Indhold
Dette afsnit handler om regel og baggrund for land for land-rapporteringspligten for store multinationale koncerner.
Afsnittet indeholder:
- Regel.
- Hvem er omfattet af land for land-rapporteringspligten.
- Hvilket selskab skal indgive land for land-rapporten.
- Meddelelse til SKAT om pligten til at indlevere land for land-rapport.
- Land for land-rapportens indhold.
- Reglens baggrund, formål og historik.
Regel
Alle multinationale koncerner med en konsolideret omsætning på 5,6 mia. kr. eller mere skal indgive en land for land-rapport (en standardiseret og skematisk rapport om koncernens aktiviteter, allokering af indkomst og beskatning i alle de skattejurisdiktioner, hvor koncernen er tilstede gennem en skattepligtig virksomhed). Se SKL § 3 B, stk. 10-16.
TPG kap. V indeholder krav om, at de største multinationale koncerner skal indrapportere skematiske oplysninger til skattemyndighederne i alle de lande, hvor koncernerne er tilstede. Se TPG 5.24 - 5.26 og annex III til TPG kap. V.
Se også
Se også afsnit C.D.11.2.1.1 om Armslængdeprincippet og Transfer Pricing Guidelines.
Hvem er omfattet af land for land-rapporteringspligten
Alle multinationale koncerner med en konsolideret omsætning på 5,6 mia. kr. eller mere skal indgive en land for land-rapport.
En koncern er en gruppe af virksomheder, der er forbundet med hinanden gennem ejerskab eller kontrol, således at de skal udarbejde et konsolideret koncernregnskab efter de årsregnskabsregler, der anvendes af koncernen, eller skulle have udarbejdet et sådant, hvis et eller flere af selskaberne var børsnoterede. Se SKL § 3 B, stk. 15, nr. 1.
En multinational koncern er en koncern, der har koncernselskaber i mere end én skattejurisdiktion. Se SKL § 3 B, stk. 15, nr. 2.
Omsætning er indtægter, der opstår i forbindelse med en virksomheds ordinære drift, herunder varesalg, levering af tjenesteydelser, honorarer, renter, udbytte og royalties. Se SKL § 3 B, stk. 15, nr. 5.
De indholdsmæssige krav til land for land-rapporten fremgår af TPG 5.24 - 5.26 samt Annex III til TPG kap. V.
Land for land-rapporten skal indgives til skattemyndighederne i det land, hvor koncernens ultimative- eller stedfortrædende moderselskab er hjemmehørende. Rapporten udveksles så automatisk af skattemyndigheden i dette land med skattemyndighederne i alle de andre lande, hvor koncernen er tilstede gennem et koncernselskab (selskab, fond eller fast driftssted).
Hvilket selskab skal indgive land for land-rapporten
Er det ultimative- eller stedfortrædende moderselskab i koncernen dansk, skal moderselskabet udarbejde og fremsende en land for land-rapport til SKAT, som SKAT så automatisk sender til skattemyndighederne i de lande, hvor koncernen også er tilstede gennem et koncernselskab.
Er det ultimative- eller stedfortrædende moderselskab i koncernen hjemmehørende i udlandet, og har koncernen et datterselskab i Danmark, så skal skattemyndighederne i det land, hvor koncernens ultimative moderselskab er hjemmehørende, automatisk videresende den land for land-rapport, de har modtaget fra moderselskabet, til SKAT i Danmark.
Enhver multinational koncerns ultimative moderselskab, som er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark efter SEL § 1 eller FBL § 1, skal til told- og skatteforvaltningen indgive en land for land-rapport for et indkomstår, hvis koncernen har en konsolideret omsætning på mindst 5,6 mia. kr. i regnskabsåret forud for det indkomstår, der skal rapporteres for. Land for land-rapporten skal indgives senest 12 måneder efter den sidste dag i det indkomstår, som land for land-rapporten skal indgives for.
Se SKL § 3 B, stk. 10.
