Østre Landsrets dom af 16. november 2015, 8. afdeling, nr. S-1950-15 og S-2514-15
Parter
Anklagemyndigheden
mod
T
(advokat Henrik Stagetorn, besk.)
Afsagt af landsdommerne
Henrik Bitsch, M. Lerche og Janni Christoffersen med domsmænd
...................................................................
Byrettens dom af 22. september 2015, nr. 15-611/2015
Denne sag er behandlet i medfør af retsplejelovens § 831.
Anklageskrift er modtaget den 9. januar 2015 og tillægsanklageskrift nr. 1 er modtaget den 19. maj 2015.
T er tiltalt for
1.
overtrædelse af straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1 nr. og nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt., jf. § 52 a, stk. 6,
ved i perioden fra den 8. august 2011 til den 31. august 2011, med forsæt til at unddrage statskassen afgift at have drevet momspligtig virksomhed - H1, der i perioden havde adresse ...1, 3. th, - uden registrering, og fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet tiltalte undlod at underrette SKAT om størrelsen på sin virksomheds momstilsvar, og udstedte fakturaer med moms, uden at være momsregistreret, alt hvorved statskassen blev unddraget moms med i alt 66.600 kr. eller tilsvarende risiko herfor.
2.
overtrædelse af straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1,
ved for perioden fra den 1. september 2011 til den 31. august 2012 som indehaver af virksomheden cvr. nr. ...22, H1, der i perioden havde adresse ...1, 3. th, med fortsæt til at uddrage statskassen afgift at have afgivet urigtige/vildledende eller fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet han angav et momstilsvar på - 35.249 kr., selv om momstilsvaret rettelig var 467.550 kr., hvorved statskassen blev unddraget moms med i alt 502.799 kr. eller tilsvarende risiko herfor.
3.
overtrædelse af straffelovens § 289, jf. kildeskattelovens § 74, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1,
ved i perioden fra den 8. august 2011 til den 31. august 2012, som indehaver af virksomheden, H1 cvr. nr. ... 22, der i perioden havde adresse ...1, 3. th., med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have undladt at opfylde sin pligt til at foretage indeholdelse af A-skat af et beløb på 1.636.604 kr., hvorved staten blev unddraget A-skat for 828.122 kr. eller tilsvarende risiko herfor.
4.
overtrædelse af straffelovens § 289, jf. kildeskattelovens § 74, stk. 2, jf. stk. 1 (tidligere arbejdsmarkedsbidragslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1, litra b, jf. straffelovens § 3, stk. 1, 2. pkt.),
ved i perioden fra den 8. august 2011 til den 31. august 2012 som indehaver af virksomheden, cvr. nr. ... 22, H1, der i perioden havde adresse ...1, 3. th., med forsæt til at unddrage det offentlige bidrag at have undladt indeholdelse af arbejdsmarkedsbidrag, hvorved staten blev unddraget 130.928 kr. eller tilsvarende risiko herfor.
5.
overtrædelse af skattekontrollovens § 15,
ved med forsæt til at undgå skatteansættelse ikke har indsendt selvangivelse til SKAT for indkomståret 2011, hvorved det offentlige blev unddraget skat med i alt 103.662 kr. eller tilsvarende risiko herfor.
6.
forsøg på hæleri, jf. straffelovens § 290, stk. 1, jf. § 21,
ved at have forsøgt at modtage eller skaffe sig andel i udbytte, som han vidste, hidrørte fra en berigelsesforbrydelse, idet han aftalte med en anden person, at der på tiltaltes konto nr. ...78 i F1-bank kunne indsættes 85.900 kr., som medgerningsmanden svigagtigt søgte at få en kunderådgiver i F2-bank til at overføre til kontoen, idet der den 9. december 2013 ca. kl. 10.54, til kunderådgiveren blev sendt en falsk mail, der udgav sig for at hidrøre fra PK fra G1 og vedrøre køb af en bil, og derved forsøgt at få kunderådgiveren til at overføre 85.900 kr. til tiltaltes bankkonto, hvilket mislykkedes, da rådgiveren i F2-bank fattede mistanke og ringede til PK, der intet kendte til mailen.
