Dato for udgivelse
18 maj 2009 12:42
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
11 maj 2009 13:24
SKM-nummer
SKM2009.343.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 42B-6836/2008
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Salg + Ejendomsavancebeskatning
Emneord
Parcelhusreglen, fritidshus, sameje, fritidsbolig
Resumé

Sagsøgeren havde erhvervet en 1/3 af en fast ejendom i ideelt sameje og gjorde gældende, at avancen ved salget var omfattet af sommerhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.

Sagsøgerens medejere anvendte ubestridt ejendommen - der var registreret som et enfamilieshus i matriklen - til beboelse og opnåede skattefrihed ved salget efter parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Sagsøgeren selv havde derimod alene anvendt ejendommen til fritidsbrug.

Retten fandt, at ejendommen i udgangspunktet var omfattet af parcelhusreglen, og at ejendommen ikke kunne være omfattet af sommerhusreglen, når medejerne ubestridt havde anvendt ejendommen som helårsbolig.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Reference(r)
Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 2
Henvisning
Ligningsvejledningen 2009-1 E.J.1.6.1

Parter

A
(Advokat Lars Cort Hansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Adv.fm. Emil Andresen)

Afsagt af byretsdommer

Bo Østergaard

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører, om fortjeneste ved salg af en fast ejendom vurderet som helårsbeboelse er skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.

Sagsøgeren, A, har nedlagt påstand om, at sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomståret 1999 nedsættes med 119.791 kr.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Landsskatteretten afsagde den 13. august 2008 følgende kendelse

"...

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 1999

Kapitalindkomst

Fortjeneste ved salg af ejendommen ...1 B er opgjort efter ejendomsavancebeskatningslovens regler til 359.373 kr., hvoraf en 1/3, eller 119.791 kr., er henført til klagerens ejerandel, idet fortjenesten for klagerens vedkommende ikke er anset for skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 8.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Møde mv.

Klageren og klagerens repræsentant har haft lejlighed til at udtale sig om sagen ved et møde med Landsskatterettens sagsbehandler (forhandling). Der er anmodet om retsmøde. Retsmødeanmodningen er afskåret i medfør af skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, idet denne fremgangsmåde må anses for overflødig i denne sag.

Sagens oplysninger

Ved købsaftale af 21. marts 1997 købte klageren ejendommen ...1 B, i sameje med sin bror og dennes ægtefælle for en kontant købesum af 1.977.426 kr. til overtagelse den 1. november 1997, idet de herefter hver ejede 1/3 af ejendommen.

Den 1. januar 1999 blev ejendommen vurderet som en ejerboligejendom med 1 lejlighed til 2.200.000 kr., hvoraf 868.200 kr. blev henført til grundværdien. Ifølge vurderingsoplysningerne fandtes der på ejendommen, der havde et vurderet areal på 12.851 m2, et fritliggende enfamilieshus opført i 1937 og om- eller tilbygget i 1977 med et beboet areal på 300 m2 indrettet med 11 værelser, køkken, 4 toiletter og 2 badeværelser samt et kælderareal på 36 m2. I vurderingen blev der givet et nedslag på 250.000 kr., idet der var begrænset efterspørgsel efter denne type ejendom.

Ved approbation af 25. juni 1999 godkendtes udstykning af et areal på 2.700 m2 fra ejendommen, hvorpå den nævnte bebyggelse var beliggende. Den frastykkede ejendom fik adressen ...1 B, idet den tilbageværende og ubebyggede grund herefter fik adressen ...1 C.

Ifølge oplysninger indhentet af skatteforvaltningen kan der herefter ikke udstykkes yderligere fra ejendommen ...1 B til selvstændig bebyggelse, idet ejendommen er beliggende i landzone.

Klageren og hans to medejere solgte ejendommen ...1 B ved skøde af 21. juni 1999 for en kontant salgssum af 2.776.140 kr. til overtagelse den 1. juli 1999. Ifølge skødet var ejendommen udelukkende til helårsbeboelse. Følgende inventar var omfattet af handlen: Ovn mrk. Siemens, bordkomfur mrk. Siemens, emhætte mrk. Siemens, køleskab mrk. Electrolux, opvaskemaskine mrk. Siemens, vaskemaskine mrk. Miele samt tørretumbler mrk. Blomberg.

Klagerens bror og dennes ægtefælle samt ægteparrets 4 børn har været tilmeldt folkeregistret på adressen ...1 B i ejerperioden, hvor klageren og hans familie har været tilmeldt folkeregistret på adressen ...2.

Skatteankenævnets afgørelse

Fortjeneste ved salg af ejendommen ...1 B er opgjort efter ejendomsavancebeskatningslovens regler til 359.373 kr., hvoraf en 1/3, eller 119.791 kr., er henført til klagerens ejerandel, idet fortjenesten for klagerens vedkommende ikke er anset for skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 8.

Nævnet kan ikke tilslutte sig den principale påstand fremsat ved ankenævnsbehandlingen, hvorefter ejendommen skulle have tjent til bolig for klageren og hans husstand i en del af ejertiden i ejendomsavancebeskatningslovens forstand. Fortjenesten er herefter ikke skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

For så vidt angår den subsidiære påstand fremsat overfor skatteankenævnet, om at ejendommen skulle være omfattet af sommerhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, uanset den vurderingsmæssige status, finder nævnet ikke, at betingelserne herfor er opfyldt. Det er en forudsætning for, at sommerhusreglen finder anvendelse på en helårsbolig, at ejendommen i ejertiden ikke har været benyttet som helårsbolig. Klagerens medejere har således anvendt ejendommen ...1 B til helårsbeboelse gennem hele ejerperioden.

De fremlagte tegninger over ejendommen tilsiger ikke, at ejendommen rent faktisk er opdelt i to adskilte lejligheder og anvendt i overensstemmelse hermed. Det forhold, at ejendommen indeholder to køkkener og to indgange, kan ikke føre til et andet resultat. Det kan endvidere ikke anses for godtgjort, at klageren havde fuld rådighed over den del af ejendommen, som efter det oplyste skulle være adskilt fra den øvrige del af ejendommen. Der foreligger ikke weekendtilladelse, ligesom der ikke er gjort bemærkninger i skøde eller slutseddel om, at ejendommen var købt som sommerbolig.

Fortjenesten er herefter opgjort på følgende måde

Ejendomsværdi 1. januar 1998

2.000.000 kr.

 

Grundværdi 1. januar 1998

  868.200 kr.

 

Ejendommens vurdering (2.000.000 - 868.200)

1.131.800 kr.

 
   

Kontantomregnet købesum

1.977.426 kr.

 
     

Ejendommens købesum
(1.977.426 / 2.000.000 x 1.131.800)

1.119.025 kr.

 

Grundens købesum
(1.977.426 / 2.000.000 x 868.200)

  858.401 kr.

 

I alt

1.977.426 kr.

 
   

Skønsmæssigt ansat købesum for ejendom med grund (grundareal 12.851 m2)

   
   

Grund ansættes skønsmæssigt til vurderingen

675.000 kr.

 

Ejendom

1.119.025 kr.

 

Købesum i alt

1.794.025 kr.

 
   

Salgssum

 

2.776.140 kr.

Købesum

1.794.025 kr.

 

Ejertidstillæg
(20.000 x 2.700 m2 / 12.851 m2)

4.202 kr.

 

Tillæg for forbedringer ud over fast tillæg

   

(622.742 - 4.202)

  618.540 kr.

 

Købesum i alt

2.416.767 kr.

-2.416.767 kr

Fortjeneste

 

359.373 kr.

   

Klagerens andel heraf 1/3

 

119.791 kr.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klagerens fortjeneste ved salg af ejendommen ...1 B må anses for skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.

Ejendommen var opdelt i to lejligheder, hvilket fremgår af de fremlagte tegninger. Der var således to indgange og to køkkener samt selvstændige stuer, værelser og badeværelser til hver lejlighed. Hver lejlighed fungerer fuldstændigt selvstændigt, idet klageren og hans medejere rådede over hver deres separate lejlighed. Ifølge Ligningsvejledningens definition er der således tale om en selvstændig lejlighed, når der blot hører eget køkken til den pågældende lejlighed. Hertil kommer, at ejendommen også inden klagerens overtagelse af ejendommen var beboet af to familier.

Klagerens formål med erhvervelsen var at anvende ejendommen som fritidsbolig for klageren og hans familie til ophold i weekender og ferier, da klageren fortsat ønskede at have sin helårsbolig ...2 til rådighed. Ejendommen blev endvidere reelt benyttet som en fritidsejendom af klageren og hans familie gennem hele ejerperioden. Hele ejendommen og ejendommens omgivelser taler kraftigt for, at der var tale om en fritidsejendom, og dokumenterer eller sandsynliggør således, at ejendommen reelt har været anvendt som en fritidsejendom.

Ejendommen ...1 B er meget velegnet som fritidsbolig, da ejendommen er beliggende med særdeles flot udsigt over et større markområde. Ejendommen, som indeholder hestefold, havde et areal på i alt 13.000 m2, hvoraf 3.000 m2 udgjorde en parklignende have. Endvidere ligger ejendommen alene 1,5 km fra den dejlige strand. Der er skov lige på den anden side af ..., der ligger ca. 500 m fra fritidshuset. Blot 300 m fra fritidshuset ligger en tennisbane. Grunden støder op til et fredet areal, hvoraf en del er udlagt til kolonihaver, som også skal anvendes til fritidsformål. Naboejendommen har status som sommerhus.

Efter købet flyttede klagerens medejere, som var klagerens bror og dennes ægtefælle, ind i den ene af husets to lejligheder og anvendte denne som helårsbolig, mens klageren udelukkende anvendte husets anden lejlighed som fritidsbolig. På grund af større udgifter end forventet ved ejendommen valgte klageren og hans medejere at sælge ejendommen i 1999. Efter salget blev medejerne ikke beskattet af deres andel af fortjenesten, da deres ideelle andel af ejendommen blev anset for skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Ejendommen ...1 B må være omfattet af ordlyden af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, som omhandler sommerhuse og lignende, hvis begrebet "lignende" overhovedet skal have en betydning. Det fremgår derimod ikke af lovteksten, at sommerhuset skal være officielt klassificeret som sådant. Lovens forarbejder nævner intet om, hvad der menes med dette ordvalg, hvorfor der må anlægges en forholdsvis bred eller udvidende fortolkning heraf.

En skattelovsbestemmelse, hvor der er tvivl om rækkevidden, skal endvidere altid fortolkes til gunst for skatteyderen. Der er således ikke belæg for en fortolkning af ejendomsavancebeskatningsloven, der indebærer, at eksempelvis en ejendoms vurderingsmæssige status er afgørende for, hvornår en lejlighed i ejendommen anses for at være en selvstændig fast ejendom i skatteretlig henseende. Der er med andre ord ikke efter ejendomsavancebeskatningsloven tillagt skattemyndighederne et frit skøn over, hvornår et hus kan anses for at være et fritidshus i skatteretlig forstand. Det afgørende må i stedet være, hvad huset reelt er blevet brugt til. Skattemyndighederne har da heller ikke bestridt den faktiske benyttelse som fritidsbolig, hvorfor det er overraskende, at skattemyndighederne ikke har accepteret, at ejendommen er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Der henvises til Højesterets dom af 14. februar 2003, offentliggjort i SKM2003.91.HR og Landskatterettens kendelse af 31. maj 2006, offentliggjort i SKM2006.415.LSR.

Såfremt Landsskatteretten mod forventning skulle komme frem til, at der ikke var tale om et tofamilieshus, skal det bemærkes, at dette ikke medfører, at salget ikke kan være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, da et hus ikke kan kvalificeres skattemæssigt forskelligt for to ejere. Det er således i det omhandlede tilfælde ligegyldigt, at klagerens medejere anvendte huset til helårsbeboelse. Ved skatteankenævnets afgørelse behandles husets to lejligheder således skattemæssigt forskelligt, idet fortjenesten for de øvrige ejere bliver skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, hvorimod klageren beskattes efter ejendomsavancebeskatningslovens § 1, stk. 1.

Syn og skøn

På baggrund af repræsentantens forslag til syns- og skønstema af 16. maj 2005 og ToldSkats bemærkninger hertil af 5. juli 2005 er fremkommet syns- og skønsrapport af 6. december 2007. Af syns- og skønsrapporten fremgår bl.a. følgende:

"...

Spørgsmål 1

Ud fra det tegningsmateriale som er udleveret af rekvirenten, er ejendommen beliggende ...1 opdelt i 2 selvstændige lejligheder i 1999, dog under forudsætning for at lejlighederne var adskilt med en brandmur, hvilket ikke tydeligt fremgår af tegningerne. På tegningerne i bilag 1 ses det, at der er køkken, toilet og bad i begge lejligheder, hvilket danner grundlag for at der kan bo en familie i hver af de 2 lejligheder, hvorfor jeg som syns- og skønsmand betragter tegningsmaterialet for, at der i 1999 var 2 selvstændige lejligheder på ejendommen.

Spørgsmål 2

Under forudsætning af at jeg tyder tegningsmaterialet korrekt, så kan jeg konstatere at der er 1 toilet, 1 køkken og 1 badeværelse i hver af de 2 lejligheder jf. bilag 1. toilet og køkken forefindes i begge lejligheder i stueplan, og badeværelset er placeret på 1. sal i begge lejligheder.

Ydermere er der for mig at se et separat toilet på 1. sal i begge lejligheder, ud over førstnævnte.

Spørgsmål 3

Ejendommen beliggende ...1 var i 1999 registreret som beboelsesejendom med ejendomskode 01 i BBR-registret, hvorfor den teknisk set må betragtes som en beboelsesejendom i landzone. Ejendommen er tæt beliggende på et ældre parcelhusområde fra starten af 70'erne som danner grænsen ud mod de landlige omgivelser. Ejendommen er derfor ikke efter mit bedste skøn en typisk fritidsbolig. Jeg skal dog tillade at indføje, at egnet anvendelse til fritidsbolig er et lidt vidt begreb, da egnetheden kan bestå i flere ting alt efter hvilken type person der ønsker at benytte en sådan ejendom. Dog vil jeg tillade mig at konkludere at det ikke er en typisk egnet fritidsejendom, dog nok nærmere en beboelsesejendom beliggende i landzone.

Spørgsmål 4

Ejendommen beliggende ...1, ligger tæt op ad en parcelhusbebyggelse fra starten af 70' erne mod nordøst og allerede i år 2000/01 vedtages lokalplan nr. 1.88 som åbner mulighed for bebyggelse af det der i dag hedder ... som ligger på den modsatte side. Der er således kun registreret en ejendom som fritidsbolig på vejen, resten er enten beboelsesejendomme eller landejendomme. Området er derfor efter mit bedste skøn ikke et typisk fritidshusområde og jeg konkludere der ud fra, at området ikke er egnet til fritidsområde."

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Fortjeneste ved salg af en fast ejendom vurderet som en helårsbeboelse vil efter praksis være omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, hvis det er godtgjort, at ejendommen er købt som og anvendt som fritidshus. Det er endvidere en betingelse for skattefrihed efter bestemmelsen i stk. 2, at ejendommen ikke har været anvendt til helårsbeboelse i ejertiden. Der henvises til Ligningsrådets bindende forhåndsbesked af 16. december 1997, offentliggjort i TfS 1998, 118, samt Told- og Skattestyrelsens kommentar hertil af 5. januar 1998, offentliggjort i TfS 1998, 122.

Det lægges til grund som ubestridt for sagens afgørelse, at klagerens medejere af ejendommen ...1 B benyttede ejendommen til helårsbeboelse gennem hele ejerperioden. Retten finder herefter ikke, at klagerens andel af fortjenesten ved salget af ejendommen, der i det omhandlede indkomstår var vurderet som en ejerboligejendom med 1 lejlighed, er skattefri i medfør af bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, uanset oplysningerne om ejendommens indretning.

Klageren skal derfor medregne sin andel af fortjenesten ved salget af ejendommen ...1 B opgjort efter ejendomsavancebeskatningslovens regler ved indkomstopgørelsen, jf. lovens § 1, stk. 1.

Landsskatteretten stadfæster herefter skatteankenævnets afgørelse, idet den talmæssige opgørelse af fortjenesten ikke har været bestridt.

..."

Forklaringer

A har forklaret, at for hans vedkommende var formålet med købet af huset at få en fritidsbolig tæt på skov og strand. De lavede ikke nogen skriftlig aftale om brugsret til hver deres del af huset. Skødets § 8 fik sin udformning under hensyn til, at de ville stå frit med hensyn til brugen af huset. Han og hans familie har ikke haft planer om at flytte fra ...2. De brugte i stort omfang deres del af huset ...1 i ferier og weekender. De havde nok 30-40 overnatninger der om året. De havde ingen udlejning af deres del af huset. Der blev ikke indhentet tilladelse fra kommunen til brug af en del af huset som fritidsbolig. Ejendommen blev solgt, da de ikke længere havde råd til at have den.

BB har forklaret, at hans bror sammen med sin familie brugte deres del af huset i weekender og ferier. Huset var velegnet til to familier. Det var beliggende i et rekreativt område tæt ved skov og strand. Vidnet og hans ægtefælle havde bopæl i deres del af huset i hele ejerperioden.

Parternes synspunkter

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter.

