Dato for udgivelse
13 Oct 2004 09:59
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
15. september 2004
SKM-nummer
SKM2004.399.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-6-1656-0080
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Afgifter
Emneord
Tinglysningsafgift, pantebrev
Resumé
Tinglysningsafgift i forbindelse med tinglysning af en allonge til et pantebrev, der skete som led i en matrikulær ændring, skulle opgøres efter tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 3, 2. pkt. (Praksisændring, cf. SKM2003.105.LSR).
Reference(r)

Tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1, § 5, stk. 3, 1. pkt. og § 5, stk. 3, 2. pkt.

Redaktionelle noter
Sagen er indbragt for domstolene. Sagsøgte har efterfølgende taget bekræftende til genmæle.

Klagen skyldes, at tinglysningsafgift i forbindelse med tinglysning af en allonge til et pantebrev er pålagt med yderligere 17.745 kr. i medfør af tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1.

Landsskatterettens afgørelse

Afgiftsmyndighedens afgørelse ændres således, at klagerens påstand tages til følge.

Sagens oplysninger

Pantebrev til et realkreditinstitut stort 150.200 Euro med pant i ejendommen matr. nr. 5 d X By, Y, 1 v X By, Y, 5 a, X By, Y og 5 b Z By, X blev oprettet den 28. september 2000. Det blev anmeldt til tinglysning ved Retten i Ø den 2. oktober 2000. Ved anmeldelsen til tinglysning betaltes 18.300 kr. Pantebrevet blev den 6. oktober 2000 på anmelderens begæring afvist fra tinglysning. Det blev den 13. oktober 2000 tinglyst på ejendommen matr. nr. 5 d X By, Y m.fl. Af tinglysningspåtegningen fremgår: ”Betinget af lysning i anden retskreds”. På grundlag af brev fra Kort- og Matrikelstyrelsen af 3. november 2000 blev der samme dag registreret en ændring i matriklen, hvorved ejendommen matr. nr. 5 bi Z By, X blev udstykket fra ejendommen matr. nr. 5 bd Z By, X, samtidig med at ejendommene matr. nr. 5 af X By, Y, matr. nr. 5 ag X By, Y og matr. nr. 5 ah X By, Y blev udstykket fra ejendommen matr. nr. 5 d X By, Y. Den 8. november 2000 blev pantebrevet ved Retten i Å lyst på ejendommen matr. nr. 5 bd Z By, X. Den 22. januar 2001 blev der oprettet en allonge til pantebrevet. Det fremgår af allongen, at ejendommen matr. nr. 1 u X By, Y, matr. nr. 5 d X By, Y, og matr. nr. 5 bd Z By, X, skal udgå af pantsætningen, og at pantet derefter skal bestå af ejendommen matr. nr. 5 af X By, Y, matr. nr. 5 ag X By, Y, matr. nr. 5 ah X By, Y og matr. nr. 5 bi Z By, X. Allongen anmeldtes til tinglysning den 29. januar 2001. Der blev ved anmeldelsen til tinglysning betalt 1.400 kr. Pantebrevet blev aflyst på ejendommen matr. nr. 5 d m.fl. X By, Y den 29. januar 2001, men afvist for så vidt angår ejendommen matr. nr. 5 bd Z By, X. Den 15. februar 2001 blev der oprettet en ny allonge til pantebrevet. Det fremgår af denne allonge, at den rette identifikation efter udstykningen den 3. november 2000 er matr. nr. 5 bi Z By, X. Allongen blev tinglyst den 16. februar 2001. Der blev ved anmeldelsen til tinglysning ikke betalt afgift. Pantet blev aflyst på ejendommen matr. nr. 5 bd Z By, X den 16. februar 2001.

Afgiftsmyndighedens afgørelse

Afgiftsmyndigheden har pålagt afgift med yderligere 17.745 kr., hvilket beløb er beregnet således:

Tinglysningsafgift, jf. § 5, stk. 3, 1. pkt., jf. stk. 1

18.300,00 kr.

Betalt ved anmeldelse til tinglysning

1.400,00 kr.

Skyldig afgift ved anmeldelsen

16.900,00 kr.

