Dato for udgivelse
12 Sep 2012 09:00
Resumé

SKAT har foretaget udlæg i en række værdifulde luksusgenstande, der nu skal tvangssælges. SKAT har valgt at lade Bruun Rasmussen Kunstauktioner stå for auktionen


I arbejdet med at inddrive skyldneres gæld til det offentlige, står SKATs pantefogeder jævnligt i en situation, hvor skyldnerne ikke kan eller vil betale deres gæld. I denne situation har pantefogeden mulighed for at gøre udlæg i skyldnernes ejendele. Ejendelene skal så sælges for helt eller delvist at dække gælden.

I øjeblikket har SKAT København en række luksusvarer, der skal sælges. Der er tale om kostbare diamantsmykker, hvor fx en designer-armring fra Ole Lynggaard oprindeligt har kostet skyldneren 460.000 kr. Der er desuden en stor mængde Georg Jensen sølvbestik af mærket "Konge", blandt andet hummergafler og spisepinde med bukke til at lægge dem på. Derudover er der moderne kunst i form af værdifulde malerier - fx et 3 x 2 meter selvportræt af Kurt Trampedach.

- Når genstandene er solgt, bruges nettosalgssummen til at nedbringe skyldnernes gæld, så både vi og skyldnerne er interesserede i, at der kommer så mange penge som muligt ind ved salget. Derfor er det af stor betydning, at SKAT har fået mulighed for at få effekterne med på Bruun Rasmussens Internationale Auktion, forklarer afdelingsleder Anders Bitsch fra SKAT København.

På en international auktion er det muligt at opnå større bud på de genstande, der sælges, især når der er tale om store samlinger af designersmykker og andre luksusvarer. Auktionerne med de varer, som er sat til salg på vegne af SKAT, foregår på nettet og i Bredgade i København fra 20. september 2012 og i ugen frem.

Yderligere oplysninger:
Journalister: SKATs pressefunktion, tlf. 72 37 09 00