7.
(tiltale frafaldet)
8.
medvirken til bedrageri efter straffelovens § 279, jf. § 23,
ved den 11. december 2013 og i dagene herefter at have medvirket til, at der hos G2, retsstridigt blev fremkaldt og udnyttet en vildfarelse, hvorved der påførtes butikken et tab på 27.125 kr. eller nærliggende risiko derfor, idet en medgerningsmand telefonisk og via mail kontaktede en medarbejder i butikken, falskeligt udgav sig for at være direktør NL og bestilte 4 Iphone 5S og 2 Ipads og diverse abonnementer, hvilke varer tiltalte efterfølgende afhentede ved forevisning af sit eget pas og en falsk fuldmagt.
9.
dokumentfalsk efter straffelovens § 171,
ved, som anført i forhold 8, at have gjort brug af et falsk dokument til at skuffe i retsforhold, idet tiltalte i forbindelse med afhentning af varerne foreviste en falsk fuldmagt, der fremstod som udfærdiget og underskrevet af NL.
10.
hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1,
ved at have modtaget eller skaffet sig andel i udbytte, som han vidste, hidrørte fra en berigelsesforbrydelse, idet han efter aftale med en anden person i sit eget navn oprettede en konto nr. ...13 i F3-bank, hvorefter medgerningsmanden sendte en forfalsket faktura af 16. februar 2014 lydende på 48.440 kr., der fremstod som udstedt af G3 og med den oprettede konto som indbetalingskonto, til G4 A/S, og derved svigagtigt fik G4 A/S til at overføre beløbet til tiltaltes konto.
11.
(tiltale frafaldet)
12.
hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1,
ved at have modtaget eller skaffet sig andel i udbytte, som han vidste, hidrørte fra en berigelsesforbrydelse, idet han aftalte med en anden person, at der på tiltaltes konto nr. ...22 i F4-bank kunne indsættes 14.482 kr., som medgerningsmanden svigagtigt havde fået G5 Forsikring til at udbetale til kontoen, idet medgerningsmanden den 19. februar 2014 sendte en forfalsket skadesanmeldelse, der fremstod som udfærdiget af KK og med tiltaltes konto som indbetalingskonto, til G5 forsikring, som derpå overførte et erstatningsbeløb på 14.482 kr. til tiltaltes konto.
13.
(tiltale frafaldet)
14.
hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1,
ved at have modtaget eller skaffet sig andel i udbytte, som han vidste, hidrørte fra en berigelsesforbrydelse, idet han aftalte med en anden person, at der på tiltaltes konto ...11 i F1-bank kunne indsættes 3.902,20 kr., som medgerningsmanden svigagtigt havde fået G6 A/S til at udbetale til kontoen, idet medgerningsmanden sendte en forfalsket faktura af 3. marts 2014 lydende på 3.902,20 kr., der fremstod som udstedt af G7 og med tiltalte konto som indbetalingskonto, til G6 A/S, som derpå overførte beløbet til tiltaltes konto.
15.
(tiltale frafaldet)
16.
hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1,
ved at have modtaget eller skaffet sig andel i udbytte, som han vidste, hidrørte fra en berigelsesforbrydelse, idet han aftalte med en anden person, at der på tiltaltes konto ...11 i F1-bank kunne indsættes 2.159,38 kr., som medgerningsmanden svigagtigt havde fået til at udbetale til kontoen, idet medgerningsmanden sendte en forfalsket faktura af 3. marts 2014 lydende på 2.159,38 kr., der fremstod som udstedt af G7 og med tiltalte konto som indbetalingskonto, til NF, som derpå overførte beløbet til tiltaltes konto.
17.
(tiltale frafaldet)
18.
hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1,
ved at have modtaget eller skaffet sig andel i udbytte, som han vidste, hidrørte fra en berigelsesforbrydelse, idet han aftalte med en anden person, at der på tiltaltes konto ...11 i F1-bank kunne indsættes 6.481,89 kr., som medgerningsmanden svigagtigt havde fået G8 ApS at udbetale til kontoen, idet medgerningsmanden sendte en forfalsket faktura af 3. marts 2014 lydende på 6.481,89 kr., der fremstod som udstedt af G7 og med tiltalte konto som indbetalingskonto, til G8 ApS, som derpå overførte beløbet til tiltaltes konto.