Forhøjet afgift, jf. § 20

845,00 kr.

I alt

17.745,00 kr.

Der er herved bl.a. henvist til, at der ved allongen af 22. januar 2001 anses at være blevet inddraget yderligere fast ejendom under pantet i form af ejendommen matr. nr. 5 bi Z By, X. Der skulle derfor have været betalt fuld afgift af hele det pantsikrede beløb på 150.200 Euro, i alt 18.300 kr. Der er ved anmeldelsen til tinglysning alene betalt 1.400 kr. Der skal derfor betales en forhøjet afgift på 845 kr. Herefter bliver den samlede skyldige afgift på i alt 17.745 kr.

Efter tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 3, 1. pkt. skal der ved anmeldelse til tinglysning af ændringer, hvorved der bliver inddraget anden eller yderligere fast ejendom eller løsøre mv. under et pant, beregnes afgift af hele det pantsikrede beløb efter lovens § 5, stk. 1. Efter stk. 1 udgør afgiften 1.400 kr. samt 1,5 % af det pantsikrede beløb. Det pantsikrede beløb er pantebrevets nominelle hovedstol. Efter tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 3, 2. pkt. skal der ved anmeldelse til tinglysning af matrikulære ændringer alene betales 1.400 kr. i tinglysningsafgift. Bestemmelsen finder anvendelse i de tilfælde, hvor der er sket endelig notering af den matrikulære ændring i tingbogen, og den matrikulære ændring efterfølgende, på trods af tinglysningslovens § 24, alligevel ønskes tinglyst. Finder tinglysningen af den matrikulære ændring sted, inden den matrikulære ændring er tilendebragt ved endelig notering i tingbogen, har pantet ikke spredt sig efter tinglysnings­lovens § 24, og der vil derfor ikke være tale om tinglysning af en matrikulær ændring, men derimod om tinglysning af inddragelse af yderligere pant i relation til tinglysningsafgiftslo­vens § 5, stk. 3, 1. pkt. Dette vil udløse fuld afgift efter tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 3, 1. pkt., jf. § 5, stk. 1.

I den foreliggende sag blev pantebrev stort 150.200 Euro oprindeligt lyst på ejendomme­ne matr. nr. 5 d X By, Y, matr. nr. 1 u X By, Y og matr. nr. 5 q X By, Y den 12. oktober 2000 og på ejendommen matr. nr. 5 bd Z By, X, den 8. november 2000. Der blev den 3. november 2000 registreret nogle ændringer i matriklen. Det fremgik af skrivelsen fra Kort- og Matrikelstyrelsen af 3. november 2001, at ejendommen matr. nr. 5 bi Z By, X blev udstykket fra ejendommen matr. nr. 5 bd Z By, X, samtidig med at ejendommene matr. nr. 5 af X By, Y, matr. nr. 5 ag X By, Y og matr. nr. 5 ah X By, Y blev udstykket fra ejendommen matr. nr. 5 d X By, Y. Ved allonge af 22. januar 2001 blev det anført, at pantet fremover skulle bestå af ejendommene matr. nr. 5 af X By, Y, matr. nr. 5 ag X By, Y, matr. nr. 5 ah X By, Y og matr. nr. 5 bi Z By, X.

Da der på tidspunktet for registreringen af den matrikulære ændring i matriklen allerede var tinglyst pant i ejendommen matr. nr. 5 d X By, Y, har pantet i forbindelse med udstykningen den 3. november 2000 spredt sig efter tinglysningslovens § 24 til også at omfatte de udstykkede ejendommen matr. nr. 5 af X By, Y, matr. nr. 5 ag X By, Y, og matr. nr. 5 ah X By, Y. Pantebrevet blev imidlertid først tinglyst på ejendommen matr. nr. 5 bd Z By, X den 8. november 2000, dvs. efter den matrikulære ændring blev registreret i matriklen. Da der således ikke på tidspunktet for den matrikulære ændring var tinglyst pant på ejendommen matr. nr. 5 bd Z By, X, er dette forhold ikke omfattet af tinglysningslovens § 22, jf. § 24. Pantet i ejendommen matr. nr. 5 bd Z By, X har derfor ikke spredt sig efter tinglysningslovens § 24 til også at omfatte ejendommen matr. nr. 5 bi Z By, X.

