Dato for udgivelse
24 Jan 2005 11:43
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
10. december 2004
SKM-nummer
SKM2005.28.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-6-1692-0052
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Told + Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Told + Moms og lønsumsafgift
Emneord
Cykeldele, tarifering, Kina
Resumé
Importerede cykelstel mv., der alene skulle have monteret hjul og kæde for at være køreklare, skulle tariferes som cykler og ikke som cykeldele.
Reference(r)
Toldtarif Kapitel 87

Klagen skyldes, at ToldSkat har anset importerede cykeldele for at skulle tariferes som cykler og ikke som cykeldele.

Landsskatterettens afgørelse

ToldSkat’s afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

I forbindelse med en kontrol i maj 2001 på Toldekspedition Frihavnen blev en af selskabets varesendinger udtaget til egentlig varekontrol. Varesendingen var angivet til at omfatte en container cykeldele i form af cykelstel, cykelstyr, pedaler, kranksæt, cykelsadler, cykelfælge cykeleger, cykeldæk, cykelslanger, cykellåse, tape, underlagsskiver af jern, skruer og bolte, cykelbremsedele, cykelbremser og plastvarer. Ved angivelsen var varerne i det væsentligste tariferet under hovedposition 8714.

Regionen har oplyst, at man ved kontrollen erfarede, at der ikke var tale om cykeldele, men derimod om hele cykler. Cyklerne var pakket i kasser, så der alene skulle monteres hjul og kæde, før cyklerne var køreklare.

Containeren blev herefter tømt, og man erfarede herved, at de manglende dele (hjul og andet) også var tilstede i containeren, sammen med flere cykeldele m.v. Ved den omhandlede ekspedition blev der herefter på myndighedernes foranledning indgivet ny fortoldning, hvorved de omhandlede cykeldele blev tariferet som cykler under varekoden 8712 00 30 00. Samtidig blev der forevist et tilsynsdokument.

Efterfølgende har klageren ved fem ekspeditioner angivet cykeldele. Af fakturaerne fremgår det, at de forskellige cykeldele sælges i samme mængde, og fakturaerne omfatter samme type varearter som den kontrollerede varesending.

Klagerens repræsentant har bl.a. oplyst, at de importerede cykeldele fra Kina tilføres gearnav fra Tyskland til en værdi af 550 kr., eger og nipler fra Italien til en værdi af 30 kr. og endelig en værdi på 195 kr. i form af arbejdsløn til montering. Priserne er angivet som anskaffelsessum opgjort uden moms pr. færdiggjort cykel. Af anskaffelsesprisen for den færdige cykel udgør de importerede cykeldele fra Kina kun ca. 25 % af prisen. De importerede cykeldele fra Kina omfatter ikke baghjul.

ToldSkats afgørelse

Regionen har efteropkrævet i alt 196.718,60 kr. i told og moms, idet importerede cykeldele er anset for hele cykler i usamlet stand henhørende under varekode 8712 00 30 00 og ikke som cykeldele, fortrinsvis tariferet under hovedposition 8714.

Ifølge toldkodeksens artikel 201 opstår toldskyld ved indførsel, når en importafgiftspligtig vare overgår til fri omsætning. Hvis der opstår toldskyld, er grundlaget for de efter lovgivningen skyldige afgifter toldtariffen, jf. herved artikel 20, stk. 1, i toldkodeksen.

Betaling af moms skal ske ved indførsel af varer her til landet fra steder uden for EU. Der skal således udover den allerede ved fortoldningen erlagte moms tillige betales moms af det efteropkrævede toldbeløb, jf. § 12 i momsloven.

Ifølge pkt. 2a i de almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur i toldtariffen gælder, at når en bestemt vare nævnes i en positionstekst, omfatter positionen også ukomplette eller ufærdige varer af den omhandlede art, for så vidt de fremtræder som i det væsentlige komplette eller færdige varer. Positionen omfatter endvidere varer af den pågældende art (herunder ukomplette eller ufærdige varer, som efter denne bestemmelse tariferes som komplette eller færdige varer), når de foreligger i adskilt eller ikke samlet stand.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har fremsat påstand om, at de importerede cykeldele skal tariferes som cykeldele således at der ikke beregnes antidumpingtold.

Den omhandlede import omfatter cykeldele, der ikke er hele, usamlede cykler og ikke fremtræder som i det væsentlige komplette færdigvarer. De importerede cykeldele var adskilte og kan ikke ved let montering samles til hele cykler.

Af anskaffelsesprisen for den færdige cykel, udgør de fra Kina importerede cykeldele kun ca. 25 % af prisen. Den resterende anskaffelsessum for cyklen hidrører  fra EU, nærmere betegnet Danmark, Italien og Tyskland. Bl.a. omfatter de fra Kina importerede cykeldele ikke baghjul, og cykler uden baghjul må anses for cykeldele. Endvidere importeres egerne fra Italien, og navet hidrører fra Tyskland.

