Problemstilling og regelgrundlag
Motorstyrelsen har konstateret, at der i en række tilfælde har været tvivl om, hvordan transportomkostninger og registreringsudgifter skal håndteres ved værdifastsættelse af brugte køretøjer.
Generelt om værdifastsættelse af brugte køretøjer
Den afgiftspligtige værdi for et brugt køretøj fastsættes til køretøjets almindelige pris inklusive moms, men uden registreringsafgift, jf. REGAL § 10, stk. 1, som har følgende ordlyd:
"For brugte køretøjer fastsættes den afgiftspligtige værdi til køretøjets almindelige pris indbefattet merværdiafgift, men uden afgift efter denne lov. Den almindelige pris fastsættes efter salg til bruger her i landet i den stand, hvori køretøjet skal registreres."
I registreringsafgiftsbekendtgørelsens kapitel 12 er der fastsat yderligere regler vedrørende fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi for brugte køretøjer. Bekendtgørelsens § 26, stk. 2, har følgende ordlyd:
"Den afgiftspligtige værdi af et brugt køretøj ansættes med udgangspunkt i prisen for et tilsvarende brugt køretøj, eller for et køretøj af så vidt muligt tilsvarende mærke og model i normalt vedligeholdt stand."
Transportomkostninger og registreringsudgifter (leveringsomkostninger)
Begrebet leveringsomkostninger har i branchen og i SKAT/Motorstyrelsen været anvendt som en samlet betegnelse for registreringsudgifter (herunder nummerpladegebyr) og transportomkostninger (udgifter til transport af køretøjer).
I lovgivningen anvendes begrebet leveringsomkostninger dog ikke, men i stedet er omkostningerne for brugte køretøjer opdelt i hhv. transport-, finansierings- og registreringsomkostninger.
Reglerne om udgifter til finansiering af køretøjer er ikke relevante i forhold til dette nyhedsbrev, og behandles derfor ikke yderligere.
Følgende fremgår af den gældende registreringsafgiftsbekendtgørelse vedr. brugte køretøjer:
"Transport-, finansierings- og registreringsomkostninger
§ 34. Udgifter til transport af køretøjet medregnes i afgiftsgrundlaget.
Stk. 2. Udgifter til registrering og finansiering af køretøjet medregnes ikke i afgiftsgrundlaget."
Som det fremgår, skal transportomkostninger medregnes til afgiftsgrundlaget, mens udgifter til registrering af køretøjet ikke skal medregnes i afgiftsgrundlaget.
Prismærkningsbekendtgørelsen
I prismærkningsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1696 af 14. december 2017) er der fastsat regler, som har indflydelse på de annoncerede priser for motorkøretøjer. Bekendtgørelsen hører under Erhvervsministeriets ressort.
Af prismærkningsbekendtgørelsen fremgår det således, at der ved salg af motorkøretøjer - både ved udstilling og annoncer - skal gives oplysning om salgsprisen, dvs. "den endelige pris" for motorkøretøjet. Den endelige pris indbefatter både transportomkostninger og registreringsudgifter. Det betyder, at der ved anvendelse af sådanne priser som udgangspunkt skal korrigeres for registreringsudgifter, jf. også nedenfor. Bekendtgørelsen har været gældende siden den 1. april 2018 og kan findes her.
Bemærk, at salgsannoncer for autocampere, busser og varebiler med en tilladt totalvægt på mere end 2.000 kg, ikke er omfattet af bestemmelserne i prismærkningsbekendtgørelsen, men alligevel kan være angivet i overensstemmelse med bekendtgørelsens regler.
Sådan gør du
Ved værdifastsættelse af brugte køretøjer skal transportomkostninger medregnes i afgiftsgrundlaget, mens registreringsudgifter ikke skal indgå i afgiftsgrundlaget.
Om der skal fratrækkes eller tillægges et beløb for transportomkostninger eller registreringsudgifter i forhold til den angivne annoncepris, afhænger af, om annonceprisen er angivet inklusive transportomkostninger og registreringsudgifter eller ej.
