Østre Landsrets dom af 5. december 2003, 23. afdeling, S-2137-03

Parter

Anklagemyndigheden

mod

erstatningssøgende A
(advokat Anker Laden-Andersen besk.)

Afsagt af landsdommerne

Hans Chr. Thomsen, Karen-Anke Tørring og Gitte Rubæk Pedersen med domsmænd

----------

Frederikssund Byrets dom af 2. juni 2003, SS 678/2001

Denne sag, der er behandlet med domsmænd, vedrører spørgsmål om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a.

Den 25. april 1995 blev foretaget ransagning på forretningsadresse og bopæl hos A, der samtidig blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 286 stk. 2, jf. § 283, stk. 1, nr. 3.

Ved skrivelse af 29. december 1999 meddelte Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet A, at påtale blev opgivet i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr 2 og 3, idet videre forfølgning ikke kunne forventes at føre til, at A fandtes skyldig til straf, og da den straf, der i givet fald ville kunne blive tale om, ikke stod i rimeligt forhold til de ressourcer, som en gennemførelse af sagen ville kræve.

Efter at have afventet, at påtaleopgivelsen blev endelig, jf. retsplejelovens § 724, stk. 2, fremsatte A ved skrivelse af 25. februar 2000 krav om erstatning 100.000 kr. med procesrente.

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet afviste kravet ved skrivelse af 2. august 2000 under henvisning til retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 3, hvorefter A indbragte sagen for Rigsadvokaten, der i skrivelse af 1. maj 2001 tiltrådte Statsadvokatens afslag.

På As begæring blev sagen herefter indbragt for retten ved skrivelse af 9. maj 2001 fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.

For retten har A nedlagt påstand om en erstatning på 100.000 kr. med procesrente fra begæringens fremsættelse, til betaling sker.

Anklagemyndigheden har påstået frifindelse under henvisning til, at A har udvist egen skyld, jf. retsplejeloven § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 3, og har yderligere nedlagt påstand om, at A pålægges at betale sagens omkostninger.

Baggrunden for sigtelsen var en anmodning af 28. februar 1995 fra Told- og Skattestyrelsen om, at der blev foretaget politimæssig efterforskning mod A for berigelseskriminalitet i forbindelse med handler med overskudsselskaber. Efterforskningen dengang og siden havde relation til de selskabstømmerkomplekser, der kaldes henholdsvis "H2-sagen", "H3" og "H4".

Ransagningen skete i henhold til retten i Frederikssunds kendelse af 10. april 1995, hvorved der "meddeles politimesteren i Frederikssund ved de af ham udpegede polititjenestemænd tilladelse til at foretage ransagning hos sigtede A på adressen ... ". Det hedder videre i retsbogen: "Under hensyn til sagens kompleksitet og det forventede udbytte af ransagningen meddeles der i medfør af retsplejelovens § 799, stk. 5, jf. § 829 politiet en tidsfrist på 14 dage efter foretagen ransagning til at gennemgå, hvad der måtte findes, for at vurdere, om der er grundlag for en eventuel beslaglæggelsesanmodning til retten".

Ved ransagningen medvirkede udover politifolk revisorer blandt andet fra revisionsfirmaet Coopers & Lybrand. Omkring 10 flyttekasser materiale blev medtaget. Ifølge ransagningsrapporten protesterede A ikke mod, at materialet blev taget i bevaring. "Han blev stillet i udsigt, at enkelte bilag i rimeligt omfang kunne kopieres til ham, såfremt han fik brug herfor".

Dagen efter ransagningen, den 26. april 1995, omtalte Jyllandsposten under overskriften "Erhvervsfolk sigtet efter politi-razzia", at der i forbindelse med et selskabstømmerkompleks med 100 millioner forsvundne skattekroner var foretaget ransagning 5 forskellige steder i landet, herunder på to kontorer og et privathjem i ..., og det blev nævnt, at den ene af de tre sigtede var en direktør A i ..., der tidligere havde formidlet selskaber i ...En kriminalkommissær RB, der omtales som lederen af Rigspolitiets Rejseafdeling i ..., er citeret for ikke at ville udtale sig om aktionen, mens vicepolitimester JB, ... kun ville bekræfte, at aktionen havde fundet sted, at tre var sigtet, og at sagskomplekset foreløbig vedrørte omkring 100 millioner forsvundne skattekroner.

