Klagen skyldes, at skattecentret ikke har imødekommet klagerens anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klage til Landsskatteretten.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster skattecentrets afgørelse.

Sagens oplysninger

SKAT traf den 16. juli 2007 afgørelse om, at klageren skulle betale registreringsafgift med i alt 1.130.919 kr. af en Mercedes Benz S 55 AMG Komp. Autom, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, og § 19. Klageren blev pålagt at betale registreringsafgiften, idet han ved at overdrage brugsretten til bilen til en bekendt blev anset for at have overtrådt registreringsafgiftslovens kapitel 6.

Klageren påklagede den 8. oktober 2007 SKATs afgørelse til Landsskatteretten.

SKAT tilsagde den 15. oktober 2007 klageren til udlæg for en restance på i alt 1.130.984 kr. Restancen omfattede registreringsafgiften på 1.130.919 kr. og et gebyr på 65 kr.

Den 24. oktober 2007 foretog en af SKATs pantefogeder udlæg hos klageren for en restance på i alt 1.131.384 kr., idet restancen nu var forøget med en afgift på 400 kr. Der blev foretaget udlæg i den bil, som klageren var blevet pålagt at betale registreringsafgift af.

Klageren anmodede den 30. oktober 2007 SKAT om henstand med betaling af registreringsafgiften i forbindelse med klagen til Landsskatteretten.

Klagerens anmodning om henstand med betaling af registreringsafgiften blev imødekommet under forudsætning af, at der blev stillet sikkerhed for henstandsbeløbet.

Klagerens repræsentant påklagede SKATs afgørelse vedrørende sikkerhedsstillelse i forbindelse med henstand med betaling af registreringsafgiften til Landsskatteretten med påstand om, at anmodningen om henstand blev imødekommet uden krav om sikkerhedsstillelse.

Ved afgørelse af 1. oktober 2008 ændrede Landsskatteretten SKATs afgørelse således, at der blev meddelt henstand uden krav om sikkerhedsstillelse. Landsskatteretten udtalte endvidere, at der var givet fuldt medhold i det påklagede forhold.

Ved afgørelse af 16. februar 2009 stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse om, at klageren skulle betale registreringsafgift med i alt 1.130.919 kr. af en Mercedes Benz S 55 AMG Komp. Autom, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Klagerens repræsentant har ansøgt om omkostningsgodtgørelse for en udgift på 39.300 kr. til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten over henstandssagen.

Skattecentrets afgørelse

Skattecentret har ikke imødekommet klagerens anmodning om omkostningsgodtgørelse til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten.

Der kan ikke ydes godtgørelse i sager, der påklages til Landsskatteretten vedrørende afgifter og moms, når sagen efter retspræsidentens bestemmelse efter skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3, 1. pkt., skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer, jf. skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2. Det fremgår af § 1, stk. 1, nr. 128, i bekendtgørelse nr. 1262 af 24. oktober 2007, at sagen skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer. Da klagen om sikkerhedsstillelse vedrører henstand med betaling af registreringsafgift, er de ansøgte udgifter ikke godtgørelsesberettigede.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100 % af udgiften til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten over henstandssagen.

Skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2, undtager en række sager fra omkostningsgodtgørelse. Det fremgår af bestemmelsen, at der er to betingelser, som begge skal være opfyldt for at der ikke ydes omkostningsgodtgørelse. For det første skal der være tale om en sag om told, afgift eller arbejdsgiverkontrol, og for det andet skal sagen afgøres uden medvirken af læge retsmedlemmer efter retspræsidentens bestemmelse.

Landsskatterettens afgørelse af 1. oktober 2008 er ikke en sag om "told, afgift eller arbejdsgiverkontrol". Hovedsagen var derimod en sag om registreringsafgift, og i den sag er der af samme årsag ikke søgt om omkostningsgodtgørelse.

Landsskatterettens afgørelse af 1. oktober 2008 vedrører udelukkende skatteforvaltningslovens § 51 om henstand, herunder sikkerhedsstillelse. Afgørelsen henviser ikke noget sted til told- og afgiftslovgivningen og har intet med told, afgifter - herunder registreringsafgifter - eller arbejdsgiverkontrol at gøre.

Når sagen ikke vedrører told, afgift eller arbejdsgiverkontrol, er sagen ikke omfattet af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2.

