Dato for udgivelse
18 sep 2013 09:51
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13 jun 2013 09:25
SKM-nummer
SKM2013.653.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
6. afdeling, S-2752-12
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straffelovsovertrædelser, ansvarsgennembrud, udbetalingskontrol, fængsel
Resumé

T og BK var tiltalte for, med T som daglig leder og indehaver og med BK som direktør i selskabet H1 ApS, at have formået revisor i H1 ApS til for 3. kvartal 2009 at have momsangivet en købsfaktura på 2.150.000 kr. plus moms 537.000 kr. for køb af værdiløst EDB-udstyr.

T drev virksomhed i selskabet H1 ApS med BK som formel direktør. BK var bror til T og var registreret som direktør da T tidligere var gået konkurs.

Byretten fandt T skyldig i den rejste tiltale, idet der blev lagt til grund at T, som daglig leder i H1 ApS, forsætligt havde indgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen med henblik på uretmæssigt at få udbetalt momsbeløb. Retten fandt det godtgjort, at det pågældende udstyr ikke tilnærmelsesvist havde den værdi, som det var opgivet til.

Byretten fastsatte straffen til 4 måneders fængsel og en tillægsbøde på 525.000 kr. Straffen var fastsat som en tillægsstraf i henhold til straffelovens § 89.

BK blev frikendt.

Landsretten fandt, at den omstændighed at fakturaen rettelig vedrørte 4. kvartal 2009, ikke kunne føre til et andet resultat, idet det efter sagens omstændigheder måtte anses for helt usandsynligt, at T ville have ombestemt sig og inden fristen for indgivelse af momsangivelsen for 4. kvartal have instrueret revisor om alligevel ikke at medtage fakturaen i momsangivelsen.

Landsretten stadfæstede byrettens dom.

Reference(r)

Straffeloven § 289
Momsloven § 81
Færdselsloven § 118
Straffeloven § 279
Straffeloven § 276

Henvisning

-

Vestre Landsrets dom af 13. juni 2013, 6. afdeling S-2752-12

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Anders Boelskifte)

Afsagt af landsdommerne

dommerne Chr. Bache, Henrik Estrup og Dorte Thyrring Holm (kst.) med domsmænd

.........................................

Byrettens dom af 5. november 2012, nr. 2-2565/2012

Parter

Anklagemyndigheden

mod

BK

og

T

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 9. juli 2012.

BK og T er tiltalt for overtrædelse af

1.

BK og T

straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 1, nr. 1, momssvig af særlig grov karakter, ved i forening med forsæt til afgiftsunddragelse at have været ansvarlige for, at H1 ApS indgav urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen for 3. kvartal 2009, idet BK var indehaver af og direktør for selskabet, og T var daglig leder af selskabet, idet de i fællesskab aftalte med H1 Revision, at revisionsfirmaet skulle foretage selskabets bogføring og indsende selskabets momsangivelser til SKAT, hvorefter T sendte en købsfaktura på 2.150.000 kr. plus moms 537.500 kr. for noget værdiløst EDB-udstyr til behandling hos R1 Revision og efterfølgende fastholdt overfor R1 Revision, at der skulle ske bogføring og momsangivelse af fakturaens beløb, og BK sendte en mail med en specifikation af EDB-udstyret til R1 Revision, og R1 Revision udarbejdede og indsendte momsangivelse på dette grundlag, hvorved selskabet angav kr. 537.500 for meget i købsmoms, og statskassen ville være blevet unddraget et tilsvarende beløb i moms, hvis SKAT ikke havde foretaget udbetalingskontrol.

2.

T

færdselslovens § 118, jf. § 4, stk. 1, ved mandag den 1. november 2010 kl. 03.30 at have ført personbil reg.nr. xx mod rødt lys ind i krydset ...1.

3.

T

straffelovens § 279, jf. § 23, bedrageri, ved den 14. maj 2010 i G1 Trælast, at have købt byggematerialer for 13.160 kr. og betalt med en dækningsløs check fra et konkurslukket firma G2.

4.

T

straffelovens § 276, tyveri, subsidiært § 279a, databedrageri, ved den 19. oktober 2009 ca. kl. 23.00 på ... at have stjålet et OK-benzinkort med PIN-kode og efterfølgende i tidsrummet indtil den 4. november 2009 at have anvendt kort og pinkode til køb af brændstof samt overkørsler på Storebæltsbroen til en samlet værdi af 11.481,51 kr.