... Tidende, der udkommer senere på dagen, omtalte også sagen den 26. april 1995 under overskriften "direktør er sigtet som selskabstømmer". Efter gengivelse af de samme oplysninger, som Jyllandsposten havde bragt, citeredes kriminalkommissær RB for udtalelser af generel karakter omkring selskabstømmersager og slutter ifølge citatet af med at sige, at en sigtelse er en beskyttelse af den sigtede; men "vi rejser ikke sigtelse mod en person uden at være rimeligt sikre på, at der bliver rejst tiltale".

På anmodning fra As advokat har anklagemyndigheden forsøgt at efterforske, om oplysningerne i avisartiklerne stammer fra politiet. Det har ikke kunnet bekræftes. Den journalist, der skrev artiklen i Jyllandsposten, hvorfra oplysningerne i ... Tidende må antages at hidrøre, har oplyst, at han havde kendskab til sagen, herunder at A var indblandet, inden ransagningen fandt sted. Han kunne ikke huske, hvorfra han havde oplysningerne, men mener ikke, at det kan være fra politiet, som han opfattede som meget lidt hjælpsomme.

Efterforskningen i sagen koncentreredes hurtigt om det såkaldte "H4-kompleks, der ikke var omfattet en oprindelige sigtelse mod A. I juli 1996 blev A også sigtet i denne sag i forbindelse med indhentning af editionskendelse, men fik ikke selv meddelelse om sigtelsen. Han blev aldrig afhørt af politiet i forbindelse med sagen udover i forbindelse med ransagningen.

Den 15. oktober 1996 anmodede advokat BH på As vegne om udlevering af noget af det materiale, som politiet havde taget i bevaring, nemlig materiale vedrørende selskabet H1 Aps, idet A var blevet stævnet under en civil erstatningssag og dér skulle bruge materialet.

Kopi af materialet blev sendt til advokat BH den 17. oktober 1996.

Den 20. februar 1997 rettede advokat BH påny henvendelse og bad om kopi af noget yderligere materiale, hvilket han fik.

Den 5. maj 1997 bad advokat BH om kopi af yderligere materiale og anmodede samtidig om at få oplyst, hvorvidt og og i givet fald hvornår A kunne forvente at få tilbageleveret materialet.

Anklagemyndigheden svarede den 14. maj 1997, at det nu ønskede materiale ikke umiddelbart syntes at vedrøre H1 Aps, og at man derfor ønskede yderligere oplysning om, hvilken relevans materialet måtte have for erstatningssagen. Samtidig meddeltes, at det beslaglagte materiale ikke kunne ventes udleveret foreløbig under henvisning til sigtelsen mod A. Yderligere bemærkedes, at der endnu ikke var beskikket forsvarer.

Efter det oplyste foretog advokat BH og A sig ikke videre, hverken med hensyn til beslaglæggelsesspørgsmålet eller med hensyn til forsvarerbeskikkelse. Der blev først beskikket forsvarer den 18. august 1999.

Den civile erstatningssag vedrørende H1 Aps blev afgjort af Vestre Landsret ved dom af 21. juni 2001, hvorved blandt andre A blev pålagt erstatningsansvar.

