Parter

 A
(Advokat Martin Simonsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Heidi Bøgelund Hansen) 

Afsagt af byretsdommer 

Gitte Cordes 

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører sagsøgers indkomstansættelse for 2002.

Sagsøgerens påstand er principalt, at sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomståret 2002 nedsættes med 430.000 kr., og subsidiært at sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2002 hjemvises til fornyet behandling ved de stedlige skattemyndigheder.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Parterne er enige om, at den skattemæssige værdi af sagsøgers principale påstand udgør 215.000 kr.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Landsskatteretten afsagde den 9. maj 2008 følgende kendelse

"...

Der klages over en skønsmæssig indkomstforhøjelse.

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

Skatteankenævnet har stadfæstet en skønsmæssig forhøjelse af klagerens skatteansættelse på 430.000 kr.

Landsskatteretten stadfæster Skatteankenævnets skatteansættelse.

Møde mv.

Klagerens repræsentant har haft en forhandling med Landsskatterettens sagsbehandler.

Sagens oplysninger

Klageren har været selvstændig erhvervsdrivende siden den 20. maj 1997. Indtil den 31. marts 2002 var klageren ejer af H1. H1s aktivitet bestod af diner transportable og catering. Klageren har ved en overdragelsesaftale pr. 31. marts 2002 solgt H1. Af overdragelsesaftalen fremgår, at den samlede købesum for H1, herunder goodwill, inventar og løsøre har udgjort 635.000 kr. Den 1. september 2002 overtog klageren en ny virksomhed, H2, der er en sandwichbar.

Klageren har i regnskabet for indkomståret 2002 ultimo selvangivet en leverandørgæld på 561.523 kr. Ifølge regnskabet udgjorde gælden primo 2002 652.123 kr. Klagerens repræsentant har taget forbehold for regnskabets rigtighed, og oplyst, at regnskabsregistreringen ikke opfylder bogføringslovens bestemmelser.

SKAT har udbedt sig specifikation og dokumentation for kreditorerne ultimo indkomståret 2002. Det er i den forbindelse centerets opfattelse, at kreditormassen må være blevet indfriet ved afståelsen af H1. Den ringe størrelse af indtægter og udgifter i forhold til kreditormassen for H1/H2 sammenholdt med, at virksomhederne ikke regnskabsmæssigt kan adskilles, betyder, at SKAT skønner en kreditormasse ultimo 2002 på 0 kr.

SKAT har herefter opgjort klagerens privatforbrug til -338.468 kr. eksklusive eget vareforbrug. Den selvangivne indkomst er herefter forhøjet skønsmæssigt med 430.000 kr., hvorefter der bliver plads til et privatforbrug på 91.532 kr.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har henvist til, at for at et regnskab, der er vedlagt selvangivelsen, skal kunne anses for tilstrækkelig dokumentation for størrelsen af den skattepligtige indkomst, må det som udgangspunkt forudsættes, at regnskabet er udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab, i overensstemmelse med lovgivningens regler herom, jf. bogføringsloven, lov nr. 1006 af 23. december 1998, § 7.

Efter det om klagerens regnskabsføring oplyste, herunder, at der ikke er blevet udfyldt kassekladder med heraf følgende manglende effektive kasseafstemninger, må nævnet være enig med SKAT i, at klagerens regnskabsmateriale ikke er egnet som grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse, idet de i bekendtgørelsen og loven anførte krav til regnskabsgrundlaget ikke er opfyldt.

Der er herved henset til, at regnskaberne for H1 og H2 er blevet slået sammen. Endvidere har klageren ikke fremsendt opgørelse af fortjeneste/tab ved salg af H1.

Efter Skatteankenævnets opfattelse er det derfor med rette, at SKAT har ansat indkomsten skønsmæssigt, if. skattekontrollovens § 3, stk. 4 og § 5, stk. 3.

SKAT har ansat klagerens privatforbrug skønsmæssigt til 91.532 kr.

