Dato for udgivelse
22 jul 2011 13:41
Til
Virksomheder med EU-handel
Sagsnummer
2011-251-0575
Ved spørgsmål, kontakt
SKATs Kundecenter
Resumé
Nyhedsbrevet beskriver ændringer i dansk momspraksis som følge af ny EU-forordning om moms.

Som følge af de ændrede regler for det momsmæssige beskatningssted for ydelser som led i den såkaldte Momspakke (se evt. Momsvejledningens afsnit E.3) er der i EU vedtaget en ny momsforordning (nr. 282/2011), der har virkning fra 1. juli 2011.

Den nye momsforordning indeholder udover bestemmelserne fra den tidligere forordning en række nye bestemmelser, først og fremmest med henblik på gennemførelsen af Momspakken. Den medfører derfor enkelte præciseringer og ændringer i dansk momspraksis. Ændringerne er indarbejdet i den seneste version af Momsvejledningen, 2011-2.

Forordningen indeholder en forenkling af definitionen af, hvor virksomheden har hjemsted, se Momsvejledningens afsnit E.3.1.2.

Ved salg af "hovedregelydelser" til momspligtige kunder i andre EU-lande indfører forordningen en pligt for leverandøren til at få kundens navn og adresse bekræftet elektronisk. Kundens land fastsætter, hvordan den elektroniske bekræftelse af kundens navn og adresse finder sted. Det kan f.eks. være i VIES. Med hensyn til undersøgelse af kundens navn og adresse, så har medlemsstaterne først pligt til at stille denne facilitet til rådighed for leverandøren fra 1. januar 2012. Leverandøren har først pligt til at anvende faciliteten, når kundens medlemsstat stiller den til rådighed. Se Momsvejledningens afsnit E.3.1.6. Der vil senere blive udsendt et nyhedsbrev om validering af momsnumre, navne og adresser.

Det præciseres i momsforordningen, at ydelser, der leveres af en formidler, som handler i andres navn og på andres vegne, og som består i formidling af indkvartering i hotelsektoren eller i sektorer med en tilsvarende funktion, er omfattet af hovedreglen for levering af ydelser til momspligtige kunder, se Momsvejledningens afsnit E.3.2, henholdsvis reglen om formidlingsydelser leveret til ikke-momspligtige personer, se evt. afsnit E.3.4.1.

Forordningen præciserer, hvad der forstås ved ydelser, der har til formål at give adgang til arrangementer inden for kultur, kunst, sport, videnskab, undervisning, underholdning eller lignende arrangementer, se Momsvejledningens afsnit E.3.3.3.

Forordningen præciserer, hvad der forstås ved transportmidler, og indeholder en mindre ændring af definitionen af korttidsudlejning, se Momsvejledningens afsnit E.3.3.5.

I forordningens bilag II findes en ny attest for moms- og/eller punktafgiftsfritagelse, som skal anvendes i stedet for den hidtidige attest, ved momsfrie leverancer til diplomatiske repræsentationer mv. i andre EU-lande, se Momsvejledningens afsnit I.1.1.5.

Forordningen medfører, at fritagelsen for ydelser, der indgår i momsgrundlaget for importmoms på varer, også finder anvendelse i tilfælde, hvor der er momsfrihed ved indførsel af de pågældende varer (Se evt. Momsvejledningens afsnit I.3). Se afsnit I.3.6.

I forbindelse med reglerne om omvendt betalingspligt forstås ved "udenlandsk virksomhed" også en virksomhed (momspligtig person), der har et fast forretningssted her i landet i de tilfælde, hvor virksomheden foretager leverancer her, uden forretningsstedets medvirken. Det betyder, at når forretningsstedet ikke medvirker til leverancen, så kan reglerne om omvendt betalingspligt finde anvendelse, selv om den udenlandske virksomhed har et fast forretningssted her. Forordningen medfører ændringer med hensyn til, hvornår et fast forretningssted anses for at have medvirket til en leverance foretaget af en udenlandsk virksomheds etableringer i andre lande, se Momsvejledningens afsnit L.1.2.

I forbindelse med transaktioner, som sælger skal indberette som EU-salg uden moms (tidligere listeindberetning), se evt. Momsvejledningens afsnit N.4, indfører forordningen en udtrykkelig pligt for momsregistrerede kunder, der handler i denne egenskab, til straks at meddele deres momsregistreringsnummer til deres leverandører af varer og tjenester. Dette gælder dog ikke ved erhvervelse af varer fra andre EU-lande, når kunden alene er momsregistreret efter de særlige registreringsregler for EU-handel med ydelser og ikke er pligtig til at betale erhvervelsesmoms af varerne. Se afsnit M. Det præciseres samtidig, at hvis en virksomhed, som er registreret efter de særlige regler om registrering for køb og salg af hovedregelydelser, se evt. afsnit M.4.2 og M.4.3, alligevel meddeler sit momsregistreringsnummer til sælger i forbindelse med erhvervelse af varer, betragtes det som en anmodning om valgfri registrering for erhvervelse af varer, se afsnit M.4.1.

Henvisning
Momsvejledning 2011-2; E.3