Forklaringer

A har forklaret, at han i 1994 flyttede sin virksomhed fra ... til .... Han var startet med hjælp til virksomheder i krise, som han blandt andet hjalp med rekonstruktion. Det viste sig, at sådanne firmaer kunne have en vis værdi ved salg, og at man kunne skaffe nogle penge på den måde, for eksempel til en akkordordning med kreditorerne. Det var også muligt, at man kunne rekonstruere en del af virksomheden, så den kunne køre videre. Det endte med, at han blev kendt på området og fik mange kontakter til revisorer og advokater. Det drejede sig om, at han drev en form for mæglervirksomhed med tomme selskaber og selskaber med underskud, senere også med overskud. Han annoncerede blandt andet. Han fik en procentdel af skatterne i selskaberne i kommission. Kutymemæssigt var det ved overskudsselskaber køberen og ved underskudsselskaberne sælgeren, der betalte kommissionen. Han ved ikke, hvor pengene til kommissionen kom fra. Han opfattede selskaberne som en sædvanlig handelsvare, og "det var jo ikke et marked, som han skabte". Han undersøgte ikke noget om køberens økonomi eller øvrige forhold, og han undrede sig ikke særligt over de hurtigt stigende kurser på skatterne i selskaberne. Han "var jo i markedet", og der var også kendte banker, advokat og revisionsfirmaer, der gjorde det samme. Han vil tro, at han har haft omkring 400 sager i alt med køb og salg af selskaber, og heraf har de 30 drejet sig om overskudsselskaber. Han var ikke involveret i købesummens erlæggelse eller det skattetekniske. Det opfattede han som revisorernes og advokaternes bord. Det er rigtigt, at han lavede et udkast til kontrakterne; men de endelige kontrakter blev forhandlet færdige mellem revisorerne og advokaterne, bankerne, køberne og sælgerne. Det var ikke ham, der bestemte indholdet. Han var blot det koordinerende led. Han ved heller ikke, hvad der efterfølgende skete med selskabet, når han havde formidlet et køb eller et salg. Han købte ikke selskaber selv; det vil sige, at han har gjort det i ganske enkelte tilfælde, og senere har han opkøbt små tomme selskaber. Det er rigtigt, at han enkelte gange selv har købt for straks at videresælge, som for eksempel i det dokumenterede forhold, hvor han har købt til kurs 45 på skatterne og videresolgt til kurs 60; men det er blot et par undtagelser. Det er blandt andet også en sådan undtagelse, der er omhandlet i den civile dom fra Vestre Landsret vedrørende erstatningsansvar. Det er også rigtigt, at han i enkelte tilfælde har givet betalingsinstruktioner til bankerne. I underskudsselskaber tog han sædvanligvis 1 % i kommission. Vedrørende overskudsselskaber var det normalt 5 %. Han kan imidlertid bekræfte, således som han forklarede den 13. april 2000 i Københavns Byret i forbindelse med den såkaldte "H3-sag", at det ikke altid var 5 %. Det kunne også være andre beløb. Der kunne for eksempel være tale om, at et selskab var så lille, at 5 % ikke ville være et rimeligt vederlag for det arbejde, som han havde lavet. I så fald blev procentsatsen noget større. Omvendt kunne man i forbindelse med et meget stort selskab, hvor kursen måske undervejs udviklede sig, slå lidt af i forhold til de 5 %.

Vedrørende ransagningen den 25. april 1995 forklarede A, at han fik forevist kendelsen af de politifolk, der kom. Han fik også en udskrift. Han læste kendelsen og havde ingen forudsætninger for at bedømme det nærmere, så han tog til efterretning, at retten havde besluttet, at der skulle ransages. Det var først senere, at han bemærkede, at retten også havde besluttet, at politiet havde en frist på 14 dage til at gennemse de ting, som man fandt ved ransagningen, for så eventuelt at fremsætte begæring om beslaglæggelse. Det er således ikke korrekt, når det i politirapporten vedrørende ransagningen står, at han har givet samtykke til, at politiet kunne beholde de ting, som de ønskede at medtage. I forbindelse med ransagningen var de også hjemme hos ham privat, hvor både hans kone og hans svigermor var hjemme. Politiet havde revisorer fra Coopers & Lybrand med. Revisorerne var meget aktive og gik også selvstændigt rundt og kiggede i tingene. Det er hans opfattelse, at der sorterede visse sager fra, hvor Coopers & Lybrand selv var involverede, og at disse sager ikke blev medtaget. Efter ransagningen hørte han intet i meget lang tid. På et tidspunkt skulle han bruge noget materiale i forbindelse med blandt andet den erstatningssag, som er afgjort ved Vestre Landsrets dom. På det tidspunkt havde han "god kontakt" til advokat BH som skrev til politiet. Noget materiale blev udleveret; men der var også en anden sag, hvor politiet nægtede advokat BH at udlevere materialet. Man tog politiets afslag til efterretning uden at gå videre med det. Det var først den 18. august 1999, at han fik beskikket en advokat. Han har ikke på noget tidspunkt hørt om yderligere sigtelser eller været til afhøring hos politiet. ... Tidende ringede til ham efter den artikel, der er dokumenteret. Han havde svært ved at holde sig i gang, når der ikke skete noget og han var i en usikker situation. Hver gang han talte med nogen, lå der en "skygge af", om der var noget galt, og om han var i politiets søgelys. Han har ikke tjent penge i flere år og har måtte leve af, at hæve sine pensioner, sælge et hus og sælge en bil. Han føler, at han har været ude for en meget uretfærdig behandling. Han måtte ikke se noget materiale i forbindelse med sagen eller selv komme til orde.

