Indledning
1. Efter § 6, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 (sagsudlægningsbekendtgørelsen) kan direktøren for Told- og Skattestyrelsen i tilfælde, hvor kompetencen i 1. instans ligger hos de regionale told- og skattemyndigheder, bemyndige en enkelt eller enkelte regionale told- og skattemyndigheder til at træffe afgørelse i 1. instans i sager på et bestemt område. Direktøren for told- og skattestyrelsen har på dette grundlag besluttet at koncentrere følgende opgaver hos ToldSkat Sydjylland, Region Sønderborg:
Særordning
2. Den 1. juli 2003 træder særordningen for tredjelandsvirksomheder, der leverer elektroniske tjenesteydelser til ikke afgiftspligtige personer inden for EU, i kraft.
Særordningen medfører, at tredjelandsvirksomheder opnår en forenklet procedure i forhold til de almindelige regler, hvorefter tredjelandsvirksomheder, der sælger elektroniske tjenesteydelser til private i EU, skal momsregistreres i hvert enkelt EU-land, som virksomheden sælger til. Hvis tredjelandsvirksomheden vælger særordningen, kan den nøjes med at lade sig identificere i et enkelt medlemsland. Tredjelandsvirksomheden kan frit vælge, hvilket medlemsland den vil lade sig identificere i.
Bestemmelserne om særordningen findes i momslovens kapitel 16, § 66 (lov nr. 124 af 28. februar 2003).
3. Direktøren for Told- og Skattestyrelsen har med virkning fra 1. juli 2003 bemyndiget ToldSkat Sydjylland, Region Sønderborg til at modtage anmeldelser om påbegyndelse af virksomhed, som afgiftspligtig inden for EU med brug af særordningen som nævnt i momslovens § 66, stk. 3.
4. Anmeldelse om påbegyndelse af afgiftspligtig virksomhed inden for EU med Danmark som identifikationsland skal således ske til ToldSkat Sydjylland Region Sønderborg, ligesom ændring og ophør af virksomhed, hvis denne ikke længere er omfattet af særordningen, skal ske til ToldSkat Sydjylland region Sønderborg.
5. ToldSkat Sydjylland, Region Sønderborg bemyndiges endvidere til, med virkning fra samme dato, at træffe afgørelse i 1. instans om afmeldelse og udelukkelse fra særordningen, jf. momslovens § 66, stk. 5.
Registrering af virksomheder ved momspligtigt salg i Danmark
6. Den 1. januar 2002 trådte nye regler i kraft om ændringer af reglerne om fiskalrepræsentant (Lov nr. 1088 af 19. december 2001).
Ændringerne betyder, at der ikke længere stilles krav om, at momspligtige virksomheder, der er etableret i EU, samt Færøerne, Grønland, Island og Norge, skal registreres ved en fiskalrepræsentant ved udførelse af moms-pligtigt salg i Danmark. Det er op til virksomheden selv, om den vil benytte fiskalrepræsentant.
Hvis virksomheden ikke ønsker at lade sig registrere ved fiskalrepræsentant skal den selv lade sig registrere i det omfang aftageren ikke er gjort betalingspligtig.
7. Direktøren for Told- og Skattestyrelsen har med virkning fra 1. januar 2002 bemyndiget ToldSkat Sydjylland, Region Sønderborg til at foretage registrering af virksomheder, der ikke er registreret ved en fiskalrepræsentants hjemregion.
Ole Kjær
/Else Veggerby