5.

T

færdselslovens § 118, jf. § 42, stk. 1, nr. 2, ved den 18. juli 2011 kl. 15.45 at have ført varebil reg.nr. yy ad ...2 med mindst 73 km/t, selv om hastigheden inden for tættere bebygget område ikke må overstige 50 km/t.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en ubetinget fængselsstraf samt en tillægsbøde.

Tiltalte, BK, har nægtet sig skyldig i forhold 1.

Tiltalte, T, har nægtet sig skyldig i forholdene 1-4 og har erkendt sig skyldig i forhold 5.

Forklaringer

Tiltalte T, har forklaret vedrørende forhold 1, at han ejede H1 ApS i en årrække, og han ejede det også i 2009. Hans daværende kæreste var direktør i selskabet, og tiltalte stod for den daglige drift. Tiltalte og kæresten gik den 10. juni 2009 fra hinanden, og BK blev direktør den 11. juni 2009. Han fratrådte som direktør den 1. maj 2010, hvorefter tiltalte blev direktør. Tiltalte indgik kontrakter på vegne af selskabet. Han havde 4-5 ansatte, som han selv havde ansat. Det edb-udstyr, som er nævnt i fakturaen, skulle formidles videre. Han skulle ikke købe udstyret. Det var tiltalte, der indgik aftalen om formidling med en person, der hedder OB. Han kom i kontakt med OB via andre selskaber, som han handlede med. Han mener, at udstyret skulle sælges til en person ved navn NP. Tiltalte udfærdigede en liste over udstyret. Tiltalte har ikke formidlet sådanne aftaler før. Computerne blev afleveret på en ejendom i ...3, hvor der var en stor lagerhal. Det er ikke hans lagerhal, men han havde mulighed for at stille nogen ting der. Det var en person ved navn NJ, der bor på adressen, der fortalte tiltalte, at computerne stod i lagerhallen. Det var ikke NJ, der havde udfærdiget fakturaen. Tiltalte ved ikke, hvad NJ har med udstyret at gøre.

Foreholdt forhold 1, bilag 8, - Faktura af 2. oktober 2009. Fakturaen har han formentlig fået med posten, og den kom fra OB. Alle sine bilag har han afleveret til revisoren, heriblandt den omhandlede faktura. Revisoren har højst sandsynligt fortalt ham, at SKAT ville komme ud og lave en udbetalingskontrol. Han vidste ikke, at han ville få udbetalt 537.500 kr. i afgiftstilsvar.

Tiltalte kørte galt i slutningen af året 2009 og lå på sygehuset i 5 uger, og han havde først noget med selskabet at gøre igen i april/maj 2010. Hvis ikke tiltalte var kørt galt, ville han have afleveret udstyret tilbage igen. Der stod 19 paller i lagerhallen, og han havde ikke set dem, inden han kørte galt. Han mener, SKAT var ude at foretage kontrol i slutningen af februar/starten af marts, og tiltalte var også derude. Pallerne stod derude længe, men NJ, der bor på stedet, lod dem afhente i 2010. De blev afhentet af en stor sættevogn.

Tiltalte kontaktede revisoren, da selskabet H1 ApS blev stiftet, og denne bogførte bilag og lavede momsregnskab for firmaet. Tiltalte foretog ikke selv nogen registrering af bilagene.

Foreholdt forhold 1, bilag 15, forklarede tiltalte, at det er NJ og NM, der bor i ...3. Han har ikke tidligere set det vedhæftede bilag.

Vedrørende forhold 2 har han forklaret, at han den pågældende nat var i .... Han havde været på Statoil, og da han kom ud i krydset ...1, skulle han dreje til højre. Han blev stoppet af en politibil, der påstod, at han var kørt over for rødt lys. Dette nægtede han at have gjort.

Vedrørende forhold 3 har han forklaret, at G2 var et firma, som hans far havde. Byggematerialerne var købt af hans far eller V.4, og det var dem, der bad ham køre op og betale. Hans far døde i november 2011. Han fik også penge med til vognmanden, der skulle levere varerne. Tiltalte var oppe på G1 Trælast og aflevere en check på 13.160 kr. Tiltalte har ikke skrevet under på checken. Tiltalte kan ikke huske sit telefonnummer. Han havde ikke nogen kontakt med Trælasthandlen bortset fra, at han afleverede checken.

