Dato for udgivelse | 27 jun 2003 11:05 |
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal | 12. juni 2003 |
SKM-nummer | SKM2003.300.VLR |
Myndighed | Vestre Landsret |
Sagsnummer | B-1758-02 |
Dokument type | Kendelse |
Overordnede emner | Skat |
Overemner-emner | Kontrol og revision + Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning |
Emneord | Vidne, kommunal, skatteforvaltning, sagsbehandler, bevis |
Resumé | Sagsøgerens begæring om vidneførsel af en sagsbehandler i en kommunal skatteforvaltning blev ikke taget til følge, jf. retsplejelovens § 341, da vidneførelse af en sagsbehandler i en kommunal forvaltning til belysning af spørgsmål om skatteforvaltningens praksis på et givet område ikke er egnet som bevismiddel i en retssag om en skatteyders konkrete skatteansættelse, og da oplysningerne herom mere betryggende kan opnås ved indhentelse af skriftlig erklæring fra skatteforvaltningen. |
Reference(r) | Retsplejeloven § 341 Processuelle regler 2002, I |
Parter
A
mod
Skatteministeriet.
Afsagt af landsdommer
Deleuran
Det fremgår af sagen, at sagsøgeren under domsforhandlingen ønsker at afhøre en medarbejder ved .... Kommunes skatteforvaltning som vidne. Det pågældende vidne skal - således som landsretten forstår sagsøgerens begæring - forklare om den lokale skatteforvaltnings sagsbehandling.
Sagsøgte har protesteret imod vidneførslen under henvisning til, at oplysningerne lige så godt eller mere betryggende opnås ved indhentelse af skriftlige erklæringer fra skatteforvaltningen, og at den begærede vidneførsel må anses for åbenbart overflødig, jf. retsplejelovens § 341.
Landsrettens begrundelse og resultat
Vidneførelse af en sagsbehandler i en kommunal forvaltning til belysning af spørgsmål om skatteforvaltningens praksis på et givet område er ikke egnet som bevismiddel i en retssag om en skatteyders konkrete skatteansættelse. Oplysningerne herom kan mere betryggende opnås ved indhentelse af skriftlig erklæring fra skatteforvaltningen. Sagsøgerens begæring om vidneførsel af en sagsbehandler ved skatteforvaltningen tages derfor ikke til følge, jf. retsplejelovens § 341.
T h i b e s t e m m e s
Sagsøgerens anmodning om vidneførsel af en sagsbehandler ved .... Kommunes skatteforvaltning, tages ikke til følge.
Såfremt sagsøgeren ønsker at rette skriftlige spørgsmål til skatteforvaltningen i .... Kommune, skal udkast hertil indsendes til landsretten og modparten senest den 26. juni 2003.
Sagen er berammet til domsforhandling tirsdag den 30. september 2003. Hører landsretten ikke fra sagsøgeren inden ovennævnte frist, forventer landsretten at kunne slutte sagens forberedelse.
Retten hævet