Dato for udgivelse
23 mar 2012 14:15
SKM-nummer
SKM2012.204.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
12-080676
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
Ejendomsvurdering
Emneord
Ejendomsvurdering, Ekstraordinær genoptagelse, grundværdi, omberegnet grundværdi
Resumé

Skatterådet har i forbindelse med vurderingen pr. 1.10.2006 ændret den ansatte grundværdi pr. 1.10.2006 og efterfølgende vurderinger i 2007 og 2009. Ændringerne skyldes objektive myndighedsfejl, idet der ved vurderingerne i 2006, 2007 og 2009, er anvendt et forkert vurderingsprincip.

Skatterådet har endvidere i forbindelse med vurderingen pr. 1.10.2006 ændret den omberegnede grundværdi, ansat i 2001-prisniveau fra 49.800 kr. til 87.700 kr. i 2003-prisniveau. Ændringen skyldes en myndighedsfejl, idet der ved vurderingen pr. 1.10.2006 fejlagtigt både er anvendt et forkert prisniveau, og en for lav områdepris ved beregning af den omberegnede grundværdi.

Hjemmel

Vurderingsloven § 3, stk. 1, nr. 7
Vurderingsloven § 33, stk. 18
Skatteforvaltningsloven § 33, stk. 3 og 4.

Reference(r)

Vurderingsloven § 3, stk. 1, nr. 7
Vurderingsloven § 13,
Vurderingsloven § 33, stk. 18
Skatteforvaltningsloven § 33, stk. 3 og 4.

Henvisning

Vurderingsvejledningen 2012-1, afsnit F.2

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2012-1, afsnit A.A.8.6.

Sagen drejer sig om en bebygget grund, som vurderes første gang i 2006. SKAT har i forbindelse med vurderingen pr. 1.10.2006 og efterfølgende vurderinger i 2007 og 2009 ansat grundværdien efter byggeretsprincippet. SKAT har ved ansættelserne fejlagtigt ikke taget hensyn til ændring af lokalplan, som tillader et delområde udlagt til etagebebyggelse.

SKAT har endvidere pr. 1.10.2006 foretaget en ansættelse af den omberegnede af grundværdi i 2001-niveau. SKAT har ved ansættelsen af den omberegnede grundværdi fejlagtigt dels anvendt en forkert prisniveau, dels anvendt en for lav områdepris ved en del af beregningen, hvorved at grundlaget for den kommunale ejendomsskat har været for lavt.

Da fejlen er opdaget efter udløbet af fristerne for ordinær genoptagelse, kan den kun korrigeres ved ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 33, stk. 3.

Efter sædvanlig praksis anlægges der en helhedsbetragtning ved afgørelse af om vurdering skal genoptages ekstraordinært. Heri indgår forhold som at der foreligger væsentlige myndighedsfejl med hensyn objektivt konstaterbare forhold, at fejlen er åbenlys og at ændringen ikke er beløbsmæssig ubetydelig.

I det aktuelle tilfælde er der tale om en væsentlig fejl, der har medført betydelig lavere kommunal ejendomsskat for efterfølgende år. Grundværdiansættelserne i 2006, 2007 og 2009 samt ansættelsen af den omberegnede grundværdi i forbindelse med vurderingen i 2006 blev derfor genoptaget og ændret:

Grundværdi i 2006 - 144.300 kr. ændres til 141.900 kr.

Grundværdi i 2007 - 248.800 kr. ændres til 197.800 kr.

Grundværdi i 2009 - 90.500 kr. ændres til 147.900 kr.

Omberegnet grundværdi i 2006 - 49.800 kr. i 2001-prisniveau ændres til 87.700 kr. i 2003-prisniveau

Skatterådet har vedtaget, at afgørelsen har skattemæssig virkning fra og med skatteåret 2013.

Skatterådet har samtidig bemyndiget SKAT til at genoptage vurderingerne for yderligere 23 ejendomme med samme forhold.