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument anført: "Til støtte for den nedlagte principale påstand gøres det gældende,

at

sagsøger har erhvervet ejendommen ...1 B udelukkende med henblik på anvendelse som fritidsbolig for sagsøger og dennes familie (hustru og børn), og sagsøger og dennes familie har også reelt og faktisk udelukkende anvendt ejendommen som fritidsbolig i weekends og ferier,

 

at

sagsøger og dennes familie i hele ejerperioden for ejendommen fra 1997 til 1999 alene har ejet og anvendt familiens andelslejlighed ...2 som helårsbolig, og at familien ikke har ejet andre ejendommen end helårsboligen i ...2 og fritidsboligen på ...1 B,

 

at

SKAT ikke på noget tidspunkt har bestridt, at sagsøger og dennes familie rent faktisk har anvendt ejendommen som fritidsbolig, og at Skatteankenævnet heller ikke har bestridt, at ejendommen har været anvendt som sagsøger og dennes families fritidsejendom,

 

at

formodning og al sandsynlighed taler for, at ejendommen har været anvendt som fritidsbolig, da enhver anden anvendelse af ejendommen jo ikke er logisk og sammenhængende med, at familien hele tiden har haft helårsbolig i andelslejligheden i ...2,

 

at

der er en anden ejendom på samme vej (...1), der er registreret som fritidsbolig,

 

at

afståelsessummen for ejendommen derfor er skattefri for sagsøger, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2,

 

at

Landsskatterettens begrundelse for at gøre sagsøger skattepligtig ved afståelsen af ejendommen er åbenbart forkert, da Landsskatteretten begrunder skattepligten med, at sagsøgers medejere af ejendommen benyttede ejendommen til helårsbeboelse, og da ejendommen i det omhandlede indkomstår var vurderet som en ejerboligejendom med 1 lejlighed. Denne begrundelse er åbenbart fejlagtig, da syn- og skønsmanden netop i skønsmandens rapport bekræfter, at ejendommen var opdelt i 2 selvstændige lejligheder i 1999, og det må anses for noget usædvanligt, at Landsskatteretten i sin afgørelse både tilsidesætter skønsmandens rapport, samt endog går direkte imod skønsmandens konklusion vedrørende ejendommens opdeling, jf. skønsmandens besvarelse af spørgsmål 1 og 2 i skønsrapporten, som også gengivet i Landsskatterettens afgørelse på side 7, jf. bilag 1.

 
 

Skønsmanden når således netop frem til, at ejendommen er opdelt i 2 selvstændige lejligheder, samt at der er både toilet, køkken og badeværelse i hver af de 2 lejligheder, samt at der kan bo en familie i hver af de 2 lejligheder, jf. skønsmandens besvarelse af spørgsmål 1 og 2 i skønsrapporten, jf. side 7 i bilag 1, samt at der endog er et separat toilet herudover i hver lejlighed.

 
 

Herudover er det fejlagtigt af Landsskatteretten i sin begrundelse, at lade den enes skattepligtsforhold afgøre skattepligten for den anden (her: sagsøger), og dette må siges både at være noget usædvanligt og også åbenbart forkert. Som et eksempel herpå kan f.eks. anføres den situation, hvor et sommerhus ejes af to familier, hvor den ene familie ("familie 1 ") anvender sommerhuset privat, mens den anden familie ("familie 2") ikke anvender sommerhuset til privat formål. I denne situation vil "familie 1" jo åbenbart være skattefri af et salg af "familie 1's" ejerandel af sommerhuset, mens "familie 2" vil være skattepligtig af sin ejerandel af sommerhuset. Landsskatterettens begrundelse er således i sig selv åbenbart fejlagtig, da den enes families anvendelse af sin lejlighed ikke har nogen indflydelse på den anden families anvendelse af denne families lejlighed i ejendommen, og i nærværende sag er det jo netop et faktum - der ikke er bestridt af SKAT - at den ene familie har anvendt sin lejlighed som helårsbolig, mens sagsøgers familie har anvendt sin lejlighed i ejendommen som fritidsbolig, hvorfor den skatteretlige kvalifikation og bedømmelse jo også må være forskellig for de to familier,

 

at

Landsskatterettens henvisning til TfS 1998.118 også er fejlagtig, da denne afgørelse vedrører en helt anden situation, hvor en familie som en delvis gave overtager en etfamilieshus helårsbeboelse af den enes moder, der fortsætter med at bebo ejendommen, hvorefter familien efter moderens flytning til plejehjem anvender boligen som fritidsbolig. I nærværende sag er der tale om, at sagsøgers familie erhverver ejendommen som fritidsbolig og med henblik på at anvende ejendommen som sådan, og rent faktisk også anvender ejendommen som fritidsbolig, hvilket er ubestridt af skattemyndighederne, ligesom ejendommen i nærværende sag dokumenteret, jf. skønsmanden og bilag 2, har været opdelt i 2 selvstændige lejligheder og således er et tofamilieshus. Afgørelsen i TfS 1998.118 er således slet ikke sammenlignelig med de faktiske omstændigheder i nærværende sag.

   

at

Landsskatteretten ved sin afgørelse af nærværende sag har set helt bort fra den korrekte og nyeste praksis på området, hvor det af Landsskatteretten accepteres, at boliger erhvervet som fritidsbolig faktisk anvendes som dette, også er skattefri, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, hvilket således gælder i bl.a. afgørelsen refereret i SKM2008.675.LSR, hvor Landsskatteretten endog nåede frem til, at en erhvervsbolig (!) købt som fritidsbolig ville være skattefri ved et salg. Så meget desto mere må sagsøgers salg af ejendommen ...1 B være skattefri, da der er tale om en ikke-erhvervsbolig, men derimod en ejendom der ligger på en vegne [vej.red.SKAT] med andre fritidsboliger, og en ejendom opdelt i 2 selvstændige lejligheder, hvor al formodning og sandsynlighed og logik taler for, at sagsøger og dennes familie har købt og anvendt lejligheden til og som fritidsbolig(formål), og det er ikke bestridt af SKAT, at sagsøger har anvendt ejendommen som fritidsbolig, ligesom sagsøger ikke har ejet andre ejendomme end familiens andelslejlighed (helårsbolig) i ...2 og sagsøgers fritidsbolig fra 1997 - 1999, dvs. i hele ejerperioden for fritidsejendommen, og det eneste naturlige formål med at erhverve en lejlighed nr. 2 er således at anvende denne som fritidsbolig,

 

at

det indledningsvis var Landskatterettens problem for at godkende, at lejligheden har været anvendt som fritidsbolig for sagsøgeren, at Landsskatteretten ikke fandt det godtgjort, at ejendommen var opdelt i 2 selvstændige lejligheder. Dette er nu dokumenteret og godtgjort med besvarelsen af spørgsmål 1 og 2 i skønsrapporten af 6. december 2007, jf. side 7 i bilag 1, hvorfor det undrer sagsøger, at Landsskatteretten i stedet for at give sagsøger medhold i sagen, i stedet for fastholder sagsøgers skattepligt med en åbenbart urigtig begrundelse, hvor det er sagsøgers brors anvendelse af sin lejlighed, der afgør skattepligten for sagsøger. Det bemærkes i den forbindelse, at sagsøger og sagsøgers bror i skattemæssig sammenhæng er to fuldstændigt uafhængige parter, der skal behandles som sådan i skattemæssig henseende, hvilket Landsskatteretten ikke har gjort i nærværende sag

 

at

sammenfattende må ejendomsavancebeskatningsloven fortolkes således, at der ikke i ejendomsavancebeskatningsloven kan findes belæg for en fortolkning, der indebærer, at eksempelvis ejendommens vurderingsmæssige status er afgørende for, hvornår en ejerlejlighed anses for at være en selvstændig fast ejendom i skatteretlig henseende.

 
 

Da ejendomsavancebeskatningsloven ikke tager stilling til dette spørgsmål, kan skatteforvaltningen derfor ikke blot falde tilbage på en anden lov eller anordning, som tager stilling hertil.

 
 

Der er med andre ord ikke i ejendomsavancebeskatningsloven tillagt skattemyndighederne et frit skøn over, hvornår et hus kan anses for at være et fritidshus i skatteretligt forstand,

 

at

for at kunne fastlægge hvad rækkevidden af ejendomsavancelovens § 8 stk. 2. er, må man dog nødvendigvis - i et vist omfang - fastlægge/forklare, hvad der forstås ved et sommerhus:

 
 

Som bekendt er den civilretlige definition ikke altid den samme som den skatteretlige, men for forståelsen af bestemmelsen anser jeg det for afgørende at fastlægge hvorledes et sommerhus defineres civilretligt.

 
 

Ser man på de overordnede regler for sommerhuse i planlovens § 34 og § 38a til § 41, opstiller disse bestemmelser betingelser for anvendelse af sommerhuse.

 
 

I henhold til planlovens § 40 må en bolig i et sommerhusområde således alene anvendes til kortere ferieophold.

 
 

Ud fra dette må det således kunne udledes, at første betingelse må være, at huset alene anvendes i begrænset omfang, og det må endvidere - når sommerhuset ikke af myndighederne er klassificeret som et sommerhus - være en forudsætning, at ejeren fortsat oppebærer sin faste bopæl et andet sted. Ydermere må anvendelsen af huset tillige som hovedregel finde sted i forbindelse med ferier og weekendophold.