Procedure

A har gjort gældende, at der ikke har været relevant strafferetlig forbindelse til de selskabstømmerkomplekser, som anklagemyndigheden har henvist til, og at der ikke har været grundlag for at rejse sigtelse mod ham. Sigtelsen kunne og burde desuden være frafaldet på et langt tidligere tidspunkt, og anklagemyndigheden har ikke dokumenteret eller blot sandsynliggjort, at en sagsbehandlingstid på næsten 5 år har været berettiget. Det må i den sammenhæng betragtes som en skærpende omstændighed, at der ikke har været iværksat efterforskning konkret med henblik på at vurdere, om der var grundlag for at opretholde sigtelsen mod A, som ikke engang har været afhørt af politiet undervejs i forløbet. Politiet har endvidere foretaget ransagningen under medvirken af andre personer end omfattet af rettens ransagningstilladelse, og der er sket beslaglæggelse uden fornøden hjemmel, idet der i strid med rettens kendelse ikke inden 14 dage er sket forelæggelse med henblik på rettens kendelse om beslaglæggelse. Da A ikke var i besiddelse af materialet, var han afskåret fra at varetage sine interesser under de civile erstatningssager og blev derfor dømt. Det må endvidere antages, at det er politiet, der har ladet Jyllandsposten tilgå oplysninger om ransagningen, da det ellers forekommer uforståeligt, hvorfra avisen skulle have fået de detaljerede oplysninger særligt om As forbogstaver og hans tidligere virksomhed i ..., der klart røber, hvem der tales om, og kriminalkommissær RBs udtalelse til ... Tidende må anses for værende i strid med forbuddet mod at udtale sig om skyldsspørgsmål. Der er ved disse forhold sket retsstridig krænkelse af As rettigheder, og den lange sagsbehandlingstid er desuden i strid med EMKs artikel 6. A har som følge af ransagningen, beslaglæggelsen og omtalen i Jyllandsposten og ... Tidende lidt væsentlige tab, idet han har måtte ophøre med sin konsulentvirksomhed og de seneste år været henvist til at leve af ophævede pensionsordninger og salg af bil og hus, ligesom han på grund af det manglende materiale er blevet dømt i erstatningssager. Dertil kommer den psykiske belastning. Han er også berettiget til godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26, og samlet kan erstatningen mindst opgøres til et beløb som det påståede, der desuden må betragtes som ubestridt af anklagemyndigheden.

Anklagemyndigheden har gjort gældende, at A har udvist egen skyld ved at medvirke til handel med overskudsselskaber under sådanne omstændigheder, at det må have stået ham klart, at de foretagne transaktioner var i strid med den dagældende aktieselskabslovs § 115, stk. 1 eller dagældende anpartsselskabslovs § 84. Sigtelserne mod ham har haft det fornødne grundlag, og beslutningen om at opgive påtale havde blandt andet sammenhæng med forskellige nærmere beskrevne processuelle overvejelser i forbindelse med specielt behandlingen af sagen mod den medsigtede RP. En sagsbehandlingstid på 4 år 9 måneder er desværre ikke usædvanlig og kan ikke undgås i sagskomplekser som det foreliggende. Efter bemærkningerne til ransagningsbestemmelsen er politiet berettiget til under ransagning at lade sig bistå af andre personer. Det var i begæringen til retten nævnt, at politiet agtede at lade revisorer og skattefolk medvirke, og der kan ikke i rettens standardformulering af kendelsen indfortolkes nogen afstandtagen fra dette almindelige princip. Da A under ransagningen erklærede sig indforstået med, at materialet blev taget i bevaring, er der ikke efter retsplejeloven noget krav om, at retten skal tage stilling til beslaglæggelsen. A har ikke på noget senere tidspunkt forlangt spørgsmålet forelagt retten, og politiet har, således som det ved ransagningen blev stillet i udsigt, undervejs på anmodning udleveret kopi af materiale, som man oplyste at have behov for. Vedrørende avisomtalen bestrides det, at oplysningerne hidrører fra politiet, og kriminalkommissær RBs udtalelse er ingen ulovlig tilkendegivelse om skyldsspørgsmålet, men udtryk for det dilemma og den afbalancering af hensyn, som er nødvendig ved redegørelse for politiets efterforskningsskridt overfor offentligheden. Vedrørende størelsen af det påståede beløb har anklagemyndigheden henvist til, at det ikke påhviler anklagemyndigheden at godtgøre størrelsen af et erstatnings- eller godtgørelseskrav.