I forhold 3, bilag 2, side 4, er angivet et telefonnummer ..., der ifølge efterforskningsrapporten skulle være registreret til T. Tiltalte kan ikke udelukke, at telefonen har været udlånt, og han har ikke været projektkoordinator. Han vidste ikke, at checken var dækningsløs.

Vedrørende forhold 4 har han forklaret, at han havde lånt benzinkortet af RK, der på det tidspunkt var hans kæreste, og det kan godt passe, at han har brugt benzin for 11.481,51 kr.

Vedrørende forhold 5 har han forklaret, at han den pågældende dag kørte ad ...2, og det er korrekt, at han har kørt med den målte hastighed på 73 km/t.

Vedrørende sine personlige forhold oplyste T, at han efter ulykken har haft problemer med sit helbred. Han afsoner i øjeblikket dommen af 26. januar 2012. Han er § 77 anbragt på Pension .... Han bliver prøveløsladt i marts 2013. Han har ofte krampeanfald og skal til forundersøgelse på ... den 19. november 2012. Dette skal han have gjort, mens han afsoner.

Tiltalte BK, har forklaret vedrørende forhold 1, at han var direktør i H1 ApS. Han er ord- og talblind. Han er udlært murer, og han arbejdede på huset i ..., Han var med oppe og snakke med revisor. Det var på grund af T´s uheld, og revisor var klar over, at han reelt ikke var direktør for selskabet. Det var tiltalte, der kontaktede revisor på grund af uheldet. Det blev aftalt, at revisor skulle indgive momsangivelser. Det kan godt passe, at han var direktør fra sommeren 2009 til maj 2010. Tiltalte talte ikke i den forbindelse med revisor om edb-udstyret, og han har aldrig set udstyret.

Foreholdt forhold 1, bilag 15, forklarede han, at det er ham, der har sendt mailen. Han fik en kammerat ved navn NJ til at hjælpe med at sende den. Det var revisoren, der havde bedt om at få alle bilag sendt, heriblandt fakturaen. Han vidste godt, at T havde sagt til ham, af han skulle formidle noget edb-udstyr. Tiltalte ved ikke, om der var penge i selskabet til at betale for udstyret, idet han intet havde med administrationen at gøre. Mailen er sendt fra NJ og NM´s adresse, idet tiltalte ikke selv kan sende en mail, og han har ikke nogen mailadresse.

De tiltalte havde begge underskrevet et papir, hvorpå der stod, at det var T, der havde med det daglige og økonomien at gøre.

Vedrørende sine personlige forhold har han oplyst, at han er udlært murer. Han er tal- og ordblind, men han fik hjælpemidler, så han kunne fuldføre sin uddannelse. Han har lige påbegyndt arbejde med løntilskud i et vvs-firma, og han regner med at kunne komme i lære der som voksenlære. Han er flyttet sammen med sin søster i et hus. Han har et løst forhold til en pige.

V.1 har forklaret vedrørende forhold 1, at han har været revisor for H1 ApS. Han havde midt i august 2009 møde med både T og BK, og det blev aftalt, at vidnet skulle hjælpe med at lave selskabsregnskaber, og der blev i samme forbindelse lavet en aftale om, at der skulle laves bogføring og momsregnskab. Det var T, der stod for driften, hvorfor det var ham, han skulle tale med. Der blev ikke drøftet noget om prokura. Indberetningen til SKAT har han lavet ud fra det materiale, han fik fra T.

Foreholdt forhold 1, bilag 8, er et bilag, som han fik fra T. Han fik det på mail, efter at han havde bedt om at få en faktura på det købte udstyr. Han har kontaktet T både på mail og telefon. Da han fik fakturaen, spurgte han ind til det. Det virkede ret besynderligt, at et malerfirma solgte edb-udstyr. T fortalte, at der var nogen penge at tjene på udstyret, hvorfor han havde købt det. Vidnet sagde endvidere, at med en negativ momsangivelse ville der helt sikkert blive foretaget kontrol. Han fortalte endvidere, at det betød, at der skulle tilbagebetales penge. Tiltalte sagde, at alle varerne stod på et lager, hvorfor der kunne foretages en fysisk kontrol. Vidnet fik at vide af BK, at T var kørt galt. Han mødtes i den forbindelse med BK, men vidnet var klar over, at det var T, der styrede selskabet. BK gav udtryk for, at han ikke vidste noget om det økonomiske eller driften. Vidnet havde sendt regninger i forbindelse med deres arbejde, og han bad BK finde nogen penge.

