Dato for udgivelse
20 jun 2012 14:42
Til
Virksomheder, der er registrerede efter NOx-afgiftsloven, mineralolieafgiftsloven og gasafgiftsloven
Sagsnummer
2012-262-0366
Resumé

Nyhedsbrevet handler om ændrede satser for NOx-afgift og energiafgifter på motorbrændstof den 1. juli 2012, og om nedsættelse af målergrænsen i NOx-afgiftsloven for stempelmotorer og turbiner, samt om ændring af bundfradrag for NOx-afgift    


1. Indledning

Ved lov nr. 1385 af 28. december 2011 (Højere afgift på luftforurening fra NOx m.v.) er der sket en forhøjelse af afgiften på NO2-ækvivalenter (NOx), der udledes til luften.

Der er derudover sket enkelte andre ændringer af NOx-afgiftsloven, og energiafgiften på motorbrændstof er nedsat.

2. NOx-afgiften forhøjes og energiafgiften på motorbrændstof nedsættes den 1. juli 2012

Forhøjelsen af NOx-afgiften er en del af Finanslovsaftalen for 2012. 

Sigtet med afgiftsforhøjelsen er at nedbringe den skadelige udledning af kvælstofoxider fra stationære anlæg, fx fra kraftvarmeanlæg og varmeproduktionsanlæg.  

Af afgiftstekniske grunde forhøjes NOx-afgiften på motorbrændstof til biler mv. også. Der er derfor sket en tilsvarende nedsættelse af energiafgiften på motorbrændstof, så den samlede afgiftsbelastning på motorbrændstof til biler mv. er på et uændret niveau.

Satsændringerne kan kort opsummeres således:

  • NOx-afgiften forhøjes for virksomheder, der betaler afgift af udledningen af NOx
  • For alle andre, der betaler NOx-afgift af energiprodukterne, forhøjes NOx-afgiften på det enkelte energiprodukt svarende til afgiften på udledningen af NOx
  • Energiafgiften nedsættes for motorbrændstof, der er afgiftspligtig efter mineralolieafgiftsloven
  • Energiafgiften nedsættes for gas til motorbrændstof, der er afgiftspligtig efter gasafgiftsloven.

2.1. NOx-afgift for virksomheder, der betaler afgift af udledningen af NOx
Afgiftssatserne for perioden fra den 1. juli 2012 til og med den 31. december 2015 kan ses i SKATs Juridiske Vejledning, E.A.7.20.6, om afgiftens størrelse og beregning.

2.2. NOx-afgift på energiprodukter
Afgiftssatserne for perioden fra den 1. juli 2012 til og med den 31. december 2015 kan ses i SKATs Juridiske Vejledning, E.A.7.20.6, om afgiftens størrelse og beregning.   

2.3. Afgiftssatser for motorbrændstof, der er afgiftspligtig efter mineralolieafgiftsloven
Energiafgiftssatserne for perioden fra den 1. juli 2012 til og med den 31. december 2015 kan ses i SKATs Juridiske Vejledning, E.A.4.1.5, om afgiftens størrelse og beregning.

2.4. Afgiftssats for gas til motorbrændstof, der er afgiftspligtig efter gasafgiftsloven
Energiafgiftssatsen for perioden fra den 1. juli 2012 til og med den 31. december 2015 kan ses i SKATs Juridiske Vejledning, E.A.4.4.7, om afgiftens størrelse og beregning

2.5. Ikrafttræden mv.
Afgiftssatserne nævnt i punkt 2.1. gælder for NOx, der fra og med den 1. juli 2012 udledes til luften ved forbrænding fra virksomheder, der måler udledningen af NOx.

Afgiftssatserne nævnt i punkterne 2.2. - 2.4. gælder for varer, der fra og med den 1. juli 2012

  • Leveres/udleveres fra registrerede virksomheder
  • forbruges af registrerede virksomheder, herunder forbrugsregistrerede virksomheder
  • angives til fortoldning
  • modtages fra udlandet eller
  • medbringes fra udlandet.

For løbende leverancer, for hvilke afregningsperioden påbegyndes inden den 1. juli 2012 og afsluttes efter dette tidspunkt, beregnes afgiften af så stor en del af leverancen, som tidsrummet fra lovens ikrafttræden til afregningsperiodens afslutning udgør i forhold til den samlede afregningsperiode.

Ovennævnte gælder også for satsændringer mv. pr. 1. januar 2013, pr. 1. januar 2014, pr. 1. januar 2015 og pr. 1. januar for efterfølgende år. 

SKAT kan tillade, at der kan foretages afrunding ved opgørelse af den brøkdel af leverancerne, hvoraf der skal betales afgift.

3. Andre ændringer af NOx-afgiftsloven ved lov nr. 1385 af 28. december 2011

3.1. Målergrænse for stempelmotorer og turbiner nedsættes
Efter de gældende regler i NOx-afgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 1, skal virksomheder med energianlæg med en nominel termisk indfyret effekt større end 30 MW regnet for hvert anlæg og mindre end 100 MW i samlet effekt registreres og betale afgift af den udledte mængde NOx.  

Målergrænsen er nedsat fra 30 MW til 10 MW for stempelmotoranlæg og turbineanlæg.