19.
(tiltale frafaldet)
20.
hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1,
ved at have modtaget eller skaffet sig andel i udbytte, som han vidste, hidrørte fra en berigelsesforbrydelse, idet han aftalte med en anden person, at der på tiltaltes konto ...11 i F1-bank kunne indsættes 2.880,90 kr., som medgerningsmanden svigagtigt havde fået G9 til at udbetale til kontoen, idet medgerningsmanden sendte en forfalsket faktura af 3. marts 2014 lydende på 2.880,90 kr., der fremstod som udstedt af G7 og med tiltalte konto som indbetalingskonto, til G9, som derpå overførte beløbet til tiltaltes konto.
21.
(tiltale frafaldet)
22.
ved at have modtaget eller skaffet sig andel i udbytte, som han vidste, hidrørte fra en berigelsesforbrydelse, idet han aftalte med en anden person, at der på tiltaltes konto ...11 i F1-bank kunne indsættes 2.906,60 kr., som medgerningsmanden svigagtigt havde fået SR til at udbetale til kontoen, idet medgerningsmanden sendte en forfalsket faktura af 3. marts 2014 lydende på 2.906,60 kr., der fremstod som udstedt af G7 og med tiltalte konto som indbetalingskonto, til SR, som derpå overførte beløbet til tiltaltes konto.
23.
(tiltale frafaldet)
24.
færdselslovens § 117a,
ved den 15. august 2014 ca. kl. 11.05 at have ført almindelig bil - personbil reg. nr. ...19 - ad ..., selv om han var frakendt førerretten.
25.
overtrædelse af færdselslovens § 117a,
ved den 4. oktober 2014 ca. kl. 01.49 at have ført personbil reg .nr. ...351 mod ..., selv om han var frakendt førerretten.
26.
(tiltale frafaldet)
tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 89,
27.
overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 4, stk. 1,
ved den 21. februar 2014 ca. kl. 10.25 at have ført almindelig bil - personbil ...375 ad ... med mindst 70 km/t, selv om det ved færdselstavle er angivet, at hastigheden ikke må overstige 40 km/t, hvilket udgjorde en overskridelse på mere end 60 procent af den tilladte hastighed.
28.
overtrædelse af færdselslovens § 117a,
ved at have foretaget den i forhold 27 nævnte kørsel, selv om han var fra-kendt førerretten.
29. - 30.
(tiltale frafaldet)
31.
overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 55a,
ved den 26. maj 2014 kl. 12.25 som fører af almindelig bil - personbil reg.nr. ...120 - ad ... at have benyttet håndholdt mobiltelefon.
32.
overtrædelse af færdselslovens § 117a,
ved den 26. maj 2014 kl. 12.25 at have ført almindelig bil - personbil reg. nr. ...520 - ad ..., selv om han var frakendt førerretten.
33.
overtrædelse af færdselslovens § 117a,
ved den 16. juli 2014 ca. kl. 1450 at have ført almindelig bil - personbil reg. nr. ...520 - ad ..., selv om han var frakendt førerretten.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf samt vedrørende forhold 1-5 en tillægsbøde på 1.632.111 kr.
Anklagemyndigheden har desuden i medfør af færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 3, jf. § 126, stk. 1, nr. 10, nedlagt påstand om førerretsfrakendelse.
Tiltalte har erkendt sig skyldig.
Forklaringer
Tiltalte har vedrørende forhold 1-5 forklaret, at han havde oprettet og drev firmaet H1, der lavede alle mulige håndværkeropgaver. Der var to konti i F1-bank, hvor indtægterne fra firmaet blev indsat. Han afregnede ikke A-skat til de ansatte, der fik deres løn udbetalt "sort". Han skrev moms på fakturaerne, men afregnede ikke den indbetalte moms til SKAT. Han betalte heller ikke selv skat af firmaindtægterne. Han kan anerkende de beløb, som er beregnet af SKAT og fremgår af anklageskriftets forhold 1-5.