 
 

I sådanne tilfælde må også en helårsbolig civilretligt kunne klassificeres som et sommerhus.

 
 

Sagsøgerens benyttelse af den omhandlede bolig opfylder samtlige krav til civilretligt at klassificere huset som et sommerhus.

 

at

det ikke i ejendomsavancebeskatningsloven præciseres, hvad der helt præcist er omfattet af fritagelsesbestemmelserne.

 
 

For at kunne fastslå om en skatteyder er berettiget til at modtage en avance fra salg af fast ejendom skattefrit, er det derfor nødvendigt at undersøge andre retskilder end loven.

 
 

Udfra den retspraksis som også er nævnt i skatteankenævnets sagsfremstilling er det klart, at den formelle status af et hus som helårsbeboelse ikke fratager ejeren muligheden for at få en eventuel avance ved salg fritaget i henhold til ejendomsavancelovens § 8 stk. 2, da der ikke i skattelovgivningen er direkte hjemmel til en sådan ensidig fortolkning af bestemmelsen.

 

at

det afgørende herefter er at fastlægge, under hvilke betingelser man kan sælge et helårshus skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8 stk. 2.

 
 

Flere administrative instanser har i flere tilfælde taget stilling til, hvorvidt ejendomsavancebeskatningslovens § 8 stk. 2, kan finde anvendelse på helårshuse, der anvendes som sommerhuse.

 
 

I TfS 1998.118 erhvervede en skatteyder en helårsejendom som hans moder fik livsvarig brugsret til. Efter at moderen flyttede på plejehjem anvendte ejeren huset til sommerhus indtil huset blev solgt.

 
 

Ligningsrådet udtalte i denne sag, at et helårshus godt kan sælges skattefrit i henhold til § 8 stk. 2 såfremt det kan dokumenteres, at huset er købt som og anvendt som sommerbolig.

 
 

Denne afgørelse blev af Told og Skattestyrelsen kommenteret i TfS1998.122 hvori Told- og Skattestyrelsen opstillede nogle krav for, samt gav nogle forslag til, hvorledes en skatteyder kan dokumentere at en helårsbeboelse har været købt som og anvendt som sommerhus.

 
 

Told- og Skattestyrelsen foreslog således, at anvendelsen som sommerhus blev påført i slutseddel eller skøde. Dette er imidlertid alene et forslag til, hvorledes skatteyderen kan dokumentere anvendelsen og hensigten, og ikke fra Told- og Skattestyrelsen set som et krav.

 
 

Det skal i denne forbindelse kort bemærkes, at uanset om Told- og Skattestyrelsen havde stillet dette som et krav, så ville dette ikke udgøre andet end et fortolkningsbidrag, som ikke har direkte lovhjemmel.

 
 

Skattemyndighedernes tidligere praksis på området er således efter vor opfattelse ulovhjemlet.

 
 

I TfS 2000.371 fik ligningsrådet på ny mulighed for at tage stilling til salg af et helårshus under ejendomsavancelovens § 8 stk. 2.

 
 

Ligningsrådet udtalte i den forbindelse

 
 

"Da ejendommen derfor reelt har været anvendt som fritidsbolig ... ".

 

De fortsætter: "Fortjenesten ved afståelse vil derfor være skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8 stk. 2. "

 
 

Af denne afgørelse fremgår det klart, at der ikke kan opstilles et krav om, at der er bemærkning om anvendelse i slutseddel eller skøde. Herudover kan det af afgørelsen udledes, at det er den faktiske anvendelse i ejertiden, der er udslagsgivende.

 
 

I SKM2002.204.VLR tager landsretten ikke specifikt stilling til ejendommens vurderingsmæssige status på afståelsestidspunktet, men derimod selve anvendelsen af ejendommen eller med landsrettens ord ejendommens status i bredere forstand. Med ejendommens status forstås herved ejendommens faktiske anvendelse.

 
 

Det interessante ved dommen er således efter vor opfattelse, at landsretten ikke inddrager ejendommens vurderingsmæssige status på afståelsestidspunktet i diskussionen af, hvorvidt ejendommen kan afstås skattefrit, men alene fokuserer på ejendommens faktiske anvendelse.

 
 

Såfremt skattemyndighedernes hidtidige praksis, hvor der har været lagt afgørende vægt på ejendommens offentlige/vurderingsmæssige status på afståelsestidspunktet, var korrekt, er det bemærkelsesværdigt, at landsretten ikke inddrager dette moment i en sag, hvor det tilsyneladende synes oplagt. Landsretten bruger endvidere slet ikke ejendommens vurderingsmæssige status som bevis- eller formodningsregel.

 
 

I TfS 2000.592LSR var klassifikationen af ejendommen heller ikke korrekt på afståelsestidspunktet. I denne sag mente landsskatteretten ikke, at den vurderingsmæssige status på afståelsestidspunktet burde være udslagsgivende for vurderingen af, om ejendommen kunne afhændes skattefrit i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, idet Landsskatteretten bemærkede, at:

 
 

"Det blev lagt til grund, at sagsøgerens ejendom på afhændelsestidspunktet blev benyttet 100 pct. erhvervsmæssigt, idet sagsøgeren afskrev på 100 pct. af ejendommen på salgstidspunktet og havde selvangivet genvundne afskrivninger. Ejendommen havde således ikke på dette tidspunkt karakter af en beboelsesejendom, hvorfor retten ikke fandt, at ejendommen var omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, ligesom sagsøgeren ikke på baggrund af sagens faktiske omstændigheder havde haft en berettiget forventning om, at ejendommen i skatteretlig henseende ville blive behandlet efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8. Uanset sagsøgeren tidligere havde beboet ejendommen, var det karakteren af ejendommen på afhændelsestidspunktet, der var afgørende for den skattemæssige behandling af avancen, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8."

 
 

Denne dom viser ligeledes, at det er anvendelsen af ejendommen, der er det altafgørende moment for den skattemæssige behandling.

 

at

i nærværende sag, skal sagsøger påberåbe sig Landsskatterettens afgørelse refereret i SKM2006.415.LSR, som vi hermed skal påberåbe os i sagen.

 
 

Afgørelsen truffet af Landsskatteretten i SKM2006.415.LSR er således stort set identisk med den faktiske situation i nærværende sag, da begge sager omhandler et helårshus, der udelukkende er anvendt som fritidshus for sagsøgeren og dennes familie, og sagsøgeren og dennes familie har ligesom i afgørelsen refereret i SKM2006.415.LSR ikke i ejerperioden haft folkeregisteradresse på fritidshusejendommen, ligesom begge fritidshuse er beliggende i byzone. Hverken sagsøgerens fritidshusejendom eller ejendommen i SKM2006.415.LSR har været udlejet til tredjemand.

 
 

Der er således en lang række fælles faktiske forhold i denne sag og i SKM2006.415.LSR, der således stort set er to identiske situationer hvad angår anvendelsen af fritidshusejendommen.

 
 

Den eneste reelle faktiske forskel i de faktiske forhold i denne sag og SKM2006.415.LSR er således, at der i sidstnævnte situation var tale om en norsk familie med fast bopæl i Norge, mens der i nærværende sag er tale om en dansk familie med fast bopæl igennem mange år i en andelsbolig i ...2.

 
 

Det er hverken ret eller rimeligt, at der i retlig og skattemæssig sammenhæng skal være forskel på en dansk og norsk familie, ligesom det ikke kan være ret eller rimeligt, at en dansk familie skal have en dårligere skattemæssig situation/behandling end en norsk familie.

 
 

Det må derfor kunne lægges til grund i nærværende sag, at afgørelsen SKM2006.415.LSR også må danne grundlag for afgørelsen af nærværende sag og med samme udfald, dvs. at fritidshusejendommen kan afstås skattefrit for sagsøgeren og dennes familie.

 
 

Vi skal derfor anmode om, at præmisserne i afgørelsen i SKM2006.415.LSR også danner grundlag for afgørelsen af nærværende sag.

 

at

når skattemyndighederne inddrager en ejendoms vurderingsmæssige status på afståelsestidspunktet eller lignende i vurderingen af, om ejendommen falder ind under parcelhusreglen eller sommerhusreglen, bør der alene være tale om et af flere ligestillede momenter, der skal indgå i denne vurdering, og ikke et afgørende moment, der tillægges entydig og udslagsgivende vægt.

 

at

ud fra ovennævnte afgørelser kan det konkluderes, at retspraksis har ændret sig således og til det efter vor vurdering i overensstemmelse med lovgivningen og gældende regler på området, at det afgørende kriterium for, hvorvidt et salg kan falde ind under ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2 er, om ejendommen reelt (faktisk) har været benyttet som et fritidshus.

