1. Afgift af ledningsført vand

Ifølge § 1 i lovbekendtgørelse nr. 639 af 21. august 1998 om afgift af ledningsført vand, senest ændret ved § 1 i lov nr. 338 af 16. maj 2001, svares der afgift til statskassen af ledningsført vand, der forbruges her i landet.

Afgiften betales af registrerede virksomheder og af ejere af ejendomme, der forsynes med ledningsført vand, men ikke får leveret vand fra et alment vandforsyningsanlæg.

Ifølge lovens § 9, stk. 1, kan virksomheder, der er registreret efter momsloven, få tilbagebetalt vandafgiften af det af virksomheden forbrugte afgiftspligtige vand.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan tilbagebetaling dog ikke finde sted for så vidt angår afsætning af ydelser fra nogle nærmere bestemte momsregistrerede virksomheder. Disse virksomheder (liberale erhverv m.fl.) fremgår af bilaget til vandafgiftsloven og omfatter bl.a. advokater, arkitekter, landinspektører, revisorer, forskellige bureauer og forlystelser, herunder eksempelvis forlystelsesparker og vandlande.

Efter stk. 3 tilbagebetales afgiften i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående merværdiafgift af vand.

I Punktafgiftsvejledningen F.6.2.3. er følgende anført vedrørende godtgørelse af afgift af energiforbrug i idrætshaller mv., der er frivillig registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom:

"I 1988 resolverede den daværende skatteminister, at idrætshaller, svømmehaller, udstillingshaller og udstillingscentre samt forsamlingshuse og medborgerhuse, der er frivillig registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom, kan få godtgjort afgifterne af olie, el, gas og kul, som anvendes til belysning, opvarmning mv.

Bemærk, at adgangen til afgiftsgodtgørelse kun omfatter de formål, der er omfattet af den generelle adgang til afgiftsgodtgørelse. Dvs., at der med de nugældende regler ikke længere ydes afgiftsgodtgørelse for energi til rumvarme og varmt vand."

Efter hidtidig praksis har det i modsætning til, hvad der gælder for afgift af olie, el, gas og kul, ikke været muligt at få godtgørelse for vandafgift af vand forbrugt i idrætshaller, udstillingshaller og udstillingscentre mv., der er frivillig registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom.

2. Landsskatteretskendelse om godtgørelse af vandafgift af vandforbrug i idrætshaller mv., der er frivilligt momsregistreret for udlejning af fast ejendom

Landsskatteretten har den 4. december 2002 afsagt kendelse i en sag om tilbagebetaling af vandafgift af forbrug af vand i en idrætshal, der ejes af en fond, der er frivillig registreret efter momsloven for udlejning af hallen. Kendelsen er offentliggjort i SKM2003.175.LSR.

Landsskatteretten har til grund for afgørelsen anført, at det af vandafgiftslovens § 9 fremgår, at momsregistrerede virksomheder kan få tilbagebetalt afgiften af det af virksomheden forbrugte afgiftspligtige vand. Endvidere henviser Landsskatteretten til bemærkningerne til vandafgiftsloven, hvoraf det fremgår, at momsregistrerede virksomheder kan få tilbagebetalt vandafgiften på samme måde, som de kan få tilbagebetalt energiafgifter, dog således at tilbagebetalingen begrænses på samme måde, som det gælder for elafgiften.

Landsskatteretten finder, at tilbagebetalingen af vandafgift skal administreres efter samme retningslinjer, som gælder for tilbagebetaling af elafgift.

Da der efter praksis vedrørende elafgift sker tilbagebetaling af elafgift af el anvendt i idrætshaller, udstillingshaller og udstillingscentre samt forsamlingshuse og medborgerhuse, der er frivillig momsregistreret for udlejning af fast ejendom, finder Landsskatteretten i overensstemmelse hermed, at fonden er berettiget til tilbagebetaling af vandafgift.

3. Kendelsens betydning vedrørende tilbagebetaling af afgift til frivillig momsregistrerede idrætshaller mv.

Kendelsen får betydning for sager om tilbagebetaling af vandafgift til frivillig momsregistrerede idrætshaller, udstillingshaller og udstillingscentre samt forsamlingshuse og medborgerhuse, der er frivillig momsregistreret for udlejning af fast ejendom, og som er afgjort i overensstemmelse med den hidtidige praksis.

Anmodning om tilbagebetaling skal indgives til de regionale told- og skattemyndigheder.

De regionale told- og skattemyndigheder anmodes om af egen drift at genoptage og afgøre de sager, som de har kendskab til.

Berettiget til at få tilbagebetalt vandafgift er i første led momsregistrerede virksomheder, som på baggrund af den i dette cirkulære omhandlede praksisændring må anses for godtgørelsesberettigede.