Et ultimativt moderselskab er et koncernselskab, der i en multinational koncern opfylder følgende kriterier:
- Det har direkte eller indirekte tilstrækkelig indflydelse over et eller flere andre koncernselskaber i den multinationale koncern, hvorved selskabet er forpligtet til at udarbejde et konsolideret koncernregnskab efter de regler, der gælder, hvor det er skattemæssigt hjemmehørende, eller skulle have udarbejdet et sådant, hvis det var børsnoteret.
- Der er ikke et andet koncernselskab i den multinationale koncern, som direkte eller indirekte har tilstrækkelig indflydelse over selskabet nævnt i litra a.
Se SKL § 3 B, stk. 15, nr. 4.
Et koncernselskab, som ikke er det ultimative moderselskab, skal indgive land for land-rapporten i overensstemmelse med SKL § 3 B, stk. 10, hvis
- koncernselskabet er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark efter selskabsskattelovens § 1 og
- en eller flere af følgende betingelser er opfyldt:
- Koncernens ultimative moderselskab er ikke forpligtet til at indgive land for land-rapporten i det land, hvor det er hjemmehørende,
- der sker ikke automatisk udveksling af land for land-rapporterne, som følge af at der ikke eksisterer en aftale mellem de kompetente myndigheder i Danmark og den jurisdiktion, hvor det ultimative moderselskab er hjemmehørende, selv om der er en international aftale om udveksling af skatteoplysninger, eller
- der er en systematisk fejl vedrørende den jurisdiktion, hvor det ultimative moderselskab har skattemæssigt hjemsted, og told- og skatteforvaltningen har meddelt koncernselskabet omfattet af nr. 1 dette.
Se SKL § 3 B, stk. 11.
Et koncernselskab er:
- Enhver virksomhed i den multinationale koncern, som optræder som en separat enhed i det konsoliderede koncernregnskab eller ville have optrådt sådan, hvis koncernen skulle have udarbejdet et konsolideret koncernregnskab, hvis et eller flere af selskaberne var børsnoterede.
- Enhver virksomhed, der er undladt i det konsoliderede koncernregnskab alene på grund af virksomhedens størrelse eller uvæsentlighed.
- Ethvert fast driftssted af en virksomhed omfattet af litra a eller b, hvis der udarbejdes et separat regnskab for det faste driftssted af hensyn til aflæggelse af årsregnskab eller skatteregnskab eller af hensyn til eksterne tilsynsformål eller koncerninterne managementkontrolformål.
Se SKL § 3 B, stk. 15, nr. 3.
Hvis en eller flere af betingelserne i SKL § 3 B, stk. 11, nr. 2, er opfyldt og der er mere end ét dansk koncernselskab, jf. stk. 11, nr. 1, skal koncernselskaberne udvælge et af koncernselskaberne som ansvarligt for indgivelse af land for land-rapporten til told- og skatteforvaltningen i overensstemmelse med stk. 10. Udvælgelsen skal meddeles told- og skatteforvaltningen, jf. stk. 14, 1. pkt. Se SKL § 3 B, stk. 12.
Et koncernselskab er ikke forpligtet til at indgive en land for land-rapport til told- og skatteforvaltningen, selv om en eller flere af betingelserne i SKL § 3 B, stk. 11, nr. 2, er opfyldt, hvis den multinationale koncern indgiver en land for land-rapport for det pågældende indkomstår gennem et stedfortrædende moderselskab til den skattemyndighed, hvor det stedfortrædende moderselskab er skattemæssigt hjemmehørende, og følgende betingelser er opfyldt:
- Den jurisdiktion, hvor det stedfortrædende moderselskab er skattemæssigt hjemmehørende, kræver indgivelse af land for land-rapportering.
- Den jurisdiktion, hvor det stedfortrædende moderselskab er skattemæssigt hjemmehørende, har en international aftale om udveksling af oplysninger med Danmark, og der sker automatisk udveksling af land for land-rapporter i henhold til en aftale mellem de kompetente myndigheder.
- Der er ikke en systematisk fejl vedrørende den jurisdiktion, hvor det stedfortrædende moderselskab er skattemæssigt hjemmehørende, eller told- og skatteforvaltningen har undladt at meddele en systematisk fejl til koncernselskabet.
