Fristen for at indlevere den udvidede selvangivelse til SKAT er 1. juli. Denne frist overholdes dog langt fra af alle. Sidste år indsendte over 45.000 borgere selvangivelsen for sent, og det gav 125 millioner i skattetillæg. Det er i gennemsnit næsten 3.000 kr. for hver af de borgere, som ikke har indsendt til tiden.
- Jeg er overrasket over, hvor mange erhvervsdrivende og andre borgere, der ikke indsender selvangivelsen til tiden. Og jeg er overrasket over, hvor mange penge, det i alt beløber sig til. De må da have noget bedre at bruge deres penge til, udtaler kontorchef i SKAT Jochim Behrend.
Det kan være en dyr fornøjelse at glemme selvangivelsesfristen den 1. juli 2010. Skattetillægget udgør 200 kroner og kan pålægges med det samme, efter fristen er overskrevet. SKAT accepterer dog at modtage selvangivelsen - uden beregning af skattetillæg - den 2. juli 2010 ved åbningstid, og det gælder både indgivelse via TastSelv og i papirudgave.
Hvis folk stadig ikke indsender selvangivelsen, har SKAT mulighed for at sætte tommelskruen på og pålægge dagbøder. Dagbøderne er på 200 kroner og opefter og fastsættes efter borgerens betalingsevne. Sidste år pålagde SKAT knapt 1.400 personer i alt 16 millioner kroner i dagbøder for at gennemtvinge aflevering af selvangivelsen.
- Jeg vil stærkt opfordre folk til denne gang at få indsendt selvangivelsen til tiden, så de undgår at skulle betale ekstra i skat. Man kan jo betragte det som en slags skattelettelse i forhold til sidste år, hvis man fik skattetillæg der. Samtidig sparer det SKAT for en masse unødigt arbejde, hvis alle indsender til tiden, og det er vel at mærke tid, som vi i stedet kan bruge på mere fornuftige ting, siger Jochim Behrend.
Den udvidede selvangivelse skal udfyldes af selvstændig erhvervsdrivende og andre borgere med komplicerede skatteforhold. Det er for eksempel borgere, der har indkomst fra ejerbolig i udlandet eller har en forældreudlejnings-lejlighed. Borgere med enkle skatteforhold, for eksempel lønmodtagere, pensionister og studerende, skal ikke udfylde en selvangivelse, og disse har allerede modtaget årsopgørelsen fra SKAT.
Selvangivelsen kan indgives via TastSelv på skat.dk, og det gør fire ud af fem i dag. Disse får en online årsopgørelse og kan straks se, om de får overskydende skat sat ind på deres Nemkonto eller skal betale restskat.
Yderligere oplysninger: journalister 72 37 09 00, borgere og virksomheder 72 22 18 18.