Foreholdt forhold 1, bilag 15, mail med beskrivelse af edb-udstyret. Vidnet har bedt BK eller T om at få tilsendt en vareliste, og han modtog herefter den omhandlede liste. Listen skulle videresendes til SKAT. Vidnet er i tvivl om, hvorvidt BK vidste, at der skulle udbetales 537.500 kr.

3. kvartal 2009 dækker perioden 1. juli til 30. september 2009. Det er korrekt, at momsangivelsen blev indgivet den 5. januar 2010, men det er ikke rettidig indgivelse. Den skulle have været inde omkring den 10. november 2009. Som udgangspunkt vil SKAT have angivelser til tiden, og der tillægges et gebyr på 800 kr. ved for sen indgivelse.

Indberetning for 4. kvartal skulle indgives den 10. februar 2010. Fakturaen af 2. oktober 2009 hører egentlig til 4. kvartal. Han kan ikke huske, hvorfor fakturaen er indgivet i 3. kvartal i stedet for 4. kvartal.

V.2 har forklaret vedrørende forhold 1, at han sammen med sin bror har drevet egen virksomhed inden for edb siden 1999. Han handler med edb-udstyr engros.

Foreholdt forhold 1, bilag 8 - Faktura af 2. oktober 2009. Der var mange servere, pc´ere og skærme, og ved et hurtigt check er 9 ud af 10 udgået fra salg i 1999, dvs udstyret var ca. 10 år gammel på faktureringstidspunktet. Gammelt edb-udstyr kan man ikke få nogen penge for.

Foreholdt forhold 1, bilag 18 - billede af en computer. De brede ledninger er faldkabler, hvormed man overfører data. Der sidder et diskettedrev, der ikke er forbundet, og der er angiveligt ikke nogen harddisk i. Der sad ikke nogen RAM i computeren, hvorfor der ikke er nogen hukommelse.

Vidnet har ikke været med SKAT ude at kigge på udstyret, der stod i lagerhallen. Han har ikke givet udtryk for, at han ville se noget af det. Vidnet har konstateret, at printerne er blevet solgt til og med år 2000. Den repræsenterer derfor ingen værdi 9 år efter. Lexmark er en stor producent af printerudstyr, og 52455 er udgivet i 1995, og S1650 er et par år nyere. Lægmand ville have svært ved at se på en printer, om den er gammel, men man ville kunne se det på computere og skærme. Udstyr, der er 10 år gammelt, vil heller ikke repræsentere nogen værdi til eksport.

V.3 har forklaret vedrørende forhold 1, at han som ansat ved SKAT har deltaget i den fysiske udbetalingskontrol. Det foregik i ...3, hvor edb-udstyret stod i et koldt og fugtigt udhus, og der var føget sne ind på maskinerne. Der var plastikfilm omkring dem, og der lå et lag skidt ovenpå.

Foreholdt forhold 1, bilag 17, 18 og 19 er fotos, han har taget sammen med sin kollega. De tog kun en tilfældig stikprøve af en palle. De har ikke taget andre fotos end de omhandlede. Det drejede sig om ca. 40 paller (EU-paller). Nogle havde en højde på ca. 1,5 meter. Billedet bilag 18 - Diskettedrev til 1.44 m disketter er fra 2001, har han konstateret på nettet. De har konstateret, at mærkater, der sad på maskinerne, ophørte i 2001. Han så, at de i hvert fald sad på 7-8 stykker.

V.4 har forklaret vedrørende forhold 3, at han har været direktør i G2, og han ejede firmaet. Han overtog selskabet for ca. 2 ½ år siden. Han importerede vinduer og solgte dem. Han lavede ikke byggeri, og han har ikke noget kendskab til et byggeri i ....