Vedrørende forhold 6-7 forklarede tiltalte, at det er korrekt, at pengene skulle have været sat ind på hans konto. Han har ikke selv sendt mailen, men givet nogen lov til at bruge hans konto. Han var godt klar over, at det beløb, der skulle indsættes, ville hidrøre fra berigelseskriminalitet.
Vedrørende forhold 8-9 forklarede tiltalte, at det er korrekt, at han afhentede tingene og i den forbindelse foreviste dels sit eget pas, dels en fuldmagt. Det var den samme person, der havde bedt ham hjælpe med bedrageriet i forhold
6, der havde bedt ham om at hente effekterne og havde givet ham fuldmagten. Tiltalte var godt klar over, at fuldmagten var falsk.
Vedrørende forhold 10-11 forklarede tiltalte, at det er korrekt, at han havde givet lov til, at pengene blev sat ind på hans konto, og at beløbet hidrørte fra berigelseskriminalitet. Kontoen havde han oprettet kort tid forinden efter aftale med den person, der også havde fået ham til at hjælpe med de andre forhold.
Vedrørende forhold 12-14, 16, 18, 20 og 22 forklarede tiltalte, at fremgangsmåden i disse forhold var som beskrevet under de forudgående forhold.
Vedrørende forhold 24 forklarede tiltalte, at han kørte i en bil, lejet hos G10 i hans daværende kærestes navn.
Vedrørende forhold 25 forklarede tiltalte, at det igen var en bil, lejet i kærestens navn, denne gang hos G11; men det var i realiteten ham, der havde lejet den og skulle bruge den. Kæresten vidste ikke, at han ikke havde kørekort.
Vedrørende forhold 27-28 forklarede tiltalte, at bilen ejedes af G12 Leasing. Han havde lånt bilen af leasingfirmaet.
Vedrørende forhold 31 og 33 forklarede tiltalte, at det var en bil, som ejedes af hans daværende kærestes far. Han havde begge gange taget bilnøglerne, uden at svigerfaderen var klar over det.
Personlige forhold
Tiltalte er af relevans for sagen tidligere straffet ved:
dom af 30. maj 2012 for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 290 og af færdselsloven, med fængsel i 30 dage, betinget, prøvetid 1 år, og en bøde på 7.500 kr. samt førerretsfrakendelse i 1 år fra den 27. maj 2013,
dom af 8. november 2013 for overtrædelse af færdselsloven, herunder af § 56, stk. 1, med en bøde på 14.500 kr. og førerretsfrakendelse i 1 år fra den 26. maj 2014,
udeblivelsesdom af 13. januar 2014 efter straffelovens § 276, jf. § 287, med 4 dagbøder á 225 kr.,
udeblivelsesdom af 10. juni 2014 efter straffelovens § 276, jf. § 287, med 4 dagbøder á 225 kr.
Der er til brug for sagen foretaget personundersøgelse efter retsplejelovens § 808.
Rettens begrundelse og afgørelse
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig . Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig
Straffen efter straffelovens § 172, stk. 1, jf. § 171, stk. 1, § 285, stk. 1, jf. § 279, jf. § 23, § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1 nr. 1 og nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt., jf. § 52 a, stk. 6, § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, og jf. kildeskattelovens § 74, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, og jf. kildeskattelovens § 74, stk. 2, jf. stk. 1 (tidligere arbejdsmarkedsbidragslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1, litra b, jf. straffelovens § 3, stk. 1, 2. pkt.), straffelovens § 290, stk. 1, skattekontrollovens § 15, færdselslovens § 117a, stk. 2, jf. stk. 1, og § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 4, stk. 1, og jf. § 55 a, fastsættes til fængsel i 1 år.
Straffens længde er primært fastsat ud fra størrelsen og karakteren af unddragelserne i forhold 1-5.