Skatteankenævnet lægger til grund, at klageren har haft et negativt privatforbrug på 353.468 kr. inkl, eget vareforbrug, som opgjort af SKAT, når der bortses fra de af klageren påståede kreditorer på 561.523 kr. ultimo 2002.

Da klageren - trods anmodning derom - ikke har dokumenteret, at han har haft kreditorer som anført i regnskabet, anser nævnet, at det er med rette, at disse ikke indgår i beregningen af dennes privatforbrug. Nævnet anser det endelig ikke for dokumenteret, at hans samlever, B, har haft en indtægt i indkomståret 2002, som har kunnet bidrage til de af klageren afholdte udgifter til almindelig husholdning mv.

Landsskatterettens afgørelse af 10. august 2005, der vedrørte en anden skatteyder, har efter nævnets opfattelse ikke præjudicerende virkning i nærværende sag, idet klageren her har solgt den virksomhed, hvori kreditorerne figurerede primo 2002, hvorfor det har formodningen for sig, at disse er blevet afregnet ved salget af H1.

Skatteankenævnet har herefter stadfæstet den skønsmæssige forhøjelse af klagerens skatteansættelse med 430.000 kr., jf. statsskattelovens § 4.

Klagerens repræsentants påstand og argumenter

For Landsskatteretten har klagerens repræsentant gjort gældende, at skattemyndighederne ikke har foretaget privatforbrugsopgørelsen korrekt. l denne indgår således betalte kreditorer, som klageren ikke har betalt eller ikke afdraget på.

Kreditorerne har således været uændrede siden 1998, hvorfor det er repræsentantens opfattelse, at disse ikke påvirker opgørelsen af privatforbruget. Endelig har repræsentanten henvist til principperne i ikke offentliggjort Landsskatteretsafgørelse af 10. august 2005.

Forklaringen ved den mundtlige forhandling

Klagerens repræsentant har endvidere for retten oplyst, at en kreditormasse på 531.003 kr. har figureret uændret i klagerens regnskaber siden hans daværende revisor, IS, udarbejdede regnskabet for 1998. Han ved ikke, hvorfor beløbet har figureret i regnskaberne uændret siden da. Klageren er imidlertid aldrig blevet rykket for pengene. Han ved heller ikke, hvem han skulle skylde pengene.

Den samme problemstilling, som i nærværende sag, har også været rejst for Skatteankenævnet for indkomståret 2001, hvor klageren fik medhold. Der var her tale om de samme kreditorer, som der også er opført i 2002 regnskabet primo. Klageren må derfor efter repræsentantens opfattelse kunne støtte ret på et forventningsprincip.

Kreditormassen er også i 2002 neutral ved privatforbrugsberegningen, da den er uændret.

Salgsprisen for H1 har heller ikke kunnet dække en indfrielse af kreditormassen.

Repræsentanten anser det i øvrigt for urealistisk, at skattemyndighederne har foretaget en forhøjelse på 430.000 kr.

Kopi af repræsentantens brev af 25. januar 2007 til Skatteankenævnet vedrørende indkomståret 2002 er fremlagt for retten. Det fremgår bl.a. heraf, at klageren ikke har indfriet kreditorerne ved afståelsen af H1, sådan som SKAT har opfattet det. SKAT og Skatteankenævnet har godkendt kreditorerne i 2001. Hvis kreditorerne ikke kan godkendes, skal de heller ikke have indflydelse på privatforbruget og derfor skal de heller ikke med primo 2002.

Endvidere er fremlagt klagerens regnskab for indkomståret 2001, hvor kreditorerne ultimo er opført med 652.123 kr. og primo med 531.003 kr., samt Skatteankenævnets kendelse af den 22. marts 2006 med tilhørende sagsfremstilling vedrørende indkomståret 2001.

