Dato for udgivelse
14 jul 2011 22:25
Til
Alle momsregistrerede virksomheder
Sagsnummer
-
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18
Resumé
Oplysninger om "EU-salg uden moms, varer" bliver opdelt i to rubrikker. Der kan indberettes i de nye rubrikker på TastSelv momsangivelsen fra 3. august 2011.

Dette er en opdatering i forhold til tidligere udsendt nyhedsbrev af 16. maj 2011

Det er tidligere blevet udmeldt, at Rubrik B - varer - indberettes til "EU-salg uden moms" og Rubrik B - varer - indberettes ikke til "EU-salg uden moms" ville være på TastSelv momsangivelsen fra 1. juli 2011. De nye rubrikker vil imidlertid først være på momsangivelsen fra 3. august 2011.

Virksomheder der skal lave filindberetning bedes bemærke, at fil til momsindberetning ændres den 3. august 2011 - også vedrørende perioder før 1.7.2011. Der henvises til Nyheder på TastSelv Erhvervs forside, hvor der blev orienteret om dette den 8. juli 2011.

Når de nye rubrikker er klar den 3. august, vil der være følgende rubrikker på momsangivelsen:

· Rubrik A - varer. Værdien uden moms af varekøb i andre EU-lande.

· Rubrik A - ydelser. Værdien uden moms af ydelseskøb i andre EU-lande.

· Rubrik B - varer - indberettes til "EU-salg uden moms". Værdien af varesalg uden moms til andre EU-lande.

· Rubrik B - varer - indberettes ikke til "EU-salg uden moms". Værdien af fx installation og montage, fjernsalg og nye transportmidler til ikke momsregistrerede kunder uden moms til andre EU-lande.

· Rubrik B - ydelser - indberettes til "EU-salg uden moms". Værdien af visse ydelsessalg uden moms til andre EU-lande.

· Rubrik C. Værdien af andre varer og ydelser, der leveres uden afgift her i landet, i andre EU-lande og i lande uden for EU, jf. momsbekendtgørelsens § 52, stk. 10.

De virksomheder, der har udfyldt:

· Rubrik B - varer - indberettes til "EU-salg uden moms"

· Rubrik B - ydelser - indberettes til "EU-salg uden moms"

skal specificere i en særskilt angivelse til EU-salg uden moms (tidligere kaldet listeangivelse).