 
 

På baggrund af ovenstående er det således vor klare vurdering, at ejendommes offentlige/vurderingsmæssige status på salgstidspunktet ikke er relevant ved vurderingen af, om ejendommen kan afstås skattefrit efter bestemmelserne i ejendomsavancebeskatningsloven, idet det er gældende ret, at ligningsmyndighederne lægger vægt på ejendommens faktiske benyttelse og ikke den formelle klassifikation af ejendommen og lignende.

 

at

det i relation til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2 som tidligere anført, og som det fremgår af den seneste retspraksis, er helt utvivlsomt, at den offentlige vurderingsstatus eller andre offentlige registreringer og lignende ikke kan være afgørende for den skattemæssige klassifikation af et hussalg, da dette utvivlsomt ikke er et lovhjemlet kriterium.

 
 

I den forbindelse skal det understreges, at det er uomtvisteligt og ubestridt, at sagsøger har benyttet ejendommen som fritidsbolig.

 

Hvad angår klassifikationen som tofamilieshus skal vi gøre følgende gældende

 

at

det med den fremlagte skønsrapport m.v. samt den tidligere fremførte sagsfremstilling er dokumenteret, sandsynliggjort og godtgjort, at det omhandlede hus reelt har været et tofamilieshus og tillige har været anvendt som et sådant både under sagsøgers ejerperiode samt for de tidligere ejere i huset.

 

at

det er uomtvisteligt, at der i nærværende sag reelt foreligger et tofamilieshus, jf. også Landsskatteretsmeddelelsen LSRM 1967.45 som omhandler den omvendte situation.

 
 

I meddelelsen anså skattemyndighederne et hus som værende 3 lejligheder og således ikke omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens fritagelsesbestemmelser, uanset der reelt kun var toiletrum på to etager ud af tre, og uanset at ejeren selv beboede 1. og 2. sal i ejendommen.

 
 

I Ligningsvejledningen 2002, Erhvervsdrivende, E.J.1.1., i afsnittet vedrørende ejendomme, der ikke er omfattet af fritagelsesbestemmelserne, står der endvidere:

 
 

"Hvis en ejendom indeholder mere end 2 selvstændige lejligheder, kan fritagelsesreglen ikke anvendes. Der foreligger en selvstændig lejlighed, når der hører eget køkken til beboelsen."

 
 

Ifølge ligningsvejledningens definition er der altså tale om en selvstændig lejlighed, blot der hører eget køkken til den pågældende lejlighed.

 

at

det i nærværende sag omhandlede tofamilieshus af sagsøger udelukkende er anvendt som et sommerhus, og at sagsøger har haft fuldstændig særskilt råden over hans lejlighed.

 
 

Huset er derfor omfattet af definitionen på et tofamilieshus i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, jf. LSRM 1967.45 og Ligningsvejledningen 2002, Erhvervsdrivende, E.J.1.1.

 

at

den tidligere ejer af ejendommen ligeledes for skatteforvaltningen har oplyst, at huset også før sagsøgerens køb af ejendommen har været beboet at to familier.

 
 

Da det tillige er dokumenteret, sandsynliggjort og godtgjort, at sagsøger utvivlsomt i hele ejerperioden og på afståelsestidspunktet anvendte huset som sommerhus, hvilket tillige er tiltrådt af skatteankenævnet i forslaget til afgørelse, er den i henhold til nyere retspraksis afgørende betingelse for, at salget af huset er omfattet af fritagelsesbestemmelsen opfyldt. Avancen for salget af ejendommen er således allerede af denne årsag skattefrit for sagsøger, jf. ejendomsavancelovens § 8 stk. 2.

Såfremt - det mod forventning og i strid med den nyere retspraksis - lægges til grund af retten, at det er hensigten ved købet af huset og ikke selve anvendelsen, der er afgørende for, om sommerhusreglen finder anvendelse skal følgende præciseres:

at

det som nævnt er sandsynliggjort og godtgjort, at sagsøgers hensigt ved erhvervelsen var, at anvende huset til sommerhus.

 
 

Dette subjektive forhold er dokumenteret og sandsynliggjort via de for forvaltningen afgivne forklaringer samt via de objektive kendsgerninger i sagen, såsom den reelle faktiske anvendelse af huset, husets opbygning, samt bibeholdelsen af bopælen i ...2.

 
 

Forvaltningen og skatteankenævnet har endvidere ikke bestridt, at hensigten på erhvervelsestidspunktet var at anvende boligen til sommerhus, og at sagsøger alene på sigt overvejede, at anvende huset til helårsbolig. Dette uvisse kan ikke tages til udtryk for hensigten på erhvervelsestidspunktet, som helt klart var at anvende huset til sommerhusbolig. Den subjektive betingelse opstillet i den ældre retspraksis for skattefrit salg af et helårshus efter ejendomsavancelovens § 8 stk. 2. er således også opfyldt for sagsøger.

Såfremt retten måtte finde, at der ikke er tale om et tofamilieshus skal det bemærkes:

at

dette ikke medfører, at salget ikke kan være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8 stk. 2, da et hus kan klassificeres skattemæssigt forskelligt for to ejere.

 

at

det i nærværende sag således er ligegyldigt, om sagsøgers medejer har anvendt huset til helårsbeboelse.

 
 

Dette er jo netop også resultatet af skatteankenævnets afgørelse, hvori husets to lejligheder bliver behandlet skattemæssigt forskelligt, idet de øvrige ejere bliver omfattet af fritagelsesbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, mens sagsøger beskattes i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 1.

 
 

Skatteansættelsen for sagsøgeren må derfor udelukkende bero på sagsøgerens og sagsøgerens families anvendelse af sagsøgerens lejlighed i ejendommen, og det er af skatteankenævnet ubestridt, at sagsøgeren sammen med sin kone og børn har opholdt sig på ejendommen i ferier, weekender mv., jf. skatteankenævnets afgørelse.

 
 

Anvendelsen af lejligheden har således, ifølge skatteankenævnet, været at betragte som anvendelse af et sommerhus. Følgelig må sagsøgerens salg af sin ideelle andel af ejendommen, således også være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8 stk. 2, da der ved afgørelsen skal lægges vægt på den faktiske benyttelse af ejendommen, jf. TfS2000.371 samt i TfS 2002.757.

Sagsøger anfører i øvrigt følgende til støtte for sagsøgers påstand

at

en ejendom sagtens kan være omfattet af henholdsvis EBL § 8, stk. 1 for en skatteyder og af EBL § 8, stk. 2 for en anden skatteyder, da skattereglerne og praksis på både dette og andre områder jo netop medfører, at der skal foretages en konkret vurdering af den enkelte faktiske konkrete situation for at afgøre den skattemæssige behandling af en given situation, herunder hvad den pågældende ejendom er faktisk benyttet som,

 

at

det er helt sædvanligt at et aktiv kan have forskellig anvendelsesformål for forskellige skatteydere, herunder kan f.eks. et aktiv, der ejes af flere, f.eks. af den ene skatteyder være et erhvervsmæssigt aktiv, mens det er et privat aktiv for en anden skatteyder, og der er således absolut intet usædvanligt, og intet til hinder i lovgivningen for, at det samme aktiv har en forskellig betydning i skattemæssig henseende for forskellige skatteydere, ligesom det samme aktiv derfor kan have forskellig skattemæssig status for forskellige skatteydere,

 

at

det afgørende i nærværende sag således er, at sagsøger og dennes familie udelukkende har anvendt ejendommen beliggende ...1 B som fritidsbolig, og ejendommen er også købt med dette formål for øje af sagsøger,

 

at

det er ukorrekt og fejlagtigt, når sagsøgte hævder, at det er vurderingen på salgstidspunktet af ejendommen, der er afgørende for den skattemæssige behandling af ejendommen. Det er således sagsøgers faktiske benyttelse og anvendelse af ejendommen i sagsøgers ejertid, der er afgørende for, hvilken status og hvilken betydning ejendommen har haft hos sagsøger, og det afgørende er således, at sagsøger i hele ejerperioden har ejet og anvendt ejendommen som fritidsbolig,

 

at

det ikke ændrer på sagsøgers faktiske anvendelse af ejendommen som fritidsbolig, og sagsøgers formål med ejendommens erhvervelse, at ejendommen for tidligere ejere har været anvendt til helårsbeboelse, jf. bilag C, da sagsøger og dennes familie hele tiden ejet og anvendt sagsøgers og dennes families andelsbolig som helårsbeboelse på adressen ...2,

 

at

der på vegne af sagsøger gøres indsigelse mod og protesteres over, at sagsøgte i sit svarskrift på side 5, 2. afsnit, gør gældende, at ejendommen hverken blev erhvervet med henblik på anvendelse som fritidsbolig eller faktisk anvendt som sådan, da SKAT ikke tidligere har bestridt dette, og sagsøgte kan således ikke først ved domstolene bestride at ejendommen rent faktisk har været anvendt som fritidsbolig for sagsøger, og dette skal tillægges sagsøgte processuel skadevirkning ved rettens bedømmelse af sagen, hvorfor det må ligges til grund, at sagsøger rent faktisk har anvendt ejendommen som fritidsbolig, og at SKAT v/ Skatteankenævnet og Skatteankenævnets Sekretariat har accepteret dette den 10. juli 2003, jf. bilap, 5, side 10, midtfor på siden, da det fremgår heraf, at SKAT anfører, at "Nævnet betvivler ikke klagerens ophold på ejendommen, men finder ikke, at dette er tilstrækkeligt for at statuere bopæl i lovens forstand ".