Af sagsfremstillingens side 3 fremgår bl.a., at forvaltningen ikke har modtaget den udbedte specifikation og dokumentation for kreditorer primo og ultimo året 2001, hvorfor forvaltningen ikke kan godkende forøgelsen af kreditorer, jf. regnskabet. Kreditorer primo 531.003 kr. - ultimo 652.123 kr. Forvaltningen anerkender herefter alene en ultimosaldo for kreditorer på 531.003 kr., idet der ikke findes bogføring og dokumentation for kreditorer. Af sagsfremstillingens side 8 fremgår, at Sekretariatet finder, at der i formuen primo skal tages samme hensyn, som i formue ultimo. Med tillæg af den daværende samlevers privatforbrug og korrektion for, at klageren hvert år ultimo trækker virksomhedens penge ud af banken umiddelbart før årsskiftet udgør det samlede privatforbrug herefter 92.454 kr. Sekretariatet indstiller herefter, at den skønsmæssige ansættelse nedsættes til 0 kr.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten bemærker, at der i de af repræsentanten udarbejdede regnskaber både for indkomståret 2001 og 2002 er blevet medtaget kreditorer primo og ultimo, som tidligere anført.

Nævnet har vedrørende indkomståret 2001 også lagt til grund, at primo- og ultimoværdien af kreditorerne har været den samme, nemlig på 531.003 kr. Der er heller ikke fra klagerens eller dennes repræsentants side tidligere blevet gjort indvendinger mod, at nævnet havde den opfattelse, at der bestod en kreditormasse af denne størrelsesorden.

Det fremgår tværtimod af repræsentantens brev af 25. januar 2007 til Skatteankenævnet, at klageren ikke har indfriet kreditorerne ved afståelsen af H1.

Først i forbindelse med fremmødet i Landsskatteretten er det blevet oplyst, at klageren ikke er blevet rykket for pengene, og at han heller ikke ved, hvem han skulle skylde pengene, og det er blevet gjort gældende, at han bør kunne støtte ret på et forventningsprincip.

Landsskatteretten bemærker i den forbindelse, at der ifølge ligningsvejledningens afsnit C.3.1.5. ikke kan støttes ret på en tilkendegivelse som følge af urigtige forudsætninger, hvis den skattepligtige ikke loyalt har fremlagt alle relevante oplysninger. Det samme gælder, hvis den skattepligtige vidste eller burde vide, at myndigheden svævede i en faktisk vildfarelse.

Hvis der herefter måtte være tale om, at alle relevante oplysninger ikke er blevet fremlagt, eller, hvis klageren eller dennes repræsentant vidste eller burde vide, at myndigheden svævede i en faktisk vildfarelse, kan der efter Landsskatterettens opfattelse ikke i den forbindelse siges at foreligge nogen retsbeskyttet forventning.

Retten anser det i øvrigt for en naturlig disposition, at en forretnings kreditorer bliver afviklet i forbindelse med et salg, og at både SKAT og Skatteankenævnet derfor har haft en formodning om, at noget sådant også er sket.

Klageren har ikke dokumenteret, at de kreditorer, som figurerer i regnskabet ultimo 2002 er korrekte.

Landsskatteretten kan herefter i det hele tilslutte sig Skatteankenævnets synspunkter og begrundelser. Den påklagede skatteansættelse stadfæstes derfor.

..."

