Dato for udgivelse
21 Dec 2011 13:14
SKM-nummer
SKM2011.845.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
11-286284
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
Ejendomsvurdering + Ejendomsværdiskat
Emneord
Ejendomsværdi, beregningsgrundlag for ejendomsværdiskat
Resumé

Skatterådet ophæver de skattestopværdier, der blev ansat efter de dagældende regler for en genopført ejendom i 2004 efter brand i 2003. I henhold til styresignal, SKM2010.519.SKAT, kan beregning af ejendomsværdiskat  for en genopført ejendom efter brand fortsat ske på beregningsgrundlaget for den nedbrændte ejendom.

Hjemmel

Vurderingsloven § 33, stk. 12 og 13.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 33, stk. 3,
Vurderingsloven § 33, stk. 12 og 13.
SKM2010.519.SKAT.

Henvisning

Vurderingsvejledningen 2011-2, afsnit F.1.

Sagen drejer sig om et parcelhus på 172 m2 opført i 1970 på en 612 m2 grund. Ejendomsværdien var i 2001 2.450.000 kr. og i 2002 2.600.000 kr. Beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskat udgør den laveste værdi af 2001-vurderingen + 5 % og 2002-vurderingen, eller en evt. lavere efterfølgende vurdering. Der er betalt ejendomsværdiskat på grundlag af 2.572.500 kr. (2001-vurderingen tillagt 5 %).

Huset nedbrændte i juli 2003, hvorefter der genopføres et identisk hus på det oprindelige fundament med indflytning i april 2004. Den genopførte ejendom omvurderes som færdigbygget pr. 1. oktober 2004. Samtidig med omvurderingen blev der jf. vurderingslovens § 33, stk. 13, ansat en ejendomsværdi i 2001- og 2002-niveau på hhv. 3.100.000 kr. og 3.400.000 kr. til brug for den fremtidige beregning af ejendomsværdiskat. Beregningsgrundlaget var herefter 3.255.000 kr.

Den 27. august 2010 offentliggøres SKM2010.519.SKAT, Omberegning af bygningsværdi - bygninger genopført efter brand mv. - genoptagelse - Styresignal. Styresignalet betyder, at beregning af ejendomsværdiskat for en genopført ejendom efter brand fortsat kan ske på beregningsgrundlaget for den nedbrændte ejendom under forudsætning af, at nybygningen i vidt omfang må anses for at være identisk med den nedbrændte bygning, og hvor der er tale om en situation, som ikke har været forudsigelig.

Beregningsgrundlaget for den genopførte ejendom ændres til det, der var gældende for den nedbrændte ejendom.

Skatterådet har tiltrådt indstillingen.