Det er en betingelse for tilbagebetaling af afgift, at virksomhederne har betalt afgiften, og at afgiften ikke er overvæltet på andre.

Fremover skal praksis vedrørende godtgørelse af vandafgift ændres således, at idrætshaller mv., jf. ovenfor, der er frivilligt registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom, kan få godtgjort vandafgiften efter samme praksis, som gælder for godtgørelse af elafgift af el anvendt i idrætshaller mv.

4. Oplysninger til brug for behandlingen af tilbagebetalingskrav

Det beror på en konkret vurdering af samtlige oplysninger i sagen, om betingelserne for tilbagebetaling er opfyldt. Det påhviler virksomheden at fremkomme med de oplysninger, der er relevante for en konkret bedømmelse af den enkelte sag.

En virksomhed, der vil rejse krav om tilbagebetaling, må dokumentere følgende:

1. Størrelsen af det rejste krav, herunder oplysning om kravets fordeling på afgiftsperioder, således at det udelukkende er tilbagebetalingsberettiget afgift, der indgår i kravet.

2. Oplysninger om, at virksomheden i den periode, kravet vedrører, har været afskåret fra at overvælte vandafgiften på dens kunder med det resultat, at virksomheden har lidt et tab.

4.1. Dokumentationskravet konkret

Virksomheden skal vedlægge følgende oplysninger som dokumentation:

1. Oplysninger om og dokumentation for størrelsen af det rejste krav gennem regnskabsmateriale for den periode, kravet vedrører.

2. En beskrivelse af virksomheden, dens arbejdsområde, kundegrundlag, prispolitik mv.

4.2. Øvrige oplysninger

Eventuelle andre oplysninger, som de regionale told- og skattemyndigheder må anse for nødvendige ved behandlingen af den konkrete sag, f.eks.:

1. Oplysninger om navne og beliggenhed vedrørende de konkurrerende virksomheder, der efter virksomhedens opfattelse hindrer virksomheden i at indregne vandafgiften i dens priser.

2. Oplysninger om de priser, herunder de af konkurrenternes priser, der er indgået i fastsættelsen af virksomhedens udlejningspriser. Virksomheden skal i den forbindelse sandsynliggøre, at de pågældende oplysninger rent faktisk er indgået i prisfastsættelsen for udlejningen.

3. Oplysninger om konkurrenceforholdene konkret, herunder oplysninger om sammenlignelighed, indtægts- og udgiftskalkuler, virksomhedens skønnede markedsandele o.l.

4. Oplysninger om tilsvarende udlejningsvirksomheder generelt i form af udlejningsfrekvens samt pris- og markedsudvikling.

5. Forældelse og forrentning

I henhold til skattestyrelseslovens § 35 B, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes inden 3 år efter angivelsesfristens udløb.

Hvis fristen i skattestyrelseslovens § 35 B, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 1, nr. 1, efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse til gunst for den afgiftspligtige af opgørelsen af afgiftstilsvaret fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvist sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelsen af praksis, eller den afgiftsperiode, der var påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 5 år forud for underkendelse af praksis.

Ekstraordinær genoptagelse kan dog kun ske, hvis betingelserne herfor i skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Landsskatterettens kendelse blev afsagt den 4. december 2002.

Den første afgiftsperiode, der var til prøvelse, var juli kvartal 1996.

Anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes under iagttagelse af bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 2, det vil sige, at anmodningen om genoptagelse skal fremsættes inden 6 måneder efter, at den afgiftspligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af den ordinære genoptagelsesfrist i skattestyrelseslovens § 35 B.

Reaktionsfristen på 6 måneder i henhold til skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 2, regnes fra offentliggørelsen af cirkulæret den 17. februar 2004.

Tilbagebetalingskrav forrentes efter de almindelige regler om forrentning jf. cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb. Forrentningen er skattepligtig indkomst i forhold til statsskattelovens § 4, litra e.

6. Kompetence og klagefrister

Virksomhedens tilbagebetalingskrav skal rejses over for virksomhedens regionale told- og skattemyndighed, der træffer afgørelse i 1. instans.

Såfremt en virksomhed ønsker at klage over den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse, gælder de almindelige klagebestemmelser.

Landsskatteretten behandler klager over de afgørelser, der er nævnt i vandafgiftslovens § 22a. Andre afgørelser, f.eks. vedrørende overvæltning og forældelse, påklages til Told- og Skattestyrelsen.

Klagefristen til Landsskatteretten og til Told- og Skattestyrelsen er 3 måneder, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 20. I øvrigt finder reglerne i skattestyrelseslovens kap. 3 og 3 A anvendelse.

7. Gyldighed

Cirkulæret træder i kraft den 18. februar 2004 og ophæves den 28. februar 2009.

Ole Kjær

/Per Hvas