Ved anmeldelse til tinglysning af allongen af 22. januar 2001 blev der derfor inddraget yderligere fast ejendom under pantet, hvorfor der ved anmeldelsen til tinglysning af allongen skulle have været betalt afgift af hele det pantsikrede beløb på 150.200 Euro, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 3,1. pkt., jf. § 5, stk. 1. Det var på pantebrevets forside anført, at kursen på Euro på tidspunktet for anmeldelse til tinglysning af pantebrevet var 746,17. Det pantsikrede beløb på 150.200 Euro svarer derfor til i alt 1.120.747 kr.

Afgiftsmyndigheden har i anledning af klagen til Landsskatteretten udtalt bl.a., at det omhandlede pantebrev er blevet lyst på de matrikelnumre, som man ved anmeldelsen til tinglysning ønskede at få pant i. At der på tidspunktet mellem tinglysningen ved Retten i Ø og Retten i Å var blevet noteret en matrikulær ændring, så ejendommen matr. nr. 5 bi Z By, X var blevet udstykket fra ejendommen matr. nr. 5 bd Z By, X betyder ikke, at der ikke blev opnået pant som forudsat. Pantebrevet blev således lyst på de matrikelnumre, det efter sit indhold gav pant i.

Begrebet "som følge af den matrikulære ændring", jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 3, 2. pkt., skal ikke fortolkes sådan, at alle tinglysninger, der finder sted efter en foretaget matrikulær ændring, sker "som følge af'. Tinglysningsafgiftslovens bestemmelse om matrikulære ændringer skal læses i tæt sammenhæng med reglerne i tinglysningslovens §§ 21-24. Efter tinglysningslovens § 22, stk. 5 skal byrder og hæftelser fra den oprindelige ejendom indføres på den nye udstykkede ejendom. Dette sker automatisk ved notering i tingbogen. Det forekommer dog, at anmelder efter udstykningen ønsker at oprette en allonge til de eksisterende pantebreve, hvorved der gives pant i de nye udstykkede ejendomme, så det fremgår direkte af pantebrevet, hvilke ejendomme der er givet pant i. Det er dette forhold, begrebet "som følge af en matrikulær ændring" retter sig imod. I de tilfælde, hvor der efter en endt udstykning gives pant i hovedejendommen, vil pantet ikke automatisk give pant i den udstykkede ejendom efter tinglysningslovens § 22, stk. 5. Pantet vil alene omfatte den pantsatte ejendom, hovedejen­dommen. Såfremt der tillige ønskes pant i den udstykkede ejendom, skal dette fremgå af pantebrevet ved anmeldelsen til tinglysning. Da der ikke er tale om en automatisk spredning af pantet, vil en sådan pantsætning ikke være omfattet af begrebet "som følge af en matrikulær ændring".

I den foreliggende sag blev pantebrev stort 150.200 Euro lyst på ejendommen matr. nr. 5 bd Z By, X, efter at ejendommen matr. nr. 5 bi Z By X var blevet udstykket. Den efterfølgende tinglysning, hvorved der blev givet pant i ejendommen matr. nr. 5 bi Z By, X, skete derfor ikke "som følge af en matrikulær ændring". Tværtimod var der tale om en ny pantsætning. At der er tale om en ny selvstændig pantsætning understreges desuden af, at Retten i Å den 2. februar 2001 har afvist pantebrevet.

Endvidere har afgiftsmyndigheden anført, at det er en betingelse for at et forhold omfattes af tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 4, at det fejlagtigt identificerede pant skal være aflyst eller udslettet, og et nyt skal være anmeldt til tinglysning. Der kan herefter ske godtgørelse af afgiften betalt for den fejlagtige pantsætning i senest en måned efter, at det nye dokument er blevet tinglyst. Afgiftsmyndighe­den har ikke taget stilling til, hvorvidt der i den foreliggende sag er sket en fejlagtig identifikation af det pantsatte. Imidlertid har klager ikke fulgt den i bestemmelsen beskrevne fremgangsmåde, hvorfor afgiftsmyndigheden allerede af den grund ikke kan give godtgørelse efter tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 4.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om frifindelse for pålæg af den forhøjede afgift.