Forklaringer

Sagsøger har under hovedforhandlingen bl.a. forklaret, at han ejede og drev H1 indtil påsken 2002. Omsætningen i H1 udgjorde mellem 900 kr. og 1200 kr. pr. dag. Han solgte sandwiches, kaffe og enkelte varme retter. Der var ca. 25 siddepladser og H1 havde åbent 7 dage om ugen. Han solgte H1, fordi han ikke tjente nok. Han startede ny forretning, H2, den 1. oktober 2002. Hans omsætning i H2 var ikke større end på H1, men han havde en forventning om, at den ville kunne blive større. Han indkøbte en del varer kontant og havde 8 dages betalingsfrist hos nogle leverandører, men han indkøbte ikke varer på kredit. Han bogførte sine vareindkøb som private indskud. Han førte kasserapport og gjorde kassen op hver dag. Han gik ikke i banken hver dag. Han fulgte alle anvisninger fra sin revisor. Han forstår ikke, hvorfor hans revisor har skrevet i bilag 6, side 3, at der ikke er sket daglig registrering. Hans revisor kritiserede aldrig hans bogføring. Han sagde endda, at sagsøger gjorde alting korrekt. Sagsøger betalte altid rettidigt og havde ingen leverandørgæld. Han ved ikke, hvordan hans revisor kom frem til, at han havde en gæld på 531.003 kr. i 2000. Revisoren har vel haft kasserapporten. Sagsøger optog ikke ny gæld, og han ved ikke, hvorfor gælden i 2001 var vokset til 652.123 kr. Han forstår ikke gældsposten i 2002. Køberen af H1 overtog restgælden, hans familielån henstod uforandret, og han stiftede ikke ny gæld. Han underskrev regnskaberne i tillid til, at de var i orden. Han så dem ikke så nøje igennem, og han forstod dem ikke. Han var gældfri efter salget af H1. I perioden fra påsken 2002 til den 1. oktober 2002 havde han ingen indtægter. Hans samlever betalte for deres fornødenheder.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument anført følgende

"...

Anbringender

Til støtte for den principale nedsættelsespåstand gør sagsøger overordnet gældende, at indkomstansættelsen for indkomståret 2002 er foretaget på et fundamentalt forkert grundlag, ligesom den har ført til et åbenbart urimeligt resultat, samt at der intet grundlag er for en indkomstforhøjelse på 430.000 kr.

En forudsætning for gennemførelse af en skønsmæssig indkomstforhøjelse er, at skattemyndighederne godtgør, at den skønnede indtjening er mere realistisk end den selvangivne indtjening.

Grundlaget for indkomstforhøjelsen er alene den af skattemyndighederne udarbejdede privatforbrugsopgørelse. Denne privatforbrugsopgørelse udviser et privatforbrug på -338.468 kr. Dette har ført SKAT til at foretage skønsmæssig indkomstforhøjelse med 430.000 kr. Indkomstforhøjelsen har altså intet andet grundlag, såsom bruttoavanceundersøgelse, indkøbsrevision osv., ligesom der ikke er peget på konkret udeholdte indtægter.

I det af revisor udarbejdede regnskab for 2002 (bilag 6) indgår en gældspost betegnet "leverandørgæld". Posten er regnskabsført til 652.123 kr. primo og 561.523 kr. ultimo (jf. side 11). Revisor har taget forbehold for regnskabets rigtighed (jf. side 3). Det er nævnte gældspost, som SKAT ikke har anerkendt eksisterer ultimo. Gældsposten er af SKAT ansat til 0 kr. ultimo - men er fastholdt uændret primo. Eftersom primosaldoen er fastholdt, får det den konsekvens i relation til privatforbrugsopgørelsen, at sagsøger belastes en gældsnedbringelse på 561.523 kr.

Dermed er den nævnte gældspost af helt central betydning for sagens afgørelse. Denne afgørende forudsætning for indkomstansættelsens resultat er imidlertid ikke korrekt, fordi den omhandlede gældspost fra regnskabet er fastholdt primo, men nulstillet ultimo.