 
 

SKAT betvivler således ikke, at sagsøger har opholdt sig på ejendommen, og dermed anvendt ejendommen privat som fritidsbolig, hvorfor dette skal lægges til grund ved rettens behandling og vurdering af sagen,

 
 

Når SKAT i en instans (Skatteankenævnet) har accepteret den faktiske private anvendelse af ejendommen for sagsøgeren, kan SKAT således ikke i en højere instans ændre dette til ugunst for sagsøgeren.

 

at

det fremgår af SKATs forklaringsark af 8. maj 2002, at en og samme ejendom godt kan henføres under ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 for den ene familie og § 8, stk. 2 for den anden medejer, jf. bilag 33, nederst side 2 nederst,

 

at

det fremgår af skønsrapporten, jf. bilag 4, at ejendommen er anvendelig som tofamilieshus og er indrettet som 2-familieshus,

 

at

da det ikke er betvivlet af SKAT, at ejendommen har været anvendt privat som fritidsbolig af SKAT, omhandler nærværende sag dermed alene det juridiske spørgsmål, om en ejendom af en familie kan anvendes som fritidsbolig (den del af ejendommen som sagsøgeren og dennes hustru og børn har anvendt som fritidsbolig) og dermed sælges skattefrit for sagsøgeren i nærværende sag, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, mens at en anden familie (sagsøgers bror og dennes hustru og børn) anvender ejendommen som helårsbolig og dermed sælger ejendommen skattefrit for denne familie, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1,

 

at

sagsøger også fremlægger forhandlingsreferatet af 6. januar 2006 fra mødet i Landsskatteretten i sagen som bilag 6.

Sagsøger anfører følgende anbringender vedrørende boligreguleringslovens § 50

at

det bestrides, at boligreguleringslovens § 50 finder anvendelse på nærværende sag, da boligreguleringslovens § 50 alene omhandler "midlertidige" benyttelser, jf. boligreguleringslovens § 50, stk. 1, der er sålydende:

 
 

"En bolig, der inden for de sidste 5 år har været benyttet til helårsbeboelse, må ikke uden kommunalbestyrelsens samtykke tages i brug til sommerbeboelse, el.lign. midlertidig benyttelse, der er til hinder for, at boligen fortsat benyttes til helårsbeboelse."

 
 

I nærværende sag er der ikke tale om nogen som helst "midlertidig benyttelse ", da sagsøger netop hele tiden og i alle årene har anvendt ejendommen til fritidsbolig, og dette fremgår således netop af Højesteretsdom refereret i UfR 2004.2882 H, hvor Højesteret netop fandt, "at det ikke er foreneligt med boligreguleringslovens § 50, stk. 1, at anlægge en fortolkning, der som altovervejende hovedregel medfører, at en benyttelse anses for midlertidig, hvis personen ikke er tilmeldt folkeregistret i kommunen ". Og Højesteret kom således netop frem til i UfR 2004.2882, at overnatning et par dage om ugen ikke ansås for at være midlertidig benyttelse, da lejeren i Højesteret fast anvendte lejligheden som overnatningsmulighed i forbindelse med lejerens arbejde, mens lejeren havde helårsbopæl og folkeregister et andet sted.

 
 

I nærværende sag, har sagsøger netop heller ikke anvendt ejendommen til midlertidig benyttelse af nogen som helst art, men netop anvendt ejendommen fast og permanent som fritidsbolig igennem hele sagsøgers ejerperiode for sagsøger og dennes familie, mens sagsøger og dennes familie havde helårsbeboelse i familiens andelsbolig i ...2, hvilket sagsøger og dennes familie også har den dag i dag, og haft igennem mange år.

 
 

Det er således klart, at boligreguleringslovens § 50 og "weekendattest" ikke finder anvendelse i nærværende sag, og bilag E er således også fuldstændig irrelevant og ligegyldig for nærværende sag, da boligreguleringslovens § 50 ikke finder anvendelse for sagen og heller ikke har nogen betydning for sagen. Dette gælder endog uanset hvad, da det ikke er noget krav ifølge gældende praksis på området, herunder bl.a. praksis ifølge TfS 2000.371, SKM2002.204.VLR, TfS 2000.592 og SKM2006.415.LSR, at der skal indhentes samtykke til en "faktisk anvendelse" af ejendommen som betingelse for skattefriheden, og ifølge praksis er det således ejendommens "faktiske anvendelse", der afgør den skattemæssige behandling af ejendommen ved afståelsen.

 
 

Hvis SKAT eller kommunen havde ment, at boligreguleringslovens § 50 fandt anvendelse, skulle SKAT eller kommunen jo også have henvendt sig til sagsøger herom, og have ført en sag herom ved domstolene, men hverken SKAT eller kommunen har nogensinde rejst denne problemstilling over for sagsøger førend i sagsøgtes afsluttende processkrift på vegne af sagsøgte (SKAT). Der foreligger således også passivitet omkring dette spørgsmål fra sagsøgtes (SKATs) og kommunens side.

 
 

I UfR 2004.2882 H forsøgte udlejer således også at ophæve en lejeaftale med lejeren fordi, at lejeren ikke havde samtykke fra kommunen i henhold til boligreguleringslovens § 50, men dette tilsidesatte Højesteret altså.

 
 

Det er derfor også fejlagtigt og forkert, når sagsøgte anfører, at manglende samtykke i henhold til boligreguleringslovens § 50 i sig selv udelukker, at ejendommen skulle være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Dette er således noget vrøvl, da sagsøger i nærværende sag permanent og konsekvent har anvendt boligen som fritidsbolig, og der er således ikke tale om en midlertidig benyttelse, men en permanent og fast benyttelse af ejendommen som fritidsbolig på tilsvarende vis som lejerens anvendelse af lejligheden i UfR 2004.2882 H ikke var midlertidig, og derfor ikke krævede kommunens samtykke i henhold til boligreguleringslovens § 50, stk. 1.

 
 

Sagsøger og dennes familie har endog opholdt sig meget på ejendommen i forbindelse med weekends og ferier m.v., samt i øvrigt, da det var rart for familien og børnene, at komme ud i et grønt område, hvor børnene kunne få frisk luft og plads til at bevæge sig på frem for i en andelslejlighed inde i ...2, der ikke giver børnene mulighed for at lege udenfor.

 
 

Bilag E er i øvrigt ikke dokumentation for noget som helst omkring anvendelse af boligreguleringslovens § 50, da det blot er en mail fra kommunen, der hverken dokumenterer eller beviser noget som helst i nærværende sag, og der er i øvrigt tale om en ensidigt indhentet erklæring, der således også af denne grund ikke kan fremlægges i sagen, og sagsøger gør indsigelse mod, at denne ensidigt indhentede erklæring tillægges nogen bevismæssig betydning i nærværende sag.

 
 

Ligeledes har ToldSKats kommentar i TfS 1998.122 TSM ikke nogen betydning for nærværende sag, da dette blot er Told- og Skattestyrelsen opfattelse af tingene, og ikke domstolenes vurdering, og det er altså domstolene, der afgør nærværende sag, og netop ikke ToldSkat, og dette ændrer ToldSkats offentliggørelse af ToldSkats forsøg på at ændre og skærpe praksis på et område altså ikke ved.

 
 

ToldSkat anfører i øvrigt også i TfS 1998.122, at en ejendom, der er købt som fritidsbolig og faktisk anvendt som sådan, kan afstås skattefrit i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. I nærværende sag, er ejendommen netop købt og faktisk anvendt som fritidsbolig, og sagsøger har ikke på noget tidspunkt anvendt ejendommen til andet end fritidsbolig, hvorfor anvendelsen som fritidsbolig har været konsekvent, fast og permanent i nærværende sag.

 
 

Og i øvrigt er det tilstrækkeligt til, at blive omfattet af skattefriheden i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, at ejendommen er faktisk anvendt som fritidsbolig af sagsøger, hvilket SKAT ikke har bestridt i nærværende sag, og ToldSkats skærpede opfattelse i TfS 1998.122 er således i strid med gældende praksis på området og i strid med loven, da praksis på området blot kræver, at ejendommen er faktisk anvendt til fritidsbolig for at være skattefri, jf. bl.a. TfS 2000.371, SKM2002.204.VLR, TfS 2000, 592 og SKM2006.415.LSR, som vi hermed skal påberåbe os i sagen, og praksis i disse sager tilsidesætter således ToldSkats (skærpede) udtalelse i TfS 1998.122, og det bemærkes, at de refererede afgørelser er afgørelser truffet efterfølgende i forhold til TfS 1998.122 og TfS 1998.118.