Til støtte for den nedlagte påstand har klageren bl.a. gjort gældende, at pantebrevet ved anmeldelsen ved Retten i Ø havde forudsat pant i ejendommen, før den matrikulære ændring blev noteret, og at tinglysningen var betinget af, at pantebrevet blev tinglyst både ved Retten i Ø og Retten i Å, i matr. nr. 5 bd Z By, X, 1 u X By, Y, 5 d X By, Y og 5 a X By, Y.

Allongen, der anmeldtes til tinglysning den 29. februar 2001 (ifølge Told & Skat afgørelse anmeldt den 22. januar 2001), er ikke en udvidelse af pantet, jf. tinglysningsafgiftslovens  § 5, stk. 3, men udstedt, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 3, sidste punktum, jf. tinglysningsafgiftslovens § 7, som følge af den matrikulære ændring, der blev noteret på ejen­dommen, jf. Kort og Matrikelstyrelsens brev af 3. november 2000, imellem tinglysningen ved Retten i Ø og Retten i Å.

Tinglysningsafgiftsmæssigt er der ikke sket en pantudvidelse, da pantebrevet, som er anmeldt ved Retten i Ø, før den matrikulære ændring blev noteret i tingbogen, har forudsat pant i matr. nr. 5 bd Z By, X. Pantebrevet har således, jf. tinglysningsafgiftslovens § 16, ved anmel­delsen ved Retten i Ø også i afgiftsmæssig henseende opnået pant i 5 bi Z By, X, efter den matrikulære ændring, da matr.nr. 5 bi Z By, X er et lod udstykket fra matr. nr. 5 bd Z By, X, jf. Kort og Matrikelstyrelsens brev af 3. november 2000.

Endvidere er der som følge af den matrikulære ændring mellem anmeldelsen og fremsendelsen til Retten i Å sket en åbenbar fejlagtig identifikation af ejendommen, hvorfor der efter tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 4, kan ske godtgørelse af tinglysningsafgiften betalt ved berigtigelsen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I medfør af tinglysningsafgiftslovens dagældende § 5, stk. 3, 1. pkt., skulle der ved anmeldelse til tinglysning af ændringer, hvorved der blev inddraget anden eller yderligere fast ejendom eller løsøre m.v. under et pant, beregnes afgift af hele det pantsikrede beløb efter lovens § 5, stk. 1.

Efter tinglysningsafgiftslovens dagældende § 5, stk. 3, 2. pkt. skulle der ved anmeldelse til tinglysning af matrikulære ændringer alene betales 1.400 kr. i tinglysningsafgift.

Tinglysning af den omhandlede allonge skete, jf. matrikel- og tinglysningsmyndighedernes behandling af sagen, som led i en samlet matrikulær ændring. Lovgivers hensigt med den dagældende regel i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 3, 2. pkt., må anses at have været, at tinglysning af ændringer af pant under disse omstændigheder udelukkende skulle udløse 1.400 kr. i tinglysningsafgift. Efter en fornyet vurdering af de dagældende regler samt hidtidig praksis – herunder Landsskatterettens kendelse af 30. september 2002 offentliggjort i TfS 2003.294 (SKM 2003.105) – finder retten ved påkendelsen af det under sagen omhandlede forhold at måtte lægge afgørende vægt på det nævnte formål med bestemmelsen. Herefter er der ikke grundlag for at fortolke tinglysningsafgiftslovens dagældende § 5, stk. 3, 2. pkt., således, at det er en betingelse for anvendelse af bestemmelsen, at den matrikulære ændring efter tinglysningslovens §§ 21-23 skulle være tilendebragt før anmeldelsen til tinglysning af ændringer af pantet.

Klagerens påstand tages derfor til følge, således at den pålagte yderligere afgift – udover de erlagte 1.400 kr. – bortfalder.

Det bemærkes, at anmeldelser til tinglysning, som finder sted fra og med den 11. juni 2004 er omfattet af lov nr. 458 af 9. juni 2004 om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove