Dato for udgivelse
03 nov 2011 10:43
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
25 okt 2011 09:35
SKM-nummer
SKM2011.720.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
11-113416
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Personalegoder, sundhedsordning
Resumé

En del af de ansatte i en virksomhed er via deres overenskomst omfattet af "Sundhedsordning 1", som ikke er omfattet af ligningsloven § 30. Virksomheden påtænker nu at tilbyde samtlige ansatte "Sundhedsordning 2", som skal være omfattet af ligningsloven § 30.

Skatterådet bekræfter, at den påtænkte "Sundhedsordning 2" vil kunne omfattes af ligningsloven § 30, også selvom nogle medarbejdere i forvejen er dækket af "Sundhedsordning 1".

Hjemmel

Statsskatteloven § 4,
Ligningsloven 30

Reference(r)

Statsskatteloven § 4,
Ligningsloven 30

Henvisning

Den juridiske vejledning 2011-2, afsnit C.A.5.15.3

Spørgsmål

  1. Vil den påtænkte "Sundhedsordning 2" kunne omfattes af ligningslovens § 30, også selvom nogle medarbejdere i forvejen er dækket af en "Sundhedsordning 1", som ikke er omfattet af ligningslovens § 30?

Svar

  1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er et selskab, der beskæftiger sig med import af maskiner mv. til landbrug, have og park.

En del af selskabets ansatte er omfattet af en overenskomst, hvor selskabet er forpligtet til at tilbyde disse medarbejdere en sundhedsordning (Sundhedsordning 1), som indkøbes hos Forsikringsselskab 1, og hvor spørger betaler præmien til forsikringsselskabet. De medarbejdere, der ikke er omfattet af den konkrete overenskomst, kan ikke være omfattet af sundhedsordningen, idet der kun kan købes dækning for de medarbejdere, der er omfattet af overenskomsten.

Spørger påtænker nu at tilbyde samtlige ansatte en sundhedsordning (Sundhedsordning 2) fra Forsikringsselskab 2, som skal være omfattet af ligningslovens § 30. Der er tale om en ordning, hvor selskabet betaler en årlig præmie pr. medarbejder, der ønsker at være omfattet af ordningen.

Spørger oplyser, at det kan lægges til grund for besvarelsen af spørgsmålet, at

  • ordningen kun indeholder sådanne behandlinger mv., som falder ind under ligningslovens § 30, herunder at der kræves de nødvendige henvisninger og erklæringer fra læger mfl.
  • ordningen tilbydes alle spørgers ansatte
  • ordningen tilbydes på nøjagtig ens vilkår til alle
  • ordningen i øvrigt er et led i spørgers generelle personalepolitik.

Spørger ønsker at sikre sig, at Sundhedsordning 1 og Sundhedsordning 2 ikke skal ses som én samlet sundhedsordning. I så fald vil den samlede ordning utvivlsomt ikke kunne anses for omfattet af ligningslovens § 30, idet nogle ansatte vil få tilbudt andre og flere ydelser end resten, hvilket ikke er foreneligt med ordlyden af bestemmelsen.

Spørger er imidlertid af den opfattelse, at de to sundhedsordninger skal bedømmes hver for sig i relation til spørgsmålet om, hvorvidt de kan være skattefrie efter ligningslovens § 30.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Efter bestemmelsen i ligningslovens § 30 skal en række kriterier være opfyldt, for at en sundhedsordning kan være skattefri for en arbejdsgivers medarbejdere.

Der ses ikke i disse kriterier at være noget forbud imod, at arbejdsgiveren tilbyder visse sundhedsrelaterede ydelser (her: Sundhedsordning 1) til nogle medarbejdere, ud over det, der er tilbudt i den fælles sundhedsordning omfattet af ligningslovens § 30 (her: Sundhedsordning 2). Disse yderligere ydelser kan så blot ikke være skattefrie efter ligningslovens § 30, men må behandles efter regler og praksis i skattelovgivningen i øvrigt. Det betyder, at disse yderligere ydelser som hovedregel er skattepligtige for medarbejderne, eller eventuelt - hvilket må være tilfældet for så vidt angår Sundhedsordning 1 - er skattefri efter den særlige praksis, der gælder for forebyggelse eller helbredelse af erhvervsrelaterede skader.

Skulle de to ordninger ses som én samlet ordning, ville det også betyde, at en virksomhed med en sundhedsordning omfattet af ligningslovens § 30, f.eks. i form af, at man betaler en forsikringspræmie for medarbejderne, ville være afskåret fra at betale for en medarbejders genoptræning efter en arbejdsrelateret skade, hvis ikke dette var omfattet af den tegnede forsikring, idet dette ville gøre forsikringspræmien skattepligtig for de øvrige medarbejdere. Efter vores opfattelse må det have formodningen imod sig, at det har været lovgivers mening reelt at afskære arbejdsgivere fra at rette op på skader, som er påført medarbejderne af arbejdet.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

Ligningsloven § 30

Ligningsloven § 30 omfatter skattefrihed for arbejdsgiverbetalte ydelser til lægefagligt begrundet behandling af medarbejderen ved sygdom eller ulykke, herunder behandling af psykiske lidelser hos en psykolog eller psykiater og til tilsvarende sygdomsforebyggende behandling.

Begrundelse

Spørger ønsker bekræftet, at den nævnte "Sundhedsordning 2" vil kunne omfattes af ligningslovens § 30, også selvom nogle medarbejdere i forvejen er dækket af en "Sundhedsordning 1", som ikke er omfattet af ligningslovens § 30.

Spørger har oplyst, at betingelserne for skattefrihed i ligningsloven § 30 i øvrigt skal anses for opfyldt, og dette er lagt til grund ved besvarelsen.

Skatteministeriet bemærker, at det i henhold til ligningsloven § 30, stk. 3 er en betingelse for skattefrihed, at udgiften afholdes som led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere, herunder at en forsikring tegnet af arbejdsgiveren tilbydes samtlige virksomhedens medarbejdere.

I det konkrete tilfælde tilbydes den påtænkte forsikringsordning ("Sundhedsordning 2") samtlige medarbejdere på arbejdspladsen. "Sundhedsordning 2" tilbydes af naturlige årsager adskilt i forhold til den allerede eksisterende ordning ("Sundhedsordning 1").

Det er Skatteministeriets opfattelse, at den påtænkte ordning ("Sundhedsordning 2") vil kunne omfattes af ligningsloven § 30, såfremt de øvrige betingelser i bestemmelsen er opfyldt.

Skatteministeriet anser det således ikke som en betingelse for anvendelse af ligningsloven § 30, at arbejdsgiver ikke tilbyder andre sundhedsfremmende foranstaltninger end den af ligningsloven § 30 omfattede ordning.

Skatteministeriet har ikke taget stilling til den skattemæssige behandling af "Sundhedsordning 1".

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmålet besvares med "ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling.