Dato for udgivelse
24 sep 2012 14:28
Til
Arbejdsgivere
Sagsnummer
Ikke angivet
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18
Resumé

En ny service i eIndkomst sender mail eller brev til arbejdsgivere, der ansætter personer, der sandsynligvis skal have en arbejds-/opholdstilladelse


I gamle dage
Der var en gang, når en tredjelandsborger blev forskudsregistreret, da blev papirskattekortet stemplet med "Skattekortet gælder ikke som arbejdstilladelse".

Efter eIndkomst
Siden vi i 2008 overgik til eSkattekort, har mange arbejdsgivere savnet dette lille hint om, at en tredjelandsborger skal have arbejdstilladelse.

Moderne tider
Det har vi nu i gjort noget ved. I samarbejde med Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering (SFR), hvorunder administrationen af arbejdstilladelser hører, har vi i eIndkomst implementeret en service, der "advarer" arbejdsgivere, når de har ansat en medarbejder, der sandsynligvis skal have arbejdstilladelse.

Sådan gør vi
Når en arbejdsgiver via eIndkomst anmoder om eSkattekort på en ny medarbejder, tjekker vi om medarbejderen er registreret med et administrativt personnummer*) og samtidig er tredjelandsborger. Hvis det er tilfældet, sender vi en mail til arbejdsgiveren med fx dette indhold:


I emnefeltet: SE-nr. 12345678 Husk arbejdstilladelse -  Løbenr. 001

Servicemeddelelse

eIndkomst har den 24. september 2012 modtaget ansættelsesoplysninger fra dig vedrørende en person, der som udgangspunkt skal have tilladelse til at arbejde i Danmark. Det er dit ansvar, som arbejdsgiver at sikre dig, at en sådan tilladelse foreligger.

Vær opmærksom på, at selv om du modtager eSkattekort på personen, er dette ikke ensbetydende med, at personen har arbejdstilladelse.

Du kan i eIndkomst under menupunktet "Meddelelse til virksomhed" finde information om personens CPR-nummer og navn mm.

Nærmere information om arbejds- og opholdstilladelser kan fås via www.nyidanmark.dk.

Foreligger der allerede fornøden arbejdstilladelse, kan du se bort fra denne meddelelse.

Venlig hilsen

SKAT


Hvis vi ikke har en mailadresse på virksomheden, eller vi får en fejlmeddelelse på mailafsendelsen, så sender vi de samme oplysninger i et brev.

Der vil komme en mail eller et brev for hver nyansat, der er omfattet af servicen. Det kan derfor forekomme, at en arbejdsgiver får flere mails eller breve samme dag. For at man kan se, at det ikke blot er den samme meddelelse, der er sendt flere gange, er mails og breve forsynet med et løbenummer, der er fortløbende for hvert arbejdsgiver-SE-nummer.

Opstarten
Vi begyndte at registrere de aktuelle tilfælde den 20. september 2012. De første mails og breve sender vi den 4. oktober 2012 - og derefter dagligt.

Spørgsmål
Hvis du oplever uhensigtsmæssigheder i forbindelse med denne nye service, så send os en meddelelse via skat.dk/kontakt.

SKAT kan kun besvare spørgsmål om funktionaliteten i servicen - ikke om arbejdstilladelser.

Spørgsmål om arbejdstilladelser kan som regel besvares på sfr.dk eller nyidanmark.dk

 

Venlig hilsen

SKAT

*) Administrativt personnummer tildeles fx personer, der skal forskudsregistreres hos SKAT, og ikke har fast bopæl i Danmark. Nummeret kan ikke umiddelbart skelnes fra et almindeligt CPR-nr.