Indledning

Den juridiske vejledning er opdelt i områder for hver styrelse, som er ansvarlig for egne afsnit. Dette er en konsekvens af, at Skatteforvaltningen består af en række styrelser.

Afsnit C.A Personbeskatning indgår i Skattestyrelsens del af Skatteforvaltningens fælles juridiske vejledning.

Se også

Se også det fælles afsnit Om Den juridiske vejledning.

I afsnittet "Den juridiske vejledning - et bidrag til retssikkerheden" findes en oversigt over vejledningens hovedafsnit fordelt på de enkelte styrelser.

Bemærk

De formelle regler for Skatteforvaltningens - herunder Skattestyrelsens - område er beskrevet i

  • Afsnit A.A Processuelle regler for Skatteforvaltningens opgaver
  • Afsnit A.B Angivelse og afregning
  • Afsnit A.C Kontrol og straf
  • Afsnit A.D Opkrævning.

Forkortelser

I afsnittet "Lovforkortelser mv." findes en liste over

  • lovforkortelser
  • forkortelser for myndigheder, institutioner mv., som er anvendt i forbindelse med henvisninger til domme og andre afgørelser mv.
  • forkortelser for selskabsformer. 
Resumé

Afsnit C.A. Personbeskatning handler om:

  • Principperne for personers indkomstopgørelse (C.A.1)
  • Principperne for indkomst og fradrag (C.A.2)
  • Indtægter (C.A.3)
  • Fradrag (C.A.4)
  • Personalegoder (C.A.5)
  • Gaver, legater og gevinster (C.A.6)
  • Rejseudgifter (C.A.7)
  • Beskatning af ægtefæller (C.A.8)
  • Beskatning af børn (C.A.9)
  • Pensions-, forsikrings- og opsparingsordninger mv. (C.A.10)
  • Renter (C.A.11)
  • Arbejdsmarkedsbidrag for lønmodtagere mv. (C.A.12).
Tema(er)
Personalegoder, gaver, legater og gevinster. Indtægter, ægtefæller, børn. Rejsereglerne og AM-bidrag. Fradrag for gaver og løbende ydelser Pensionsordninger
Hvad er nyt?

Vedr. afsnit C.A.3.4.6 Beskatning af søfolk

Ved lov nr. 2613 af 28. december 2021 er SØBL ændret som følger:

Sømandsfradraget efter SØBL § 3 finder kun anvendelse på personer, der er statsborgere i en EU-eller EØS-medlemsstat eller i Schweiz samt i visse tilfælde statsborgere i Det Forenede Kongerige. Gælder kun for ansættelsesforhold, der påbegyndes den 1. januar 2022 eller senere (SØBL § 3 a).

Sømandsfradraget er med virkning fra og med indkomståret 2022 betinget af, at fartøjet - foruden registrering i en EU- eller EØS-medlemsstat - sejler under et flag fra en EU- eller EØS-medlemsstat (SØBL § 3, stk. 6).

Det forhøjede sømandsfradrag på 105.000 kr. gælder ikke på fartøjer, der sejler i regelmæssig passagersejlads mellem havne i EU-eller EØS-medlemsstater. Med virkning fra og med indkomståret 2022 gives det forhøjede fradrag derfor ikke længere ved sejlads mellem fx Danmark og Norge (SØBL § 3, stk. 1, 2. pkt.).

Med virkning fra den 1. januar 2021 sidestilles statsborgere i Det Forenede Kongerige i visse tilfælde med statsborgere i en EU-medlemsstat, når de er omfattet af DIS-ordningen for færger ved arbejde om bord på skibe, der sejler i regelmæssig passagersejlads mellem havne i EU- eller EØS-medlemsstater (SØBL § 7).

Vedr. afsnit C.A.5.14.1.6 Den skattepligtige værdi - procentreglen (beskatning af fri bil)

Ved lov nr. 203 af 13. februar 2021 blev procentreglen samt miljøtillægget ændret. I indkomståret 2022 sættes den årlige værdi således til 24,0 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 21,0 pct. af resten.

I indkomståret 2022 udgør miljøtillægget den årlige afgift eksklusive udligningsafgift og privatbenyttelsestillæg, der skal betales for bilen efter brændstofforbrugsafgiftsloven eller efter lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v., med tillæg af 250 pct.

Vedr. afsnit C.A.5.14.1.7 Opgørelse af bilens værdi (beskatning af fri bil)

Ved lov nr. 93 af 31. januar 2020 blev der indført ændrede regler om beskatning af fri bil ved genberegning af den registreringsafgiftspligtige værdi. Ved lov nr. 2193 af 30. november 2021 er genberegningsfristen fremrykket, så der skal ske genberegning senest tre måneder (tidligere 4 måneder) efter tidspunktet for første registrering med virkning for køretøjer, der registreres i Køretøjsregisteret første gang fra og med den 1. januar 2022.

Vedr. afsnit C.A.5.14.1.9 Udgifter i forbindelse med firmabil (beskatning af fri bil)

Ved lov nr. 203 af 13. februar 2021 blev værdien af ladestandere og installation af ladestandere (ladestik), der er stillet til privat rådighed af arbejdsgiveren ved den skattepligtiges bopæl sammen med privat rådighed over en elbil eller pluginhybridbil, gjort skattefri under visse forudsætninger. Ved lov nr. 2193 af 30. november 2021 er arbejdsgiverbetalte ladestandere på bopælen tilsvarende gjort skattefri for selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen, og hovedaktionærer.

