Dato for udgivelse
03 Dec 2021 12:03
Til
Pensionsinstitutter mv, der afregner pensionsbeskatningsafgift
Sagsnummer
20-0356112
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Skattestyrelsen - 72 22 18 18
Resumé

Til alle som indberetter pensionsafgifter - PAF systemet bliver åbnet for indberetning af afgiftsfrie udbetalinger 3. januar 2022.


Pensionsbeskatningslovens (PBL) § 32, stk. 1, er lov nr. 2197 af 29. december 2020 ændret således, at der skal indberettes afgiftsfrie deludbetalinger. PAF systemet bliver klar til at modtage indberetninger om afgiftsfrie udbetalinger pr. 3. januar 2022. Indberetninger af helt afgiftsfrie udbetalinger foretaget efter PBL § 32, stk. 1, i perioden fra og med den 1. juli 2021 til og med den 31. december 2021, skal de afgiftsfri beløb anmeldes til Skatteforvaltningen senest den 20. januar 2022.

Tidligere blev kravet om indberetning af afgiftsfrie deludbetalinger udskudt til den bagvedliggende bekendtgørelse er på plads. Se mere herom i det tidligere nyhedsbrev af 26. juni 2021.

Bekendtgørelsen nr. 1370 af 21. december 2012 om beskatningen af pensionsordninger er nu ændret ved bekendtgørelse af 2216 af 29. november 2021.

Ændringen af bekendtgørelsens § 22, stk. 2, betyder, at såfremt en udbetaling efter PBL § 32, stk. 1, består af et beløb, der er afgiftspligtigt, og et andet beløb, der er afgiftsfrit, så skal anmeldelsen omfatte oplysninger om den afgiftspligtige del og den afgiftsfrie del. Er udbetalingen helt afgiftsfri, skal pensionsinstituttet indsende en anmeldelse til Skatteforvaltningen af det afgiftsfri beløb inden 3 hverdage (bankdage) efter udbetalingen.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2022. Har et pensionsinstitut foretaget helt afgiftsfri udbetalinger efter pensionsbeskatningslovens § 32, stk. 1, i perioden fra og med den 1. juli 2021 til og med den 31. december 2021, skal pensionsinstituttet indsende en anmeldelse af de afgiftsfri beløb til Skatteforvaltningen senest den 20. januar 2022.

Ændringerne i PBL § 32, stk. 1, medfører, at afgiftsfrie deludbetalinger fra ratepensioner og lign. foretaget inden det 5. år før folkepensionsalderen anses fortrinsvis at hidrøre fra den del af indbetalingerne, der kan udbetales afgiftsfrit.

Inden for det 5. år før folkepensionsalderen anses deludbetalingerne at hidrøre fortrinsvis fra den del af indbetalingerne, der er afgiftspligtige ved udbetalingen.

For kapitalpensioner betyder det dog, at deludbetalinger fortrinsvis anses for at hidrøre fra den afgiftsfrie del af ordningen uanset pensionsopsparerens alder.

Blanketterne for ratepension, livrenter og kapitalpension m.fl. (blanket P30 og P31) bliver tilpasset med et ekstra felt, hvor institutterne skal angive den afgiftsfrie beløb af udbetalinger.

Feltet er alene et oplysningsfelt og kontrolfelt, og bruges af Skattestyrelsen til udsøgninger i kontrolarbejdet, og indgår ikke i den afgiftspligtige størrelse. Institutterne skal fortsat beregne afgiften som tidligere, men fremover skal den afgiftsfrie deludbetaling indberettes.

De nødvendige tekniske specifikationer for "Webservicebeskrivelse" og "Schemaoplysninger" (XML-strukturen) blev ændret pr. 1. juli 2021 og beskrivelserne kan hentes under "Maskinel Indberetning af pensionsafgifter (PAF)" på Skat.dk: Indberet pension.