Vedrørende spørgsmålet om eventuelt betinget dom bemærkes, at der i forholdene 1-5 er tale om ganske bevidst skatte- og afgiftsunddragelse af betydelige beløb, og forholdene har ikke en alder, der i sig selv kan betragtes som en formildende omstændighed. Heller ikke tiltaltes personlige forhold synes med styrke at tale for en betinget dom, særligt sammenholdt med, at tiltalte i den følgende periode involverede sig i organiseret kriminalitet, jf. forholdene 6, 8, 10, 12, 14, 16, 18, 20 og 22. Heller ikke den omstændighed, at sagen endte med at kunne gennemføres som tilståelsessag under et kort retsmøde, ses at kunne tillægges specielt formildende betydning henset til, at tiltalte under efterforskningen nægtede sig skyldig, hvorfor der måtte berammes hovedforhandling af tre dages varighed, og tiltalte først få dage forinden gav besked om, at han kunne erkende forhold 1-5 og den subsidiære tiltale i bedrageriforholdene, jf. straffelovens § 82, nr. 9, modsætningsvist. Tiltalte har heller ikke bidraget til sagens opklaring i forhold til andre, jf. § 82, nr. 10, modsætningsvist.
Retten finder derfor ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget.
Vedrørende forholdene 1-5 straffes tiltalte desuden i medfør af straffelovens § 50, stk. 2, med en bøde på 1.632.111 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage.
Tiltalte har i forhold 27 foretaget en hastighedsoverskridelse på mere end 60 %, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 3, og han er mindre end 5 år tidligere fradømt førerretten ubetinget.
Han skal derfor efter færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 10, frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert.
Under hensyn til, at det nu er tredje gang inden for en kort årrække, at tiltalte frakendes førerretten, og at de tidligere frakendelser skete på grundlag af adskillige hastighedsovertrædelser, samt at den nuværende kørsel er sket i frakendelsestiden, fastsættes frakendelsesperioden efter færdselslovens § 128, stk. 1, til 1 år 6 måneder.
T h i k e n d e s f o r r e t
Tiltalte T straffes med fængsel i 1 år og en bøde på 1.632.111 kr.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 60 dage.
Tiltalte frakendes førerretten i 1 år 6 måneder fra endelig dom.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
................................................................
Østre Landsrets dom af 16. november 2015, 8. afdeling, nr. S-1950-15 og S-2514-15
Byrettens dom af 8. juli 2015 (SS 3-13213/2015) er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse i overensstemmelse med anklageskriftet i forhold 1, forsøg på brandstiftelse efter straffelovens § 180, jf. § 21, samt til skærpelse.
T har påstået stadfæstelse af frifindelsen i forhold 1. Han har endvidere påstået frifindelse i forhold 10 og i øvrigt formildelse.
Endvidere er den af Byretten den 29. september 2015 [22. september.red.SKAT] afsagte dom (15-611/2015) anket af T med påstand om formildelse.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om skærpelse, dog således at tillægsbøden fastsættes til 1.625.000 kr.
G13 Forsikring har ad forhold 1 i dommen fra Byretten nedlagt påstand om, at tiltalte in solidum med den allerede domfældte MB skal betale 216.828,90 kr. med procesrente fra den 7. juli 2015.
JV har ad forhold 1 i dommen fra Byretten nedlagt påstand om, at tiltalte in solidum med den allerede domfældte MB skal betale 12.480 kr. med procesrente fra den 6. juli 2015.
Tiltalte har bestridt erstatningspligten, men har ikke haft bemærkninger til størrelsen af kravene.
Parterne er enige om, at byretsdommene af 8. juli og 29. september 2015 [22. september.red.SKAT] behandles samlet.
Forklaringer
Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte, der har forklaret i det væsentlige som for byretten.
De i Byrettens dom af medtiltalte MB samt vidnerne brandmester V.1, V.2 og brandundersøger V.3, afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.
Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet vedrørende forhold 1 (brandstiftelse), at MB var ked af, at han ikke havde fået katten ud af lejligheden. De kørte straks fra stedet, da MB kom tilbage til bilen. Først var de begge oppe ved lejligheden, hvor de ringede på, men der blev ikke lukket op. Derefter gik de tilbage til bilen, hvor MB hentede en rørtang, hvorefter de begge gik op til lejligheden igen. Han regnede med, at MB ville bryde ind i lejligheden. Han så, at MB opbrød døren og gik ind i lejligheden. Han var ikke selv inde i lejligheden, men kikkede ind, hvorefter han gik tilbage til bilen, som han kørte nærmere på lejligheden. Et øjeblik efter kom MB tilbage til bilen, hvorefter de kørte fra stedet.