Som følge af lov nr. 2610 af 28. december 2021 er der lavet ændringer i følgende underafsnit til afsnit C.A.10 Pensions-, forsikrings- og opsparingsordninger mv.:

Vedr. afsnit C.A.10.2.2.1.2 Rateopsparing i pensionsøjemed (skattekode 07 og 12)

Seneste indbetalingstidspunkt for en rateopsparing er blevet ændret fra det kalenderår, der ligger forud for det år, hvori første rateudbetaling vil finde sted, til tidspunktet inden første rateudbetaling finder sted, jf. lovens § 1, nr. 1.

Vedr. afsnit C.A.10.2.2.4.1 Udbetaling ved pensionsalderen  

Der er indført en ny beregningsregel for en rateopsparing, der er opdelt. Den årlige rateudbetaling beregnes herefter af hver enkelt andel af opsparingen af andelens værdi ved kalenderårets begyndelse, jf. lovens § 1, nr. 3.

Vedr. afsnit C.A.10.2.6.3.3.1 Beløbsgrænserne på 5.500 kr. og 54.200 kr.

Rækken af ikke-diskvalificerende udbetalinger er blevet udvidet med alderspension og ratepension, der påbegyndes efter sidste udbetaling af en invalidepension, supplerende arbejdsmarkedspension for førtidspensionister, bonus på rene risikoforsikringer og udbetaling af pensionsmidler til dækning af betaling for ikkefradrags- eller bortseelsesberettigede risikodækninger i forbindelse med fratrædelse, jf. lovens § 1, nr. 23 og 24.

Vedr. afsnit C.A.10.2.6.2 Anbringelsesregler for aldersforsikring og aldersopsparing 

Midler i særskilte depoter til brug for aldersopsparing må pr. 1. januar 2022 ikke investeres i unoterede andele i alternative investeringsfonde, med registeret hjemsted i et tredjeland, jf. § 24, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 2640 af 28/12/2021 (Bekendtgørelse om visse skattebegunstigede opsparingsformer i pengeinstitutter).

For så vidt angår aldersopsparinger vil udlodninger af de pågældende værdipapirer i fra og med den 1. januar 2022 til og med den 30. juni 2022 være afgiftsfri, jf. lovens § 1, nr. 22.

Vedr. afsnit C.A.10.2.7.2 Korrektioner af pensionsaftaler

Afsnittet vedrørende PBL § 22 D er omskrevet som følge af indførelsen af § 22 D, stk. 5, hvorefter der kan ske overførsel af beløb, der i løbet af kalenderåret er indbetalt til en arbejdsgiveradministreret pensionsordning omfattet af kapitel 1, til en arbejdsgiveradministreret pensionsordning omfattet af PBL § 53 A, jf. lovens § 1, nr. 15 - 19.

Endvidere er der indsat et nyt afsnit vedrørende den nyindsatte PBL § 22 F, hvorefter beløb, der fejlagtigt er indbetalt til en række nærmere angivne pensionsordninger mv., enten kan tilbagebetales til indbetaleren eller overføres til en anden pensionsordning mv. senest 3 år efter indbetalingen, jf. lovens § 1, nr. 20.

Vedr. afsnit C.A.10.4.1.4 Børneopsparingskonti

Midler i særskilte depoter til brug for børneopsparing må pr. 1. januar 2022 ikke investeres i en række unoterede værdipapirer omfattet af § 24, stk. 3 og 4, i bekendtgørelse nr. 2640 af 28/12/2021 (Bekendtgørelse om visse skattebegunstigede opsparingsformer i pengeinstitutter).

Uanset en aftalt bindingsperiode efter PBL § 51, stk. 5, 1. pkt. kan der ske udbetalinger i form af udlodninger til kontohaveren af de pågældende unoterede værdipapirer fra og med den 1. januar 2022 til og med den 30. juni 2022, jf. lovens § 1, nr. 26.

Vedr. afsnit C.A.10.4.1.5 Selvpensioneringskonti

Midler i særskilte depoter til brug for selvpension må pr. 1. januar 2022 ikke investeres i en række unoterede værdipapirer omfattet af § 24, stk. 3 og 4, i bekendtgørelse nr. 2640 af 28/12/2021 (Bekendtgørelse om visse skattebegunstigede opsparingsformer i pengeinstitutter).

Der kan dog ske delvise udbetalinger i form af udlodninger til kontohaveren af de pågældende unoterede værdipapirer fra og med den 1. januar 2022 til og med den 30. juni 2022, jf. lovens § 1, nr. 27.

Vedr. afsnit C.A.10.4.2.6 Hvilke forsikrings- og pensionsordninger beskattes fortsat efter den ellers ophævede § 50 i PBL?

Midler i pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 50, jf. lovbekendtgørelse nr. 580 af 7. august 1991, må ikke være investeret i en række unoterede værdipapirer, idet pensionsordningen ellers overgår til beskatning efter § 53 A fra tidspunktet for investeringen, dog tidligst den 1. juli 2022, jf. lovens § 1, nr. 28.

Investeringer af midler i pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 50, jf. lovbekendtgørelse nr. 580 af 7. august 1991, der inden den 1. januar 2022 er foretaget i de nævnte værdipapirer skal være afviklet senest den 30. juni 2022, idet pensionsordningen ellers overgår til beskatning efter pensionsbeskatningslovens § 53 A fra og med den 1. juli 2022, jf. lovens § 6, stk. 6.

åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.A Personbeskatning" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.