Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Skattestyrelsen (punktafgifter) - 72 22 28 10

Den 1. januar 2022 blev der indført nye stempelmærker på cigaretter og røgtobak. Det betyder, at producenter/importører ikke må sælge varer påtrykt gamle stempelmærker efter denne dato.

Varer med gamle stempelmærker skal fjernes fra butikker

Fra den 1. april 2022 må cigaretter og røgtobak med gamle stempelmærker ikke længere sælges i detailbutikker. Varerne skal fra denne dato være fjernet fra butikslokalet.

Den 1. maj 2022 skal varerne være helt ude af virksomheden, enten ved at blive returneret til producenten/importøren eller ved destruktion.

Stempelmærker får nye afgiftskoder

De nye stempelmærker ligner de gamle, men cigaretter har afgiftskode 8 i stedet for afgiftskode 7, og røgtobak har afgiftskode 5 i stedet for afgiftskode 4. Afgiftskoden fremgår nederst i højre hjørne på cigaretmærket.

Særligt for detailhandlen

Fra den 1. april 2022 er det ikke længere tilladt at sælge cigaretter og røgtobak med de gamle stempelmærker. Varer med gamle stempelmærker skal være fjernet fra forretningslokalet.
Fra den 1. maj 2022 er det heller ikke længere tilladt at opbevare cigaretter og røgtobak med de gamle stempelmærker i virksomheden. Varerne skal derfor sendes retur til jeres leverandør eller destrueres inden den 1. maj 2022.

Brud på ovenstående kan medføre en bøde på 15.000 kr.

Særligt for producenter og importører

Den 1. januar 2022 blev afgifterne på cigaretter og røgtobak forhøjet. Fra denne dato var det ikke længere lovligt for producenter og importører at sælge varer med de gamle stempelmærker og afgifter.

Hvis I har gamle stempelmærker liggende, kan disse sendes retur til Skattestyrelsen:  

Udfyld og indsend blanket 29.097 på skat.dk. Fysisk aflevering af stempelmærkerne aftales ved at skrive til os på tobakogspiritus.banderolebestilling@sktst.dk. 

Destruktion af returnerede cigaretter og røgtobak skal anmeldes på blanket 29.100, og den fysiske destruktion aftales med Skattestyrelsen.  

I begge tilfælde skal I være opmærksomme på den 3-årige forældelsesfrist.

Regler og lovgrundlag

De nye regler fremgår af Tobaksafgiftsloven (nr. 1183 af 08/06/2021), som kan findes på retsinformation.dk.