Dato for udgivelse
18 aug 2021 09:00
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18 aug 2021 08:00
SKM-nummer
SKM2021.413.SKTST
Myndighed
Skatteforvaltningen
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
21-0734464
Dokument type
SKM-meddelelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Udleje og bortforpagtning + Når man ønsker en sag genoptaget
Emneord
Genoptagelse, ekstraordinær, forældelse, udlejning af fast ejendom - skematisk ordning - korttidsudlejning af privat bolig
Resumé

Skattestyrelsen har endnu ikke udarbejdet styresignal om Landsskatterettens afgørelse i SKM2021.307.LSR’s betydning for dansk praksis. Styresignalet forventes udsendt i løbet af nogle måneder. Adgang til genoptagelse efter underkendelse af praksis er ikke betinget af, at Skattestyrelsen har offentliggjort et styresignal om genoptagelse. Muligheden for ekstraordinær genoptagelse er betinget af, at det afledte krav ikke er formueretligt forældet.

Reference(r)

Ligningslovens § 15 P og § 15 Q
Skatteforvaltningsloven § 27
Skatteforvaltningsloven § 34 a

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-2, afsnit C.H.3.4.1.1.1. Opgørelse af den skattepligtige indkomst efter LL § 15 P

Landsskatteretten har i SKM2021.307.LSR taget stilling til, om udlejningsresultatet af en korttidsudlejning af den del af et tofamilieshus, som ejeren ikke selv bebor, kan opgøres efter reglen i ligningslovens § 15 P.

Skattestyrelsen har endnu ikke udarbejdet styresignal om afgørelsens betydning for dansk praksis. Styresignalet forventes udsendt i løbet af nogle måneder.

Adgang til genoptagelse efter underkendelse af praksis er imidlertid ikke betinget af, at Skattestyrelsen har offentliggjort et styresignal om genoptagelse.

Det følger skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at anmodninger om genoptagelse som følge af, at hidtidig praksis er blevet underkendt ved dom, skal være modtaget af Skattestyrelsen senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er blevet bekendt med dommen. Når der offentliggøres et genoptagelsesstyresignal, løber denne reaktionsfrist normalt fra tidspunktet for offentliggørelse.

Denne SKM har derfor til formål at præcisere, at anmodninger om genoptagelse ikke kan afvises med den begrundelse, at Skattestyrelsen endnu ikke har udsendt et styresignal. Anmodninger om genoptagelse i den konkrete situation skal modtages af Skattestyrelsen og journaliseres med henblik på sagsbehandling, når styresignalet er udsendt.

Forældelse

Muligheden for ekstraordinær genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27 er betinget af, at det afledte krav ikke er formueretligt forældet. Se skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4. Forældelsesfristen for krav afledt af en ekstraordinær ansættelse er 10 år. Se skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4.

Fristen kan ikke suspenderes, men afbrydes foreløbigt, hvis der varsles en ændring eller anmodes om genoptagelse inden forældelsesfristens udløb. I disse tilfælde er kravet tidligst forældet 1 år efter, at Skattestyrelsen har truffet afgørelse, uanset om der er tale om en ændring på Skattestyrelsens eller på borgerens/virksomhedens initiativ. Se skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2.

Se evt. også Den juridiske vejlednings afsnit A.A.8.2.2.1.3 og A.A.9.