Ved kontrakt indgået 20. maj 1997 købte sagsøger H1. Sælger var ifølge kontrakten (bilag 7) JV. Overdragelsen omfattede inventar, tilbehør m.v., indretning af lejede lokaler samt goodwill, og den samlede købesum udgjorde 694.419,66 kr. (jf. pkt. 10). Denne købesum blev ifølge kontrakten berigtiget ved, at sagsøger, udover betaling af to kontante rater, overtog to løsørepantebreve (jf. pkt. 11). Det fremgår af kontrakten, at begge gældsbreve havde oprindelig hovedstol på 379.107,27 kr. og en utinglyst restgæld pr. 1. juni 1997 på 309.709,83 kr. I alt overtog sagsøger altså en gæld på 619.419,66 kr. Det er denne gæld, der har udgjort langt størsteparten af den såkaldte leverandørgæld, der fejlagtigt har været regnskabsført i sagsøgers 2002 regnskab. Ifølge begge pantebreve (bilag 8 - 9) er debitor JV, og kreditor på det ene er XM og på det andet PJ. Pantebrevene giver begge pant i det i H1 beroende og tilhørende driftsinventar mv., og det fremgår, at H1 drives fra ...1 (se begge pantebreve side i nederst). Der består ingen tvivl om, at det er disse to pantebreve, som sagsøger i sin købskontrakt overtog som ny debitor. Hovedstolene svarer til det i kontrakten anførte; det fremgår det drejer sig om H1; H1s adresse fremgår også; og med hensyn til debitors navn ifølge pantebrevene, som for så vidt angår efternavnet adskiller sig lidt fra sælgers navn ifølge kontrakten, kan henvises til sammenfaldet mellem personnummeret ifølge pantebrevene og kontrakten. Sagsøger videresolgte H1 efter en årrække. Salget skete pr. 31. marts 2002 til G1 ApS under stiftelse. Ifølge kontrakten (bilag 10) skulle overdragelsessummen på 635.000 kr. berigtiges ved kontantbetaling, i form af to rater der skulle deponeres (jf. § 17). Efterfølgende blev aftalen imidlertid ændret delvis vedrørende overdragelsessummens berigtigelse. Det fremgår således af to breve dateret 26. marts 2002 (bilag 11 12) fra advokat TU til Nordea, at advokaten på vegne af VK og UK ("selskab under stiftelse") ved fremsendelse af et beløb 90.600,72 kr. - en restgæld på 89.851,96 kr. med tillæg af renter på 748,77 kr. - ved hvert af de to breve indfriede "løsørepantebrev opr. kr. 379.107,27 kr.". Det er endvidere anført i brevet, at "hidtidig debitor har været A". Og kreditorerne er i de to breves overskrifter angivet til at være henholdsvis XM og PJ, altså de to personer, der ifølge de to fremlagte pantebreve var kreditorer. Også ved denne overdragelse af H1 skete der således debitorskifte i de to pantelån, således at indfrielsesbeløbene blev modregnet i kontantbetalingen. Baggrunden er den (helt sædvanlige), at når der er pant i det overdragne, vil køber sikre sig mod sælgers misligholdelse af panteaftalen. Restgælden har altså pr. marts 2002 udgjort ca. 90 tkr. på hvert af de to lån, og da sagsøger overtog en restgæld i 1997 på ca. 310 tkr. på hvert af de to lån, har han altså nedbragt gælden med 220 tkr. pr. lån, i alt 440 tkr. i perioden 1997 - 2002. Ifølge pantebrevene skulle gælden "amortiseres gennem en fast månedlig ydelse på kr. 5.610,00, hvoraf forlods beregnes rente 10 % p.a. af den til enhver tid værende restgæld, medens resten er afdrag", og "ved hvert ejerskifte erlægges et ekstraordinært afdrag stort 10% af den til enhver tid værende restgæld" (jf. pantebrevenes side 1 midt). Sagsøger har fremlagt dokumentation for betalingerne, som han punktligt har effektueret månedligt (jf. bilag 14 - 16). Der henvises endvidere til de fremlagte ydelsestabeller (bilag 13 og bilag 17). Det må herudfra sluttes, at der ikke af sagsøger blev erlagt ejerskifteafdrag, hvilket givetvis har haft den praktiske baggrund, at køber alligevel ville indfri pantegælden.