Bekendtgørelse nr. 1262 af 24. oktober 2007 er ikke udstedt med henblik på at definere grænserne for omkostningsgodtgørelse. Det forhold, at en sag er omfattet af bekendtgørelsen, bevirker således ikke i sig selv, at der ikke er omkostningsgodtgørelse i sagen, hvis den anden betingelse i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2, ikke er opfyldt.

Sagen kan ikke sammenlignes med Landsskatterettens afgørelse offentliggjort i SKM2008.667.LSR, da den sag vedrørte renter af et momskrav. En rentesag er en del af den materielle sag, hvorimod en henstandssag er en selvstændig sag.

Afgørelser om henstand blev tidligere truffet af den lokale/regionale skattemyndighed i medfør af § 27 i sagsudlægningsbekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002. Afgørelserne kunne påklages til told- og skattestyrelsen, som i sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, nr. 1, 1. pkt., var bemyndiget til at afgøre klager efter bekendtgørelsens § 27.

I medfør af § 33D, stk. 1, nr. 2, i dagældende skattestyrelseslov blev der ydet omkostningsgodtgørelse ved klage til en told- og skatteregion, told- og skattestyrelsen mv. over en afgørelse truffet efter bemyndigelse fra Skatteministeren - det vil sige efter sagsudlægningsbekendtgørelsen.

Ved indførelsen af skatteforvaltningsloven blev sagsudlægningsbekendtgørelsens § 27 kodificeret ved skatteforvaltningslovens § 51. Der blev ikke herved tilsigtet nogen ændring i adgangen til at opnå omkostningsgodtgørelse ved klage til Landsskatteretten over afgørelser om henstand truffet af SKAT, jf. skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1, der er en kodifikation af skattestyrelseslovens § 33D.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Ved lov nr. 1098 af 29. december 1997 blev Landsskatteretten klagemyndighed for afgørelser efter en række afgiftslove, herunder registreringsafgiftsloven. Ved denne lov blev Landsskatteretten således efter registreringsafgiftsloven klagemyndighed for spørgsmål om hvorvidt et køretøj er afgiftspligtigt efter § 1, stk. 2, spørgsmål om omfanget af en afgiftsfritagelse efter §§ 2 og 3, stk. 1-5, spørgsmål om afgiftens beregning efter §§ 4-6 og spørgsmål om den afgiftspligtige værdi efter § 8.

Det fremgik af bemærkningerne til denne lov (L 56, Folketingstidende 1997-98, 1. samling, tillæg A), at de spørgsmål, der ikke vedrørte afgiftsgrundlaget, kunne påklages til Told- og Skattestyrelsen som hidtil. Det drejede sig hovedsageligt om spørgsmål vedrørende afgiftspligtens indtræden, registrering, regnskab, kontrol og afregning af tilsvaret.

Ved lov nr. 464 af 31. maj 2000 blev blandt andet skattestyrelseslovens § 33 D ændret. Af denne bestemmelses stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2, fremgik følgende:

"Godtgørelse ydes

1. ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten
2. ved klage til en told- og skatteregion, Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet over en afgørelse, som er truffet efter bemyndigelse fra skatteministeren.
   Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, gælder dog ikke klager til Told- og Skattestyrelsen i sager vedrørende told eller afgifter samt i sager om arbejdsgiverkontrol bortset fra hæftelsessager."

Af bemærkningerne til bestemmelsens stk. 2 (Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, sp. 7469 ff.) fremgik følgende:

"Hvad angår de sager om told og afgifter, som kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, er der tale om sager, der ikke vedrører told- eller afgiftsgrundlaget, idet sådanne klagesager går til Landsskatteretten. Derimod er der tale om sager om registrering, regnskab, betaling, kontrol o. lign., d.v.s. sager, der først og fremmest har karakter af at vedrøre en praktisk gennemførelsesforanstaltning, hvor sagkyndig bistand ikke er påkrævet."

Med skatteforvaltningslovens ikrafttræden den 1. november 2005 blev Landsskatteretten med lovens § 11, stk. 1, nr. 1, klagemyndighed for SKATs afgørelser bortset fra afgørelser om forskudsregistrering.

