Dato for udgivelse | 10 maj 2012 10:11 |
Resumé | Skatteministeriet får Jens Brøchner som ny departementschef den 29. maj 2012. |
Skatteministeriet får Jens Brøchner som ny departementschef.
Jens Brøchner kommer fra en stilling som koncerndirektør i ATP og har derudover været direktør i Pensionsstyrelsen og forud herfor afdelingschef i Finansministeriet. Han er født i 1972 og uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet.
Skatteminister Thor Möger Pedersen udtaler:
"Jeg er meget glad for, at Skatteministeriet får Jens Brøchner som ny departementschef. Jeg mener, han er den rette person til at stå i spidsen for de udfordringer, Skatteministeriet står over for, blandt andet i forhold til den kommende omorganisering af ministeriet. Jeg ser frem til samarbejdet".
Jens Brøchner afløser fungerende departementschef Jesper Skovhus Poulsen, der vender tilbage til sin stilling som koncerndirektør i Skatteministeriet.
Jens Brøchner udtaler:
"Skatteministeriet har betydning for alle danskere, og det er en stor og alsidig organisation, der både skal betjene borgerne, sikre finansieringen af velfærdssamfundet og indgå i det politiske maskinrum. Ministeriet står over for spændende udfordringer - både i forhold til omorganiseringen - men også når det gælder skattereformen, regeringens øvrige initiativer og i forhold til at videreudvikle driften af organisationen til glæde for borgere og virksomheder. Det er jeg glad for at blive en del af, og jeg glæder mig rigtig meget til det videre arbejde hermed og samarbejdet med medarbejdere og ledere i Skatteministeriet".
Jens Brøchner tiltræder stillingen som departementschef den 29. maj 2012.
I alt 16 personer søgte stillingen som departementschef.
Se Jens Brøchners Blå Bog.
Yderligere oplysninger
Journalister: SKATs Pressefunktion på tlf. 72 37 09 00