- Den jurisdiktion, hvor det stedfortrædende moderselskab er skattemæssigt hjemmehørende, har modtaget en meddelelse, jf. stk. 14, 1. pkt., fra et koncernselskab, som er skattemæssigt hjemmehørende i samme jurisdiktion som det stedfortrædende moderselskab om, at koncernselskabet skal betragtes som det stedfortrædende moderselskab.
- En meddelelse er blevet givet til told- og skatteforvaltningen, jf. stk. 14, 2. pkt.
Se SKL § 3 B, stk. 13.
Et stedfortrædende moderselskab er et koncernselskab, der i overensstemmelse med SKL § 3 B, stk. 12 er udpeget til at indgive land for land-rapporten i det land, hvor det er skattemæssigt hjemmehørende, når en eller flere af betingelserne i stk. 11, nr. 2, er opfyldt. Se SKL § 3 B, stk. 15, nr. 6.
En aftale mellem de kompetente myndigheder er en international aftale mellem de kompetente skattemyndigheder i de relevante jurisdiktioner, som kræver automatisk udveksling af land for land-rapporter mellem landene. Se SKL § 3 B, stk. 15, nr. 7.
En international aftale om udveksling af skatteoplysninger er enhver dobbeltbeskatningsoverenskomst, anden international overenskomst eller konvention eller administrativt indgået aftale om bistand i skattesager, der medfører, at der mellem Danmark og en eller flere jurisdiktioner kan udveksles skatteoplysninger, herunder automatisk udveksling af oplysninger. Se SKL § 3 B, stk. 15, nr. 8.
Systematisk fejl vedrørende en jurisdiktion er, når der eksisterer en aftale mellem de kompetente myndigheder i Danmark og den pågældende jurisdiktion, men jurisdiktionen har suspenderet den automatiske udveksling af andre grunde end dem, der er fastsat i aftalen mellem de kompetente myndigheder, eller på anden måde gentagne gange har undladt automatisk at udveksle land for land-rapporter med Danmark i tilfælde, hvor den multinationale koncern har koncernselskaber i Danmark. Se SKL § 3 B, stk. 15, nr. 9.
Meddelelse til SKAT om pligten til at indlevere land for land-rapport
Forud for fremsendelsen af land for land-rapporten skal de omfattede selskaber i Danmark meddele til SKAT, hvilket selskab i koncernen der er forpligtet til at indlevere land for land-rapporten. Selskaberne skal også oplyse, hvilken skattemyndighed land for land-rapporten vil blive indleveret til.
Et ultimativt- eller et dansk stedfortrædende moderselskab, jf. SKL § 3 B, stk. 10 og 11, i en multinational koncern skal senest inden udgangen af det indkomstsår, for hvilket land for land-rapporteringen skal indgives, meddele told- og skatteforvaltningen, at selskabet er forpligtet til at indgive rapporten. Se SKL § 3 B, stk. 14.
Er koncernselskabet i en multinational koncern ikke det ultimative moderselskab eller det stedfortrædende moderselskab, skal koncernselskabet senest inden udgangen af det indkomstår, for hvilket land for land-rapporteringen skal indgives, meddele told- og skatteforvaltningen, hvilket koncernselskab der er forpligtet til at indgive land for land-rapporten, og hvor dette koncernselskab er skattemæssigt hjemmehørende. Se SKL § 3 B, stk. 14.
Et ultimativt moderselskab, som skal indgive land for land-rapport, jf. SKL § 3 B, stk. 10, skal give meddelelse om forpligtigelsen inden udløbet af indkomståret.
Meddelelsen skal indeholde følgende oplysninger:
- Hvis det ultimative moderselskab er dansk: Oplysning om det koncernselskab, der indgiver land for land-rapporten ved angivelse af identitetsoplysninger.
- Hvis det ultimative moderselskab ikke er hjemmehørende i Danmark: Oplysning om, hvilket koncernselskab, der er forpligtet til at indgive land for land-rapporten, ved angivelse af identitetsoplysninger og i hvilken skattejurisdiktion selskabet er hjemmehørende.