Domsmandsrettens begrundelse og resultat

Efter oplysningerne om As virksomhed må han have været bekendt med reglerne omkring selskaber, herunder forbuddet mod selvfinansiering, og det må have stået ham klart, at de transaktioner, som han medvirkede til, indebar en overtrædelse af forbuddet mod selvfinansiering og også på anden vis måtte betegnes som af tvivlsomme. Sammenholdt med det relativt begrænsede indgreb, som han har været udsat for, finder retten, at der er grundlag for at nægte ham erstatning i medfør af retsplejelovens 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 3. Retten bemærker herved yderligere, at der ikke er grundlag for at antage, at politiet har været ansvarlig for presseomtalen af ransagningen, at der ikke ses at være handlet ulovligt i forbindelse med gennemførelsen af ransagningen og beslaglæggelsen, samt at der ikke henset til det samlede sagskompleks ses tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at sagsbehandlingstiden skulle indebære en overtrædelse af EMK artikel 6.

Efter erstatningssagens forløb og resultat finder retten, at A bør betale sagens omkostninger.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Anklagemyndigheden frifindes.

A betaler sagens omkostninger, herunder salæret til den beskikkede advokat.

----------

Østre Landsrets dom af 5. december 2003, 23. afdeling, S-2137-03

Frederikssund Rets dom af 2. juni 2003 (sag nr. SS 678/2001) er anket af A med påstand principalt at han er berettiget til erstatning/godtgørelse for krænkelse af menneskerettighedskonventionens art. 6 samt erstatning efter retsplejelovens § 1018 b, subsidiært at han er berettiget til godtgørelse/erstatning for krænkelse af menneskerettighedskonventionens art. 6 eller i medfør af retsplejelovens § 1018b eller efter dansk rets almindelige erstatningsregler, jf. retsplejelovens § 1018 h.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Under et forberedende retsmøde den 5. august 2003 blev det besluttet, at nærværende domsforhandling alene skulle omhandle spørgsmålet om erstatningspligt, således at spørgsmålet om den eventuelle erstatnings størrelse blev henskudt til senere afgørelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af erstatningssøgende A, der har vedstået sin forklaring i byretten.

Der er endvidere afgivet forklaring af kriminalkommissær RB, der har forklaret bl.a., at han ikke kan huske, om han har talt med journalist NB der den 26. april 1995 i ... Tidende omtalte ransagningen hos erstatningssøgende. Det er ikke vidnet, som har lækket oplysninger til pressen. Det var vidnet, som var ansvarlig for sagen mod erstatningssøgende, som imidlertid af resursemæssige grunde ikke blev afhørt. Der var hele tiden andre sager, der var mere presserende. Erstatningssøgende indgik i flere sagskomplekser, idet han havde købt eller solgt selskaber til personer, som blev tiltalt i andre sagskomplekser. Der var ikke på noget tidspunkt tale om, at efterforskningen i relation til erstatningssøgende blev opgivet, men der var diskussion om, hvilket sagskompleks han skulle medtages i. Der var udstedt ca. 25 retsanmodninger i en række lande f.eks. Tyskland, USA, Gibraltar og Australien.