Restgælden primo 2002 på de to omhandlede pantebrevslån har udgjort 2 x ca. 104 tkr. = 208 tkr. (jf. bilag 7 side 2, ydelse nr. 54), og dermed et markant lavere beløb end de 652.123 kr. ifølge regnskabet. Sagsøger har ikke haft anden nævneværdig gæld primo 2002 end restgælden på de to lån, og familielånet på 200.000 kr., der ikke er afdraget på hen over årene (jf. statusopgørelserne i regnskaberne for 1997 - 1999 (bilag 18 - 20), hvorefter denne gældspost i de følgende regnskaber (bilag 21, bilag A og bilag 6) efter revisorskift er blevet indregnet i en opsamlet gældspost). Denne restgæld på pantebrevslånene blev altså nedbragt af sagsøger fra 104.196,18 kr. til 89.851,95 kr. = 14.344,23 kr. pr. lån, sv.t. 28.688,46 kr. i alt i løbet af de første måneder i 2002.

Sagsøger har forsøgt at opnå hjælp hos den revisor, der har udarbejdet de tre seneste af de omhandlede regnskaber, hvor gældsposten ukritisk er blevet dels videreført og dels sammenlagt til en gældspost, hvilket fremgår af sagsøgers advokats brev af 7. januar 2010 (bilag 22). Beklageligvis har dette brev alene affødt en "ikke besvarelse", navnlig med henvisning til, at revisor angiveligt intet materiale havde i behold fra udarbejdelsen af regnskaberne.

I privatforbrugsopgørelsen er som anført indgået en gældsnedbringelse på 561.523 kr. men virkeligheden har altså været fundamentalt anderledes. Hele kernen i den foretagne skatteansættelse er som påpeget en antagelse om, at den store gældspost ikke bestod ultimo, og det fremgår talrige steder igennem sagens behandling i skatteforvaltningen, i skatteankenævnet og i Landsskatteretten, at sagsøger jo ikke har dokumenteret eksistensen af gældsposten ultimo. Denne antagelse er da også fuldt ud korrekt, og paradoksalt nok svarer det til det, som sagsøger selv har fremført. Prøver man således at efterspore sagsøgers egen forklaring, fremgår det faktisk af sagen, at han selv har givet udtryk for, at posten netop ikke eksisterede. Af referatet af hans forklaring for skatteankenævnet på nævnsmødet 20. juni 2007 fremgår således: "Kreditor er ført frem hvert år siden 1997, uden at han er klar over, hvad det er. Revisor har fortalt ham, at hvis regnskabet pludselig holder op med at indeholde kreditorer, så får revisor problemer". Et nævnsmedlem opfordrede herefter til dokumentation for kreditorposten og hvordan den er opstået, hvorefter sagsøger oplyste, at "revisor ... siger, at posten ikke eksisterer i virkeligheden". Det anførte fremgår af skatteankenævnets sagsfremstilling (bilag 5, side 15, pkt. 7). Skattemyndighedernes paradoksale begrundelse er, at sagsøger ikke har dokumenteret eksistensen af gældsposten - som han imidlertid selv gør gældende ikke eksisterede i 2002 i den af skattemyndighederne antagne størrelsesorden, idet der ikke er taget højde for de omfattende afdrag på de to pantebrevslån.

Vedrørende regnskabets eventuelle tilsidesættelighed gør sagsøger gældende, at det i lyset af sagens tema, er uden betydning, om regnskabskravene har været opfyldt eller ej. Regnskabsgrundlagets eventuelle tilsidesættelighed som følge af eventuel konflikt med regnskabskrav er ikke - i en situation som den foreliggende, hvor det afgørende bevisspørgsmål er, om der bestod eller ikke bestod en gæld som antaget af skattemyndighederne primo 2002 - en trylleformular, der åbner for skønsmæssig forhøjelse.

Til støtte for den subsidiære hjemvisningspåstand gør sagsøger gældende, at det er godtgjort, at grundlaget for forhøjelsen er markant forkert og at resultatet dermed er blevet åbenbart urimeligt, hvorfor der skal ske hjemvisning til fornyet behandling, såfremt retten ikke selv vil foretage nedsættelsen ved at tage den principale påstand om nedsættelse til følge.