 
 

Korrekt praksis på området er således i overensstemmelse med loven/reglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, at det er den "faktiske anvendelse " af ejendommen, der er afgørende for den skattemæssige behandling af ejendommen på afståelsestidspunktet. I nærværende sag er ejendommen blevet faktisk anvendt som fritidsbolig i hele ejerperioden.

 
 

Det er i øvrigt i strid med både de EU-retlige regler omkring fri bevægelighed m.v., hvis nærværende sag ikke behandles på tilsvarende vis som sagen i SKM2006.415.LSR, da det ikke har betydning for skattefriheden og den skattemæssige behandling, om en EU-borger har fritidsbolig i samme land som den pågældende EU-borger har helårsbolig i (her Danmark for sagsøger), eller fritidsbolig i et andet land. Ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2 skal således behandles ens i forhold til, om fritidsboligen er beliggende i samme land som borgeren/skatteyderen (sagsøgeren) har helårsbopæl i (her: Danmark) eller om fritidsboligen lå i f.eks. Tyskland eller Spanien eller Frankrig, da ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2 ellers hindrer den frie bevægelighed m.v., og hindrer og diskriminerer køb af fritidsbolig i Danmark sammenlignet med køb af fritidsbolig i udlandet, og dermed er konkurrenceforvridende.

 
 

Ligeledes er det i strid med lighedsprincippet i den offentlige forvaltning, hvis nærværende sag ikke løses med samme resultat som i SKM2006.415.LSR, da samme faktiske situation og samme faktiske anvendelse af en ejendom skal have samme skattemæssige behandling, nemlig skattefrihed i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.

 
 

Det bestrides ligeledes som hævdet af sagsøgte, at ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 og 2 ikke skal fortolkes udvidende, og det er således sagsøgers klare vurdering, at ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2 skal fortolkes udvidende, hvilket også ordene "og lign." i bestemmelsen ligger op til, da denne formulering netop omfatter andre "lignende" situationer, der altså udvide området for bestemmelsens anvendelse betydeligt, ligesom ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 netop er en hovedregel for skattefrihed, men selvfølgelig en undtagelse til ejendomsavancebeskatningslovens § 1 omkring skattepligt. Det er således hovedreglen, at ejendomme under 1400 kvm (hvilket er de fleste ejendomme i Danmark) er skattefrie, hvis de har været anvendt til privat bolig ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1) eller privat formål (ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2), hvilket de fleste ejendomme har været i Danmark, og det er således hovedreglen, at ejendomsafståelser i Danmark er skattefrie. I nærværende sag er der ingen som helst tvivl om, at sagsøgers ejendom har været anvendt til privat formål.

 
 

Det ses i øvrigt ikke at have betydning for nærværende sag, om skattefrihedsbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 er en hovedregel for skattefrihed eller en undtagelse til en anden hovedregel, da det afgørende for nærværende sag er, om sagsøger opfylder betingelsen for skattefrihed.

 
 

Og hvis betingelsen i bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2 er opfyldt omkring anvendelse af ejendommen til "privat formål", er ejendommen skattefri ved afståelsen - så simpelt er det, og at ToldSkat forsøger at lave om på dette, og at indskrænke og skærpe bestemmelsens anvendelsesområde kan ikke ændre på, at bestemmelsen skal fortolkes i overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd og formål, nemlig at ejendomme, der er anvendt privat i ejertiden er skattefrie ved afståelsen, og dette er netop gældende for ejendommen i nærværende sag.

 
 

Hvad skulle sagsøgers ejendom ellers have været anvendt til, hvis det ikke var privat formål, herunder fritidsbolig? Svaret giver sig selv og det har således al formodning for sig, at ejendommen netop har været anvendt som privat formål og fritidsbolig og dermed er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.

 
 

Ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 er således netop en hovedregel omkring skattefrihed.

 
 

Det bestrides, at sagsøger skal løfte en bevisbyrde i sagen, da sagsøger både har sandsynliggjort og dokumenteret, at ejendommen har været anvendt til privat formål og som fritidsbolig, og da sagsøger har sandsynliggjort dette, så er det SKAT der skal løfte bevisbyrden for, at ejendommen ikke har været anvendt til privat formål og fritidsbolig, hvilken bevisbyrde SKAT ikke har løftet. Hertil kommer, at sagsøger ikke har nogen bevisbyrde i nærværende sag, da SKAT netop ikke har bestridt, at ejendommen har været anvendt til privat formål.

 
 

Det bestrides i øvrigt at afgørelsen i SKM2007.209.HR er relevant for nærværende sag, da denne afgørelse jo vedrører en situation, hvor en person med bopæl i USA som betingelse for at købe/erhverve en ejendom skulle tage bopæl på ejendommen senest inden en fastsat frist på 2 år, hvilken betingelse var afgørende for Jordbrugskommissionen for at tillade personen af erhverve den pågældende ejendom, og hvilken betingelse den pågældende person ikke opfyldte efterfølgende, og dermed opfyldte personen slet ikke betingelsen for lovligt at købe en ejendom i Danmark. I denne situation var ejendommen selvfølgelig ikke skattefri ved salget efter hverken ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 eller stk. 2, da Højesteret netop siger i dommen, at "... i hvert fald finder disse omstændigheder... " er ejendomsafståelsen skattepligtig (hvilket jo er klart, da personen slet ikke opfylder betingelsen for at måtte erhverve ejendommen).

 
 

De faktiske forhold i SKM2007.209.HR er således fuldstændigt forskellige fra nærværende sag, da der ikke har været nogen betingelser stillet fra offentlige myndigheder for sagsøgers erhvervelse af ejendommen i nærværende sag, og sagsøger har overholdt alle formalitetskrav og gældende regler og krav for både sagsøgers erhvervelse og faktiske anvendelse af ejendommen, og ingen offentlige myndigheder har nogensinde forsøgt at rejse en sag eller har stillet spørgsmål ved hverken sagsøgers erhvervelse eller anvendelse af ejendommen.

 
 

Tværtimod kan SKM2007.209.HR netop tages til indtægt for, at ejendomsafståelsen i nærværende sag må være skattefri, da Højesteret jo netop henviser i sine præmisser til administrativ praksis på en måde, der netop viser, at administrativ praksis på området netop ellers statuerer skattefrihed ved faktisk anvendelse af en ejendom som fritidsbolig, men altså lige nøjagtig i sagen i SKM2007.209.HR kan denne administrative praksis ikke medføre skattefrihed, da den pågældende person jo slet ikke har haft ret til at erhverve ejendommen, da forudsætningen for Jordbrugskommissionens tilladelse til personens erhvervelse af ejendommen jo slet ikke er opfyldt af personen.

 
 

Højesteret oplyser jo således netop i denne sag, at administrativ praksis sædvanligvis statuerer skattefrihed, når en ejendom har været anvendt som fritidsbolig, hvilket også er i overensstemmelse med praksis i afgørelserne i TfS 2000.371, SKM2002.204.VLR, TfS 2000.592 og SKM2006.415.LSR. Og Højesteret godkender/accepterer ("blåstempler") altså netop denne sædvanlige praksis ved at henvise til denne, men de faktiske omstændigheder i sagen SKM2007.209.HR gør bare, at denne sædvanlige praksis netop i denne sag ikke finder anvendelse, jf. om årsagen hertil ovenfor omkring personens manglende opfyldelse af betingelsen for at erhverve ejendommen.

 
 

I nærværende sag, vil den af Højesteret godkendte/accepterede administrative praksis netop medføre skattefrihed, jf. TfS 2000.371, SKM2002.204.VLR, TfS 2000, 592 og SKM2006.415.LSR."

Sagsøgte har i sit påstandsdokument anført

"...

Frifindelsespåstanden støttes overordnet på, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at et salg af sagsøgerens ejendom opfylder betingelserne for skattefrihed i henhold til den såkaldte "sommerhusregel" i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Ejendommen er en helårsbolig, som ikke ændrede karakter til fritidsbolig i løbet af sagsøgerens ejertid.

Lovgrundlaget

Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, gælder reglerne i samme bestemmelses stk. 1 også for "sommerhusejendomme og lign., som ejeren eller dennes husstand har benyttet til privat formål i en del af eller i hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen ...".

Ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, er en undtagelsesbestemmelse, jf. SKM2007.209.HR. Det bevirker, at der i hvert fald ikke er grundlag for at fortolke ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 og 2, udvidende.

Ved vurderingen af, om en ejendom kan siges at være omfattet af begrebet "sommerhusejendomme og lign." i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, er udgangspunktet vurderingen af ejendommen på salgstidspunktet, jf. SKM2007.209.HR.