Foreholdt forhold 3, bilag 2, - en mail. Vidnet kender intet til bilaget. De tegninger, der er vedhæftet, har han intet haft med at gøre. Fakturaen kender han ikke noget til indholdet af. Checken på 13.160 kr. har han ikke under-skrevet. G2 havde adresse .... Han kender T gennem hans far. Vidnet boede på det tidspunkt hos T´s far.

Det fremgår af momsindberetning af 5. januar 2010, at firmaet H1 ApS har et negativt afgiftsbeløb på -542.587 kr. (heri er indeholdt 537.500 kr. fra fakturaen af 2. oktober 2009).

Fra mailadresse NM (...@mail.dk) er der den 5. januar 2010 til revisor V.1 sendt en fortegnelse over effekter.

Personlige forhold

Tiltalte BK, er tidligere straffet, blandt andet således:

ved

Byrettens dom af 12. april 2010 med 6 dagbøder á 200 kr. for tyveri.

ved

Vestre Landsrets ankedom af 26. januar 2012 med fængsel i 70 dage, heraf 10 dage betinget, prøvetid 2 år, samt en tillægsbøde på 10.000 kr. for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 244, § 276 og færdselsloven.

Tiltalte T, er tidligere straffet, blandt andet således:

ved

Byrettens dom af 5. januar 2012 med fængsel i 1 år for blandt andet bedrageri.

ved

Byrettens ankedom af 26. januar 2012 med fængsel i 60 dage for vold.

ved

Byrettens dom af 7. marts 2012 med 5 dagbøder a´ 400 kr. for tyveri.

ved

Byrettens dom af 23. marts 2012 med 5 dagbøder a´ 200 kr. for ulovlig omgang med hittegods.

Rettens begrundelse og afgørelse

BK

Ad forhold 1:

Uanset tiltalte i en periode var registreret som direktør for H1 ApS, finder domsmandsretten, at firmaets reelle leder var medtiltalte, T. Det findes ikke efter bevisførelsen godtgjort, at tiltalte har deltaget i købet af eller formidlingen af det i sagen omhandlede EDB-udstyr, eller at han i øvrigt har medvirket til at indgive urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen.

Han frifindes derfor for den rejste tiltale.

T

Ad forhold 1:

Efter bevisførelsen lægger domsmandsretten til grund, at tiltalte som daglig leder af H1 ApS forsætligt har indgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen med henblik på uretmæssigt at få udbetalt momsbeløb. Retten har særlig lagt vægt på tiltaltes forklaring om forløbet af købet eller formidlingen af det pågældende EDB-udstyr, hvilken forklaring retten finder utroværdig. Desuden finder retten det godtgjort, at det pågældende udstyr ikke tilnærmelsesvis havde den værdi, som det var opgivet til.

Retten finder således efter en helhedsbedømmelse, at tiltalte er skyldig i den rejste tiltale.

Ad forhold 2:

Mod tiltaltes benægtelse finder domsmandsretten det ikke efter bevisførelsen bevist, at tiltalte er kørt over for rødt lys i krydset ...1. Han frifindes derfor for den rejste tiltale.

Ad forhold 3:

Efter bevisførelsen finder domsmandsretten det ikke med den til domfældelse fornødne sikkerhed bevist, at tiltalte var klar over, at han betalte med en dækningsløs check, hvorfor han frifindes for den rejste tiltale.

Ad forhold 4:

Mod tiltaltes benægtelse og i overensstemmelse med anklagerens påstand, frifindes tiltalte for den rejste tiltale.

Ad forhold 5:

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen vedrørende T fastsættes til fængsel i 4 måneder efter straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 1, nr. 1, og efter færdselslovens § 118, stk. 1, jf. § 42, stk. 1, nr. 2.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 525.000 kr., jf. straffelovens § 50, stk. 2.

Da forholdene er begået forud for dommene af 5. januar 2012, 26. januar 2012, 7. marts 2012 og 23. marts 2012, vil straffen for disse forhold være at fastsætte som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte BK frifindes.

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 4 måneder.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 525.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 60 dage.

Tiltalte, T, skal betale de ham vedrørende sagsomkostninger. Det offentlige skal betale de tiltalte, BK vedrørende sagsomkostninger.

................................................

Vestre Landsrets dom af 13. juni 2013, 6. afdeling S-2752-12

Byretten har den 5. november 2012 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 2-2565/2012).