Identitetsoplysningerne skal omfatte fuldt navn, adresse, hjemland, virksomhedsnummer (cvr-nr.) eller stamnummer som erhvervsdrivende (SE-nr.). Er der tale om et udenlandsk koncernselskab, oplyses et eventuelt skatteidentifikationsnummer (TIN-nr.) i hjemlandet. Se BEK nr. 1133 af 27. august 2016 om land for land-rapportering.
Meddelelse efter SKL § 3 B, stk. 14, kan ske på dansk, engelsk, svensk eller norsk.
Meddelelse til SKAT kan gives i forbindelse med selvangivelsen. Se SKM2016.581.SKAT. Meddelelsen skal senest gives inden udgangen af det indkomstsår, for hvilket land-for-land rapporteringen skal indgives for.
Der skal også gives meddelelse, hvis der foreligger omstændigheder, der bevirker, at forpligtelsen til at indgive land for land-rapportering ikke længere består. Se BEK nr. 1133 af 27. august 2016 § 3.
Land for land-rapportens indhold
Indrapporteringen af land for land-rapporten skal ske ved indgivelse til SKAT af oplysningerne i 3 tabeller. Se BEK nr. 1133 af 27. august 2016 om land for land-rapportering.
- Tabel 1: Oversigt over fordelingen af indkomst, skatter og erhvervsmæssig aktivitet for hver skattejurisdiktion (C.D.11.13.2.1).
- Tabel 2: Liste med identifikationsoplysninger for samtlige koncernselskaber i koncernen (C.D.11.13.2.2).
- Tabel 3: Anden information til støtte for forståelsen af de oplysningerne, der er gives i tabel 1 og 2 (C.D.11.13.2.3).
Land for land-rapporten skal indgives efter anvisning fra SKAT. Se SKM2016.581.SKAT. Rapporten skal indgives elektronisk til SKAT i fast XML filformat, som vil blive stillet til rådighed for de rapporteringspligtige virksomheder af SKAT.
Det er vigtigt, at de oplysninger der gives i land for land-rapporten, ikke er i modstrid med de oplysninger, der gives i fællesdokumentationen. Se herom afsnit C.D.11.13.1.1.
Land for land-rapporten skal senest 12 måneder efter indkomstårets udløb fremsendes til SKAT.
Det anbefales, at land for land-rapporten udarbejdes på engelsk, da rapporten skal udveksles/deles med udenlandske skattemyndigheder.
Reglens baggrund, formål og historik
SKL § 3 B, stk. 10-16, er indsat ved lov nr. 1884 af 29. december 2015 for give SKAT yderligere brugbar information til at vurdere transfer pricing risici, og eksempelvis gøre det lettere for SKAT at identificere, hvorvidt koncerner har flyttet indkomst til lande, hvor de indkomstskabende aktiviteter ikke er udført.
Informationen i fællesdokumentationen, den landespecifikke dokumentation og land for land-rapporten vil tilsammen udgøre det grundlag, som SKAT vil anvende ved vurdering af, om priser og vilkår for den skattepligtiges transaktioner og forbindelser med andre enheder i koncernen er fastsat i overensstemmelse med armslængdeprincippet.
Information i land for land-rapporten skal ikke anvendes som en erstatning for transfer pricing analyser. Land for land-rapporten kan derfor ikke i sig selv udgøre afgørende dokumentation for, om priser og vilkår for den koncerninterne aktivitet er fastsat i overensstemmelse med armslængdeprincippet, jf. LL § 2. Informationen må ikke anvendes til at lave transfer pricing justeringer på baggrund af en global fordeling af indkomsten.
Der er inden for de senere år sket følgende lovændringer mv.:
Lov nr. og dato
|
Ændring og baggrund for ændringen
|
Hvor i loven
|
1884 af 29. december 2015
|
Ny bestemmelse der vedrører pligten til at indgive en land for land-rapport for multinationale koncerner med en konsolideret omsætning på 5,6 mia. kr. eller mere. Ændringen har virkning fra og med indkomståret 2016 (og i nogle situationer indkomståret 2017)
|
§ 1
|