..."

Sagsøgte har i sit påstandsdokument anført følgende

Sagsøgerens revisor anførte i regnskabet for 2002 (bilag 6, side 3), at `Det er ikke ført den lovkrævede daglige registrering af virksomhedens transaktioner afstemmeligt til ind- og udførsler relateret til en pengeinstitutkonto og ved en gennemgang af sagsøgerens bogføringsmateriale har den lokale skattemyndighed konstateret en lang række fejl og uoverensstemmelser, jf. bilag 5, side 6, 8 og 14. Disse fejl og uoverensstemmelser omfatter bl.a.
 

Sagsøgte gør på baggrund af ovenstående gældende, at sagsøgerens bogføring i indkomståret 2002 ikke har levet op til kravene i bogføringsloven og bekendtgørelse nr. 1068 af 17. december 1999 om skattemæssige krav til regnskab. Skattemyndighederne har derfor været berettiget til at tilsidesætte sagsøgerens regnskaber som grundlag for indkomstopgørelsen og fastsætte den skattepligtige indkomst ved et skøn, jf. skattekontrollovens § 3, stk. 4, jf. § 5, stk. 3. Dette følger også - og i sig selv - af, at sagsøgerens privatforbrug i 2002 var negativt, jf. nærmere nedenfor.

Skattemyndighedernes skøn kan kun tilsidesættes, såfremt skønnet er åbenbart urimeligt eller udøvet på et forkert grundlag. Bevisbyrden herfor påhviler sagsøgeren, og den har sagsøgeren ikke løftet.

Forhøjelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst er sket ved et skøn på baggrund af et beregnet negativt privatforbrug på kr. 338.468,-. Indkomsten er herefter forhøjet med kr. 430.000,-, hvilket giver et privatforbrug på kr. 91.532,- (bilag 1, side 2, 4. afsnit).

Skattemyndighederne har i privatforbrugsberegningen lagt til grund, at sagsøgeren i indkomståret 2002 har nedbragt sin gæld fra primo kr. 531.003,- til ultimo kr. 0,-, jf. privatforbrugsberegningen (bilag B, side 2).

Sagsøgeren har i stævningen, side 5 øverst, anført, at gælden kun er nedbragt fra ca. kr. 208.000,- til kr. 0,-. Tvisten vedrører således alene størrelsen af gælden primo 2002, idet det er ubestridt, at gælden var indfriet ultimo 2002.

Af sagsøgerens eget regnskab for 2002 fremgår, at gælden primo 2002 udgjorde kr. 652.123,- (bilag 6, side 11). Det er sagsøgerens bevisbyrde, at gælden var mindre end anført i regnskabet, og sagsøgerens forklaring skal være støttet af objektive kendsgerninger. Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Skattemyndighederne opgjorde gælden primo 2002 til kr. 531.003,-, idet myndighederne for indkomståret 2001 alene havde godkendt en ultimogæld på kr. 531.003,- (bilag C, sagsfremstillingens side 3), hvilket skyldtes, at sagsøgeren ikke havde dokumenteret, at gælden var steget fra kr. 531.003,til kr. 652.123,-, som anført i sagsøgerens regnskab for 2001 (bilag A, side 7). Alternativet havde været at lægge til grund, at gældsposten primo 2002 var kr. 652.123,-. Herefter ville gældsnedbringelsen have belastet sagsøgerens privatforbrug yderligere.

Sagsøgeren bestred ikke i forbindelse med behandlingen af indkomståret 2001, at gælden ultimo 2001 var kr. 531.003,- (bilag C, sagsfremstillingens side 4), hvorfor myndighederne med rette har lagt dette til grund ved fastsættelsen af gælden primo 2002. Sagsøgeren har ikke under skriftvekslingen ønsket at besvare sagsøgtes opfordring (3) om at oplyse, hvorfor han ikke i forbindelse med ligningen af indkomståret 2001 oplyste skatteforvaltningen eller skatteankenævnet om, at gældsposten var medtaget med et for stort beløb.

