Dato for udgivelse
09 aug 2012 11:12
Ansvarlig styrelse
Toldstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Skattecentre med toldopgaver + 72 22 18 18
Resumé
Ny meddelelse fra EU-Kommissionen angående præferencetoldbehandling fra Israel. Importører kan nu få direkte adgang til en offentlig tilgængelig liste over områder, hvorfra varer ikke kan opnå israelsk oprindelse
EU-Kommissionen har udsendt en meddelelse til importører angående varer, der angives til præferencetoldbehandling fra Israel.
Meddelelsen omhandler de særlige krav, der skal opfyldes ved fremlæggelse af oprindelsesbevis, i form af et EUR.1, EUR.MED eller fakturaerklæringer, for varer med angivet oprindelse i Israel. Procedurerne har til hensigt at sikre, at der ikke gives præferencetoldbehandling for varer, der har oprindelse i områder udenfor Israels 1967-grænse.
Derfor skal postnummer og navnet på byen eller området, hvor den oprindelsesberettigede fremstilling har fundet sted, angives på alle oprindelsesbeviser fra Israel. Hvis dette ikke er angivet, eller hvis fremstillingen har fundet sted i et område, der ligger udenfor Israels 1967-grænser, vil præferencetoldbehandling blive afvist.
Selve listen over områder, der ikke hører under Israels 1967-grænser, har tidligere været fortrolig og kun tilgængelig for toldmyndighederne, men denne er nu gjort offentlig tilgængelig. Det vil sige, at importører af varer fra Israel selv kan undersøge, om de importerede varer opfylder kravene til præferencetoldbehandling eller ej. Dette betyder dog ikke, at toldmyndighedernes kontrol af oprindelsesbeviserne svækkes.
Kommissionens meddelelse til importører kan læses her.
Kommissionens liste over områder, der ikke hører under Israels 1967-grænser, kan findes via denne hjemmeside.