk med formuleringen i lovforslaget.

 

I afskrivningslovens § 21, stk. 4, som gældende for indkomståret 1999, jf. lov nr. 433 af 26. juni 1998 sammenholdt med lov nr. 958 af 20. december 1999 § 21, stk. 6 var bestemt, at "når en person sælger en bygning eller installation til et selskab, som personen kontrollerer, opnås der ikke fradrag for tab efter stk. 3."

 

Ifølge Landsskatterettens ikke offentliggjorte kendelse i sagen 2-7-1803-1095 vedrørende indkomståret 1999, omfatter afskrivningslovens § 21, stk. 4 alene forhold, hvor en fysisk person sælger en bygning eller installation til et selskab, som personen kontrollerer.

 

Trods formuleringen i ligningsvejledningen 2005 og formuleringen i bemærkningerne til § 1, nr. 1, i lovforslag nr. 126 af 14. januar 2004 må retten henvise til, at det i bemærkningerne udtrykkeligt er anført, at den foreslåede ændring ikke bevirker en ændring af bestemmelsens indhold eller rækkevidde.

 

Der ses endvidere ikke at foreligge yderligere fortolkningsbidrag, der giver anledning til at antage, at der skulle være tilstræbt en udvidelse af området for afskrivningslovens § 21, stk. 5.

 

Retten er derfor enig i selskabets opfattelse, hvorefter afskrivningslovens § 21, stk. 5 som formuleret ved Lov nr. 458 af 9. juni 2004 ikke omfatter selskaber som sælgere af fast ejendom.

 

Det fremgår i øvrigt af sagens oplysninger, at skattemyndigheden har godkendt den overdragne pris for ejendommen.

 

Herefter, og da der ikke ses at være tvist mellem parterne om tabets beløbsmæssige opgørelse, gives der medhold i påstanden.