Påstande

Tiltalte T har påstået frifindelse i forhold 1-3 og i øvrigt formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i overensstemmelse med anklageskriftet i forhold 2-3. Anklagemyndigheden har i øvrigt påstået stadfæstelse for så vidt angår skyldsspørgsmålet og skærpelse af straffen.

Anklagemyndigheden har for landsretten berigtiget tiltalen i forhold 1 således, at sætningen "idet BK var indehaver af og direktør for selskabet, og T var daglig leder af selskabet" ændres til: "idet BK var direktør for selskabet, og T var daglig leder og indehaver af selskabet".

Forklaringer

Tiltalte og vidnerne BK, V.1 og V.2 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Der er for landsretten endvidere afgivet forklaring af politiassistent V.5.

Tiltalte har supplerende forklaret, at det var ham, der i 2009 var indehaver af anparterne i H1 ApS. Hans bror, BK, var registreret som direktør, men det var kun proforma. Det var nemmere i forhold til banken, at tiltalte ikke selv var registreret som direktør, da han tidligere var gået konkurs. Det var tiltalte, der i 2008 indgik aftalen om at købe det pågældende edb-udstyr. Han købte udstyret af en person, som hedder OB, og som han havde mødt på Hjallerup Marked. Han ved ikke, hvad OB hedder til efternavn. Han ved heller ikke, hvor han bor, bortset fra at det er i ..., og han har ikke hans telefonnummer. Han kan ikke huske, om det var OB, der kontaktede ham om købet, eller om det var omvendt. Han skulle kun formidle salget af udstyret. Det var ikke meningen, at han skulle betale købesummen. Den person, som skulle købe udstyret, var en, der havde en fiskerbåd, men han kan ikke huske andet om ham. Han undrede sig, da han fik fakturaen på 2.687.500 kr., og han betalte den ikke. Han tænkte ikke nærmere over, at fakturaen var udstedt af G3 Maler v/NJ, når sælgeren som forklaret hed OB. OB rykkede for betaling flere gange.

Tiltalte var ikke klar over, at det kontonummer, der fremgår af fakturaen, ikke eksisterer. Edb-udstyret blev leveret på en adresse i ...3. Det var en af hans bekendte, som hedder PJ, og som havde lagerplads til overs, der boede på denne adresse. Det kan godt passe, at han betalte 6.000 kr. for at få edb-udstyret fragtet til ...3. Han kan ikke svare på, hvorfor han betalte for fragten, når det som forklaret før ikke var ham, der skulle købe udstyret. Han så først udstyret, da han sammen med SKAT besigtigede lageret. Det kan godt passe, at det var den 22. februar 2010. Han synes ikke, at det pågældende lager var uegnet til opbevaring af edb-udstyr. Han har således haft andre ting stående på det pågældende lager uden problemer, Han havde en person ved navn TL til at sige god for edb-udstyrets værdi. TL er en slags computernørd. Han ved ikke, hvad TL hedder til efternavn. Han bor i ...4, men andet ved han ikke.

Foreholdt politirapport af 26. maj 2010, side 4, 2. afsnit, ekstrakten side 126, hvoraf fremgår, at han skulle have forklaret, at TL skulle hedde ... til efternavn og bo på ... i ...4, har han forklaret, at det godt kan passe. TL besigtigede ikke udstyret, men han så en liste over det. Det kan godt være den liste, der er fremlagt som forhold 1, bilag 15, ekstrakten side 142. Han synes ikke, at det er unaturligt, at han interesserede sig for udstyrets værdi, selv om det som forklaret ikke var ham, der skulle købe det. Som handelsmand interesserer man sig vel altid for værdien af de ting, man beskæftiger sig med. Han mener ikke, at det var ham, der gav den pågældende faktura til revisor. Fakturaen skulle jo ikke betales. Han ved ikke, hvordan revisor kom i besiddelse af fakturaen. Måske har hans bror givet fakturaen til revisor, mens tiltalte efter sit færdselsuheld den 29. december 2009 lå i koma. På et tidspunkt forud for færdselsulykken talte han med revisor, og revisor sagde, at han ville indberette momsen, og at tiltalte derved ville få momsen på 537.500 kr. udbetalt, hvilket tiltalte var indforstået med. Revisor sagde også, at SKAT ville komme på kontrol, da der var tale om en negativ momsangivelse på over 100.000 kr., hvortil tiltalte sagde, at det ikke var noget problem, da computerudstyret jo stod på lageret.