Den formodning, der består for, at ejendommen er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, og ikke stk. 2, kan alene brydes, såfremt det dokumenteres, at ejendommen ændrede karakter under sagsøgerens ejertid. Dette kræver efter praksis, at det dokumenteres, at helårsboligen blev erhverve med henblik på anvendelse som fritidsbolig og herefter blev anvendt som sådan, jf. SKM2007.209.HR.

Ejendommen skal betragtes som én ejendom

Det gøres gældende, at ejendommen skal betragtes som en ejendom i relation til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, og stk. 2.

Når det skal afgøres, om der er tale om en "sommerhusejendom el. lign.", er det således hele den faste ejendom, som dette begreb normalt fastlægges, der betragtes. Det følger af fast landsskatteretspraksis, at det i ejendomsavancebeskatningsloven indeholdte ejendomsbegreb skal fortolkes i overensstemmelse med det almindelige, tingsretlige ejendomsbegreb, jf. fx SKM2006.81.LSR. I overensstemmelse hermed udgør den i sagen omhandlede ejendom, der udgøres af et matrikelnummer, en ejendom.

Det er således uden betydning, at det i den af sagsøgeren fremlagte skønsrapport udtales, at ejendommen i 1999 indeholdt 2 selvstændige lejligheder, når der i relation til ejendomsavancebeskatningsloven er tale om en fast ejendom.

Hensigten med såvel erhvervelsen som den faktiske anvendelse skal dermed ses i relation til ejendommen som helhed. I den forbindelse bliver det naturligvis af betydning, at sagsøgeren alene erhvervede 1/3 af ejendommen som ideel andel, mens sagsøgeren [sagsøgerens bror.red.SKAT] og dennes hustru erhvervede 2/3.

Det bestrides, at en fast ejendom på samme tid kan subsumeres under ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 og stk. 2, ligesom det bestrides, at de oplysninger, der er indeholdt i SKATs forklaringsark af 8. maj 2002, og som muligt kan tages til indtægt for det modsatte synspunkt, skulle have nogen som helst betydning for nærværende sag. Der henvises for en ordens skyld tillige til det nedenfor anførte om sagsøgtes adgang til at fremkomme med nye anbringender for domstolene.

Ejendommen var ved erhvervelsen en helårsbolig og ændrede ikke siden karakter til fritidsbolig

Det gøres gældende, at ejendommen ved sagsøgerens erhvervelse var en helårsbolig, og at den ikke siden ændrede karakter til fritidsbolig.

Ejendommen var på tidspunktet for såvel erhvervelse som salg vurderet som helårsbolig ("fritliggende enfamilieshus (parcelhus)") og ikke som sommerhus el. lign., jf. bilag B og bilag D.

For at ejendommen herefter skal være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, kræves det som nævnt efter praksis, at ejendommen blev erhvervet med henblik på anvendelse som fritidsbolig og efterfølgende anvendt som sådan.

Sagsøgeren bevisbyrden for, at dette er tilfældet, og denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Det er i sagen ubestridt, at sagsøgerens bror og dennes hustru erhvervede 2/3 af ejendommen med henblik på at anvende den til helårsbeboelse, ligesom det er ubestridt, at de efterfølgende også faktisk anvendte ejendommen som sådan. Allerede dette forhold fører til, at ejendommen ikke har ændret karakter.

Sagsøgeren har endvidere ved den administrative klagebehandling forklaret, at "Hensigten med købet af ejendommen, var senere at benytte huset til helårsbeboelse...", jf. bilag 3, side 1, næstsidste afsnit. Det var således også sagsøgerens hensigt, at ejendommen for hans vedkommende skulle tjene som bopæl.

Ejendommen blev således hverken for sagsøgerens medejere eller sagsøgeren selv erhvervet med henblik på anvendelse som fritidsbolig.

Hertil kommer, at der ikke i skødet, hvorved ejendommen blev købt (bilag A), er indeholdt en tilkendegivelse af, at erhvervelsen skete med henblik på anvendelse som fritidsbolig. Derimod indeholder skødet, hvorved ejendommen blev solgt (bilag C), en erklæring om, at ejendommen udelukkende var til helårsbeboelse. Endvidere udtales det i skønsrapporten, at: "Ejendommen [ikke] er ... en typisk fritidsbolig" ligesom det område, hvori ejendommen var beliggende, ikke "[er] et typisk fritidshusområde" og slet ikke "egnet til fritidshusområde", jf. bilag 4, side 2, 3. og 4. afsnit

Endelig må det lægges til grund - idet der ikke er fremlagt modstående oplysninger - at der ikke er indhentet en såkaldt weekendattest, som påkrævet efter boligreguleringslovens § 50. Som bilag E fremlægges e-mail fra kommunen, der dokumenterer, at boligreguleringslovens § 50 var i kraft i kommunen i perioden 1997 - 1999.

Dette forhold udelukker i sig selv, at ejendommen kan være omfattet af ejendomsbeskatningslovens § 8, stk. 2, jf. TfS 1998, 122 TSM.

Det gøres på den baggrund sammenfattende gældende, at ejendommen hverken blev erhvervet med henblik på anvendelse som fritidsbolig eller faktisk anvendt som sådan. Da ejendommen således ikke ændrede karakter under sagsøgerens ejertid, er betingelserne for, at en helårsbolig undtagelsesvist kan være omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 2, ikke opfyldt.

Sagsøgtes adgang til at fremsætte nye anbringender

Sagsøgeren gør i sit supplerende processkrift, side 2, antageligt gældende, at sagsøgte skulle være afskåret fra at bestride, at ejendommen har været anvendt som fritidsbolig for sagsøgeren. Der henvises i den forbindelse til det forhold, at Skatteankenævnet skulle have lagt til grund, at sagsøgeren anvendte ejendommen som fritidsbolig.

Den i det supplerende processkrift indeholdt passage, som er citeret fra bilag 5, side 10, midtfor, og som skulle godtgøre, at dette er tilfældet, vedrører imidlertid sagsøgerens principale påstand for skatteankenævnet, der gik på, at ejendommen var omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Dette er da også baggrunden for, at skatteankenævnet henviser til, at opholdet ikke har været tilstrækkeligt til at "statuere bopæl".

Det bestrides derfor som forkert, når sagsøgeren på side 2 i det supplerende processkrift anfører, at: "SKAT v/Skatteankenævnet og Skatteankenævnets Sekretariat har accepteret dette [at sagsøger rent faktisk har anvendt ejendommen som fritidsbolig]".

Det har imidlertid ingen betydning om, Skatteankenævnet - eller andre - måtte have lagt til grund, at sagsøgeren benyttede ejendommen som fritidsbolig, da sagsøgte under alle omstændigheder ikke er afskåret fra at gøre nye anbringender gældende, jf. f. eks. UfR 1986, 491 2H og senest SKM2007.519.VLR. Der er ganske enkelt ikke hjemmel til at afskære anbringender, der fremsættes under forberedelsen.

Opmærksomheden henledes afslutningsvist på, at sagsøgte ikke bestrider, at sagsøgeren måtte have anvendt ejendommen til fritidsbrug, men at dette som nævnt ovenfor ikke i sig selv medfører, at betingelserne for skattefrihed efter ejendomsbeskatningslovens § 8, stk. 2. er opfyldt."

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 1 er fortjeneste ved afståelse af fast ejendom som udgangspunkt skattepligtig. Lovens § 8 indeholder undtagelser fra dette udgangspunkt. Efter § 8, stk. 1. er fortjeneste ved afståelse af "en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder" således som udgangspunkt skattefri. Det er bl.a. en betingelse for denne skattefrihed, at "huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen". Efter § 8, stk. 2, gælder skattefriheden også ved salg af "sommerhusejendomme og lign., som ejeren eller dennes husstand har benyttet til privat formål i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen".

Det må som udgangspunkt bero på ejendommens status på salgstidspunktet, om skattefriheden skal afgøres efter betingelserne i § 8, stk. 1, eller efter § 8, stk. 2, jf. Højesterets dom SKM2007.209.HR. Er ejendommen således et enfamilieshus på salgstidspunktet, er det en betingelse for skattefrihed, at huset har tjent til bolig (helårsbeboelse) for ejeren eller dennes husstand i en del af eller i hele ejertiden.

Den omhandlede ejendom var på salgstidspunktet i 1999 et "fritliggende enfamilieshus (parcelhus)". Huset er således som udgangspunkt et enfamilieshus omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, og det er ubestridt, at sagsøgeren ikke opfylder betingelserne for skattefrihed efter denne bestemmelse. Da det endvidere er ubestridt, at medejerne i hele ejertiden har anvendt ejendommen som helårsbolig, kan ejendommen ikke anses for omfattet af sommerhusreglen i § 8, stk. 2, og sagsøgeren kan herefter ikke opnå skattefrihed af sin del af avancen ved salget af ejendommen.

Retten tager derfor Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Til dækning af sagsøgtes udgifter inklusiv moms til advokatbistand og udarbejdelse af materialesamling skal sagsøgeren betale 20.000 kr.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, skal inden 14 dage betale 20.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.