Ekstra Bladet lægger i dag mange sider til en kritik af et lovforslag rettet mod sort arbejde (Lovforslag L170).
Et væsentligt element i kritikken er en påstand om, at regeringen strammer beskatningen af familie- og vennetjenester. Det er ikke korrekt. Tværtimod lemper regeringen beskatningen, når unge under 16 år og folkepensionister hjælper i private hjem. Og samtidig tydeliggør regeringen beskatningen af familie- og vennetjenester.
Revisionsfirmaet BDO er uenig i et svar, som skatteministeren har givet til Folketingets Skatteudvalg. I svaret anføres blandt andet, at det ikke er en skattefri familie- og vennetjeneste at opføre et helt hus for sine børn. Med andre ord skal arbejdet behandles, som om børnene har fået en gave. Det skyldes, at det ikke er en sædvanlig tjeneste at opføre et hus.
I Ekstra Bladet udlægges dette nu, som om regeringen også vil beskatte hjælp til forskelligt sædvanligt håndværksarbejde hos familie og venner. Det er og bliver ikke skattepligtigt. I lovforslaget nævnes udtrykkeligt, at eksempelvis hjælp til bygning af en god vens carport vil være skattefrit.
Et andet kritikpunkt er, at SKAT får nye beføjelser til at kontrollere håndværkere, der arbejder på privat grund. Det, lovforslaget lægger op til, er at give SKAT mulighed for at gennemføre en kontrol, når der tydeligt kan konstateres omfattende arbejde af professionel karakter udendørs.
- Mange har været i tvivl om, hvad der er skattepligtigt, og hvad der ikke er. Derfor tydeliggør vi loven og lemper reglerne for dem under 16 år og folkepensionisterne.
- Jeg tror, at det vil være uforståeligt for de fleste, hvis der helt åbenlyst foregår sort, professionelt arbejde på en privat grund, og SKAT ikke har lov til at kontrollere, om den håndværker, der arbejder på grunden, også overholder reglerne. Derfor vil vi lukke muligheden for, at åbenlyst professionelt arbejde kan foregå sort, siger skatteministeren.
Yderligere oplysninger:
Journalister: Skatteministeriets pressefunktion tlf. 72 37 09 00
Borgere og virksomheder: SKATs hovednummer tlf. 72 22 18 18