Bestemmelsen lyder herefter således: "Energianlæg med en nominel termisk indfyret effekt større end 30 MW, for stempelmotorer eller turbiner dog 10 MW, regnet for hvert anlæg og mindre end 100 MW i samlet nominel termisk indfyret effekt. For hvert energianlæg med en indfyret effekt større end 30 MW, for stempelmotorer eller turbiner dog 10 MW, skal der uafhængigt af brændselstype foretages AMS-måling (Automatisk Målende System) af udledning af NOx regnet som NO2-ækvivalenter eller foretages måling ved en anden metode, der giver en tilsvarende sikkerhed for, at målingen af den udledte mængde af NOx regnet som NO2-ækvivalenter bliver som ved AMS-målingen. I tilfælde, hvor der til én skorsten er tilsluttet flere kedler, der hver er mindre end de 30 MW, men tilsammen større end 30 MW, er der ikke krav om måling."

Målerkravet for stempelmotorer eller turbiner med en effekt større end 10 MW gælder for den enkelte stempelmotor eller turbine. Der skal således ikke ske måling for eksempelvis tre stempelmotorer på hver 4 MW, hvor udstødningsgassen fra de pågældende stempelmotorer føres til samme skorsten.  

Nedsættelsen af målergrænsen skal ses i sammenhæng med en forventet tilsvarende nedsættelse af målergrænsen på Miljøstyrelsens område.

Den nye målegrænse på 10 MW træder først i kraft, når skatteministeren har udstedt en ikrafttrædelsesbekendtgørelse. Der er herved sikret, at ændringerne i NOx-afgiftsloven og ændringerne på Miljøstyrelsens område kan træde i kraft samtidig.

Tidspunktet for ikrafttrædelsen var ikke kendt ved offentliggørelsen af dette nyhedsbrev.

3.2. Bundfradrag i NOx-afgiften ændres
Efter de gældende regler i NOx-afgiftslovens § 10, stk. 2, skal virksomheder, som samlet udledte mere end 0,5 kg NOx/GJ brændselsforbrug til luften i 2006, og som havde et årligt brændselsforbrug på over 5 PJ fra stationære anlæg i 2006, kun betale NOx-afgift af den del af udledningen, som er højere end 0,15 kg NOx/GJ. Grænsen/bundfradraget på 0,15 kg NOx/GJ har været gældende siden den 1. januar 2011.

Det nuværende bundfradrag er godkendt af EU-Kommissionen efter statsstøttereglerne.

Den beløbsmæssige værdi af bundfradraget stiger som følge af afgiftsforhøjelsen. Den større værdi af bundfradraget skal også godkendes af EU-Kommissionen, før denne kan træde i kraft. Dette forventes først at ske efter den 1. juli 2012.

Den nuværende beløbsmæssige værdi af bundfradraget fryses derfor fast, indtil Kommissionens godkendelse er opnået, og der udstedes en ikrafttrædelsesbekendtgørelse.   

Fastfrysningen af den beløbsmæssige værdi af bundfradraget sker ved, at bundfradraget fra og med den 1. juli 2012 er nedsat fra 0,15 kg NOx/GJ til 0,0312 kg NOx/GJ. Virksomheden kommer dermed til at betale NOx-afgift af den del af udledningen, som overstiger 0,0312 kg NOx/GJ.  

For meget betalt NOx-afgift for perioden 1. juli 2012, og indtil ændringen af bundfradraget træder i kraft, kan reguleres (tilbagebetales).

Bundfradraget i relation til udledning af NOx ved fremstilling af grå cement er nedsat fra 0,15 kg NOx/GJ til 0,075 kg NOx/GJ. Baggrunden for denne nedsættelse er, at udledningen af NOx pr. energienhed (GJ) er blevet relativt lavere for grå cement. Det ændrede bundfradrag for grå cement vil få virkning fra den 1. juli 2012, når EU-kommissionens godkendelse foreligger, og der er udstedt en ikrafttrædelsesbekendtgørelse.

For virksomheder, der fremstiller både grå og hvid cement, er det en betingelse for tilbagebetaling af NOx-afgift på baggrund af et bundfradrag på 0,15 kg NOx/GJ, at der kan fremlægges dokumentation i form af separate opgørelser vedrørende produktion af grå og hvid cement. Hvis der ikke kan fremlægges separate opgørelser for grå og hvid cement, kan der kun ske tilbagebetaling på baggrund af et bundfradrag på 0,075 kg NOx/GJ.

Der ydes ikke rentegodtgørelse for den tilbagebetalingsberettigede NOx-afgift for perioden 1. juli 2012 og indtil ikrafttrædelsestidspunktet.

4. Mere information

Hvis du har brug for mere information, er du velkommen til at kontakte SKAT på tlf. 72 22 18 18.

For anden information vedrørende NOx-afgiften henvises til SKATs Juridiske Vejledning, E.A.7.20, Kvælstofoxider, NOx-afgift

Vejledningen findes på SKATs hjemmeside www.skat.dk.

Find dette og andre nyhedsbreve på SKATs hjemmeside, www.skat.dk- Virksomhed - Nyheder.

Du kan også tilmelde dig nyhedsmailen ved at klikke på Nyhedsmail på www.skat.dk - Virksomheder.