Parter
H1 Support ApS
(selv)
A
(selv)
H2 Internet Service c/o H1 Support ApS
(selv)
mod
SKAT Hovedcentret (tidligere Told-og Skattestyrelsen)
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)
Afsagt af højesteretsdommerne
Torben Melchior, Poul Sørensen, Poul Søgaard, Jon Stokholm og Michael Rekling
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 9. afdeling den 15. januar 2008.
Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.
Påstande
Appellanterne, H1 Support ApS, A og H2 Internet Service , har gentaget deres påstande.
SKAT Hovedcentret har principalt påstået stadfæstelse, subsidiært frifindelse.
Supplerende sagsfremstilling
Som anført i landsrettens dom har SKAT Hovedcentret til brug for sagen i et brev 14. juni 2006 oplyst, at man ikke kan bekræfte at have modtaget klagebrevet af 20. maj 1997 vedrørende ToldSkats afgørelse af 13. maj 1997.
Forud herfor havde Skattecentret i et brev af 22. maj 2006 til SKAT Hovedcentret bl.a. anført følgende:
"Jeg har sporet sagen til at være vores ..., som ligeledes er blevet kasseret. Jeg vedlægger aktoversigt på sagen, akt 24 indikerer at sagen skulle være afsluttet hos Told- og Skattestyrelsen."
Højesterets begrundelse og resultat
Af de grunde, der er anført af landsretten - og idet H1 Support ApS, A og H2 Internet Service ikke for Højesteret har fremført omstændigheder, der kan føre til et andet resultat - tiltræder Højesteret, at deres påstande er afvist.
Højesteret stadfæster derfor dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 Support ApS, A og H2 Internet Service solidarisk betale 50.000 kr. til SKAT Hovedcentret.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.