Det betyder, at man ved værdifastsættelse af brugte køretøjer skal skelne mellem, om der er medtaget transportomkostninger og registreringsudgifter i annoncegrundlaget eller ej. Nedenfor beskrives, hvordan transportomkostninger og registreringsudgifter skal håndteres i følgende 4 situationer:
- Annoncer omfattet af prismærkningsbekendtgørelsen
- Annoncer ikke omfattet af prismærkningsbekendtgørelsen
- Køretøjer værdifastsat på baggrund af private annoncer
- Køretøjer værdifastsat på baggrund af niveaulister
Ad 1. Annoncer omfattet af prismærkningsbekendtgørelsen
Ved anvendelse af annoncer omfattet af prismærkningsbekendtgørelsen skal der trækkes 1.180 kr. fra den enkelte annoncepris, svarende til udgiften til et sæt nye nummerplader, jf. registreringslovens § 8, stk. 1, nr. 1, (590 kr. for motorcykler). Dette medfører, at udgifterne til registrering ikke vil indgå i afgiftsgrundlaget. Transportomkostninger indgår allerede i annonceprisen, og der skal derfor ikke korrigeres for dem.
Ad 2. Annoncer ikke omfattet af prismærkningsbekendtgørelsen
Motorstyrelsen har konstateret, at størstedelen af de køretøjer, som ikke er omfattet af prismærkningsbekendtgørelsens bestemmelser, på tilsvarende vis annonceres inklusive transportomkostninger og registreringsudgifter.
Ved anvendelse af annoncer som ikke er omfattet af prismærkningsbekendtgørelsen (eksempelvis handler mellem to erhvervsdrivende), skal der som udgangspunkt fratrækkes 1.180 kr. (590 kr. for motorcykler) fra den enkelte annoncepris. Dette medfører, at udgifterne til registrering ikke vil indgå i afgiftsgrundlaget.
Hvis det fremgår af annoncegrundlaget, at der opkræves særskilte transportomkostninger og registreringsudgifter, skal der dog ikke foretages fradrag for registreringsudgifter. Derimod skal de særskilt angivne transportomkostninger tillægges annonceprisen.
Ad 3. Køretøjer værdifastsat på baggrund af private annoncer
Ved anvendelse af private annoncer vil den enkelte annoncepris skulle anvendes uden tillæg eller fradrag for transportomkostninger og registreringsudgifter. Dette skyldes, at transportomkostninger og registreringsudgifter ikke er relevante ved private handler.
Ad 4. Køretøjer værdifastsat på baggrund af niveaulister
Niveaulisteprisen skal anvendes uden tillæg eller fradrag for transportomkostninger og registreringsudgifter. Niveaulisterne er udarbejdet på en sådan måde, at de angivne niveaulistepriser ikke er påvirket af, om registreringsudgifter fratrækkes de enkelte annoncepriser, som niveaulisteprisen er fastsat på baggrund af.
Skematisk oversigt
|
Transportomkostninger
|
Registreringsudgifter
|
Annoncer omfattet af prismærkningsbekendtgørelsen
(undtaget private salgsannoncer)
|
Hverken tillæg eller fradrag.
|
Registreringsudgifter fratrækkes annonceprisen
|
Annoncer ikke omfattet af prismærkningsbekendtgørelsen (undtaget private annoncer)
|
Hverken tillæg eller fradrag medmindre det fremgår af annoncen, at der særskilt opkræves transportomkostninger. De særskilt angivne transportomkostninger skal tillægges annonceprisen.
|
Registreringsudgifter fratrækkes som udgangspunkt annonceprisen, medmindre det fremgår, at registreringsudgifter ikke er indeholdt i annonceprisen.
|
Private annoncer
|
Hverken tillæg eller fradrag
|
Hverken tillæg eller fradrag
|
Niveaulister
|
Hverken tillæg eller fradrag.
|
Hverken tillæg eller fradrag
|
Videre proces
Motorstyrelsen forventer at udsende et styresignal om dette emne i efteråret 2020. Styresignalet vil fastlægge, hvordan transportomkostninger og registreringsudgifter fremadrettet skal håndteres i praksis. Det vil desuden fremgå af styresignalet, i hvilke tilfælde der kan ske genoptagelse i sager, hvor transportomkostninger eller registreringsudgifter har været behandlet forkert.