Dato for udgivelse
10 jan 2012 14:30
Til
Iimportører, eksportører, transportører og andre virksomheder, der beskæftiger sig med told
Sagsnummer
-
Ansvarlig styrelse
Toldstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18
Resumé

Sidste del af Manifestsystemet planlægges idriftsat 15. april 2012 og er herefter obligatorisk at anvende


Skatteministeriet planlægger idriftsættelse af anden del af Manifestsystemet den 15. april 2012, hvorefter det samlede Manifestsystem er klar. Første del af systemet blev idriftsat den 5. juni 2011.

Den 15. april 2012 bliver det obligatorisk for virksomhederne at benytte Manifestsystemet i de tilfælde, hvor der er tale om ufortoldede varer, der ankommer med et transportmiddel (skib eller fly) til Danmark fra et 3.land eller fra et andet EU-land. I disse situationer, skal der indsendes en elektronisk ankomstdeklaration og en elektronisk ankomstmeddelelse til Manifestsystemet.

Når et transportmiddel (skib eller fly) afgår fra Danmark til et 3. land enten direkte eller via et andet EU-land, skal der indsendes en elektronisk afgangsdeklaration og en elektronisk afgangsmeddelelse til Manifestsystemet.

Bemærk endvidere, at Manifestsystemet fremover indeholder håndteringen af Midlertidig opbevaring (MIO/MIG). Dette betyder, at de virksomheder, der nu anvender MIO via Importsystemet fremover skal anvende MIO via Manifestsystemet. Standardfortoldning foregår dog fortsat i Importsystemet. Den nye MIG er en systemmæssig håndtering af den tidligere "brede grænsestreg".

At Manifestsystemet bliver obligatorisk at anvende betyder, at såfremt der ikke indsendes de påkrævede oplysninger til Manifestsystemet, vil det kunne medføre, at transportmidlet ikke får tilladelse til at losse varerne eller få varerne frigivet.

Virksomhederne kan få adgang til Manifestsystemet på 2 måder - enten via den onlineløsning, der finders på skat.dk, eller via filoverførsel (FTP). For at virksomhederne kan benytte Manifestsystemet kræves det, at de har et EORI nummer og en digital signatur.

Som led i implementeringen af Manifestsystemet vil Skatteministeriet i foråret 2012 iværksætte forskellige tiltag, eksempelvis gennemføres en ringekampagne, afholde informationsmøder m.v.

Manifest-testmiljøet er for online-løsningen tilgængeligt for virksomhederne på skat.dk, se www.skat.dk/tolderhverv og vælg Manifest i "boksen" med SKATs toldsystemer. Her kan også findes yderligere information om procedurer, tekniske krav m.v. til Manifestsystemet.