Får sagsøgeren medhold i sit postulat om, at han kun havde en restgæld på ca. kr. 208.000,- og ingen anden gæld primo 2002 (jf. stævningen, side 5 øverst), er han blevet for lempeligt beskattet i 2001, hvorfor skatteansættelsen for indkomståret 2001 skal genoptages med henblik på en tilsvarende forhøjelse, jf. skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 2 og nr. 5. Indsigelsen ændrer således ikke på den samlede beskatning af sagsøgeren.

Hertil kommer, at sagsøgerens privatforbrug, hvis det som hævdet i stævningen, side 5 Øverst, lægges til grund, at sagsøgeren alene har haft en gæld på ca. kr. 208.000,- primo 2002, fortsat er negativt med kr. 30.857,- (Det oprindeligt beregnede privatforbrug på kr. -353.468 tillagt differencen mellem kr. 531.003; og kr. 208.392,- = kr. 322.611,-). Dette viser, at sagsøgeren har haft flere indtægter end selvangivet, selvom om hans forklaring om lånets størrelse lægges til grund.

Sammenfattende gøres det gældende, at sagsøgeren ikke har løftet sin bevisbyrde for, at gælden primo 2002 var lavere end kr. 531.003,-, endsige at den blot udgjorde ca. kr. 208.000,-.

Skattemyndighedernes skøn, hvorefter sagsøgerens privatforbrug skønsmæssigt ansættes til kr. 91.532, , medfører ikke et åbenbart urimeligt resultat, idet sagsøgeren selv havde opgjort sit privatforbrug til kr. 138.636, , jf. formueopgørelse og kapitalforklaring for 2002 (bilag D). Tværtimod er der tale om et lempeligt skøn.

På den baggrund har sagsøgeren ikke godtgjort, at skønnet kan tilsidesættes som forkert eller åbenbart urimeligt.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det følger af skattekontrollovens § 3, stk. 4, jf. § 5, stk. 3, at skattemyndighederne kan tilsidesætte et regnskab og fastsætte en skattepligtig indkomst skønsmæssigt, hvis de fastsatte krav til regnskab og bogføring ikke er opfyldt.

Retten lægger til grund som bevist, at sagsøgers regnskab for indkomståret 2002 ikke opfyldte kravene, og at det herefter var berettiget, at skattemyndighederne foretog en skønsmæssig ansættelse af sagsøgers skattepligtige indkomst.

Det er ubestridt, at sagsøger ved udgangen af 2002 ikke havde gæld. Afgørende for sagens udfald er derfor størrelsen af sagsøgers gæld primo 2002.

Sagsøgers regnskab for 2002 angiver, at gælden primo 2002 var 652.123 kr. Der er ikke fremlagt dokumentation herfor. Sagsøger har under sagen forklaret, at han ikke forstod opgørelsen af denne gældspost i regnskabet. Skattemyndighederne opgjorde gælden primo 2002 til 531.003 kr., svarende til gælden ultimo 2001, som ikke på det tidspunkt blev bestridt af sagsøger.

Retten finder det herefter ikke godtgjort, at skattemyndighedernes skøn er åbenbart urimeligt eller udøvet på et forkert grundlag.

Sagsøgte får således medhold i den nedlagte påstand om frifindelse.

Som følge af det anførte pålægges sagsøger at betale sagsomkostninger til sagsøgte som nedenfor bestemt. Retten har ved fastsættelsen af et passende beløb til dækning af udgifter til advokatbistand taget udgangspunkt i de vejledende satser, som man ikke har fundet grundlag for at fravige samt tillagt sagsøgte et afrundet beløb incl. moms til dækning af udgift ved fremstilling af materialesamling.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, betaler inden 14 dage til sagsøgte 29.500 kr. incl. moms i sagsomkostninger.