Tiltalte har vedrørende forhold 10 (om 30 kg hash fra Spanien) forklaret blandt andet, at han havde hørt, at man i Spanien kunne købe hash på kredit. Han ville købe hash på kredit, idet han havde regnet med at kunne sælge hashen i Danmark for 25.000 kr. pr. kilo. Hashen er 15.000 kr. billigere pr. kilo i Spanien end i Danmark. Om rumaflytningen forklarer han, at han havde hentet B&O-anlæg for 80.000 kr. Han er blevet sigtet i et særskilt forhold i denne forbindelse. Han tog for 30.000 kr. B&O udstyr, som de lagde over i en anden Mercedes. De 30.000 kr., som han taler om ved rumaflytningen, drejer sig således om 30.000 kr. vedrørende et B&O-anlæg og ikke om hash fra Spanien. Han ønskede ikke at gennemføre hashkøbet i Spanien, efter at han var blevet stoppet af politiet i Frankrig på vej til Spanien. Derfor nøjedes han med at køre til Madrid, hvor han overnattede. Han kørte således hjem fra Spanien uden at medbringe hash. I Tyskland blev han stoppet af toldvæsnet. De så bl.a. på motorcrosseren i ladrummet.
Personlige oplysninger
Tiltalte, der under behandlingen af sagen i Byretten har været frihedsberøvet siden 18. december 2014, har under anken været frihedsberøvet fra den 8. juli 2015.
Landsrettens begrundelse og resultat
Vedrørende forhold 1 i dommen fra Byretten (brandstiftelsesforholdet)
Også efter bevisførelsen for landsretten tiltrædes det af de af byretten anførte grunde, at tiltalte er frifundet for brandstiftelse i dette forhold, og at tiltalte i forhold 1 alene er fundet skyldig i hærværk efter straffelovens § 291, stk. 1.
Vedrørende forhold 10 i dommen fra Byretten (indførsel af 30 kg. hash fra Spanien)
Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig i tiltalen i forhold 10.
Skyldbedømmelsen i de øvrige forhold i dommene fra Byretterne er ikke bestridt og omfattes ikke af bevisanken.
Fængselsstraffen, der for så vidt angår Byrettens dom af 8. juli 2015 tillige fastsættes efter straffelovens § 291, stk. 1, og til dels efter straffelovens § 89, findes passende. Straffen, der for så vidt angår dommen af 29. september 2015 [22. september.red.SKAT] tillige til dels fastsættes efter straffelovens § 89, findes passende. Straffen vedrørende de to ankede domme fastsættes samlet som sket ved de ankede domme til en fælles tillægsstraf på fængsel i 2 år og 6 måneder. Endvidere idømmes tiltalte en tillægsbøde på 1.625.000 kr. med en forvandlingsstraf på fængsel i 60 dage. Tillægsbøden er fastsat i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand under anken.
Det tiltrædes, at tiltalte som sket ved dommen fra Byretten er frakendt førerretten i 1 år og 6 måneder.
I øvrigt stadfæstes de ankede domme i det omfang de foreligger til påkendelse.
Som følge af skyldbedømmelsen i forhold 1 (brandstiftelsesforholdet) tages de nedlagte erstatningspåstande ikke under påkendelse, jf. retsplejelovens § 992, stk. 2.
T h i k e n d e s f o r r e t
Byrettens dom af 8. juli 2015 og dommen af 29. september 2015 [22. september.red.SKAT] fra Byretten stadfæstes, dog således at T straffes med en samlet fællesstraf, der tillige er en delvis tillægsstraf, på fængsel i 2 år og 6 måneder og en bøde på 1.625.000 kr.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 60 dage.
Tiltalte frakendes førerretten i 1 år og 6 måneder.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.