Dato for udgivelse
06 okt 2021 14:59
Til
Virksomheder beskæftiget med registreringsafgift af motorkøretøjer
Sagsnummer
20-1422626
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Motorstyrelsen – 72 22 15 15
Resumé

Skatteministeren har den 6. oktober 2021 fremsat lovforslag L 6, hvor der indgår en ændring af fristen for indsendelse af anmodninger om afgiftsberigtigelse efter de dagældende regler i forbindelse med lov nr. 203 af 13. februar 2021 (lov 203).

Hvis lovforslaget vedtages, ændres fristen for at indsende anmodninger om at benytte de afgiftsregler, der var gældende den 17. december 2020, til den 1. juli 2021, uanset om køretøjet er registreret før denne dato. Der foreslås ingen andre ændringer af overgangsordningerne i lov 203.


Forslag om ændring af fristen for indsendelse af anmodninger om at benytte overgangsordning i lov 203

Ved lov nr. 203 af 13. februar 2021 (lov 203) blev der gennemført en række ændringer af registreringsafgiften. Der blev samtidig fastsat en overgangsordning, hvor bindende købs- eller leasingaftaler, som var indgået, før lovforslaget blev fremsat, kan gennemføres efter de regler, der var gældende den 17. december 2020. Det vil sige, at de gamle afgiftsregler kan anvendes ved afgiftsberigtigelsen af køretøjet, hvis en række krav er opfyldt:

  • Der skal være indgået en bindende købs- eller leasing aftale senest den 17. december 2020.
  • Køretøjet skal være anmeldt til registrering i Køretøjsregisteret (Motorregistret) senest den 1. juli 2021.
  • Der skal senest i forbindelse med anmeldelsen til registrering være indsendt en anmodning om anvendelse af de tidligere gældende regler vedlagt dokumentation for den bindende aftale.

Det er det sidste krav, der nu foreslås ændret, så anmodningen ikke skal være indsendt senest i forbindelse med registreringen, men i stedet skal være indsendt senest den 1. juli 2021.

Konsekvenser af det fremsatte lovforslag

Bemærk, at det er muligt, at lovforslaget i løbet af behandlingen i Folketinget kan blive ændret, eller at det ikke vedtages.

Motorstyrelsen vil, indtil lovforslaget er færdigbehandlet, prioritere at behandle disse sager:

  • Anmodninger, der kan godkendes.
  • Anmodninger, der er indsendt for sent efter både de gældende og de foreslåede nye regler.
  • Anmodninger, der må afvises af andre årsager, end at anmodningen er indsendt for sent.

Det vil sige, at indtil lovforslaget er færdigbehandlet, vil Motorstyrelsen ikke afvise anmodninger i sager, hvor afvisningen alene ville være begrundet i, at anmodningen ikke er indsendt senest i forbindelse med registreringen. Det forudsætter dog, at anmodningen er indsendt senest den 1. juli 2021.

Konsekvenser hvis lovforslaget vedtages

Hvis lovforslaget vedtages i den form, det er fremsat, vil Motorstyrelsen genoptage de sager, hvor en anmodning er afvist alene på grund af fristoverskridelse, men hvor anmodningen er indsendt senest den 1. juli 2021.

I disse sager vil Motorstyrelsen således gennemgå sagerne på ny og træffe en ny afgørelse. Der kan blive tale om, at Motorstyrelsen beder om yderligere materiale fra virksomheden, hvis dokumentationen fx ikke er fyldestgørende. Hvis Motorstyrelsen ændrer afgørelsen og imødekommer anmodningen, efterregulerer vi afgiftsbeløbet overfor virksomheden.

Verserende klagesager og fortsat klageadgang

Da det ikke er sikkert, at det nye lovforslag vedtages i den fremsatte form, anbefaler Motorstyrelsen, at virksomhederne i forhold til klagemuligheder mv. forholder sig på samme måde, som virksomhederne ville have gjort, hvis lovforslaget ikke var blevet fremsat.

Det vil sige, at de virksomheder, der ønsker at klage over en afgørelse, fortsat bør gøre det. Tilsvarende bør de virksomheder, der allerede har indgivet en klage, ikke tilbagekalde den alene på grund af det fremsatte lovforslag.

Hvis lovforslaget vedtages, vil Motorstyrelsen som nævnt genoptage de sager, hvor der er givet afslag alene på grund af fristoverskridelse, forudsat at anmodningen er indsendt senest den 1. juli 2021. For at Motorstyrelsen kan genoptage en sag, hvor der er indgivet en klage, skal klagen dog først trækkes tilbage.

Motorstyrelsen vil udsende et nyt nyhedsbrev i forbindelse med den eventuelle vedtagelse af lovforslaget, hvor vi vil redegøre nærmere for processen med genoptagelse og tilbagetrækning af klager mv.

Indtil videre bør virksomhederne som nævnt i forhold til klage forholde sig, som om lovforslaget ikke var fremsat.