Af skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, fremgår, at for at Landsskatteretten kan træffe en afgørelse, skal mindst 3 retsmedlemmer deltage i afgørelsen.

Af stk. 3 fremgår, at uanset stk. 1 kan retspræsidenten bestemme, at klager over visse nærmere angivne typer af afgørelse truffet af told- og skatteforvaltningen, skal afgøres uden medvirken af ordinære retsmedlemmer.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til skatteforvaltningsloven (Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, sp. 4218 ff.), at denne bemyndigelse til retspræsidenten primært er tænkt anvendt på de klagesagstyper, der efter forslaget overføres fra afgørelse af ToldSkat til afgørelse i Landsskatteretten.

Af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1 og 2, fremgår følgende:

"Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:

1. Ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten.
2. Ved Landsskatterettens behandling af en sag, som skatteministeren har indbragt efter § 40,stk. 2.
3. Ved en anmodning til skatteankenævnet eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse.
4. I en sag vedrørende skatter for EF-Domstolen, hvor den godtgørelsesberettigede er part.
5. I en klagesag, hvor den godtgørelsesberettigede er part, om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen).

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, gælder dog ikke sager, der påklages til Landsskatteretten vedrørende told, afgifter eller arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager, når sagen efter retspræsidentens bestemmelse efter § 13, stk. 3, 1. pkt., skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer."

Af bemærkningerne til bestemmelsen (Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, sp. 4218 ff.) fremgår blandt andet følgende:

"Bestemmelsens stk. 2 er en konsekvens af, at Landsskatteretten skal overtage de klagesager, der i dag behandles af told- og skatteregionerne eller Told- og Skattestyrelsen, jf. herom afsnit 4.3.2. i de almindelige bemærkninger. Hovedparten af disse klagesager vil efter landsskatteretspræsidentens bestemmelse efter § 13, stk. 3, 1. pkt., skulle afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer. I disse sager bliver der ikke ydet omkostningsgodtgørelse."

Af afsnit 4.3.2. i de almindelige bemærkninger til skatteforvaltningsloven fremgår blandt andet følgende:

"Der ydes i dag ikke omkostningsgodtgørelse ved klage til Told- og Skattestyrelsen i sager om told eller afgifter samt sager om arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager. Det foreslås på den baggrund, at der heller ikke ydes omkostningsgodtgørelse ved klage over sådanne afgørelser til Landsskatteretten, når klagen efter landsskatteretspræsidentens beslutning afgøres af en embedsmand i Landsskatteretten."

Ved skatteforvaltningslovens ikrafttræden blev reglerne om henstand med betaling af den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører, lovfæstet ved § 51. Reglerne herom fremgik tidligere af § 27 i bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og sagsudlægning (sagsudlægningsbekendtgørelsen). Ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, traf den regionale told- og skattemyndighed afgørelse om henstand i 1. instans. Den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse om henstand kunne efter § 22 påklages til Told- og Skattestyrelsen.

Med formuleringen af registreringsafgiftslovens klagebestemmelse indtil 1. november 2005 var Landsskatteretten ikke klagemyndighed for afgørelser om afregning af afgifter. Landsskatteretten var heller ikke klagemyndighed for afgørelser om henstand efter sagsudlægningsbekendtgørelsen. I stedet var Told- og Skattestyrelsen klagemyndighed for sådanne afgørelser.

Ifølge § 1, stk. 1, nr. 123, i bekendtgørelse nr. 1262 af 24. oktober 2007 med senere ændringer om afgørelse af visse klager i Landsskatteretten uden medvirken af ordinære retsmedlemmer afgøres klager over afgørelser om henstand efter skatteforvaltningslovens § 51 derfor også uden medvirken af ordinære retsmedlemmer.

Da spørgsmålet om henstand med betaling af registreringsafgift endvidere må anses at vedrøre afgifter som omhandlet i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2, er det med rette, at klageren ikke er anset for berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Det forhold, at Landsskatteretten i afgørelsen vedrørende henstand har afgivet en medholdsvurdering, er uden betydning, da medholdsvurderingen efter skatteforvaltningslovens § 56, stk. 1, 3. pkt., alene er vejledende vedrørende medholdsgraden. Det er således alene SKAT, der i 1. instans kan tage stilling til, om udgifterne til sagkyndig bistand til en klagesag kan godtgøres.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.