De fra Kina importerede cykeldele tilføres følgende: Gearnav fra Tyskland 550 kr., eger og nipler fra Italien 30 kr., og arbejdsløn, montering 195 kr. Priserne er angivet som anskaffelsessum opgjort uden moms pr. færdig cykel.

Ved afgørelsen af, om der er importeret i det væsentlige færdigvarer, er færdigvarens værdi målt i forhold til værdien af det importerede afgørende. Da værdien af det importerede kun udgør ca. 25 % af færdigvarens værdi foreligger der ikke i det væsentlige færdigvarer. Der er snarere tale om, at det importerede udgør en ikke-væsentlig del af færdigvaren.

Heller ikke fysisk fremtræder det importerede som i det væsentlige færdigvarer, idet samlingen af cykeldelene kræver et omfattende og kvalificeret stykke monteringsarbejde med bl.a. brug af specialværktøj. Det gøres yderligere gældende, at det ikke er muligt at samle en hel cykel af de importerede cykeldele, idet gearnav og eger til baghjul ikke er omfattet af de importerede cykeldele. En cykel uden baghjul kan således ikke betegnes som en i det væsentlige hel cykel.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Toldtariffens kapitel 87 omhandler:
”Køretøjer (undtagen til jernbaner og sporveje) samt dele og tilbehør dertil.”

Hovedposition 8712 omhandler:
”Cykler uden motor (herunder trehjulede transportcykler).”

Position 8712 00 30 00 omfatter ifølge varebeskrivelsen følgende (fremhævet af Landsskatteretten):

Uden kuglelejer:

I andre tilfælde:

Tohjulede

I andre tilfælde”

Hovedposition 8714 omhandler:
”Dele og tilbehør til køretøjer henhørende under pos. 8711-8713.”

Følgende fremgår af Almindelige bestemmelser, punkt A, bestemmelse 2, litra a:

”2 a) Når en bestemt vare nævnes i en positionstekst, omfatter positionen også ukomplette eller ufærdige varer af den omhandlede art, for så vidt de fremtræder som i det væsentlige komplette eller færdige varer. Positionen omfatter endvidere varer af den pågældende art (herunder ukomplette eller ufærdige varer, som efter denne bestemmelse tariferes som komplette eller færdige varer), når de foreligger i adskilt eller ikke samlet stand.”

Af forklarende bemærkninger til kapitel 87 fremgår bl.a. følgende:
”(…)

Ukomplette eller ufærdige køretøjer tariferes som de tilsvarende komplette eller færdige køretøjer, for så vidt de i det væsentlige fremtræder som komplette eller færdige køretøjer (se ”Almindelige tariferingsbestemmelser”, punkt 2 a), fx:

Et automobil uden hjul, dæk eller akkumulator.

B. Et automobil uden motor eller indvendigt udstyr.

C. En cykel uden sadel og dæk.
(…)”

Artikel 1 i Rådets forordning nr. 2474/93 af 8. september 1993 har følgende ordlyd:

”Artikel 1

1. Der indføres en endelig antidumpingtold på importen af cykler uden motor (hereunder trehjulede transportcykler) henhørende under KN-kode 8712 00, med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik.

2. Tolden fastsættes til 30,6 % af nettoprisen, frit Fællesskabets grænse, ufortoldet.

3. De gældende bestemmelser for told finder anvendelse.”

Artikel 1 i Rådets forordning nr. 1524/2000 af 10. juli 2000 har følgende ordlyd:

”Artikel 1

1. Der indføres en endelig antidumpingtold på importen af cykler uden motor /herunder trehjulede transportcykler), som i øjeblikket tariferes under KN-kode 8712 00 10, 87 00 30 og 8712 00 80 og har oprindelse i Folkerepublikken Kina.

2. Tolden fastsættes til 30,6 % af nettoprisen, frit Fællesskabets grænse, ufortoldet.

3. Medmindre andet er anført, finder gældende bestemmelser for told anvendelse.”

Det fremgår bl.a. af almindelige tariferingsbestemmelse 2, litra a, at en position også omfatter ukomplette eller ufærdige varer hvis de fremtræder som i det væsentlige komplette eller færdige varer. Det fremgår videre, at det er uden betydning for tariferingen, om en vare foreligger i adskilt eller ikke samlet stand.

Ifølge myndighedernes oplysninger, der bygger på en i maj 2001 foretagen kontrol, hvor en container med en af klagerens varesendinger blev udtaget til egentlig varekontrol, er der tale om cykler pakket i kasser, som alene manglede montering af hjul og kæde for at være køreklare. Ligeledes fremgår det, at de manglende dele også indgik i varesendingen.

Retten finder på denne baggrund, at det er med rette, at de omhandlede varer ved indførslen i Danmark er tariferet som cykler under position 8712  00 30 00 med heraf følgende efteropkrævning af told og moms. Det forhold, at cyklerne efter indførslen i Danmark tilføres gearnav fra Tyskland og eger og nipler fra Italien, finder retten uden betydning for fastsættelsen af den told og moms, der følger af selve cyklernes indførsel i Danmark.

Derfor stadfæstes afgørelsen.