Dato for udgivelse
18 Nov 2010 13:39
Resumé

SKAT kontroller i øjeblikket, om frisørbranchen på Fyn og i Sønderjylland har styr på deres kasseapparater. Desværre spekulerer et eller flere angiveligt kasseapparatfirmaer i aktionen og udgiver sig for at være fra SKAT.


SKAT har i de seneste dage modtaget flere henvendelser fra frisører, der er blevet ringet op af en person, som udgiver sig for at være fra SKAT. Personen tilbyder assistance til omprogrammering af kasseapparater, og hvis frisøren takker nej, bliver der truet med bøder på 5.000 kr., når SKAT kommer forbi frisørsalonen.

 

SKAT har anmeldt sagen til Politiet, der vil undersøge, hvem der står bag opkaldene, da det er strafbart at udgive sig for at være offentlig ansat.

Samtidig er mange frisørsaloner blevet ringet op af kasseapparatfirmaer, der benytter kontrolaktionen til at sælge nye kasseapparater til de frisører, der ikke allerede har et kasseapparat. Dette er som udgangspunkt lovligt, når der er tale om salg til erhvervsdrivende, og SKAT kan således ikke forhindre, at frisørerne bliver ringet op af kasseapparatsælgere.

SKAT udsender i morgen en pressemeddelelse om resultatet af kontrolaktionerne i frisørbranchen.

For yderligere oplysninger kontakt SKATs pressefunktion på tlf. 7237 0900.