Efter færdselsulykken den 29. december 2009 lå han på hospitalet i 5 uger, heraf de første 9 dage i koma. Mens han lå på hospitalet, passede hans bror virksomheden så godt, han kunne. Han har fortsat følger af ulykken i form af kramper og smerter, og han skal undersøges for hjerneskade.

Vedrørende forhold 2 har tiltalte supplerende forklaret, at han godt kan huske den situation, som tiltalen angår, og han fastholder, at han ikke kørte over for rødt lys.

Vedrørende forhold 3 har tiltalte supplerende forklaret, at han fik checken af sin far eller af V.4. Han kan ikke huske, hvem af de to han fik den af. De varer, der skulle betales med checken, var ikke til ham.

Foreholdt politirapport af 2. december 2010, side 2, ekstrakten side 169, hvoraf bl.a. fremgår, at han skulle have forklaret, at han ankom til G1 Trælast for at købe nogle materialer til en opgave, han var i gang med, har tiltalte forklaret, at han ikke ved, om han har forklaret sådan, men det, der står, er ikke rigtigt. Han har ikke haft noget med G1 Trælast at gøre. Han har ingen erindring om den pågældende afhøring. Virksomheden G4, der er nævnt i det brev fra G1-bank, hvorved checken blev afvist, ekstrakten side 166, siger ham ikke noget.

BK har supplerende forklaret, at han ikke havde noget at gøre med køb, salg eller formidling af det omhandlede edb-udstyr. Han fik PJ til at hjælpe sig med at samle alle fakturaer og bilag sammen og sende dem til revisor. Et af de bilag, han fandt, var den fremlagte liste over edb-udstyr, som blev sendt med den fremlagte mail, forhold 1, bilag 15. De øvrige bilag blev vist nok afleveret til revisor personligt. Han kan ikke huske, hvornår det skete. Han kan heller ikke huske, om det var før eller efter, at han via PJ sendte den nævnte mail, men det var omkring årsskiftet 2009-2010. Fakturaen vedrørende edb-udstyret kan godt have været imellem de papirer, som blev afleveret til revisor. Han har aldrig set edb-udstyret, og han ved ikke hvordan eller af hvem, det blev transporteret til ...3.

Foreholdt politirapport af 12. juni 2012, side 3, 1. afsnit, ekstrakten side 132, hvoraf fremgår, at han skulle have forklaret, at tiltalte havde hentet computerudstyret alene, og at han kørte adskillige gange med en trailer og en Mercedes kassevogn, har han forklaret, at han ikke har sagt, at det var tiltalte, der hentede computerudstyret, men det er vist rigtigt, at computerudstyret blev hentet i selskabets Mercedes kassevogn.

V.1 har supplerende forklaret, at han fortsat ikke kan forklare, hvorfor fakturaen, der er dateret 2. oktober 2009, er medtaget i momsangivelsen for 3. kvartal 2009 i stedet for 4. kvartal 2009. Det var en medarbejder, der ikke længere er ansat, der foretog momsangivelsen, og han har derfor ikke kunnet spørge vedkommende om årsagen hertil. Han kan ikke af revisionsfirmaets notater se, hvornår revisionsfirmaet modtog den pågældende faktura. Han var imidlertid i besiddelse af fakturaen, da han talte med tiltalte om den. Han kan ikke huske præcis, hvornår samtalen fandt sted, men det var på et tidspunkt før, tiltalte kørte galt. Tiltalte vidste godt, at han ville få momsbeløbet udbetalt, når fakturaen som led i momsangivelsen blev sendt til SKAT. Under samtalen oplyste tiltalte således, at han skulle bruge momsbeløbet til at få gang i selskabets drift. Vidnet bekendt havde selskabet ikke betalt fakturabeløbet. Det er rigtigt, at man først må søge momsen af en faktura refunderet, når fakturaen er betalt, men det er ikke noget revisor skal kontrollere i forbindelse med indsendelsen af en momsangivelse. Det skal revisor først påse i forbindelse med selve revisionen. Det er som nævnt en fejl, at fakturaen er bogført i 3. kvartal. Fakturaen skulle først have været medtaget i momsangivelsen for 4. kvartal. Denne momsangivelse skulle senest være foretaget den 10. februar 2010, og det er således rigtigt, at tiltalte inden den 10. februar 2010 kunne have nået at instruere vidnet om, at fakturaen ikke skulle indgå i momsangivelsen, men det ville have været usædvanligt, idet fakturaen jo var blevet afleveret til ham. Det fremgår af revisionsfirmaets notater, at fakturaen er bogført den 24. juli 2009. Han kan ikke forklare, hvordan en faktura, der er dateret den 2. oktober 2009, kan være bogført den 24. juli 2009.