Procedure

Parterne har i det væsentlige procederet som i byretten. Vedrørende spørgsmålet om hvorvidt der er sket en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6 har erstatningssøgende procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, der vedrørende dette spørgsmål indeholder følgende anbringender:

"...

at	fristberegningen i henhold til art. 6, stk. 1 starter den 10. april 1995, hvor Retten i Frederikssund afsagde kendelse om ransagning, alternativt den 25. april 1995.
at	yderligere en frist i henhold til art. 6, stk. 1 begynder at løbe, da der i juli 1996 blev rejst en ny sigtelse, og at fristberegningstidspunktet gælder selvom sigtelsen ikke blev forkyndt,
at	det er en særskilt krænkelse af A, at denne først ved den civile erstatningssag bliver gjort bekendt med sigtelsen, der blev rejst i juli 1996,
at	fristen efter art. 6, stk. 1 først afbrydes 2 måneder efter, at tiltalen blev frafaldet, da den overordnede anklagemyndighed indtil dette tidsrum jf. Rpl. § 724 stk. 2 kunne fortsætte strafforfølgningen. Det vil sige fristudløb ultimo februar 2000, næsten 5 år senere,
at	anklagemyndigheden ikke har dokumenteret, at sagsbehandlingen på ethvert stadie er fremmet med den hurtighed, som art. 6 fordrer. Sagen har reelt været "død" siden ransagningen den 25. april 1995,
at	det fra starten har stået anklagemyndigheden klart, at A ikke har kunnet straffes, idet bemærkes, at A aldrig er afhørt og at tiltalen blev opgivet få måneder efter forsvarer blev beskikket,
at	den rejste tiltale omfatter bedrageri af særlig grov beskaffenhed, hvorved A risikerer en fængselsstraf på op til 8 år, hvilket i forhold til art. 6 stiller skærpet krav til sagsbehandlingstiden,
at	A ikke siden tiltalen har udvist en adfærd, der er skyld i den lange sagsbehandlingstid. Han er aldrig afhørt, og der er aldrig sket efterforskning i forhold til ham,
at	manglende ressourcer af faglig eller økonomisk karakter ikke kan godtages som en undskyldende omstændighed,
at	anklagemyndigheden ikke har dokumenteret, at udskillelse ikke har kunnet finde sted. På tilsvarende måde har anklagemyndigheden ikke dokumenteret, at sagen ikke kunne være fremmet ved beskæring,
at	der i den afsluttede straffesag i forhold til RP i det af anklagemyndigheden påberåbte sagskomplekser er sket strafreduktion som følge af langvarig sagsbehandling,
at	sagsbehandlingstiden er i strid med As rettigheder i henhold til art. 6, stk. 1.

..."

Landsretten udtaler

Landsretten lægger efter bevisførelsen, herunder As egen forklaring til grund, at A i adskillige tilfælde har handlet med såkaldte overskudsselskaber, at transaktionerne i forbindelse hermed i nogle tilfælde blandt andet har indebåret en overtrædelse af forbuddet mod selvfinansiering, og at flere af As aftagere af disse selskaber er blevet idømt straf for transaktionerne. Det lægges endvidere til grund, at A må have været klar over, at transaktionerne med selskaberne indebar en overtrædelse af selvfinansieringsforbuddet. Herefter findes erstatningssøgende ved sin egen adfærd at have givet anledning til ransagningen. Landsretten tiltræder derfor, at der ikke gives erstatningssøgende erstatning, jf. retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 3.

Heller ikke efter bevisførelsen for landsretten findes der grundlag for at antage, at politiet har været ansvarlig for presseomtalen af henholdsvis ransagningen og sigtelsen, eller at politiet i forbindelse med gennemførelsen af ransagningen og bevaringstagelsen af dokumenterne har handlet retsstridigt.

Henset til at sagen mod erstatningssøgende var led i en efterforskning i en række større sagskomplekser der omfattede flere sager, en lang række andre personer, og et meget stort antal transaktioner, der nødvendiggjorde flere tidskrævende efterforskningsskridt, også i udlandet, hvilke efterforskningsskridt blandt andet blev gennemført i perioden 1996 til 1998, finder landsretten uanset den lange sagsbehandlingstid ikke, at denne har indebåret en overtrædelse af menneskerettighedskonventionens artikel 6.

Landsretten finder herefter heller ikke grundlag for at tilkende erstatning i medfør af retsplejelovens § 1018 h.

Derfor stadfæstes byrettens dom.

Med sagsomkostningerne for landsretten forholdes som nedenfor bestemt.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom i sagen mod erstatningssøgende A stadfæstes således at anklagemyndigheden frifindes for de nedlagte påstande.

Erstatningssøgende skal betale sagens omkostninger for landsretten.