Det er i forældelseslovens § 18, stk. 2, præciseret, at det relevante afbrydelsestidspunkt, hvor udlægget foretages af RIM er udlægsforretningens foretagelse. Der er således sket en lovfæstelse af praksis, jf. UfR2000.1504 H.
Forudsætningen i forældelseslovens § 18, stk. 1 om, at forretningen skal fremmes inden for rimelig tid, gælder tilsvarende.
Anmodningen om udlæg vil have "egentlig" afbrydelsesvirkning, uanset om udlægsforretningen
- faktisk fører til foretagelse af udlæg eller
- alene til konstatering af, at skyldneren ikke ejer noget, der kan gøres til genstand for udlæg, dvs. ved skyldnerens afgivelse af insolvenserklæring.
Den forældelsesfristafbrydende virkning, der er knyttet til gennemførelsen af udlægsforretningen, bortfalder ikke, fordi udlægget bortfalder i medfør af reglen i retsplejelovens § 526, stk. 4. Efter denne bestemmelse bortfalder udlæg i løsøre (bortset fra visse biler, skibe og luftfartøjer) og udlæg i visse fordringer, herunder bl.a. fondsaktiver, 1 år efter foretagelsen.
En opgørelse i fogedretten i forbindelse med foretagelse af udlæg etablerer som udgangspunkt ikke et særligt retsgrundlag for påløbne renter og omkostninger, jf. bemærkningerne til forældelseslovens § 5.
Det er i SKM2008.201.SKAT, som gengivet i afsnit F.9.3.3.2.1, nærmere præciseret, hvornår en udlægsforretning har afbrudt forældelsen, uanset om udlægsforretningen foretages på skattecentret, som udgående udlægsforretning eller gennemføres ved politifremstilling.