V.2 har supplerende forklaret, at hans forklaring for byretten om edb-udstyrets alder er baseret på genstandenes partnumre. De pågældende servere blev senest solgt i 1999, og de er og var i 2009 dermed utvivlsomt helt værdiløse, bl.a. fordi softwaren er forældet, og fordi det ikke kan lade sig gøre at indlægge den software, der anvendes i dag. Den eneste værdi, det pågældende edb-udstyr repræsenterer, er metalværdien, og den må man spørge en jernhandler og ikke en computersagkyndig om.

Politiassistent V.5 har forklaret, at det er ham, der har underskrevet tilkendegivelsen fremlagt som forhold 2, bilag 3, ekstrakten side 153. Han kan ikke huske tilkendegivelsen eller den kørsel, som den angår. Generelt kan han sige, at han kun noterer en bilist, hvis han er helt sikker på, at bilisten er kørt over for rødt lys. Han noterer normalt ikke en person, der kører over for gult. Når han har sat kryds i rubrikken "Erkender", er det fordi, den pågældende har erkendt forholdet. Krydset bliver sat ude på stedet og ikke først senere på kontoret. Det er rigtigt, at det ville være en pligtforsømmelse, hvis han noterede en bilist for at have kørt over for rødt lys, hvis han ikke var sikker på, at vedkommende havde kørt over for rødt lys.

Landsrettens begrundelse og resultat

Vedrørende forhold 1:

Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte er fundet skyldig som sket. Det bemærkes i den forbindelse, at den omstændighed, at fakturaen rettelig vedrørte 4. kvartal 2009, ikke kan føre til et andet resultat, idet det efter sagens omstændigheder må anses for helt usandsynligt, at tiltalte, hvis han ikke havde været involveret i et færdselsforhold og i den forbindelse ligget i koma, ville have ombestemt sig og inden fristen for indgivelse af momsangivelsen for 4. kvartal have instrueret revisor om alligevel ikke at medtage fakturaen i momsangivelsen.

Vedrørende forhold 2:

Der er for landsretten afgivet forklaring af den politiassistent, der standsede tiltalte og sigtede ham for at være kørt over for rødt lys.

Den pågældende politiassistent kunne imidlertid hverken huske den konkrete kørselssituation, der fandt sted for mere end 2 ½ år siden, eller samtalen med tiltalte i forbindelse med, at tiltalte blev sigtet for at være kørt over for rødt lys, men kunne alene forklare generelt om sin behandling af den pågældende slags sager.

Det kan derfor heller ikke efter bevisførelsen for landsretten anses for godtgjort, at tiltalte er skyldig, og det tiltrædes derfor, at han er blevet frifundet i dette forhold som sket.

Vedrørende forhold 3:

Tiltalte har forklaret, at de varer, der blev købt for den pågældende check, var nogle, som han skulle hente for sin far eller V.4, men at han ikke kan huske hvem af dem, der var tale om. Tiltalte har endvidere forklaret, at han fik checken af en af de to, men han kunne ikke huske af hvem.

Til politirapport har tiltalte derimod forklaret, at varerne var til ham selv, og at han fik checken af V.4.

Det er på den baggrund og på baggrund af sagens omstændigheder i øvrigt, herunder V.4´s forklaring, ubetænkeligt at tilsidesætte tiltaltes forklaring og i stedet anse det for bevist, at tiltalte vidste, at checken var dækningsløs og dermed anse ham for skyldig forhold 3.

Frihedsstraffen, der tillige fastsættes i medfør af straffelovens § 279, jf. § 23, og tillægsbøden er efter størrelsen af det momsbeløb, der er søgt unddraget i forhold 1, og uanset domfældelsen i forhold 3 passende udmålt.

Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.