Faglige nyheder i afsnit C.C Erhvervsbeskatning - Vejledningen er ajourført med seneste vedtagne lovgivning og praksis.
- I afsnit C.C.4.3.4 om skovbrug er det sprogligt forældede ord "opskove" erstattet med "fældet" - der er ikke tilsigtet ændring i indholdet.
- Ved lov nr. 896 af 21. juni 2022 er konkurslovens kapitel 29 ophævet. Som følge heraf er afsnit C.C.9.4.2 omskrevet.
Nedsættelse af afskrivningssatser på bygninger og kunstnerisk udsmykning af bygninger mv. Ved lov nr. 1598 af 28. december 2022 om ændring af afskrivningsloven blev den ordinære sats for afskrivning på bygninger nedsat fra indtil 4 pct. årligt til indtil 3 pct. årligt, ligesom reglerne for forhøjet afskrivningssats på bygninger med særlig kort levetid i konsekvens heraf blev ændret. De ændrede satser gælder for bygninger og tilbygninger, der anskaffes den 1. januar 2023 og senere, se afsnit C.C.2.4.4.4. Samme nedsættelse af afskrivningssatsen som for bygninger er sket med hensyn afskrivning af udgifter til kunstnerisk udsmykning, se afsnit C.C.2.4.5.7. Endelig blev der ved den nævnte ændringslov indført en FIFO-regel (First-In-First-out), der fastsætter, at såfremt en skattepligtig ejer ideelle andele af en bygning eller installation, hvoraf nogle andele er anskaffet før den 1. januar 2023, og andre andele er anskaffet senere, så anses de først erhvervede ideelle andele for de først afståede. Se afsnit C.C.2.4.4.6. Coronapandemien og Covid-19-kompensationer Erstatninger til minkavlere og følgeerhverv Ved lov nr. 2185 af 29. december 2020, Lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, blev der hjemmel til aflivning af alle mink, og indført et forbud mod hold af mink indtil 31. december 2021. Ved lov nr. 2597 af 28. december 2021 er forbuddet forlænget til om med 31. december 2022. Den 25. januar 2021 blev indgået aftale mellem regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance om erstatninger mv. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af Covid-19. På baggrund af aftalen, og med de bemyndigelser, der fremgår af Lov nr. 2185 af 29. december 2020, og de efterfølgende ændringer ved lov nr. 784 af 4. maj 2021, er vedtaget forskellige ændringer i andre love, samt udarbejdet en række bekendtgørelser. Se Lov nr. 2611 af 28. december 2021, Lov nr. 1179 af 8. juni 2021, Lov nr. 1164 af 8. juni 2021, Bekendtgørelse nr. 2463 af 11. december 2021, Bekendtgørelse nr. 2462 af 10. december 2021, Bekendtgørelse nr. 1781 af 7. september 2021, og Bekendtgørelse nr. 165 af 3. februar 2021. Bemærk om forholdet til vurderingslovgivningen Med lov nr. 654 af 8. juni 2017 blev der vedtaget en ny ejendomsvurderingslov, der indeholder nye regler om ejendomsvurdering. Seneste nyt vedrørende vurderingslovgivningen fremgår i afsnit H.A Ejendomsvurdering og C.H Fast ejendom under "Faglige nyheder". |